Sædelighedsfejden

Jeg vil først undersøge hvordan den litterære periode, det moderne gennem brud, hænger sammen med sædelighedsfejden. Herefter vil jeg beskrive den moral man havde dengang, kønsrolle fordelingen, sædelighedsfejden og, de fire syn man havde på sædelighed. Det vil lede mig hen til en analyse og fortolkning af Amalie Skrams roman, Lucie. Herefter vil jeg lave en person karakteristik af de vigtigste personer i romanen, Lucie, fordi Amalie Skram udtrykker sin holdning til sædelighed igennem personerne i romanen.   

 

Det moderne gennembrud, 1870-1900, var et opbrud på romantikken, 1800-1870. Fra at mene at de uforklarlige ting - så som hvorfor nogle var grimme andre smukke, nogle var dumme andre kloge - var bestemt af gud, til at de have en naturvidenskabelig årsagsforklaring. Under det moderne gennembrud skred industrialiseringen så småt frem og skellet mellem rig og fattig voksede. Der skete en indvandring til de store byer, så der blev skabt et byproletariat, som levede under meget ringe vilkår fordi lønningerne var dårlige. Småborskabets virksomheder fik nu konkurrence af de nye fabrikker som kunne masseproducerede deres produkter. Disse økonomiske forandringer havde en stor indflydelse på mandens evne til at forsørge kvinden, og mændene kunne derfor først i en sen alder, ca. 30 år, gifte sig. Dette betød at kvinderne måtte forsørge sig selv. Kvinderne havde meget lavtlønnede jobs, og blev derfor nød til at supplere deres daglige indkomst ved at prostituere sig.

Kvinderne skulle være afholdende inden ægteskabet, hvor mænd derimod havde ret til fri sex. Denne norm havde fæste i det kønsdelte samfund. Man regnede med at drenge og piger var født med forskellige evner, f.eks. at piger var gode til dansk og drenge var gode til matematik, derfor prøvede man at adskille kønnet. Der var skoler for piger, og andre skoler for drenge, der var kønsopdelte rum, drenge og piger legede ikke sammen (med undtagelse af folk der boede på landet). Drenge og piger blev også opdraget forskelligt. Det var en fars pligt at opdrage sin søn til at være bevidst om seksuallivet. Mens det var op til moren at holde sin datter uviden om seksuallivet. Denne opdragelse var karakteriseret ved fortielser og forbud. Det var i stedet meget vigtigt at fokusere på problemstillinger og gøremål, derfor blev det meste af kvindernes tid brugt på at læse, brodere og sy. Hensigten med denne opdragelse var at skabe en ydmyg, dydig pige, der let kunne glide ind i rolle som hustru.

For mænd var det okay at have seksuelle forhold før ægteskabet, men hvis en pige havde haft seksuel kontakt med en mand før ægteskab, var hendes fremtid ødelagt. Der var altså én moral for kvinder og én moral for mænd. Dette gjorde det til et ”dobbeltmoralsk” princip. Bunden for hele det kønsopdelte princip var, at man før hen mente at det var mandens sæd der skabte barnet, og at moren blot var en beholder der ernærede fosteret via livmoren. Dette var kaldet ”fadermagssamfundet”. Da manden var skaberen af alt liv fik hans rolle en meget afgørende betydning. Han havde magten over de børn han havde skabt, og kunne derfor gøre med dem hvad han ville uden at informere moren.

Hele ideen om ”fadermagssamfundet” begyndte at gå i opløsning efter man i 1827 fandt de kvindelige æg, og folk begyndte at stille spørgsmål til kønsrollefordelingen.

Man havde en forestilling om at proletarkvinder havde helt andre lyster end borgerskabets kvinder. Man regnede dem for sensuelle væsner, men hvad man ikke havde taget højde for var at disse proletarkvinder ikke havde mulighed for at tage del i borgerskabets snerperi, fordi deres ringe levevilkår ikke tillod dem at leve i afholdenhed. Disse kvinder brugte borgerskabets mænd til at forlyste sig med når de havde brug for det. Derfor blev det seksuelle pres på borgerskabets kvinder mindsket, og det blev grundlag for et bedre ægteskab. Kvinde kønnet var altså delt op i to, hvor deres sociale status afgjorde hvilken kategori de tilhørte. Man skelnede mellem den proletarkvinde, der blev opfattet som et lettilgængeligt sexobjekt, og borgerskabets kvinde, der blev betragtet som et aseksuelt væsen, en ”urørlige madonnaer”.

Alt i alt mente man at kvinder fra naturens hånd ikke havde nogen form for kønsdrift, og hvis de skulle vise seksuel adfærd var de mentalt forstyrret, mens mænd havde en meget stærk kønsdrift og det var usundt for dem ikke at få den tilfredsstillet.

I 1869 skrev John Stuart Millers, ”Kvindernes underkuelse”, selv samme år oversatte Georg Brandes den til dansk. Georg Brandes gik ind for fri kærlighed, og at det var usundt for kvinderne at fortie og underkue deres lyster.

I 1871 Blev Dansk Kvindesamfund stiftet, med den daværende formand, Frederik Bajer.

Bjørnestjerne Bjørnson skrev i 1883 skuespillet ”en handske”. Skuespillet blev en fiasko ved opførslen, men selve ”handskemoralen” blev modtaget med stor begejstring. ”Handskemoralen” gik for så vidt ud på at kvinder og mænd skulle have samme rettigheder inden for seksuallivet. Så at mænd skulle underlægge sig det krav kvinderne havde været underlagt hidtil – afholdenhed inden ægteskabet. Bjørnestjerne Bjørnson mente at, ved at leve i cølibat inden ægteskabet, kunne man komme den legaliserede prostitution til livs, og samtidig havde mændenes moral og sundhed godt af det.

I marts 1887, som var højdepunktet for sædelighedsfejden, blev der indkaldt til lukket kvindemøde i Dansk Kvindesamfund. Her diskuterede de ”handskemoralen”. En af talerne var Elisabeth Grundtvig. Hun bakkede op om handskemoralen, og mente at mænd måtte lære at styre deres lyster, sådan så de kunne leve i rene, ligeværdige ægteskaber.

En måned efter blev der indkaldt til offentligt møde i Kvindernes Fremskidtsforening, hvor Elisabeth Grundtvig gentog dit foredrag om handskemoralen som hun havde holde i Dansk kvindesamfund. Det udløste en debat i ”Social-Demokraten” (avis), mellem journalisten A.C. Meyer, Johanne Meyer og læringen Anne Bruun.

A.C. Meyer mente at prostitution og ulykkelige ægteskaber havde fæste i den sociale og økonomiske elendighed, og gik derfor ind for økonomisk ligestilling mellem mænd og kvinder. Dette ville gøre at kvinderne kunne opnå økonomisk uafhængighed, og derfor selv kunne bestemme hvem de ville giftes med. Han mente også at det var usundt at fortrænge og fortie sine lyster, og gik ind for fri kærlighed ligesom Georg Brandes.

Anne Bruun og Johanne Brandes var begge enige med Elisabeth Grundtvig og bakkede også handskemoralen op. De mente at problemet lå i at mændene kunne blive tilfredsstilet uden for ægteskabet.

Georg Branden kom i 1887 hjem fra en lang rejse i Rusland, og skrev derefter tre indlæg i Politikken. Her hånede og ydmygede han Elisabeth Grundtvig og de såkaldte ”handskekvinder”. Herefter lagde Elisabeth sag an mod Politikken for at trykt de tre indlæg. Bjørnestjerne Bjørnson hjalp Elisabeth i hendes retssag ved at komme med så indlæg i Dagbladet. Hun vandt retssagen og Politikkens chef skulle afbetale en bøde.

Den 14. november 1887 blev der igen indkaldt til møde i Dansk Kvindesamfund. Dette møde havde til formål at få taget det sædelige lighedskrav af dagsorden. Forslaget blev med et stort flertal nedstemt, men tre dage senere blev Bjørnestjerne Bjørnson inviteret til at holde et foredrag, som han turnerede med (Engifte og mangegifte), på opfordring af Dansk Kvindesamfund i København. Dette foredrag byggede på en videreudvikling af handskemoralen, og de fleste folk var vilde med ideen. Desværre var dette foredrag ikke nok til at starte en ny debat, så diskussionerne om sædelighedsfejden døde snart hen.

 

Debatten i sædelighedsfejden blev aktivt deltaget i af forfattere, kunstnere og intellektuelle. Der var fire retningslinier inden for sædelighedsfejden. Under hver af de fire retnings linie kunne man placere de deltagende.            

 

Amalie skram

Lucie

Udgivet første gang i 1888

 

Romanen finder sted i Kristiania nu kaldet Oslo. Den foregår over ca. tre år og er delt op i 21 kapitler. Temaet er sædelighed – med andre ord: er det i orden at have et seksuelt forhold før ægteskabet – får både mænd og kvinder. Romanen blev skrevet som et indlæg i debatten om sædelighed i 1888. De vigtigste personer der forekommer i romanen er Lucie, Gerner og Fru Rejnertson.

 

 

Romanen handler om Lucie. Hun gifter sig med en advokat, Theodor Gerner.  Lucie kommer fra proletariatet, men ved at gifte sig bliver hun en del af bogerskabet. Her er hun blandt fine kvinder – skønt hun selv bliver anset for at være uanstændig på grund af hendes fortid. Lucie har haft elskere før Gerner. Af den grund ser Gerners vennekreds ned på Lucie, med undtagelse af en kvinde ved navn fru Rejnertson. Lucie er meget dårlig til at tilpasse sig de normer der findes i borgerskabet.

 

Temaet bliver slået an i første kapitel hvor man bliver introduceret Lucie og Theodor. Lucie har været gravid før hun mødte Theodor og har levet med andre mænd. Theodor har været gift men er nu enkemand. Theodor er meget jaloux og står derfor i et dilemma om hvorvidt han skal gifte sig med Lucie, for at sørge for at hun bliver udelukkende hans, eller forlade hende fordi han ikke kan udstå tanken om at hun har været sammen med andre end ham. Han kan ikke undvære hende og beslutter sig til at gifte sig med hende ”Nej, der var ingen anden raad; det fik bli til det, at han gifted sig med hende. Det var jo saa, at han ikke kunde undværer hende” (s. 18 linie 29-31).

 

Man bliver introduceret ordentligt til fru Rejnertson da Lucie går på visit hos hende. Fru Rejnertson er en meget begavet enke. Hendes bror er præst. Han kan ikke lide Lucie og fortæller hende det indirekte ved at påpege hvor god en bog ”en handske”. Da fru Rejnertson er en veltalende dame tager hun Lucies parti og forsvare hende.

 

Konfliktoptrapningen sker langsomt ved at Lucie ikke kan finde ud af at opføre sig sømmeligt i sit ægteskab. Det hele kammer over en dag hvor de er på visit hos en frue, fru Mørk. Det er et meget fint selskab og Lucie klare det midlertidigt godt. Men da overboen, fru Rejnertson, kommer ned til selskabet med sine familie der er klædt ud som gøglere, kan Lucie ikke skjule sin begejstring. Hun bliver budt op til dans af en ung mand, løjtnant Rejnertson, og takker ja. Dette gør Theodor så jaloux at han trækker Lucie ud fra selskabet, og her starter et så stort at Lucie flygter.

Theodor hører ikke fra hende hele natten. Da hun kommer hjem næste dag er hun blevet voldtaget, men fortæller ikke Theodor om det.

 

Lucie beslutter sig for at besøge fru Rejnertson. Hun taget af sted uden at fortælle noget til Theodor. Hun bliver taget godt imod af fru Rejnertson og hendes søster Henny. Den næste dagen møder de Løjtnant Rejnertson, Knut. Lucie forelsker sig i ham med det samme. Han får liv til at hypnotisere hende, og befaler hende at komme til ham en aften, men hvad hun ikke ved er at Knut samme dag frier til Henny.

 

Da Lucie kommer hjem er Theodor, vred og kold over for hende. Men da han ser at hun er frugtsommelig bliver han overlykkelig. Lucie er gravid, sandsynligvis ikke med Theodor, men med den mand der voldtog hende.

 

 

En dag kommer Løjtnant Rejnertson på besøg, og fortæller Lucie at han er forlovet men Henny. Her bryder Lucies eneste nuværende livsglæde sammen og hun bliver omvendt. Dette er vendepunktet. Fra da hengiver lucie sig til kristendommen.

 

Klimaks er i barselssengen hvor Lucie føder voldtægtsmandens barn og dør.

 

Der indgår tre vigtige personer i romanen. Den første er Lucie.

Lucie har før Theodor, været forlovet med en styrmand, og blev gravid med ham. Barnet var heldigvis dødfødt. Herefter Flyttede hun til Kristiania og levede med Hr. Olsen, og efter noget tid blev hun forlovet med Theodor. Set med datiden øjne var hendes fortid uforsømmelig. Lucie er meget naiv og syntes ikke at det kunne være hendes skyld at hun endte op med sådan en ulykkelig fortid ”Og var det hendes skyld, kanske? Kunde hun hjælpe for, at hun var så vakker, at mandfolkene ikke kunde la bli’ hende?” (s 12 linie 2-5).

Lucie er meget barnlig i hendes og Theodors forhold. Første gang man bliver introduceret for dem begge, gemmer lucie sig for ham. Da Theodor finder hende siger hun ”Du troede saa smaat, jeg ikke var her!” (s 14 linie 17-18). Det er meget troskyldigt at sige sådan, kun et barn kan finde på at sige en sætning som denne. Lucies barnlighed gør hende også blind for kønsrollerne ”Lucie løftede hodet, greb ham med begge hænder om livet, satte maven frem til hjælp og hipsed ham op fra gulvet, idet hun sa’ : Søte dejlige fantetrolle mit! jeg maa lette dig og bære dig, rigtig tufuse med dig, for jeg er saa gla’, saa gla’, saa gla’ i dig” (s. 15 linie 12-17). Her taget Lucie sig oven i købet den frihed at lege med kønsrollerne. Det var bestemt ikke den kyske og ydmyge opførsel en borgerskabs kvinde skulle leve efter.

På grund af Lucies fortid, som proletarkvinde, er hun ikke opdraget efter de normer som er i borgerskabet. Det ses tydelige at Lucie har svært ved at tilpasse sig de normer: Lucie følger en morgen sin mand på arbejde. Det har sneet så der er glat. Lucie og Theodor går og more sig så godt at Lucie kækt kommer til at hilse på en forbipasserende mand. Da Theodor påpeger hendes unode, siger Lucie ”aa godt det var, at der hændte noe, du kunne holde en straffeprædiken – ellers vilde du vel ha savnet noe. Ikke sandt Theodor” (s. 38 linie 20-22). Det var dengang meget uforskammet at svare sin mand igen.

Man tolererede at kvinderne viset nogen form for følelser, men på et fint visit hos fru Mørk kommer fru Rejnertson på besøg med sin familie, der er klædt ud som gøglere. Her kan lucie ikke styre sin begejstring ”Nej, se, se fru Lund! Lucie var så oplivet at hun uden videre tog fru Lund i armen og pegte paa en harlekin, der gik paa hænderne mellem lænestolene” (s. 88 linie 6-9). Efter det trækker fru lund sig tilbage og siger til en af de andre fruer ”hun er mig vel simpel” (s. 88 linie 14). Her ses tydelige, at selv om Lucie er blevet en del af borgerskabet ved at gifte sig med Theodor, opfatter deres omgangskreds hende stadigvæk som en proletarkvinde – ikke blot ved dette selskab. Når folk taler om Lucie er det ikke just pæne ting de siger om hende: Her taler Hr. og fru Mørk sammen. Fru Mørk finder det så anstødeligt, at Theodor har giftet sig med en tivoli pige, at hun mener at de ikke kan omgås ham mere ” Gud hvor er det lejt! Ja, for nu kan vi da ikke omgaaes ham mere… Du vil da vel ikke tvinge mig til at omgaas en slig en? ” (s. 26 linie 1-11). Selv lucies gamle omgangskreds anser hende for at være et lettilgængeligt sexobjekt. Lucie beslutter sig en dag for at besøge sin gamle veninde, fru Nilsen, men da hun ankommer her fru Nilsen besøg af Lucies gamle sammenlever. Han nære ingen respekt for at hun er blevet gift. Hr. Olsen er meget nærgående og da Lucie vil tage sine støvler af, insistere han på at gøre det for hende ”Nej herregud, der har vi ’en jo igjen den uskyldi’e smaa pusselanken hennes: udbrød han henrykt og kjærtegnede med hænder hendes fod” (s. 60 linie 28-30).

Lucies livslyst og barnlighed fortager efter hånden som hun bliver såret hen af vejen. Hun gennemgår en udvikling. Da hun til sidst bliver så skuffet over at Løjtnant Rejnertson ikke gængælder hendes kærlighed overgiver hun sig selv til troen ”omvende sig til gud og gi verdens forfærdelighed en god dag. Di kunne ha verden, hvem som vilde, for hende, hun havde faat nok af den” (s.164 linie 8-11). Lucie har opgivet håbet om et bedre liv og vil helst leve den sidste tid i guds beskyttende hænde. Lucie ved godt at hun skal dø, og det er hun ikke ked af ”naa nu tiden kom, og hun skulde ”ligge”, saa døde hun jo nok, og det vilde hun helst” (s. 164 linie 5-6). I den efterfølgende tid bliver Lucie fjern og dør til sidst.

 

Den anden person er Theodor.

Theodor er enkemand og har før været gift med fru Rejnertsons søster. Han møder Lucie i tivoli og beslutter sig senere til at fri til hende. Han er seksuelt tiltrukket af hendes livslyst og seksualitet ”… Men den fryd, Lucies kjærtegn gav ham var noget helt andet. Bare at være i nærheden af hende, at se hendes haand eller fod, eller naar hun, laa i sengen og rakte de dejlige nøgne arme op efter ham -, det var til at blive lunet af” (s. 19-20 linie 35-3).

Theodor er et godt billede på datidens mand ”… Jeg havde for resten ventet at finde dig i sengen. Det véd du, jeg helst vil, naar jeg kommer saa sent” (s. 14 linie 24-26). Her ses tydeligt hvordan kønsrollerne er fordelt. Det forventes at kvinden skal opvarte manden.

Theodor tilbringer det meste af deres ægteskab med at være sur og straffe lucie for de fejl hun laver. Theodor havde holdt en spilleaften for ham og nogle andre mænd. Her mener han at lucie igen opførte sig uanstændigt. Hun havde været højrøstet og lattermild, i stedet for at sidde stille og beskedent. Han skælder Lucie ud og ydmyger hende for hendes opførsel ”Jeg har sagt dig det før, og bedt dig passe dig, men nu tryller i dig lige godt, og føler dig mere og mere i det es for hvert glas. Og det klær dig ikke at føle dig i dit es” (s. 35 linie 25-29). Efter det er han kold og afvisende. Han giver sig til at læse en bog og ignorere Lucie selvom hun prøver at undskylde. Først da hun grædende bønfalder ham og beder om tilgivelse giver han efter ”… Saa gik hun hen og la sig paa knæ foran Theodors seng, strøg ham varsomt over haanden og hviskede ”aa lejt det er, Theodor, at du skal ha saa meget sorg af mig”… Han flyttede ikke bogen gjorde igen bevægelse. Lucie blev ved med at kjærtegne hans haand og gentage de samme ord, mens hun bønfalende saa op i hans ansigt. Saa bøjede hun sig over hans haand og flyttede sine læber om paa den, saa der til sidst ikke var en plet paa hele haanden, hun ikke havde kysset…” (s. 35-36 linie 36-9). Lucie skal underkaste sig ham fuldstændig før han bliver god igen. Disse raserianfald og afstraffelser taget til i løbet af deres ægteskab.  

Da lucie, den dag hun føler Theodor på arbejde, kommer til at hilse på en mand hun ikke kender, bliver Theodor så sur at han ikke snakker til hende i flere dage, hun drikker sig fuld og forsøger at glemme det og lægger sig til at sove på deres sofa. Først da hun næste morgen bogstavligtalt kaster sig ned for fødderne af ham tilgiver han hende ”… Fo’r Lucie imod ham og kastede plat ned på gulvet, idet hun brød ud i en højrøstet graad, tigged og trygled ham om tilgivelse…” (s. 73 linie 16-18). Denne koldhed er blot en facade som han trækker på for at opdrage Lucie efter de normer borgerskabets kvinder skal leve efter. Da han ser hende ligge fuld og sove på sofaen tænker han ”Dejlig er hun… tage hende i armene og bære hende ind i sengen”. Han tager sig selv i at gøre det da det vil mindske virkningen af hans straf ”… Men saa huskede han paa, at han ikke matte spolere virkningen af straffen…” (s. 71 linie 29-34).

 

Sådan fortsætter deres ægtestab indtil Theodor finder ud af at Lucie er frugtsommelig. Her ændrer han tydeligt adfærd ”Bare du havde sagt mig det, Lucie. Saa havde jeg bedre kunnet forstaa meget og mangt hos dig, som har forskrækket mig. Jeg vilde baaret mere over med dig, hvis jeg havde vidst det” (s. 155 linie 32-35).

Theodor bliver til sidst overbæren med hende og holder hende i hånden ved hendes dødsleje.

 

 

 

Den sidste er fru Rejnertson.

Fru Rejnertson – Karen -, er enke, hun bliver i starten beskrevet som den eneste i Lucies og Theodors vennekreds som vil tage godt imod Lucie ”Men fru Rejnertson var da ialtfald. Hun vilde ta imod hende med aabne arme…” (s. 29 linie 28-39).

Fru Rejnertson er meget begavet. Hun kan diskutere på lige fod med sin bror, Frederik, der er præst. Det var ikke normalt at kvinder var lærte og kunne svare fra sig. Frederik går ind for handskemoralen hvortil fru Rejnertson svare ”Sæt nu det efterlevet derre herre handskepratet… Jeg, for det er vel meningen at det helst burde det, det skal da vel ikke bare hænge der og være ideal vel? Men at altsaa mænd holdt sig fra alt saan’t til de kunde gifte sig, til op i mod trediveaarsalderen, og så regner jeg endda ikke alle pebersvendene med, de ville sandelig blive saa afvandt med alt det væsen, at de aldrig i varden gik bort og giftede sig. Hvorfor skulle de ta den byrde med ægteskabet paa sig, naar de først havde klaret sig så længe” (s. 49 linie 9-20). Dette viser fru Rejnertsons intellektualitet. Hun er klart imod handskemoralen.

Fru Rejnertson tager som den eneste ikke afstand fra Lucies fortid, men har derimod medlidenhed med hende, det siger hun lige ud til Lucie ”Jeg mener dem det saavel, og jeg vil Di skal vide engang for alle, at Deres saakaldte fortid andeles ikke er nogen torn i mine øjne…” (s. 50 linie 18-21).

Karen tager afstand fra den eksisterende moral om at mænd og kvinder ikke er lige stillet, og mænd ikke behøver at være afholdende før ægteskabet. Det viser hun både ved at fortælle Lucie at hun ikke ser hendes fortid som forkastelig, og være ligeglad med de normer holdt kvinderne i spændetrøje. ”saa tænder jeg en cigaret” (s. 45 linie 29).

 

I romanen er der kun en person som kunne være attraktiv at identificere sig med, det er fru Rejnertson. Amalie Skram har valgt at fremstille fru Rejnertson sympatisk, for at lægge vægt på, at det er hendes holdninger der repræsentere Amalie Skrams. Hun bruger fru Rejnertson som talerør. Fru Rejnertson tager afstand fra handskemoralen, fri kærlighed, og det etablerede borgerlige ægteskab, og har ikke selv nogen elskere eller frier, men virker stadigvæk lykkelig. Ud fra det må jeg antage at det også er Amalie Skrams holdning til sædelighedfejden. Her kan jeg gætte mig til at hun sætter sig ud over seksualiteten og syntes at der er vigtigere ting end det.