Svend Åge Madsen. Foto: Thomas Knoop for Det Danske Akademi
I novellen ”Udenfor” af Svend Åge Madsen fortæller en dreng om sin barndom, og om, hvorledes vennerne og han lurer på en familie i kvarteret. Familien består af en far, en mor, en lillesøster og en storebror ved navn Niels Henning. Navnene, stemningen og manglen på tv, computer eller andre moderne instrumenter leder ens tanker over på 50’erne, Svend Åge Madsen er selv født i 1939, så teksten kunne øjensynligt være inspireret af hans egen opvækst. Handlingen udspiller sig sandsynligvis i København, da fortælleren omtaler Bellevue som ”ude ved stranden”.
Selvom familien ikke foretager sig noget ekstraordinært, samles flere og flere børn og unge sig om huset for at følge med i deres liv. De ser på familien drikke aftenkaffe, sønnen skille radio ad, datteren læse lektier og faren spille kort. Altså helt almindelige dagligdags gøremål, som ikke ville se anderledes ud, end hvis, de beskuede deres eget eller hinandens hjem. Men alligevel bliver de ved med at lure, og som der står, efter at de er blevet grebet på fast gerning: ”Det gjorde det måske næsten endnu mere spændende”. Det er altså spændingen, der gør det så interessant – frygten for at blive snuppet.
Da Niels Henning, den noget ældre dreng fra familien, opdager dem midt i at lure ind af hans vindue, får han børnene til at betale nogle femører og lader dem så fortsætte. Denne legitimering af deres lureri får dem til at miste interessen for det. Vi ser altså igen, at det er spændingen over muligheden for at blive snuppet, der er afgørende. Interessen blandt børnene bliver dog reddet af, at familien lader to små trækruder stå åbne. Dette resulterer i, at børnene kan høre, hvad de taler om. De fortsætter lureriet, og Niels Henning fortsætter pengeindsamlingen.
En del voksne og halvvoksne mennesker begynder også at følge med i familiens foretagender. Dette viser, at det altså ikke kun er drengestreger, men en almindelig interesse blandt mennesker at lure i andre folks privatliv.
Fortælleren møder datteren i familien, Anne Grethe, på stranden og begynder at se hende. Han kommer ind i huset, men opfører sig så kluntet, at Anne Grethe ikke vil se ham mere. Hun prøver at begå selvmord, uden at nogle af lurerne griber ind, men det lykkes ikke, og da en ny biograf dukker op, begynder folk igen at miste interessen for familien. Her er en anden måde at få passiv og uforpligtende underholdning. Men da Anne Grethe igen vil begå selvmord, samles folk om hendes vindue. ”Det er noget af det mest spændende jeg har oplevet. Da hun trykkede af skete der virkeligt noget nyt. Hun sank sammen. Død på stedet.” Igen griber ingen ind, de står og kigger på at, Anne Grethe sidder med revolveren og håber på at der sker noget nyt og spændende. Og det gør der, revolveren går af, og Anne grethe synker død sammen. Fortælleren omtaler det, som noget af det mest spændende han har oplevet og omtaler ikke episoden som på nogen måde tragisk eller sørgelig. De ser det hele, som var det en film, og føler derfor ikke noget , andet end spænding, da Anne Grethe dør. Igennem hele historien har deres forhold til familien været som i en biograf: de står og beskuer deres liv og betaler sågar penge for det. Paradoksalt nok bliver lureriet da også skiftet ud med en biograf, indtil det dog bliver så spændende, at man bliver nød til at følge med i familiens gøremål igen. Underholdningsværdien i handlingen i lejligheden er, i starten, øjensynligt ikke står, familien foretager sig ikke andet end normale dagligdags ting. Men alligevel bliver folk ved med at følge med. Enten på grund af spændingen ved chancen for at blive snuppet eller på grund af, at hvad der sker i lejligheden er ægte, og alt kan ske. Selvom lurerne følger med i alt, hvad familien foretager sig, og sikkert kender den bedre end de selv gør, bliver ingen følelsesmæssigt påvirket, da datteren dør. De opfatter ikke personerne som rigtige mennesker men mere som noget, der bare er der for at underholde.
Jeg tror nogle af de temaer, Svend Åge Madsen vil tage op i novellen, er ord som afstandtagen og passivitet. Vi ser det samme, når vi tænder for fjernsynet og ser nyhederne. Selvom 4000 mennesker er døde i Indonesien, ændrer det ikke på noget for os, og vi forsætter, som om intet var hændt. Ikke fordi vi ikke synes, det er forfærdeligt, at sådan noget kan ske, men inderst inde føler vi ikke noget videre. Vi giver måske 100 kroner til en nødhjælpsorganisation, men det er mere på grund af vores dårlige samvittighed ved at have så meget mere end andre. Vi opfatter ikke begivenhederne som virkelige, men mere som en film. ”De dér trækruder var næsten lige så stor en opfindelse, som dengang man begyndte at lave talefilm”. Vi ser samme afstandstagen fra fortælleren – for ham er det bare en film. Et nyt fænomen, som dog ikke var der, da novellen blev skrevet i 1990, er tv-serier som Big Brother, hvor du faktisk opnår præcis det samme som lurerne i novellen. Passivt observerer du nogle folks opførsel 24 timer i døgnet. Det viser at lureri ikke er noget som begrænser sig til en hvis periode eller aldersgruppe.
Jeg tror, at Svend Åge Madsens holdning til dette fænomen er relativt negativt, da han lader en af de beskuede dø i sidste ende. Hun dør dog ikke, i hvert tilfælde ikke direkte, på grund af lurerne. Men de kunne have grebet ind og reddet hende. Det samme ses i nyhederne, når vi ser folk sulte i fx. Pakistan. Direkte skyldes det jo ikke vores handlinger. Men i vores passivitet forårsager vi indirekte andre menneskers død.
I realiteten kan man jo heller ikke bede folk om at bryde fuldkommen sammen hver dag, når de ser nyhederne, men en konklusion man kan komme med, efter at have læst denne blog er, at når man betragter og er klar over noget, har man et ansvar.
Opslag
