Nutidens forfattere digter løs. Faglitteratur og skønlitteratur blandes sammen og man kan ikke længere skelne mellem, om det man læser virkelig er sandheden, eller om det er fiktion.Forfattere til selvbiografier er ikke til at stole på. Hvis man følger dem tilbage til deres rødder
og hjemby, finder man ud af at det de gengiver i deres roman, ifølge mange, ikke er sandt og at der er pyntet på historierne. Virkeligheden er ikke længere virkeligheden, og man skal i dag være opmærksom på, at når man sætter sig til at læse en selvbiografi, kan man ikke være
garanteret at der skrives om faktiske hændelser. Dette mener Per Theil, som udtrykker sin mening i Politiken d. 24. maj 2008 i sin artikel:
”Det er min historie, sagde hun …” Per Theil udtrykker sig generelt meget negativt i forhold til diverse biografisme-forfattere, som fx Helle Helle, Knud Romer og Erling Jepsen. Han fortæller om hvordan forfatterne lyver mht. deres barndom, og han belyser emnet fra sin egen side, og beskriver forfatterne som utroværdige og ikke til at stole på. Derudover mener Per Theil, at det var bedre i gamle dage, hvor man tydeligt kan skelne mellem det skøn –og faglitterære. Han mener ikke at man skal blande disse to former for at skrive –og her kan man tydeligt se at han er utilfreds med biografismen. Per Theil er i sin artikel ironisk idet han trods sit gennemgående negative syn på biografismen, beskriver hvordan han foreslog sin ”gode bekendte” selv at skrive en biografi omkring sin barndom, hvorefter hans såkaldte bekendte forklarer at han
ikke er forfatter. 1”Det er ikke noget problem. I dag er vi alle forfattere. (…)” skriver Per Theil og udtrykker sin ironi i forhold til emnet.
Per Theil påstår som sagt i sin artikel, at man skal adskille fiktion og fakta. Han skriver 2”To verdener, digt og virkelighed –adskildt og ordnet. Det var så ligetil og overskueligt. Ikke blande!” Han siger altså her, at han kan lide det ordentligt. Men her mangler Per Theil en argumentation
på sin påstand. I stedet kommer han her med en spydig kommentar: ”(…) Ikke blande!” I stedet for at fortælle hvorfor at man ikke må blande de to genrer, og om der egentlig ikke bare kommer en bedre roman ud af lige præcis at gøre det. Derudover starter han sin artikel på en
selvbiografisk facon - han fortæller om en periode i sit eget liv. Men har han virkelig været til et selskab og mødt en god bekendt? Eller udnytter han selv metoden, han gennem hele artiklen foragter og opdigter en historie, for at få den bedste trykte tekst ud?
1 Per
Theil: ”Det er min historie, sagde hun … ”Politiken d. 24. maj 2008, l. 11.
Theil: ”Det er min historie, sagde hun … ”Politiken d. 24. maj 2008, ll. 36-37.
2 Per
Biografisme defineres ofte forskelligt fra person til person. Der er mange kritikere, der ligesom Per Theil, mener at biografisme skal være fakta, men ofte bliver fiktion. Samtidig bevæger Villy Sørensen sig også hen i det negative og går ind for at analysere og læse biografier
inden for nykritikkens regler. Nykritikken definerer dog ikke direkte hvad biografisme er, men alligevel fortæller det noget om måden, man skal læse en biografi på. Nykritikken mener at en tekst skal kunne stå alene, uden man skal have kendskab til forfatteren. Man skal være fri til at have sin egen tolkning af teksten –man skal ikke absolut vide hvad forfatteren vil med den. Nykritikken kom i 1950’erne, og dette kan have noget at gøre med at folk, som Per Theil og andre kritikere, mener at det er vigtigt at skelne mellem fiktion og fakta –altså hvis man ikke
ved noget om forfatterens privatliv, kan man bedre danne sig sine egne meninger og det er samtidig nemmere at tro fuldt ud på at det der skrives er fakta, som Per Theil gerne vil have det til at være.
Til forskel fra Per Theil er Erling Jepsen en forfatter der mener at man gerne må blande det fiktive og det faktiske, som han gør i ”Kunsten at græde i kor”, hans biografi fra 2002. Det er tydeligt at Per Theil ikke er enig i Erling Jepsens måde at skrive selvbiografier på. 3”(…) Det er
vel 80 procent sandhed” skriver Erling Jepsen, og mener med det at det er i orden at ”pynte” på sine selvbiografier. Han går derved mere op i en god historie end en sand historie. En anden der sandsynligvis også går mere op i en god historie, er Jens Blendstrup som skrev ”Gud taler
ud”, han definerer personligt en biografi som en virkelig historie såvel som en god historie. Han omtaler i romanen sin far som Gud, hvilket gør hans biografi meget humoristisk samtidig med at det er et alvorligt emne.
Der findes mange meninger om hvad biografisme er. Det kan være svært at skrive en helt virkelig historie, uden overhovedet at komme fiktion ind i. Hvis man fx skal skrive om sin barndom, som Knud Romer gør det i ”Den som blinker er bange for døden”, kan det være næsten
umuligt at huske, lige præcis hvad der skete dengang for 40 år siden. Derfor kan det være svært at skrive en biografisk roman, helt efter bogen –skrive den præcis som ligesom det er sket.
3Udtalelse
af Erling Jepsen, 2002 i Berlingske
Opslag
