Bioteknologi ordbog

Genterapi:

·         Ved genterapi søger man at ændre det genetiske materiale i menneskets celler via et præparat eller andre teknikker såsom laser-stråler. Man skelner mellem genterapi på kropsceller og genterapi på kønsceller.

·         Behandling af genetisk bestemte sygdomme, hvor man indsætter celler med raske gener som erstatning for eller supplement til celler med syge gener.

in vivo:

  • In vivo (Latin: i liv) er en betegnelse, der benyttes i biologi og lægevidenskab om eksperimenter der foretages i en levende organisme. Dyreforsøg (specielt vivisektion) og kliniske forsøg er eksempler på in vivo-forskning.

 

in vitro:

·         In vitro (Latin: i glas) er en betegnelse der bruges i biologien om det at lave eksperimenter udenfor en levende organisme, typisk i et reagensglas.

vektor:

  • Matematisk størrelelsesbegreb der både består af en talværdi og en retning.
  • Et DNA molekyle (plasmid eller virus), som man kan flytte DNA i.

allergener:

  • Forskellige bitte små mikroskopiske naturligt forekommende proteinstoffer, som provokerer allergikere til at frembringe modgift (antistoffer). De almindeligste stoffer som frembringer allergi er:
    • pollen fra ukrudt, græsser, blomster og træer
    • mug og skimmelsvampe.
    • husstøvmider
    • pelsdyr (for eksempel hund og kat).

antistoffer:

  • Et af kroppens forsvar mod indtrængende mikroorganismer, fx bakterier og virus. Antistoffer er effektive fordi de er specialiserede til at kunne "genkende" bestemte mikroorganismer. Derfor reagerer de hurtigt og præcist når en mikroorganisme genkendes. Første gang kroppen udsættes for en bestemt type mikroorganisme dannes antistof mod netop denne type. Bliver kroppen angrebet igen er antistofferne klar.

translation:

·         Den proces i cellen, hvor mRNA oversættes til aminosyrer på ribosomerne ved hjælp af tRNA.

 

introns:

·         Den del af et gen som ikke oversættes til et protein ved translationen. Ses kun hos eukaryote. Inden mRNA forlader kernen, fjernes introns enzymatisk, så kun de meningsfyldte dele af mRNA (exons) aflæses på ribosomerne.

 

exons:

  • Den del af et gen der translateres til protein.

rekombinant DNA:

  • DNA der indeholder ikke-originalt (fremmed) DNA. Gensplejset DNA.

 

enzym:

·         Enzymer er en stor gruppe af (hovedsagligt) proteiner, der er i stand til at katalysere kemiske processor uden selv at blive forbrugt i processen. Enzymer navngives efter hvilken kemisk reaktion de katalyserer eller hvilket substrat de agerer på, fx. lipaser (nedbryder lipider), proteaser (nedbryder protein), hydrolaser (hydrolyserer stoffer) ect.Enzymer er ansvarlige for koordination og hastigheden af praktisk taget alle livsprocesserne i en levende organisme. Kaldes også for biokatylasatorer.

 

replikation:

  • Den proces hvorved DNA-molekyler kopierer sig selv

 

transcription:

  • Den proces hvor der med DNA som skabelon dannes m-RNA

polymerase chain reaction (PCR):

·         PCR (Polymerase Chain Reaction) er en genforstærkningsteknik (polymerase-kædereaktion) til detektion af mikroorganismer. 

Spektrofotometrisk bestemmelse af jern

Formål

Formålet med denne øvelse er, at få noget erfaring med UV-VIS spektroskopi.

Metode

Koncentrationen i en ukendt opløsning af jernalun bestemmes ud fra en standardkurve, hvor absorbansen plottes som funktion koncentrationen. Standardkurven laves af et spektrofotometer.

Teori

Koncentrationen af farvede stoffer i en opløsning kan bestemmes med spektrofotometri, men da jernaqua-ionen i vores forsøg er næsten farveløs, tilsættes kaliumthiocyanat hvormed der dannes [Fe(SCN)n(H2O)6-n]3-n komplekser. Disse komplekser farver opløsningen rødbrun.

Hvis absorbansen måles ved en række forskellige bølgelængder, og afsættes i et koordinatsystem, fås stoffets absorptionsspektrum i det pågældende opløsningsmiddel. Den bølgelængde der giver den højeste absorbans, kaldes absorptionsmaksimum (lmax), og det er ved denne bølgelængde at standardkurven laves. 

Hvis man sender lys med kun én bølgelængde gennem en opløsning af et stof, der absorberer lys af netop denne bølgelængde, svækkes lysets intensitet fra I0 til I. Sammenhængen mellem opløsningens absorbans og koncentration er beskrevet med Lambert-Beers lov:

 

A=e(epsilon)*l*c

 

hvor               A er absorbans (dimensionsløs)

e er den molære absorptionskoefficient (L / (mol × cm))

l er kuvettebredden (cm)

[A] er den aktuelle koncentration af stof A (M)

I er intensiteten

Resultater

Måling af spektrum:

Vi brugte spektrofotometeret til at måle spektrummet.

lmax aflæses (af maskinen) til: 479.50 nm

Dette stemmer meget godt overens med, at farven på opløsningen var orange-rødlig. Det blå lys bliver nemlig absorberet i bølgeområdet 490-430 nm, og vi kan derfor kun se den komplementære farve til blå; orange-(rød).

Standardkurve:

Vi målte, vha. spektrofotometeret, absorbansen i de 6 prøver og fik tegnet følgende standardkurve.

Det ses tydeligt at der er en lineær sammenhæng mellem absorbans og koncentration; de er altså proportionale.

Vi havde valgt den ukendte jernopløsning nr. II og målte, vha. af spektrofotometeret, en koncentration af den ”fortyndede udgave” til at være: c = 4,9942 × 10-5 M.

Da målebetingelserne er de samme gennem forsøget, er hældningen på kurven e × l. Man kunne derfor, hvis man fik oplyst eksempelvis to absorbanser og én koncentration, beregne den anden koncentration ud fra Lambert-Beers lov:

A1=e*l*c1 og A2=e*l*c2

Heraf fås:

A1/c1=A2/c2

Men da spektrofotometeret laver alle udregningerne for os, er denne beregning overflødig.

Beregninger

Koncentration af opløsning A:

Opløsningen af er lavet ved at fortynde 0,025 M jernalun 100 gange (10ml/1000ml), så koncentrationen af A må være:

0,25*10^-3M

Koncentrationerne af standardopløsningerne:

Hvis vi tager 5 ml A over i målekolben, og der i alt er 100 ml væske, vil A være blevet fortyndet 20 gange (5ml/100ml) og koncentrationen i opløsningen vil være:

1,25*10^-5M

Denne udregning har vi lavet til alle målekolberne, og resultaterne er samlet i nedenstående skema:

 

VA

0 ml

5 ml

10 ml

20 ml

30 ml

40 ml

c

0,00 M

1,25 × 10-5 M

2,5 × 10-5 M

5,0 × 10-5 M

7,5 × 10-5 M

10 × 10-5 M

 

Beregning af koncentrationen af vores ukendte jernopløsning:

10 ml jernopløsning fortyndes med vand så der er 100 ml i alt; den er altså fortyndet 10 gange.

5 ml af denne blanding fortyndes, så der er igen er 100 ml i alt; den er nu fortyndet 20 gange.

 

I alt er vores ukendte jernopløsning blevet fortyndet 200 gange. Vi kan derfor, ud fra den målte fortyndede koncentration, beregne den oprindelige koncentration (for jernopløsning II):

ca. 0,01M

Diskussion

Som det ses, ligger beregningen af den ukendte jernopløsnings koncentration utrolig tæt op ad 0,01 M. Dette stemmer meget godt overens med, at jernopløsning nr. II skulle have koncentrationen 0,01 M. Så vores forsøg var alt i alt meget vellykket.

Øvelse 5.b: Redoxreaktioner (reagensglasforsøg)

Forsøg (a.)

Der blev dannet 2 faser i reagensglasset. Den øverste fase (vandfasen) havde en orange-brun farve og den nederste fase (den organiske fase) havde en violet farve.

Reaktion:

2 Fe3+ (aq) + 2 I- (aq) ® 2 Fe2+ (aq) + I2 (aq)

Jern(III)ionen oxiderer iodid til iod og bliver selv reduceret til jern(II)ion.

I2 er blandbart med dichlormethan, og resultatet bliver en fase med violet farve.

Iod kan desuden reagere med iodid:

I2 (aq) + I- (aq) I3- (aq)

Dette har en brun farve, og sammen med jerns gule farve giver det vandfasen en orangebrun farve.

Forsøg (b.)

Vi så igen to faser i reagensglasset. Den øverste fase (vandfasen) var gul-brun og den nederste (den organiske fase) var violet.

Reaktion:

2 MnO4- (aq) + 10 I- (aq) + 16 H+ (aq) ® 2 Mn2+ (aq) + 5 I2 (aq) + 8 H2O (l)

Permanganationen oxiderer iodid til iod og bliver selv reduceret til mangan(II)ion.

I2 er blandbart med dichlormethan, og resultatet bliver at den organiske fase bliver violet.

Iod kan desuden reagere med iodid:

I2 (aq) + I- (aq) I3- (aq)

Dette har en brun farve, og vandfasen får derfor en farveblanding af brun og svag lyserød (fra Mn2+).

Forsøg (c.)

Vi så, at når vi tilsatte et par dråber KMnO4 til den klare blanding af svovlsyre og jern(II)sulfat, blev væsken i området hvor de to opløsninger blandedes farvet lilla, men farven forsvandt hurtigt, og væsken var fortsat klar. Men efter 5-6 dråber skete der et farveskift, og vi havde nu en lilla opløsning.

Reaktion:

MnO4- (aq) + 5 Fe2+ (aq) + 8 H+ (aq) ® 5 Fe3+ (aq) + Mn2+ (aq) + 4 H2O (l)

Permanganationen oxiderer jern(II)ioner til jern(III)ioner og bliver selv reduceret til mangan(II)ion.

I starten af forsøget har vi et overskud af jern(II)-ioner, der stammer fra opløsningen af jern(II)sulfat. Men efterhånden som vi tilsætter mere og mere KMnO4 oxideres Fe2+ til Fe3+ af permanganationen, og når vi når op på 5-6 dråber KMnO4 er der et overskud af MnO4- og jern(II)ionerne er forbrugt. Der sker derfor ikke længere en reduktion af MnO4- og væsken får derfor lilla farve fra MnO4-.

Forsøg (d.)

Ved opvarmning blev der udviklet en gas, der farvede filterpapiret (med en opløsning af KI på) brunt, hvilket betyder at det er Cl2 gas.

Reaktion:

2 MnO4- (aq) + 10 Cl- (aq) + 16 H+ (aq) ® 5 Cl2 (g) + 2 Mn2+ (aq) + 8 H2O (l)

Permanganationen oxiderer chlorid til chlor og bliver selv reduceret til mangan(II)ion.

Vi ved desuden, at Cl2 kan oxidere iodid til iod i vandig opløsning:

Cl2 (g) + 2 I- (aq) ® 2 Cl- (aq) + I2 (aq)

Fra nogle af de andre reagensglasforsøg ved vi, at iod desuden kan reagere med iodid:

I2 (aq) + I- (aq) I3- (aq)

Og det er altså det (I3-) der farver papiret brunt.

Forsøg (e.)

Vi ser i forsøget, hvordan zinkpulveret affarver kobber(II)sulfat opløsningen (blå ® klar).

Reaktion:

Cu2+ (aq) + Zn (s) ® Cu (s) + Zn2+ (aq)

Kobber kan oxidere zink, fordi det står længere til højre i spændingsrækken og derfor er mere elektronegativt end zink.

Forsøg (f.)

Vi ser i forsøget, at der dannes fast sølv omkring kobbertråden.

Reaktion:

Cu (s) + 2 Ag+ (aq) ® Cu2+ (aq) + 2 Ag (s)

Kobber står længere til venstre i spændingsrækken end sølv og er derfor mindre elektronegativt. Dette betyder, at sølv kan oxidere kobber.

Vin og alkohol

1. & 2. Oxidation af ethanol i vin

Ethanol er en primær alkohol. Når denne kommer i kontakt med luftens oxygen, bliver den oxideret til et aldehyd. Da vin indeholder ethanol kan denne oxidation ske hvis man for eksempel henstiller sin vin uden prop. Oxidationsreaktionen ses nedenfor (under reaktionsligningen ses navnene for stofferne). 

                      2CH3CH2OH + O2 ® 2CH3CHO + 2H2O

                      Methanol + ilt ® ethanal (acetataldehyd) + vand (ikke afstemt)

 

Oxideringsprocessen stopper ikke når aldehydet er dannet, og en yderligere oxidation til en carboxylsyre vil derfor ske:

2CH3CHO + O2 ® 2CH3COOH + 2H2O

                      Ethanal + ilt ® ethansyre (eddiekesyre) + vand (ikke afstemt)

3. Afstemt reaktionsligning for ”ballontest”

Ethanol oxideres af det stærke oxidationsmiddel kaliumdichromat under sure omstændigheder.

Det orange kaliumdichromat bliver reduceret til den grønne crom(III)ion. Farveskiftet bliver benyttet som indikator for alkoholpromillen ved en så kaldt ”ballontest,” der anvendes, hvis der er mistanke om en person har for meget alkohol i blodet. Reaktionen for processen er:

 

                      3CH3CH2OH + 2Cr2O72- + 16H+ ® 3CH3COOH + 4Cr3+ + 11H2O

4. Ionligninger for de kemiske processer i trin 1, 2 og 3

1.

Gærcellernes proteiner indeholder svovl, og dette kan gå ud over vinen. Derfor skal vi have fundet ud af, hvor meget frit svovl der i alt er i vinen. Svovldioxid reagerer med vinens øvrige bestanddele og kun en lille del er fri som opløst svovldioxid eller sulfit. Så først skal vi have omdannet sulfit til svovldioxid. Dette gøres ved at tilsætte H3PO4, der opløses og giver frie H+-ioner, og disse ioner kan reagere med sulfit:

SO32- (aq) + 2 H+ (aq) → H2SO3 (aq)

Og dihydrogensulfit kan spaltes til svovldioxid og vand:

                      H2SO3 (aq) → H2O (l) + SO2 (aq)

 

2.

Vi skal nu have overført den frigjorte svovldioxid til en opløsning af hydrogenperoxid. Dette gøres

under opvarmning samt N2 gennembobling af den sure væske:

SO2 (g) + H2O2 (aq) ->H2SO4 (aq)

3.

For at bestemme totalindholdet af svovldioxid i vinen skal den dannede svovlsyre titreres med NaOH:

H2SO4 (aq) + 2 NaOH (aq) → Na2SO4 (aq) + 2 H2O (l)

5. Total molær koncentration af SO2 i den undersøgte vin

Udfra den fremgangsmåde der beskrives i foregående afsnit tilsættes 40 ml hvidvin og 10 ml 25 % orthophosphersyre. Denne blanding koges med N2 gennembobling og den frigjorte svovldioxid overføres til 10 ml 0,3 % hydrogenperoxid. Denne opløsning titreres med 15 ml 0,01 M NaOH til omslag.

Ved omslaget er der blevet brugt følgende stofmængde NaOH:

nNaOH = 0,01 M × (15 × 10-3 L) = 1,5 × 10-4 mol

Da svovlsyre og natriumhydroxid reagerer i forholdet 1 til 2, er den forbrugte stofmængde af svolvsyre 7,5 × 10-5 mol.

Denne stofmængde skal nu regnes om til, hvad den totale molære koncentration af svovldioxid i vinen er. Hvis vi kigger på reaktionerne ses det, at SO2 danner H2SO4 i forholdet 1 til 1, og H2SO4 spaltes til SO42- i forholdet 1 til 1. Så følgende udsagn må være sandt:

nSO42- = nSO2

Vi har fået oplyst volumen af hvidvinen og derfor må koncentrationen være:

cSO2 = 1,875*10^-3 M

6. Antal ppm SO2 i den undersøgte vin

Først beregnes massen af den undersøgte hvidvin. Da volumen er 40 ml og densiteten 1 kg/l, må:

mhvidvin = 40 g

Dernæst beregnes massen af svovldioxid. Molmassen er 64,06 g/mol, så massen er:

mSO2 = 64,06 g/mol × (7,5 × 10-5 mol) = 0,0048 g

 

Koncentrationen er da:  = 120,11 ppm