"Stina, ka' du så godt lide og gå rundt og klæde dig ud som en russisk roulette?” citat af Amalie Szigethy, Paradise Hotel, Sæson 6.
Hjemme i stuerne sidder samtlige af Danmarks borgere og morer sig over Paradise-Amalies uintelligente udtalelser. Men er det sådan samfundet burde hænge sammen? Er det meningen at medierne skal udstille dem, som tydeligvis ikke er orienterede om deres egne personlige krænkelser? Og hvorfor melder folk som Amalie sig til reality programmer?
Hvad gik der galt?
Ifølge Erik Eriksons teori om identitetsdannelse og socialisation i det senmoderne samfund dannes barnets personlighedstræk i barndommens forskellige faser. Paradise-Amalie har haft et utrolig iscenesat liv, hvor især hendes mor har været meget opmærksom på hendes behov og at sætte hende i fokus. Ifølge Erikson bør man i 2-3 års alderen begynde at lære at tro på sig selv og udvikle en selvstændighed. Denne fase har hendes forældre låst hende meget fast i, ved at blive ved med at give hende den opmærksomhed, hun har været vant til siden spæd. Derfor mener vi ikke hun er trådt udover de faste rammer hendes mor har afmærket hende. Og derfor sidder hun i sin egen ”boks” hvor der i bund og grund kun findes hende og hendes behov. Ikke i den forstand at hun ikke er blevet ældre, men at hendes forældre har haft svært ved at lade hende vokse op på egen hånd. Derimod har hun altid vores i families fokus og ikke psykisk kommet ud på egne ben. Dette bygger blandt andet på den måde deltagerne fra fx Paradise Hotel opfører sig på. Når de eksempelvis taler til kameraet om dem selv og deres behov, som åbenbart skal komme før alle andres; hvorfor det er forkert af ham eller hende at gøre de ting de gør, og de handlinger de gør for at de selv kan blive i programmet så lang tid som muligt, så de får den opmærksomhed i medierne, som de åbenlyst ønsker. Så de selv kan komme i centrum, og så det er dem det hele drejer sig om.
Opmærksomhed har ingen grænser
Amalie er et glimrende eksempel på subjektivisering. Thomas Ziehe har en teori om tre forskellige måder vi kan reagere på i senmoderniteten; ontologisering, potensering og subjektivisering. Subjektivisering betyder at man altid skal være opmærksom på hvad andre mener om en. Det er ikke nok at man selv, mener man er god nok som man er. Man skal hele tiden have dette bekræftet af andre også. Denne subjektivisering kan vi også se i mange andre realityprogrammer. I ”De Unge Mødre” hvor unge piger udstiller sig selv i de mest private omgivelser. Undersøgelser viser at det er gået så vidt, at de unge piger vælger at få et barn, udelukkende for at så kunne melde sig til programmer som ”De Unge Mødre”. Dette viser et desperat forsøg på at blive set og hørt i medierne. Dette kan man fx realitere til Geroge H. Meads teori om jeg, mig og den generaliserede anden. Og som i de fleste teorier, handler det om at ’følge med’ og ikke springe nogle trin over i den sociale udvikling. Den generaliserede anden erfarer fx udfra andres reaktioner på ens handlinger. Men dette ses ikke at have nogen betydning for de deltagere vi ser i reality programmerne. Fx udtaler hendes mor sig om at hun er ked af at Amalie blev udstillet dum, rundt på de fleste ungdomsværelser i Danmark, da Paradise-Hotel kørte på tv3. Men Amalie synes ikke at have noget forhold til dette, men vælger i stedet efterfølgende at starte sin egen tv serie, ”Amalies Verden”.
Går man ind på google og søger under navnet ’Amalie’ vil største delen af søgningerne handle om Amalie fra Paradise. Og i mange tilfælde handle om de mindre intelligente citater hun har sagt i både hendes forløb i ”Paradise Hotel” og ”Amalies Verden”.
Det handler om at blive set
Paradise Hotel er som bekendt en kamp om at være det sidste par tilbage, når finalen starter. Men det er ikke let at være en af dem komme så langt, for næsten lige meget for sikker man føler sig, snyder de andre deltager én, bare for at de selv kan ende med at stå som et finale par i sidste ende. Deltagerne er også delt op i grupper, hvor de gør hvad de kan for at trække tæppet væk under den modsatte gruppe. De lyver, snyder og bedrager hinanden, men det kommer alligevel som et voldsomt chok, for deltagerne, når de selv bliver snydt. Dette er endnu et glimrende bevis på den generelle naivitet, de alle sammen er ofre for. De mener selv at de er unikke og at de er centrum hele reality programmet. Vi bygger dette på teorien om identitetsdannelsen og socialisationen i det senmoderne samfund, under opdragelse. I den primære socialisering, er der lagt vægt på at man er unik, enestående, speciel og ikke mindst fantastisk.
I den sekundære socialisering bliver der derimod lagt vægt på at man er lige med andre og at ens behov ikke er det eneste folk fokusere på. Dette trin kommer ikke til syne særlig ofte i disse reality-shows. For eksempel i ”Amalies Verden” hvor Amalie endelig er ved at få ordentlig gang i sin karriere indenfor musikbranchen, men dropper det hele for at tage til Sunny Beach, med Peter, da de har aftalt at genoptage deres kæreste forhold dernede. I programmet ses hun hysterisk sidde og fortælle hendes mor om at hun ville droppe alt, bare for at komme derned og være sammen med Peter. I hendes øjne er dette nemlig det vigtigste. Men hun skænker ingen tanker til hendes manager, som har lagt et stort arbejde i at få hendes kommende CD op og stå. Men som altid går det efter Amalies næse og hun tager til Sunny Beach.
Det sidste trin er dobbelt socialisering, som kort sagt går ud på at have en situationsfornemmelse. At kunne tilpasse sig forskellige situationer, foretage forskellige valg, at reflektere sig selv i forhold til andre og at kunne kontrollere sine følelser. Men dette ses slet ikke i programmerne, da de reagere ukontrolleret på diverse episoder og som sagt lever i den tro at det kun er dem der er deltagere i spillet. Altså i perspektiv er de primært i den primære socialisering. De to andre er langt fra fuldendt. Vi mener at dette er ens betydende med at forældrene har holdt fast i deres ’lille’ barn. Et eksempel på dette, kan være at Amalie Szigethy’s mor fik en depression, da Amalie flyttede hjemmefra. Dette resulterede i adskillelige psykolog timer, da hun ikke følte hun kunne finde sig selv efter Amalies udflyt. Altså at forældrene, i dette tilfælde moren, har givet barnet kæmpemæssige dosser af opmærksomhed, på alle måder. I den verden vi lever i i dag, er der fra vores synspunkt, alt for stor vægt på "at være kendt". Men at folk vil gøre hvad som helst for at blive kendt, stopper nok ikke med det samme. Som vi har set de sidste mange år vokser disse handlinger højst sandsynligt med at medierne vokser - mange år ude i fremtiden, hvad vil folk så gøre for at få en plads i et quizprogram?
Opslag
