”Stjerneforsker eller fuld af fup?”

Dorrit Saietz fra Politiken har valgt at skrive denne tekst, som handler om hvorvidt den danske hjerneforsker Milena Penkowa taler sandt omkring sine forsøgsresultater. Journalisten Dorrit Saietz fortæller om den 37-årige professor og prisbelønnede eliteforsker. I Weekendavisen har to ph.d. studerende startet sagen, ved at fortælle om hvordan deres skuffende målinger af Milena Penkowas prøver, fremkom mindre skuffende og endda interessante da hun selv offentliggjorde dem i en videnskabelig artikel. I artiklen fortælles der også om at hjerneforskeren to gange tidligere, har fået sat spørgsmålstegn ved sit arbejde. Milena Penkowa har ikke selv noget at sige, og henviser til sin advokat. I artiklen ses der tilbage på tidligere udtalelser fra Milena, hvor hun virker meget selvsikker og hvor hun fortæller om den ”krig” der er imellem forskerne og at dette er normalt i hendes kredse.

Artiklen omhandler dels en nyhed - altså sagen, med de to ph.d. studerende, som fremkom i weekenden, og dels omhandler den baggrundsviden. Den uddyber også tidligere informationer og udtalelser omkring Milena Penkowa. Derfor er genren en nyhedsanalyse, placeret under de centrale informationsgenrer.

De fem nyhedskriterier er der tydeligt lagt vægt på i artiklen; som der selvfølgelig altid skal i en artikel. Aktualitet; i og med sagen begyndte i denne uges Weekendavis. Væsentlighed; da Milena er kendt indenfor forskning, og det kan have store konsekvenser hvis hendes prøver, som i dette tilfælde handler om proteiner i kræftceller i et antal vævsprøver, ikke er korrekte. Og dette kan have en stor betydning for os alle sammen, hvis det er sandt at hun snyder med sin forskning. Konflikt er i stor grad en del af artiklen, da hun selv ikke vil udtale sig, og hendes advokat derfor fortæller om hvorvidt hun er uenig i disse påstande. Derudover er der også konflikt indblandet når Milena (fra tidligere interviews) fortæller om den ”krig” der er imellem de forskellige forskere. Identifikation; i og med vi alle kan identificere os med at være syg, og Milena er forsker, og derfor nødig skulle snyde os med hvorvidt hun kan helbrede os eller ej. Sensation; dette er selvfølgelig med i artiklen. Dog ikke i stor grad, da afsløringen fandt sted i Weekendavisen, men det er selvfølgelig overraskende for læsere der ikke har hørt om dette, eller nu får fortalt et bredere omfang af hele historien.

Artiklens afsender er Dorrit Saietz fra Politiken. Artiklens modtager er i bund og grund hele den danske befolkning, da vi alle har mulighed for at læse denne artikel -i og med den er i Politiken. Som nævnt tidligere kan vi alle referere til det at have en sygdom, og derfor kan vi alle sætte os ind i problemerne der kan være ved at hun muligvis snyder os med sine forsøg.

Artiklen er placeret øverst i avisen på side seks. Det er altså noget man straks ser. Den fanger også hurtigt ens blik, med det store billede som lodret er ligeså højt som spalterne og som er placeret lige i midten. Dette giver en utrolig god effekt. Rubrikken fylder ligeså meget som artiklen på langs, og det giver også artiklen en god helhed. Derudover er der placeret en faktaboks nederst til højre for billedet, som gør at den ikke virker så vigtig. Artiklen ser også meget overskuelig ud, da den er opdelt i fire spalter, som ikke særlig lange, og med billedet i midten er artiklens layout firkantet, hvilket igen gør den overskuelig og let tilgængelig.

Idet at rubrikken lyder ”Stjerneforsker eller fuld af fup?” bliver man allerede interesseret i hvad artiklen handler om. Det er en meget fangende rubrik –det stemmer ikke overens med at hun er hjerneforsker, og ikke stjerneforsker som der står, men det journalisten har prøvet at fortælle er at enten er hun ”oppe og røre stjernerne” –altså virkelig fantastisk og perfekt, eller også er hun ”fuld af fup” som er det total modsatte, og her bliver man med det samme forundret over hvorfor hun mon kan være det. I underrubrikken skriver Dorrit Saietz udrtyk som ”en kometkarriere trues af et brat nedslag” for igen at vende tilbage til ”stjerneforskeren”, som Milena Penkowa måske ikke alligevel er, og det forklares i et ”brat nedslag”. Altså det har alt sammen noget at gøre med at nå stjernerne. Derudover er der en faktaboks i teksten, som giver os noget viden om Milena Penkowa. Dette fungerer godt.

I rubrikken tænker vi altså ”hvordan fupper hun os?” og vil derfor læse videre. Historien forklares hurtigt i underrubrikken og artiklen starter med at forklare os lidt om Milena –får hende til at lyde som en stjerne. Med sportsvogn, sort dress –det hele kører for hende. Og med ordene ”værsgo og skyld” får journalisten hende strakt til at lyde langt mere utroværdig –det hele kører altså alligevel ikke for hende. Alt dette er spændende! Derefter hører vi mere om de andre tilfælde af ”snyd og bedrag”, og til sidst rundes historien af med snakken om den interne ”krig” mellem forskerne. Altså er nyhedstrekanten anvendt i artiklen.

Sproget i artiklen er dels subjektivt. Der er ikke direkte skrevet ”jeg mener..”, men man kan mærke på journalisten at hun selvfølgelig mener at dette ikke er i orden, men hun slutter dog også af med at skrive ”Hun har meget at tabe –men det har Københavns Universitet også.” Og dette viser lidt at hun ikke rigtig holder med nogen. Sproget er ikke særlig svært at læse. Man behøver kun at læse teksten igennem en enkelt gang for at forstå indholdet. I starten er hun beskrevet som en ung, talentfuld kvinde –iført stramt dress og rød sportsvogn. Dette billedsprog gør at man ser sig hende for sig –og så er hun for resten på vej til at finde en kur mod sklerose. Altså beskriver journalisten hende meget godt. Der er ikke så mange korte sætninger i artiklen, men selvom sætningerne er lange, er de let tilgængelige og til at forstå.

Billedet som er placeret i midten af artiklen, er et arkivfoto, altså det er ikke noget der er fotograferet til lige præcis denne artikel. Dette ville også være meget ironisk, da hun på billedet, som skrevet modsat i artiklen, viser en meget stærk person. Hun holder en model af en hjerne i hænderne og mellem hendes ben er der placeret et mikroskop af en art. Der er lys på hende, altså hun er i fokus i sit sorte outfit og sin stramme hestehale. Billedet ser på en måde lidt ”Star-Wars”-agtigt ud –dette giver et betydeligt godt sammenspil med rubrikken, hvor der tales om stjerneforskeren.

Artiklen virker meget troværdig, idet der er mange forskellige udtalelser og der skrives om forskellige situationer –altså at det nu er trejde gang der sættes spørgsmålstegn ved Milena Penkowas forskning. Journalisten får det til at lyde som begge dele er mulige –Milena er stjerneforkser –men det er muligt det hele er fup!

Salinitet

Formål Er at undersøge hvordan salinitet påvirker smeltning af is.

Teori Saltet nedsætter vandets frysepunkt. Det gør det vanskeligt for vandets molekyler at finde sammen og danne iskrystaller. Salt er en kemisk forbindelse af natrium og klor så når salt kommer i forbindelse med is, opløses saltkrystallerne, og positive natriumioner frigøres sammen med negative klorioner. Disse ioner blander sig med vandet så vandmolekylerne ikke kan komme så tæt på hinanden, at de kan danne iskrystaller, selv om vandets temp. er på frysepunktet. Nye vandmolekyler kommer hele tiden i kontakt med isen, hvor de bliver indfanget og får iskrystallerne til at vokse - altså i en blanding af is og vand ved frysepunktet er der ligevægt: Der er også hele tiden vandmolekyler, der forlader iskrystallerne. Hvis der tilsættes salt, har natrium- og klorionerne ikke så let ved at placere sig i iskrystallerne, men fordeler sig i vandet og bortdriver vandmolekylerne.

Der er nu ikke er ligeså mange vandmolekyler, som kan blive indfanget af iskrystallerne men samtidig er antallet af molekyler, som forlader iskrystallen, uændret. Det betyder at iskrystallen taber mere vand, end den indfanger, og at isen smelter.

Hypotese Isterningerne vil smelte hurtigere jo højere saliniteten/saltkoncentrationen er, da salt har et lavere frysepunkt end vand.

Materialer
- 4 bægerglas
- 4 isterninger af ca. samme str.
- salt
- ske
- stopur
- vand
- vægt
- rørepind
- termometer

Forsøgets gang
1. Vi opstiller 4 bægerglas, med 100 ml vand i hver (Vi har målt at vandet i alle glas har samme temperatur, da dette kan være en fejlkilde)
2. I bæger 1 skal saliniteten være på 31,5 % (svarende til Det Døde Hav). Derfor fylder vi 31,5 gram salt i vandet. Derefter rører vi rundt med en rørepind, så saltet bliver opløst i vandet.
3. I bæger 2 skal saliniteten være på 3,5 % (svarende til Middelhavet). Derfor fylder vi 3,5 gram salt i og rører rundt.
4. I bæger 3 skal saliniteten være på 1% (svarende til Østersøen, hvor saliniteten svinger mellem 0,75% og 1,5%). Derfor fylder vi 1 gram salt i og rører rundt.
5. I bæger 4 skal saliniteten være på 3,7% (svarende til Nordatlanten, omkring Grønland) Derfor fylder vi 3,7 gram salt i og rører rundt.
6. Vi vejer nu nogle isterninger og finder de 4 isterninger, hvor vægten er mest ens, og kommer på samme tid en isterning i hver glas (Vi husker at notere de isterningernes forskellige vægt, da dette kan være en fejlkilde)
7. Vi starter stopuret, og der tages tid på, hvor lang tid det tager for hver enkel isterning at smelte. Vi husker at holde bevægelsen konstant –altså vi sørger for at der er stille omkring glassene, så det ikke påvirker smeltningen.


Resultater
Vi gentog forsøget to gange, da resultaterne ikke stemte overens med teorien og vores hypotese den første gang. Dette er derfor resultater for andet forsøg:

Det Døde Hav
(bæger 1)

Middelhavet
(bæger 2)

Østersøen
(bæger 3)

Nordatlanten
(bæger 4)

Salinitet

31,5 %

3,5 %

1 %

3,7 %

Temperatur

20C

20C

20C

20C

Bevægelse

Ingen

Ingen

Ingen

Ingen

Isternings vægt

12,92 gram

12,26 gram

13,90 gram

14, 90 gram

Tid, efter isterningen er smeltet

1159 sek.

1312 sek.

1338 sek.

1507 sek.


Databehandling

Det Døde Hav

Middelhavet

Østersøen

Nordatlanten

Mistet masse pr. sekund (M)
(Formel:
M= gram/
sekunder for smeltning)

_12,92g__
1159 sek.
dvs. Isterningen smelter med
=0,0111g/sek.

_13,26g_
1312 sek.
dvs.
Isterningen
smelter med
=0,0101 g/sek.

_13,90g_
1338 sek.
dvs.
Isterningen smelter med
= 0,0104 g/sek.

_14,90_
1507 sek.
dvs.
Isterningen smelter med
=0,0099 g/sek.


Diskussion Første gang vi lavede forsøget, opnåede vi ikke de forventede resultater –fejlkilder kunne være upræcise målinger af salt og vand. En fejlkilde kunne også være at der var forskel på størrelsen af isterninger. Derudover kunne en anden årsag være tidspunktet isterningerne blev taget ud af fryseboksen, og nogen af isterningerne derfor kan være påbegyndt smeltning, da de blev puttet i vandet.
Anden gang vi lavede forsøget prøvede vi at undgå de fejlkilder fra første forsøg, ved at være mere præcise med målingen af salt og vand. Der levede resultaterne mere op til vores forventninger og til hypotesen, da isen nu smeltede hurtigst i Det Døde Hav (altså vandet med 31,5% saltinitet). Selvom dét passede, passede de andre tre resultater dog ikke, men dette kan have noget at gøre med, at når man laver forsøg med så lidt forskel kan resultaterne meget let blive ens eller utilregnelige (eksempelvis er der ikke meget forskel på et gram salt og 3,5 gram salt). Hvis resultatet skulle have gået som planlagt, og ifølge teorien og hypotesen skulle rækkefølgen for hurtigst smeltet isterning være:
1: Det Døde Hav,
2: Nordatlanten,
3: Middelhavet,
4: Østersøen.
- I vores forsøg (forsøg 2) blev rækkefølgen:
1: Det Døde Hav,
2: Østersøen,
3: Middelhavet,
4: Nordatlanten.

Perspektivering Med vores forsøg kan man perspektivere til saltning af veje i vintertiden. Saltets evne til at nedsætte vands frysepunkt og dermed få is til at smelte hurtigere, er en god måde at få isen på vejene til at forsvinde.
Men kan fiskene også udnytte salt, så de kan nedsætte deres frysepunkt, så de bedre kan klare sig i koldt vand ved at indtage saltvandet? Nej, så simpelt er det ikke. Der lever ingen fisk i Det Døde Hav. Det er grundet saliniteten –hvis fiskene sluger saltvandet, suger saltet alt vandet fra kroppen, og de kan ikke overleve. Dette er osmose –altså at salt går fra høje vandkoncentrationer til lave. I fiskens celler er der 100% vand –altså en høj vandkoncentration, og udenfor cellerne er der så saltvand som jo er en lav vandkoncentration, derfor er det osmose, og når dette sker udtørrer cellerne, og fiskene dør. Men hvorfor kan fisk så overhovedet overleve i noget slags saltvand? Dette er osmoseregulering - Altså det vand fisken indtager indeholder salt, men den udskiller noget af det overskydende salt via gællerne, og det ferske vand optages så i fiskens krop.

Konklusion
Som skrevet i diskussionen, kan vi nu konkludere at resultaterne ikke helt stemmer overens med hypotesen, men nogenlunde. Der var noget der ikke helt passede, men vi tror det skyldes de fejlkilder, som også er nævnt. Resultatet stemmer nogenlunde overens med hypotesen da den siger at jo højere saltkoncentrationen er, jo hurtigere vil isterningerne smelte, hvilket passer i forsøget vi gentog, hvor isterningen smeltede hurtigst i bægeret med den højeste saltkoncentration.

Paradise Amalie på den røde løber

"Stina, ka' du så godt lide og gå rundt og klæde dig ud som en russisk roulette?” citat af Amalie Szigethy, Paradise Hotel, Sæson 6.




Hjemme i stuerne sidder samtlige af Danmarks borgere og morer sig over Paradise-Amalies uintelligente udtalelser. Men er det sådan samfundet burde hænge sammen? Er det meningen at medierne skal udstille dem, som tydeligvis ikke er orienterede om deres egne personlige krænkelser? Og hvorfor melder folk som Amalie sig til reality programmer?


Hvad gik der galt?
Ifølge Erik Eriksons teori om identitetsdannelse og socialisation i det senmoderne samfund dannes barnets personlighedstræk i barndommens forskellige faser. Paradise-Amalie har haft et utrolig iscenesat liv, hvor især hendes mor har været meget opmærksom på hendes behov og at sætte hende i fokus. Ifølge Erikson bør man i 2-3 års alderen begynde at lære at tro på sig selv og udvikle en selvstændighed. Denne fase har hendes forældre låst hende meget fast i, ved at blive ved med at give hende den opmærksomhed, hun har været vant til siden spæd. Derfor mener vi ikke hun er trådt udover de faste rammer hendes mor har afmærket hende. Og derfor sidder hun i sin egen ”boks” hvor der i bund og grund kun findes hende og hendes behov. Ikke i den forstand at hun ikke er blevet ældre, men at hendes forældre har haft svært ved at lade hende vokse op på egen hånd. Derimod har hun altid vores i families fokus og ikke psykisk kommet ud på egne ben. Dette bygger blandt andet på den måde deltagerne fra fx Paradise Hotel opfører sig på. Når de eksempelvis taler til kameraet om dem selv og deres behov, som åbenbart skal komme før alle andres; hvorfor det er forkert af ham eller hende at gøre de ting de gør, og de handlinger de gør for at de selv kan blive i programmet så lang tid som muligt, så de får den opmærksomhed i medierne, som de åbenlyst ønsker. Så de selv kan komme i centrum, og så det er dem det hele drejer sig om.

Opmærksomhed har ingen grænser
Amalie er et glimrende eksempel på subjektivisering. Thomas Ziehe har en teori om tre forskellige måder vi kan reagere på i senmoderniteten; ontologisering, potensering og subjektivisering. Subjektivisering betyder at man altid skal være opmærksom på hvad andre mener om en. Det er ikke nok at man selv, mener man er god nok som man er. Man skal hele tiden have dette bekræftet af andre også. Denne subjektivisering kan vi også se i mange andre realityprogrammer. I ”De Unge Mødre” hvor unge piger udstiller sig selv i de mest private omgivelser. Undersøgelser viser at det er gået så vidt, at de unge piger vælger at få et barn, udelukkende for at så kunne melde sig til programmer som ”De Unge Mødre”. Dette viser et desperat forsøg på at blive set og hørt i medierne. Dette kan man fx realitere til Geroge H. Meads teori om jeg, mig og den generaliserede anden. Og som i de fleste teorier, handler det om at ’følge med’ og ikke springe nogle trin over i den sociale udvikling. Den generaliserede anden erfarer fx udfra andres reaktioner på ens handlinger. Men dette ses ikke at have nogen betydning for de deltagere vi ser i reality programmerne. Fx udtaler hendes mor sig om at hun er ked af at Amalie blev udstillet dum, rundt på de fleste ungdomsværelser i Danmark, da Paradise-Hotel kørte på tv3. Men Amalie synes ikke at have noget forhold til dette, men vælger i stedet efterfølgende at starte sin egen tv serie, ”Amalies Verden”.

Går man ind på google og søger under navnet ’Amalie’ vil største delen af søgningerne handle om Amalie fra Paradise. Og i mange tilfælde handle om de mindre intelligente citater hun har sagt i både hendes forløb i ”Paradise Hotel” og ”Amalies Verden”.

Det handler om at blive set
Paradise Hotel er som bekendt en kamp om at være det sidste par tilbage, når finalen starter. Men det er ikke let at være en af dem komme så langt, for næsten lige meget for sikker man føler sig, snyder de andre deltager én, bare for at de selv kan ende med at stå som et finale par i sidste ende. Deltagerne er også delt op i grupper, hvor de gør hvad de kan for at trække tæppet væk under den modsatte gruppe. De lyver, snyder og bedrager hinanden, men det kommer alligevel som et voldsomt chok, for deltagerne, når de selv bliver snydt. Dette er endnu et glimrende bevis på den generelle naivitet, de alle sammen er ofre for. De mener selv at de er unikke og at de er centrum hele reality programmet. Vi bygger dette på teorien om identitetsdannelsen og socialisationen i det senmoderne samfund, under opdragelse. I den primære socialisering, er der lagt vægt på at man er unik, enestående, speciel og ikke mindst fantastisk.
I den sekundære socialisering bliver der derimod lagt vægt på at man er lige med andre og at ens behov ikke er det eneste folk fokusere på. Dette trin kommer ikke til syne særlig ofte i disse reality-shows. For eksempel i ”Amalies Verden” hvor Amalie endelig er ved at få ordentlig gang i sin karriere indenfor musikbranchen, men dropper det hele for at tage til Sunny Beach, med Peter, da de har aftalt at genoptage deres kæreste forhold dernede. I programmet ses hun hysterisk sidde og fortælle hendes mor om at hun ville droppe alt, bare for at komme derned og være sammen med Peter. I hendes øjne er dette nemlig det vigtigste. Men hun skænker ingen tanker til hendes manager, som har lagt et stort arbejde i at få hendes kommende CD op og stå. Men som altid går det efter Amalies næse og hun tager til Sunny Beach.
Det sidste trin er dobbelt socialisering, som kort sagt går ud på at have en situationsfornemmelse. At kunne tilpasse sig forskellige situationer, foretage forskellige valg, at reflektere sig selv i forhold til andre og at kunne kontrollere sine følelser. Men dette ses slet ikke i programmerne, da de reagere ukontrolleret på diverse episoder og som sagt lever i den tro at det kun er dem der er deltagere i spillet. Altså i perspektiv er de primært i den primære socialisering. De to andre er langt fra fuldendt. Vi mener at dette er ens betydende med at forældrene har holdt fast i deres ’lille’ barn. Et eksempel på dette, kan være at Amalie Szigethy’s mor fik en depression, da Amalie flyttede hjemmefra. Dette resulterede i adskillelige psykolog timer, da hun ikke følte hun kunne finde sig selv efter Amalies udflyt. Altså at forældrene, i dette tilfælde moren, har givet barnet kæmpemæssige dosser af opmærksomhed, på alle måder. I den verden vi lever i i dag, er der fra vores synspunkt, alt for stor vægt på "at være kendt". Men at folk vil gøre hvad som helst for at blive kendt, stopper nok ikke med det samme. Som vi har set de sidste mange år vokser disse handlinger højst sandsynligt med at medierne vokser - mange år ude i fremtiden, hvad vil folk så gøre for at få en plads i et quizprogram?