Novellen ”Udenfor” af Svend Åge Madsen handler om Anne Grethe, en teenager, som bliver så ulykkelig at hun begår selvmord. Der er en masse mennesker, som ser at Anne Grethe begår selvmord, men de prøver ikke at stoppe hende. De sidder bare og ser det ske. Når man har læst novellen, sidder man som læser tilbage med spørgsmålet om, hvorfor Svend Åge Madsen, afslutter historien på den måde. Det vil jeg i en analyse og fortolkning prøve at besvare.
Jeg tror, at novellen foregår i Århus, hvilket jeg begrundet ved, at fortælleren og hans venner begynder at spille fodbold, fordi AGF har vundet danmarksmesterskabet. Derudover foregår utrolig mange af Svend Åge Madsens historier i Århus. Når man læser novellen, får man et indtryk af, at handlingen foregår for mange år siden, da de fleste familier boede i små lejligheder. Det eneste anden indikation af, hvilken tid det foregår i er, at begge børn i familien Kurtsen har dobbeltnavne, hvilket er gammeldags. Derfor tror jeg historien foregår i 50’erne. Novellen handler om en dreng, som sammen med sine venner beskuer en families liv gennem et vindue ind til familiens lejlighed. Jeg går ud fra, at familien bor i en lejlighed, da man normalt kun har en baggård, hvis man bor i lejlighed. I lejligheden bor familien Kurtsen, som ikke har særlig mange penge, hvilket beskrives i novellen ved: ”[familien] sad småt i det” (ln.22 s 4). I familien er der to børn, som hedder Niels Henning og Anne Grethe. Niels Henning er en dreng, som er nogle år ældre end fortælleren. Han kommer sammen med nogle ballademagere, som er halvkriminelle. Niels Henning er det eneste familiemedlem, som er klar over, at hans familie bliver beluret. I stedet for at jage belurerne væk, vælger Niels Henning at komme og opkræve penge for at blive beluret. Ifølge fortælleren går pengene til mad og inventar til familien, og måske sågar til en kjole til Anne Grethe. Anne Grethe er nogenlunde på alder med fortælleren, for hun begynder at komme sammen med ham i en kort periode. Fortælleren beskriver Anne Grethe som ”et ganske normalt menneske.” (s. 6 ln. 105). Når man tager det i betragtning og, at hun til slut begår selvmord, kan der ikke være nogen tvivl om, der er noget helt galt. Man kan derfor overordnet sige, at forældrene hr. og fru Kurtsen ikke har et godt forhold til deres børn.
Fortælleren, der er hovedperson i novellen, bliver ikke beskrevet direkte, men gennem den måde han observerer handlingen på, og hvordan han beskriver den, får man som læser et billede af ham. Man kan sige, at handlingen bliver beskrevet som en film, som hovedpersonen ser. Det gør derfor noget af analysen lettere at beskrive, hvis man snakker om, at handlingen foregår i en biograf. Filmen bliver mere og mere tillokkende handlingsmæssigt, fordi børnene kommer ud på et skråplan, og forældrene ikke tager sig af dem. I sammenhæng med det, bliver biografen ”udbygget”. Lærredet bliver bedre, da der bliver skiftet gardiner. Da det bliver sommer og trækvinduerne bliver åbnet, kommer der lyd på filmen, som der også står i novellen: ” [det] var næsten ligeså stor en opfindelse, som dengang man begyndte at lave talefilm.” (s. 5 ln. 66). Til sidst bliver tilskuerpladserne udbygget i form af, at stakittet bliver revet ned og der bliver bygget en cementtrappe i stede.
Forfatteren har bygget novellen op, så man som læser selv føler, at man sidder på tilskuerrækkerne og overværer filmen. Pludselig bliver fortælleren selv inddraget i handlingen, da han ved en fejl kommer til at hilse på Anne Grethe, fordi han tror, han kender hende. Det fører til, at han kommer på besøg i huset, som han ellers kun har set udefra, hvilket han synes er ret spændende. Det første fortælleren beskriver, da han kommer indenfor i huset, har intet med Anne Grethe at gøre, men derimod med, hvor spændende det er at røre ved de ting, han kender så godt. Da Anne Grethe slår op med fortælleren, er hendes begrundelse, at ”det slet ikke er hende [fortælleren] er interesseret i” (s. 6 ln.125). Det, at Anne Grethe siger sådan, og fortællerens første beskrivelse om hans besøg hos Anne Grethe, handler om huset inventar og ikke Anne Grethe, giver læseren et indtryk af, at fortælleren egentlig slet ikke er interesseret i Anne Grethe, men kun at ville være inde i huset. Det ender derfor med, at fortælleren igen må stå udenfor, og kigge ind på Anne Grethe og resten af familien.
Udefra ser fortælleren, hvordan Grethe først forsøger på at begå selvmord, hvor det ikke lykkes, og at hun derefter forsøger igen, hvor det lykkes. Det er helt absurd, at en flok mennesker blot står og kigger på, mens Anne Grethe to gange forsøger at begå selvmord, uden at nogen måde at gribe ind. Fortælleren siger endda: ”På en måde følte jeg mig lidt skyldig [over Anne Grethe sad med en pistol], for jeg havde aldrig rigtig gjort noget, for at blive venner med hende igen efter vores skænderi. Og jeg tror også nok der var andre af os, der stod derude og havde det på samme måde.” (s.7 ln.158). Det indikerer, at de godt kunne gribe ind og hjælpe Anne Grethe, hvis de ville. I stedet vælger de at stå udenfor og kigge ind, for at se om Anne Grethe forsøger igen. Da det sker, sidder fortælleren og håber på en anden afslutning på selvmordforsøget end første gang, og som han udtrykker det: ”Det lå ligesom i luften, at der skulle noget nyt til hver gang. Sådan for at tilfredsstille os. Det er noget af det mest spændende jeg har oplevet. Da hun trykkede af skete der virkelig noget nyt. Hun sank sammen” (s. 8 ln. 193). Ser man på det udefra, finder man nok selvmord for tragisk og ikke spændende. Når fortælleren ser på det som spændende, skal det nok ses som et udtryk for, at han slet ikke har den opfattelse af begivenhederne. Han ser det som en film, som er bedre, jo mere spænding der er.
Fortælleren lever sit liv gennem familien Kurtsen, hvor han bare følger med i, hvad der sker. Novellen får en postmodernistisk drejning, da Niels Henning træder ud af filmen og ”sælger” billetter. Det kommer et endnu mere markant postmodernistisk knæk, da fortælleren lige pludselig bliver blandet ind i filmen, og kort efter bliver kylet ud igen. Denne effekt giver et glimt af et svar på det spørgsmål, man sidder tilbage med, og som jeg indledte med – hvorfor begik Anne Grethe selvmord? Fortælleren begrunder selvmordet med, at Anne Grethe havde haft en dårlig exame, at forældre ikke tog sig af hende bagefter, og at hendes kæreste forsvandt. Det interessante er hvorfor Svend Åge Madsen afslutter sin historie, som han gør. Jeg tror Svend Åge Madsen lader Anne Grethe begå selvmord, for at vise en grotesk situation, hvor en masse mennesker nyder et andet menneskes tragiske skæbner.
Det er noget, man ser ofte i dagens Danmark. Folk er ligeglade med, hvordan andre mennesker har det, hvis de bare bliver underholdt, så er det ligegyldigt, om dem der underholder os, har det godt eller ej. I novellen bliver det absurde gjort ekstremt, da der bliver klappet første gang Anne Grethe forsøger at begå selvmord, og tilskuerne så forventer, at der sker noget andet anden gang, de sidder og overværer Anne Grethes forsøg på selvmord. Fortællerens kommentar, da hun er død, er som tidligere skrevet, at det er noget af det mest spændende, han nogensinde har oplevet. Det får læseren til at klø sig i nakken og tænke, at det var en mærkelig opfattelse af et selvmord. Men det er jo noget lignende man ser, når folk stimler sammen for at se en brand eller en færdselsulykke. Det er makabert, og det vækker både uhygge og spænding i alle. Jeg tror det er den fascination, som Svend Åge Madsen har beskrevet i novellen. Han prøve at skildre, hvordan mennesker opføre sig i ulykkessituationer.
Opslag
