Sumpskildpadder i Danmark - biologirapport

Formål

Der er blevet observeret Europæiske sumpskildpadder (Emys orbicularis) i Danmark, nærmere bestem ved Salten Å (vi kigger på to herfra) og i Igelsø. Spørgsmålet som rejser sig er så, hvorfra kommer disse? Vi er blevet præsenteret for to teorier, men en tredje eksisterer:

1. En naturvejleders overbevisning om at sumpskildpadden har overlevet i Midtjylland, og ikke er uddød for 2000 år siden, som ellers antaget. De skulle efter hans udsagn være en lille population, af den oprindelige danske (Nordeuropæiske) underart. Denne overlevelse skulle ske uden egentligt beskrevne observationer.

2. At det er købte kæledyr som enten er sat ud i få eksemplarer, eller at de systematisk er blevet sat ud, slægten skulle så være af de fra Balkanområdet, nærmere bestemt Serbien og Ukraine, da det er disse man kan købe i dyrehandlere.

3. En tredje teori, som vi dog ikke får direkte beskrevet, er den at det er en ny underart, eller race, af de udsatte som på de år der skulle være sat dyr ud (hvilket ikke kan være mere end 100 år, hvis overhovedet) skulle have evolutioneret sig til en underrace. Dette ville kun kunne forekomme hvis individet muterede, dette er sandsynligt, men sandsynligheden må siges at være så lille at denne teori, uden videre kan forkastes.

Man kan sige meget om den første teori, hvis jeg skal komme med en kommentar, ville jeg umiddelbart kalde det for pop-biologi, da denne teori vækker stor medieinteresse, men ikke umiddelbart har det store i sig. Da denne naturvejleder som vi bliver præsenteret for ikke kommer med nogen konkrete beviser, men bare en masse indicier og postulater. Dog kan man sige at den er blevet bredt accepteret, eksempelvis kan det nævnes at på et ellers så informativt online leksikon som wikipedia, kan man læse; ”Europæisk sumpskildpadde (Emys orbicularis) blev genopdaget i Danmark, Midtjylland i 1997.” Her må man sige at de antyder, at det ikke bare er nogle få udsatte eksemplarer, men en egentlig population.

Vores formål med denne øvelse er så, at fastlægge, hvorfra disse observerede skildpadder egentlig er fra. Vi har DNA fra Salten Å, Polen, Ukraine, Grækenland og Serbien. Hvis deres DNA matcher med dem fra Balkanområderne, må man konkludere at de er udsatte, hvorimod, er de forskellige kan man sige at de er overlevende eksemplarer fra den 2000 år gamle Midtjyske underart.

Teori

Der er en del teoretisk stof, som skal frem her, så jeg har valgt at opdele det i disse 4 underemner:

· Europæisk sumpskildpadde:

Den Europæiske sumpskildpadde, Emys orbicularis er en skildpadde som findes i Syd- og Centraleuropa, Vest Asien og Nord Afrika, men da denne har så store udbredelsesområder beskriver man ofte den europæiske som en undeart ved navn Emys orbicularis orbicularis for at kunne skelne mellem den og en anden også udbredt underart Emys orbicularis orientalis.

Den lever i langsomt rindende vand, og overvintrer i op til 7 måneder. Den ligger æg, som mange andre krybdyr, og for at disse skal kunne udklække, skal sommerens varmeste måneds gennemsnitstemperatur være over 18 °C.

· Elektroforese og restriktionsenzymer:

En elektroforese er en slags sining af DNA-stykker. Men før man kan gå i gang med elektroforesen, skal man ha klippet sit DNA i stykker. Til dette bruger man restriktionsenzymer, der er specielt designet til at klippe efter en speciel kode. De enzymer vi brugte hedder ECO R1 og PST R1, og disse klipper henholdsvis ved G eftf. af AATTC og ved CTGCA eftf. af G, dette ser således ud:

Når man har klippet DNA’et i mindre stykker tilsætter man en tung markørbuffer, så man senere i forsøget kan se, hvor langt DNA-stykket er vandret.

Gelen, den såkaldte si, er lavet af agarose, deioniseret vand og gel buffer. Agarose er som navnet antyder et sukker (kulhydrat), som er udvundet af japanske rødalger. Mængden af agarose afgør hvor tæt ”filtret” bliver, har man små sekvenser af DNA ønsker man et tæt filter, og man tilsætter derfor meget agarose. Da vi skulle fremstille den opløste vi 0,5 gram agarose i 50 mL TAE buffer (se nedenstående), og opvarmer denne i mikrobølgeovn så de to substanser smelter sammen. Derefter hældes den stadig flydende gel ned i karret hvor den størkner.

Når man har afsat sit DNA materiale i gelen sætter man strøm til hver ende af badet. I den ene ende er anoden (positiv elektrode) og i den anden er katoden (negativ elektrode). Man har vendt gelen sådan, at den ende man har afsat miks i vender væk fra anoden. Dette er fordi DNA-molekylerne er negativt ladede, så de vil vandre mod anoden. Vandringen gennem gelen foregår i forskellige tempi afhængigt af molekylets størrelse. Jo større molekylerne er jo langsommere bevæger de sig gennem gelen. Grunden til man har tilsat markørbufferen, er at den altid vil bevæge sig hurtigere end nogle af DNA-molekylerne, så når markøren er kommet ned til den anden ende slukker man for strømmen.

· PCR, farvemarkøren og TAE bufferen:

Et enkelt kritisk problem i dette forsøg er mængden af DNA materiale, for at kunne lave en ordentlig elektroforese, som skal give et realistisk billede, har man brug for meget DNA materiale. Har man ikke det, kan man bruge en molekylærbiologisk opformeringsmetode som kaldes PCR, Polymerase Chain Reaction (Polymerase kæde reaktion) som blev opfundet så tidligt som 1983 af Kary Mullis, som 10 år senere modtog Nobels Kemipris for netop denne opdagelse. Som navnet antyder, er det en kunstigt fremstillet replikationsmetode. Den er relativt simpel, jeg har prøvet at illustrere det i nedenstående figur:

· Trin 1: DNA’et hældes ned i en beholder, sammen med polymerase og frie nucleotider.

· Trin 2: Hele substansen opvarmes til lidt over 65 °C, (på BIO RAD maskinen er det nærmere 90 °C) ved denne temperatur brydes hydrogenbindingerne mellem nucleotiderne i DNA’et nemlig. Og der er ingen risiko for at skade nucleotiderne da disse først smelter ved +300 °C

· Trin 3: Substansen nedkøles igen til under 65 °C, hvorefter de frie nucleotider har sat sig på de frie pladser i DNA’et, og man på denne måde nu har fremstillet 2 ens DNA strenge, denne sekvens kan gøres igen, og hver gang fordobles antallet af DNA stykker.

Den farvemarkør jeg nævnte i teoriafsnittet om elektroforese, skal som sagt angive hvor langt DNA stykkerne er nået i gelen, de skulle jo nødig vandre helt igennem den. Dette forudsætter at stykkerne i markøren er mindre end de mindste DNA stykker. Men det er også lavet sådan i vores forsøg, så markøren har en hastighed på 500bp, som svarer til en sekvens på 500 basepar. De streger denne markør laver, vil kunne ses med det blotte øje, så man som sagt ved hvornår man skal slukke.

TAE-bufferens (Tri-Acetat-x) essentielle rolle er at holde DNA’ets pH stabilt på 7.6. Dette skal gøres fordi en pH værdi på 7,6 sikrer at DNA’et forbliver negativt ladet. Billedet til højre viser AMP Adenosine monophosphat, som er en nucleotid, og man kan se den negative ende med O^-.

· Størrelsesmarkøren:

I dette forsøg er det vigtigt at kunne sammenligne størrelsen på de udskårne DNA stykker, så for at have en reference bruger man en såkaldt størrelsesmarkør, som i dette tilfælde er en DNA-størrelsesmarkør. Det DNA vi brugte stammede fra en virus, og vi må formode at det er en virus som forskere har bestemt hele dens genom, og derfor alle basesekvenser. Så da vi kender størrelsen på alle fragmenterne, og måler på hvor langt de er vandret i gelen, kan vi lave en graf i et enkeltlogaritmisk koordinatsystem. Dette viser antallet af basepar op ad 2. aksen, og antal vandrede mm. i gelen, ud af 1. aksen. Resultatet ses i afsnittet: ”resultater”.

Metode

jf. øvelsesvejledningen.

Fejlkilder

Under forsøget kom vi til at hælde TAE bufferen ned i røret til sidst. Af den grund blev vores DNA-prøver en smule udtværet. Men dette ændrede ikke på resultatet, som i sidste ende blev det bedste, set i forhold til de andre gruppers. En fejl er det, men måske en forbedrende én af slagsen.

En anden mulig fejlkilde, som dog ikke er dokumenteret, kunne være at gelen ikke er fuldstændig homogen, men at koncentrationen af sakkarose kunne være bare en brøkdel større i nogen områder af gelen, dette ville så føre til udsving i vandringen.

Resultater

Jeg har valgt at bruge fabrikantens (BIO-RAD) billede af gelen, da dette vil give de mest korrekte resultater.

1: Størrelsesmarkør

2: Salten 1

3: Salten 2

4: Polen

5: Ukraine

6: Grækenland

7: Serbien

Her ses resultatet fra regressionen over vores virus-DNA:

Den blå linie som ses, er eksponentiel regression, og den funktion man får ud af den er tegnet med tynd stiplet linie.

Jeg har så lavet en forskrift, så man kan udregne antal basepar ud fra antal vandrede mm. Jeg har dog valgt at udelukke det første punkt med 23.130 basepar, da denne afviger fra den ellers rette linie i det enkeltlogaritmiske koordinatsystem, men med de andre resultater kommer forskriften til at se således ud: , hvor f(x) er antallet af basepar, og x er antal vandrede mm. Ud fra denne model, og de målte afstande fra gelen, kan man opstille et skema, som viser de forskellige bånds basepar for de forskellige skildpadders DNA:

Salten 1	Salten 2	Polen	Ukraine	Grækenland	Serbien
3648	2820	2970	3821	3189	2969
2969	1112	1773	3078	2620	2070
740	862	1117	740	1061	1116

Diskussion

Kigger man på skemaet over sumpskildpadder og deres basepars størrelser, kan man relativt nemt fastslå, at skildpadden ”Salten 1” er udsat, og at den oprindeligt stammer fra den Ukrainske underart. Den største forskel i basepar mellem de to, er på 173 basepar. Man må sige at det er relativt lidt, da 173 basepar næsten ingenting er, og vi fastslog at der var en usikkerhedsmarkør på ca. 100-200 basepar. Når vi så ser på Salten 2 ser det straks værre ud. Den har ingen umiddelbare ligheder med nogen af de andre. Dette er en kraftig indikation at den stammer fra den oprindelige nordeuropæiske underart, som ellers var regnet for uddød for 2000 år siden. Men man må sige til resultatets forsvar, at hvis bare populationen er lille nok, vil den have været meget svær at få øje på i den vilde natur. Skildpadden overvintrer som sagt i 7 måneder, og der er ellers her vegetationen omkring søer og åer er delvist væk, således at man nemt ville kunne spotte den. Det skal også siges at det er et natdyr, og føler den sig bare det mindste truet, glider den stille og lydløst ned i vandet.

Et andet faktum som man kan se ud fra gelen, er at de alle er meget nært beslægtede, dette vidste vi dog på forhånd, men det er tydeligt illustreret i skemaet i det at de alle har en DNA sekvens omkring 3000 basepar. Nærmere bestemt er gennemsnittet af de bånd på 3016, og den største afvigelse fra dette er Grækenland med 173 basepar, og igen ligger dette inden for usikkerhedsmarkøren.

Vi fik indledningsvist af vide, at; ”… hvis sommerens varmeste måneds gennemsnits temperatur bliver under 18°, kan deres æg ikke klækkes” Dette faktum undersøgte jeg, og fandt fra DMI’s hjemmeside en afbildning af Midtjyllands klima fra 1961 til 1990:

Og som det tydeligt fremgår af den mørke streg som angiver middeltemperaturen har gennemsnitstemperatu-ren i den varmeste måned (juli med et gns. på 15,4° C) ikke været i nærheden af de påkrævede 18° C, så det giver et dilemma. Enten må man helt forkaste vores resultater, som ellers kraftigt tydede på at de stammede fra den oprindelige danske underart, eller også må man vælge at se bort fra det faktum, at der i en årrække på 29 år, ikke har været en middeltemperatur på 18° C.

Hvis vores restriktionsenzymer ikke havde virket ville vores gel have givet os et meget dårligt billede at arbejde med, for i og med at der ikke ville blive klippet nogen steder i DNA’et, ville det blive én meget lang basesekvens, som ville bevæge sig meget lidt i gelen, da agarosemængden er tilpasset meget mindre stykker. Derfor ville vi blot se én stor streg lige ude for brønden, og vi ville ikke kunne bruge dette resultat til noget.

Konklusion

Nu da jeg er nået til konklusionen, burde jeg have ét endegyldigt svar. Dette er bare ikke tilfældet. Jeg har to modstridende argumenter: Vælger man blot at kigge på gelen, vil jeg fastslå at sumpskildpadden Salten 1 er en udsat ”stakkel”, da dens sammensætning af DNA-sekvenser minder slående meget om den fra Ukraine, hvilket også er den man kan købe i de danske dyrehandlere. Og Salten 2, er en overlevende underart, som har levet i delvist skjul i 2000 år.

Vælger man derimod også at kigge på grafen fra DMI, ser vi her det modstridende argument. Der har i perioden 1961-1990 ikke været én juli med en gennemsnitstemperatur på de påkrævede 18°. Dette indikerer så, at det ikke er en overlevende og fødedygtig population, da den simpelthen ikke ville have nogen måneder som er varme nok til udklækkelse af dets æg.

Jeg vil dog sige, at skal dette forsøg blive en succes, må vi bortkaste argumentet med de nødvendige 18°, da dette helt spolerer det ellers så fine resultat; at der findes en overlevende vild sumpskildpadde i Danmark. Eller også skal vi vende den om, og finde en løsning på dette problem. Og en mulig teoretisk løsning på problemet kunne være, at skildpadden har været udsat for et selektionspres, som skulle forfordele evnen til at lægge æg som kan udklækkes ved lavere temperaturer, således at der simpelthen er sket en evolution i forhold til de sumpskildpadder i Sydeuropa. Dette ville give særdeles god mening.

Naturen i design

Hvis vi kigger på et område som fx et stykke uberørt skov, kan alle blive enige om (hvis de da ikke tror at et gigantisk spagetti monster har skabt jorden) at alt der foregår, foregår som følge af evolution. Grunden til at træerne ikke er en tyve centimeter høje, og egern ikke er neongrønne er, at de igennem millioner af år, pga. den naturlige selektion, nogenlunde har ramt, hvad der må være det optimale. Hvis et egern blev født med en selvlysende neongrøn farve, ville det ikke kunne gemme sig fra rovdyr, hurtigt blive spist, ikke få nogen unger og den selvlysende egenskab ville stoppe der.
Men gælder evolutionen og den naturlige selektion ikke også andre steder end i den uberørte natur? Fx indenfor design. Lad os sige jeg lavede et krus. Når jeg laver et krus, vil jeg bruge meget af den erfaring, jeg i forvejen har til at bedømme hvilke krus, der er ergonomisk rare at holde i hånden - den rigtige volumen osv. osv. Den erfaring har jeg hovedsageligt fra andre krus, jeg har haft, eller måske bare et jeg har set i en bog. Jeg er godt klar over, at man kan få inspiration fra rigtig mange andre steder end andre krus, men for at dette tankeeksperiment skal fungere, bliver man nok nød til at skære kanter ekstra hårdt op, og andre kopper vil om andet, i de fleste tilfælde, være en stor inspirationskilde. Lad os derfor sige, at min nydesignede kop vil være summen af alle de gode egenskaber, som de kopper, der har krydset min vej, besidder. Hvis min kop ender med at opfylde de kriterier, der gør det til en god kop, vil den sandsynligvis blive en succes. Så vil den blive produceret i et stort antal og den vil komme i bøger, på internettet osv. På den måde vil en hel masse mennesker lære denne kop at kende, og nogen af dem vil måske være designere, der designer endnu en kop, som tager nogle elementer fra min kop. Hvis min kop viser sig ikke at fungere og bliver et flop, vil den ikke blive produceret i særligt højt antal, ikke komme i bøger og på internettet og vil, som det neongrønne egern, ikke føre sine egenskaber videre.
Altså kan man sige, at den naturlige selektion også er gældende for designs. Hvis man så mennesket og kulturen som en del af naturen, ville dette måske virke oplagt. I så fald ville alt blandt mennesker, som det jo er i ”naturen”, kunne forklares ved hjælp af naturlig selektion. Men da mange ser denne kløft mellem naturen og kulturen, falder det os måske slet ikke ind naturligt at drage denne konklusion.

stamtræ for fisk

Formål

Formålet med denne undersøgelse, og dertilhørende resultater, er at bestemme slægtskabet for en række fisk og skaldyr. Dette skal gøres dels for at få indsigt i metoden, som er elektroforese med proteiner i stedet for kernemateriale, men også til dels for at lave nogle evolutionære betragtninger, for i sidste ende at komme frem med et stamtræ.

Teori

Kort om evolution og arvelighedslære

Hvis man ser sammensætningen og mangfoldigheden af dyrene på jorden ud fra et Darwinistisk synspunkt, er man af den opfattelse af alle dyrene, er skabt ud fra den samme stamfar, som her ville være en lille procaryote organismer. Denne organisme skulle så have mangfoldiggjort sig til en masse nye arter, som igen skulle have udviklet sig til nye arter og underarter. Grunden til at der så i dag er et så rigt dyreliv med fugle, fisk og landdyr er, at alle disse individer har haft selektionspres for at forskelliggøre sig fra sine artsfæller, således at de var bedre i stand til at udnytte en specifik niche. Som et eksempel på dette har vi giraffen, Giraffa camelopardalis, den lever primært af bladene på de høje akacietræer, som ingen andre kan nå. Den oprinder fra Okapien hvor der så har været et selektionspres for at udskille sig, nichedifferentiere, fra okapien, således at den vil kunne nå de høje blade, og man har så på den måde, igennem lang tids forløb, skabt to arter. Dette eksempel med giraffen skal dog ikke ses som Jean Baptist Lamarc gjorde det, med at igennem giraffens liv, vil den få længere hals, men at der opstår spontane mutationer, som gør at den for længere hals, og at dennes afkom vil have bedre overlevelsesmuligheder som følge af mere mad, og dermed føre genet/egenskaben med sig.

Ser man på dette ud fra et molekylærbiologisk synspunkt, kan man bruge det til at studere deres oprindelse, man kan se på hvilke proteiner de forskellige individer har, og derfra blandt andet finde ud af hvor gammelt proteinet er, og hvilke dyr der er i familie med hvem. Hele denne gren af biologien, altså arvelighedslæren, eller genetikken er altså studiet levende organismers oprindelse deres udvikling og nedarvede egenskaber gennem undersøgelse af gener. Med andre ord betydningen af arv og variation når en organisme skabes og udvikles. Og den fik primært sin oprindelse da man begyndte at interessere sig for, hvorfra mennesket stammer.

Analog og homolog udvikling

Da man begyndte at klassificere dyrene på jorden, i et forsøg på at lave et universelt stamtræ, havde man brug for at vide, hvilke dyr der var i familie med hvem, og hvor tæt i familie de var, så man kiggede på deres ligheder. Og man kiggede på lighederne blandt dyrene ud fra to forskellige kriterier: Homolog, som er et udtryk for at de har samme stamfar, og derfra en fælles arv. Altså er en egenskab ens hos to dyr, fordi deres fælles stamfar har haft egenskaben. Analog er det modsatte, her ser de ens ud, ikke fordi de har samme stamform, men fordi de i evolutionens forløb har udviklet de samme egenskaber, denne form for udvikling kaldes også for konvergent udvikling. Modstykket til denne form for udvikling hedder divergent udvikling, og er et udtryk for to dyr, som homologt er i samme klasse (samme stamform), men som er forskellige da de har udviklet sig i to forskellige retninger.

Arters proteinsammensætning

Det spændende ved arters proteinsammensætning er at man ud fra denne, kan se hvorfra de stammer, man kan også temmelig præcist datere proteinets alder, fordi hvis to dyr, eksempelvis fisk, har det samme protein, så er det det samme protein, forstået sådan at de to proteiner i princippet godt kunne opstå som følge af mutationer, uafhængigt af hinanden, men at sandsynligheden for dette er meget tæt på nul. Altså hvis man finder det samme protein i to arter, kan man med sikkerhed sige at de har samme stamfar, men udelukkende ud fra sammenligningen af proteiner, kan man ikke nødvendigvis sige noget nærmere om, hvornår de har udviklet sig væk fra deres fælles stamform. Eksempelvis har vi i forsøget inkluderet en aktin-myosin proteinopløsning, og det spændende ved dette er, at det er et af de essentielle muskelproteiner, som menneskets muskelvæv er opbygget af. Har fiskene også dette, kan man sige en masse om proteinets alder, for det er jo som sagt rigtig lang tid siden, at menneskets stamform, og fiskens, forskelliggjorde sig fra hinanden.

Noget andet som proteinerne jo også viser, er sammensætningen af DNA’et, da det jo er DNA som i sidste ende koder for, hvilke proteiner en given celle kan producere.

Metode

jf. øvelsesvejledningen.

De fisk og skaldyr vi brugte til vores forsøg var som følger:

1. Reje(saltvands) - Dendrobranchiata

2. Taskekrabbe - Cancer pagurus

3. Torsk – Gadus morhua

4. Gråsej - Pollachius virens

5. Sild – Glupea harengus

6. Fjæsing - Trachinidae

7. Hellefisk - Reinhardtius hippoglossoides

8. Rødspætte - Pleuronectes platessa

Hypotese

Før man fik adgang til de avancerede molekylærbiologiske redskaber vi har i dag, lavede man stamtræer ud fra andre kriterier. Man kiggede først og fremmest på udseende og levested, jeg har også tænkt mig, som en hypotese, at lave et stamtræ ud fra disse kriterier, for så senere at se hvor præcist det er i forhold til den molekylærbiologiske metode.

For at kunne opstille et nogenlunde realistisk stamtræ, er vi nød til at undersøge forskellige leveforhold for de forskellige fisk og skaldyr. Det første vi kan se er, at de alle er saltvandsfisk, dette er ikke så væsentligt i forhold til muskelproteiner, men hjælper med at forstå deres oprindelse. Man kunne således forestille sig at der engang i tidernes morgen, har været en forgrening mellem de fisk som levede i ferskvand, og de som levede i saltvand.

For det andet kan vi se at de alle har gæller, dette er selvfølgelig også en egenskab som er speciel for netop fisk og skaldyr, en simpel observation, som dog viser at de alle har samme stamfar, som dog igen ligger langt tilbage. Men det er jo netop ikke alle havlevende dyr som har gæller, eksempelvis skildpadder, saltvandskrokodiller, hvaler og sæler.

Resultater

Nedenfor ses en scanning af den gel, som den så ud efter elektroforesen. Vi havde to billeder at vælge imellem, dette var det kraftigste rent farvemæssigt, og jeg har valgt det af netop denne grund. For den anden gel, var båndende meget svage, og det var derfor sværere at skelne mellem de forskellige individuelle bånd. Det synes jeg man kan bedre på denne.

Brøndene indeholder følgende:

1: Kalejdoskop-standard 2: Myosin-Aktin standard 3-10: fisk (jf. metode for rækkefølge).

Man kan så nu bestemme et protein tilnærmelsesvist ud fra denne model(fig.5.). Kender man dens vægt, kan man se hvor meget den skulle have vandret, og omvendt, kan man finde dens vægt ved at se på vandringen. Dette kan vi bruge til at finde ud af hvilke proteiner, som er i hvilke fisk (jf. liste1).

Et protein, som kun rejen og taskekrappen har, ses som det bånd, der har løbet ca 8 mm og dermed 5 kD, dette svarer til thymosin. Rejen og taskekrappen har dermed begge det protein, som igen af de andre fisk har, dette giver anledning til en fælles stamfar, som har udviklet sig væk fra fiskene. Et bånd som næsten alle fiskene og skaldyrene har, og som er vandret ca 4,6 mm, kan være nebulin. Det at de alle har et bånd på dette sted, fortæller om at proteinet her må være meget gammelt, da det har været tilstede, i de nu forskellige arters fælles stamfar, selve proteinet arbejder også i samarbejde med aktin, som jeg også senere vil vise at de alle har, så altså, har man det ene, har man også ofte det andet, ellers ville proteinet (i dette tilfælde aktin) ikke fungere optimalt, hvis det da overhoved ville fungere. Noget af det første man får øje på, er at de alle har et bånd som har vandret 4 mm, dette er ifølge vores model myosin. Dette er ligesom aktin et gammelt protein, da det optræder i alle arterne. Noget andet som også er helt unikt ved myosin/aktin-sammensætningen hos alle fiskene er, at det er de er de samme muskelproteiner som vi mennesker og de fleste dyr besidder. Dette fortæller os altså at det er et utroligt gammelt protein, for vores, fuglenes og fiskenes fælles stamfar har haft det, og denne stamfar ligger mange millioner år tilbage. Dette siger også noget om proteinernes status. De har været meget essentielle og vigtige for dyrene, og ikke nok med det, så har de også tilsyneladende fungeret optimalt i så mange år, for havde det ikke det, ville et andet og bedre muskelprotein have erstattet det rimelig hurtigt, og de med det andet og bedre protein ville have bedre overlevelsesmuligheder. Proteinet aktin, som også er et meget essentielt protein finder vi lidt længere nede, nemlig omkring 5,3 mm. Det er dog en smule utydeligt at se hvor mange der har dette protein, men ummidelbart ville jeg mene at det var de fleste. De to proteiner arbejder nemlig sammen, og den ene kan ikke fungere uden den anden og vice verca.

Hvis vi så nu går ind og ser på hvilke fisk der er i familie med hinanden, ser vi da hurtigt at torsken og gråsejen ligner hinanden meget, ikke blot af udseende, men især også i proteinsammensætning, men også silden har mange homologe bånd med de to. Det er derfor, ud fra denne betragtning, sikkert at sige at sejen og torsken er i familie, og at de har en homolog udvikling, silden derimod har udviklet sig til en anden niche, og via selektionspres og mutationer har den så og sige ændret retning set i forhold til torsken og gråsejen.

Hellefisk og rødspætte viser sig også ud fra proteinsammensætningen at være i familie, og dermed en homolog udvikling, de ligner stadig meget hinanden. Dog kan man sige at helledisken er en tidligere art, da dens øjne minder mere om en ”ordinær” fisk, som har øjne på begge sider, hvorimod rødspætten har begge øjne på samme side. Fjæsingen viser sig at også at være i familie med de to, da de har næsten ens bånd. Man kan dog se på mit tidligere stamtræ, at jeg ikke har placeret dem i samme artsgruppe, men dette er jo også gjort ud fra et rent udseendemæssigt synspunkt. Fjæsingen har derfor udviklet sig meget siden splittet mellem den og rødspætten. Dette fænomen med, at en fisk ikke ligner noget fra den art den i virkeligheden hører til, men at den i stedet ligner en anden gruppe kalder man for en polyfyletisk gruppe (altså den som det ligner at den hører til). Rejen og taskekrappen er af udseende meget forskellige, men dog har de nogle homologe bånd, som ingen af de andre har. (jf. opg. 2).

Diskussion

Der var kun en egentlig fejlkilde, men denne var dog også af ret stor betydning. Nemlig den at vores elektroforese ikke fik lov til at køre længe nok. Dette gør at båndene ikke har vandret så langt, og at der derfor ikke er så meget spredning på. En spredning mellem båndende ville ellers have gjort opgave 2 væsentligt lettere. Det er derfor også vanskeligt at bestemme hvilke fisk der har hvilke proteiner. Båndenes tæthed har også påvirket bestemmelsen af slægtskabet blandt fiskene. Det er dog også her vigtigt at fastslå, at selv om to bånd har vandret samme længde, er det ikke nødvendigvis det samme protein. For proteiner består som sagt af forskellige aminosyrer, og disses sammensætning af molekyler er indbyrdes forskellige, og deraf også deres vægt. Så man kan altså godt have to forskellige proteiner med den samme molekylevægt. Metoden til at bestemme slægsskab mener jeg ummidelbart, med mit begrænsede kendskab til andre metoder, er fin nok, hvis altså bare forsøget er godt lavet.

Pia Kjærsgaard nøgen

Her ses Pia Kjærsgaard nøgen. Pia er fra naturens side blevet skænket en perfekt moden og kvindelig krop, der som en dansk kornmark bølger. En satirisk tegning og tekst af Troels Torkel, 2010

Georg Metz og Tøger Seidenfaden nøgne

Her ses et, dog lidt uskarpt, fotografi af Georg Metz og Tøger Seidenfaden nøgne under et ferieophold i Brasilien.

Lene Espersen nøgen

Her ses Lene Espersen fra de Konservative, ganske nøgen. Lene Espersen er igennem lang tid blevet betragtet som en smuk kvindelig figur, en leder for os alle. Dog er den satiriske tegning her censureret for at skåne sarte sjæle, tegnet af Troels Torkel

Helle Thorning-Schmidt nøgen

Desværre er dette nøgenbillede af Helle Thorning-Schmidt, formanden fra Socialdemokraterne, en smule uskarpt, men man burde nogenlunde kunne se hvad der sker.