Arbejdsfysiologi

Når kroppen, og dermed musklerne, udfører et givent arbejde, ændres blodets fordeling i kroppen. Der bliver eksempelvis taget en betydelig procentdel af blodet fra fordøjelsessystemet til musklerne, således at fordøjelsen, ikke går helt i stå, men at aktiviteten her nedsættes. Dog skal det siges, at blodtilførslen til hjernen er stort set konstant, uanset hvilket stykke arbejde, eller mangel på samme, man laver. Man siger tit i en lidt løs vending, at musklerne og fordøjelsen er hinandens modsatte eller inverse, altså, bruger den ene meget, bruger den anden ikke meget, af blodet altså. Dette er dog ikke helt korrekt, da også blodtilførslen til huden forøges en smule under fysisk arbejde.

            Som det ses af figur 1, bliver der udført et stykke arbejde, som forøger blodgennem-strømningen i muskelvævet med 175 %, således at den samlede blodgennemstrømning er på 275 % af den normale. Ud fra denne observation, kan man altså fastslå at procentdelen af kroppens samlede blodmængde, som for voksne er på 3,5-5,5 liter (6-8 % af kropsvægten) bliver overført til musklerne, og dette blod skal jo komme fra et sted, og da man ikke så og sige, taber hovedet når man udfører fysisk arbejde, er der ikke mange andre steder at tage det fra, end fordøjelsessystemet.

            I min vurdering, om hvorledes det arbejde der bliver udført er hårdt eller mindre hårdt, vil jeg sammenligne tallene i figur 1 med de opgivne maksimalværdier fra bogen (Fysiologi):

	Personens	Maksimale	% af maksværdi
Minutvolumen (af hvileminutvolumen) [%]	240	500	42
Maksimalpuls (af normal puls i hvile) [%]	200	300	67
Slagvolumen (af normale slagvolumen) [%]	120	175	69

 

Så ud fra disse sammenligninger, og den procentvise udnyttelse af totalværdien, vil jeg sige af det er middelhårdt arbejde. Der er som vist ikke nogen af hans udnyttelsesværdier, som ligger helt op af de maksimale.

Nervesystemet er det system af nerveceller som hos dyr og mennesker, som indsamler og behandler informationer, og koordinerer forskellige kropslige funktioner med hinanden. Menneskets nervesystem er inddelt i centralnervesystemet som omfatter hjernen, den forlængede marv og rygmarven, og det perifere nervesystem som består af 31 rygmarvsnerver og 12 hjernenerver. Funktionsmæssigt inddeles nervesystemet i et somatisk nervesystem der er underlagt viljens herredømme og styrer funktioner som bevægelse, sansefornemmelse, tankevirksomhed og tale, og et autonomt nervesystem der er upåvirket af viljen og regulerer de indre organers funktioner. Og det er også vores nervesystem som styrer, at den perifere modstand i blodkredsløbet falder, fordi de muskler som omkranser blodårerne, og især arterioler og kapillærerne, er underlagt det sympatiske nervesystem, som i dette tilfælde udvider blodårerne, altså en afslapning i musklerne. Som det står på det papir vi fik: ”skeletal muscle: sympathetic effect: constricts or dilates (beherske eller udvide (sig))”. Men den egentlige årsag til, at modstanden falder under fysisk krævende arbejde, er at en øget aktivitet i sympaticus giver en øget muskelspænding, og dermed klemmer musklerne sammen om blodkarret, og som følge af dette, øges den perifere modstand. Og vice verca, så at en nedsat aktivitet medfører en afslapning af musklerne, og dermed en mindre perifer modstand.

            Der er også forskellige kemiske virkninger, som påvirker den glatte muskulatur til afslapning, disse faktorer er:

·         Kuldioxidtryk

·         Ilttryk

·         pH-værdi

·         AMP (Adenosin-Mono-Phosphat)-koncentration

·         Phosphat (P) koncentrationen

·         Kalium (K) koncentrationen

Og alle disse ændringer giver et billede af energiomsætningen i cellerne og vævet, eksempelvis ved arbejde ændres balancen af alle stoffer, således at blodkarrerne som forsyner vævet med blod, åbnes.

 

·         Der sker en øget blodgennemstrømning som følge af musklernes øgede energiomsætning, og som følge af denne, skal der bruges mere ilt til respirationen, for ellers forløber processen anaerobt, og der dannes mælkesyre.

·         Det systoliske blodtryk, som er den periode hvori hjertet trækkes sammen, øges fordi der skal pumpes mere blod gennem hjertet, forstået på den måde, at mængden af blod er konstant, men at mængden som skal pumpes igennem systemet er større. Den perifere modstand i arteriolerne og kapillærerne har også indflydelse på blodtrykker (systolisk), da de har en form for fjedereffekt, hvorved de udvides lige efter den systoliske periode, hvorefter de slapper af igen, og dette giver et lille tilbageslag, som viser sig som et øget blodtryk.

·         Det diastoliske blodtryk stiger ikke, og kan heller ikke stige, da musklerne omkring hjertet kun kan klemme sammen, og ikke hive hjertekamrene ud til normal form, for så at skabe et undertryk. Så derfor ændres dette tryk ikke.

·         Den samlede perifere modstand halveres som følge af ovenstående (b)

·         Minutvolumen, puls og slagvolumen kan alle beskrives sammenhængende, da de er tæt knyttet, og kan sammenfattende skrives som dette regneudtryk: minutvolumen = puls * slagvolumen

Det kan være farligt at have et for lavt blodtryk, ikke fordi der ikke kommer blod ud til kroppens organer, men at der ikke kommer nok blod ud, og hurtigt nok. Man kan illustrativt se det som en kø af biler, hvor alle menneskene repræsenterer et iltmolekyle, hvis de ikke kører hurtigt nok, kan der kun komme få af ad gangen, og hvis deres fart er for langsom, kommer der ikke nok ilt ud til diverse organer. Dette er især farligt og skadeligt for hjernen, da mangel på ilt kan give hjerneskade. Man ser det også hos spædbørn, som enten for navlestrengen viklet rundt om halsen, eller andre tragiske uheld, som i værste fald kan give hjerneskade.

Når man udfører et arbejde sker der en regulering af musklerne ved hjælp af kemoreceptorer i musklerne, som videregiver et signal til øget blodtilførsel. Kemoreceptorer reagerer på ændringer lokalt i vævene omkring, og reaktorerne er ændringer i koncentrationen af K⁺, H⁺, laktat og ADP. Alle disse fire stoffer bliver udskilt som følge af forøget arbejde i musklerne, og som skrevet i et overstående kapitel, gør disse faktorer at den perifere modstand falder. Så modsat må en sammentrækning komme som følge af det modsatte, altså en formindsket koncentration af ovenfornævnte stoffer.

Blodtrykket falder i kroppen som følge af, at der er mindre blod at pumpe rundt, og som følge af den mindre mængde blod, skal hjertet heller ikke pumpe lige så hårdt som før. Pulsen forbliver dog den samme, på 70 slag i minuttet, men disse er som nævnt før, bare ikke så kraftige som før. Men allerede 5 minutter efter er minutvolumen (puls ∙ slagvolumen) oppe på et relativt højt niveau. Dette skyldes forholdet som hedder Starlings hjertelov, som i korte træk går ud på, at slagvolumen var forskellen på det slutdiastoliske volumen og det slutsytoliske volumen. Og det slutdiastoliske volumen har meget stor indflydelse på slagvolumen, og deraf også minutvolumen. Således at når det slutdiastoliske volumen øges, nedsættes det slutsytoliske, og slagvolumen stiger. Alt dette bliver styret af kredsløbscenteret, som sender signaler ud til sinusknuden i hjertet, som så derfor sætter pulsen op, og på den måde udligner minutvolumen.

Blodgennemstrømningen i hjernen ændres ikke med meget, kun 300 mL/minut. Dette sker, fordi hjernen er kroppens klart vigtigste organ, så kroppen styrer blodet væk fra andre organer som muskler og fordøjelse. 

Rotenon i miljøet

Rotenons kemiske struktur. Fra wikipedia.

En søejer ønsker at omdanne sin put-and-take sø om til et brug med krebs (Crustacea), og beder derfor om tilladelse til at slå de tilbageværende fisk ihjel med giften Rotenon. Rotenon er et organisk molekyle som hæmmer iltoptagelsen hos fisk, og denne falder i takt med tiden, efter Rotenon er tilsat vandet.

a)

Den, eller rettere de to processer som ses på figur 1, finder sted inde i cellerne på fiskene, og mere bestemt inde i mitokondrierne. Den første del af det er citronsyrecyklus eller Krebs’ cyklus, og anden del, som er interessant med hensyn til Rotenons virkemåde, er i respirationskæden. Det som Rotenon på den ene eller anden måde hæmmer, er coenzymerne FAD og NAD⁺ evne til at blive oxideret, og på denne måde frigiver de ikke energi til gendannelse af ATP. (Man kunne forestille sig, at Rotenon umuliggjorde elektronoverførslen fra de frie H⁺ til et af de to coenzymer, dette ville i så fald give mening). Og da alle disse processer er i et stort cyklus, bryder det hele så og sige sammen. Det vil sige, at al den ilt som fisken optager gennem sine gæller, ikke kan bruges, fordi de metaboliske processer går i stå, så man vil se en fisk hvori al dens hæmoglobin er mættet, men ikke er i stand til at aflevere det til de celler, som egentlig heller ikke har brug for det. Dette vil i sidste ende medføre død for fisken som følge af for lille eller ingen energidannelse, altså en energidannelse svarende til under dens hvilestofskifte.

b)

Figur 2 (ej vist, se opgavesæt på undervisningsministeriets hjemmeside) viser en grafisk afbildning af den relative iltoptagelse hos de undersøgte fisk som en afhængig faktor af tiden, vel og mærke efter stoffet Rotenon er tilsat søens (eller som i vores tilfælde, laboratoriets) vand. Det man så ser, er, at iltoptagelsen hos fiskene er som man ville forvente 100 (% formodentlig, eller fastlagt således at 100 er sat til normalværdien) og straks efter Rotenon tilsættes, falder iltoptagelsen eksponentielt. Og grunden til at iltoptagelsen falder hos fiskene skyldes ikke det man måske umiddelbart ville forvente, at der var forvoldt skade på de iltoptagende organer. Men dette er som sagt ikke tilfældet, derimod skyldes den faldende iltoptagelse at der ganske simpelt ikke kan optages mere ilt, al hæmoglobinet er mættet med ilt, pga. af Rotenons virkning som er beskrevet overfor.

c)

Før man ville kunne give tilladelse til brugen af Rotenon i søen, skulle man undersøge forskellige faktorer og virkninger.

• En af de vigtigste følger man skulle undersøge, var stoffets virkning på resten af livet i søen. Det er trods alt ikke kun aborrer (Perca fluviatilis) og skaller (Rutilus rutilus) som lever i søerne, men også en masse andre levende organismer som små krebsdyr, snegle, frøer, salamandere mm. Og dertil kommer lige så mange vandplanter. Og alle disse organismer laver respiration på samme måde som fisk og som os for den sags skyld. Så det ville være oplagt at tro, at Rotenon også i disse levende væsener ville gå ind og bremse respirationskæden, og på den måde ikke kun slå de udvalgte fisk ihjel, men at slå hele søens liv ihjel.
• Man skulle også undersøge Rotenons nedbrydningstid, således at giften ikke stadig er i søen, når de nyindkøbte krebs sættes ud.
• Derudover skulle man se på søens topografi, og se hvilke udstrømninger den har, altså om den ville føre giften med sig videre ved å eller bæk, således at det ville sprede sig fra punkt- til linieforurening, og også om det ville sive med ned til grundvandet.
• Man kunne også se på, om stoffet, eller dets henfaldsprodukt er skadeligt for mennesker. Og om det kunne give langvarige virkninger såsom arvelige forandringer (altså om stoffet er et mutagen), og det kunne medføre overfølsomhedsreaktioner eller om det lige frem kunne være kræftfremkaldene. Disse undersøgelser kunne også give ejeren af søen et praj, om han skulle tage beskyttelsestøj på når han hældte/smed det i søen.

Umiddelbart synes jeg det er en dum løsning at vælge, at forgifte al søens liv og mangfoldighed. Havde det været min fiskesø, ville jeg ha’ holdt en form for ”udsalg”, således at mange ville få gavn at de måske mange resterende fisk i søen, og så eventuelt føre et stort net gennem søen, eller lave en form for elektrofiskeri for at komme af med de sidste (især aborrer). (Dette ville dog også dræbe meget af søens liv, men ville ikke kunne blive ført videre i økosystemet.)

Slædehunde og energiomsætning

Man har gennem et eksperiment observeret en gruppe canadiske slædehunde, og på disse hunde nedskrev man deres fødeoptagelse og kropsvægt gennem en periode på et år.

For at kunne snakke om forskellige fysiologiske og ernæringsmæssige forhold, set i forhold til dette pattedyr, må vi antage at den har samme forhold som os, hvilket også vil være oplagt at antage, da vi både genetisk set, og dermed også fysiologisk set, er meget lidt forskellige fra de fleste dyr inden for riget mamalia. (eksempelvis har vi kun en procentmæssig afvigelse fra chimpanser på ca. 3). Derfor kan denne antagelse accepteres, dog skal man selvfølgelig altid tage højde for at der er/kan være artsspecifikke afvigelser/tilpasninger. En anden information vi får er, at de observerede dyr er alle er hanner maskulinum. Grunden til at denne information er essentiel, er at havde de været af det andet køn, bedre kendt som hunner, femininum, kunne der være risiko for, at de var drægtige, hvilket kraftigt ville øge deres energibehov, og dermed deres fødeindtag.

                      Vi får også at vide at hundene ikke laver nogen fysisk aktivitet, og at de har ubegrænset adgang til mad. Det vil altså sige, at faktorer som megen fysisk aktivitet og lidt mad ikke spiller med i denne vurdering af dyres forhold for fødebehov. Og kigger man på figurerne, kan man se, at den eneste faktor som har reel indflydelse er den omgivende temperatur. Man kan sige, at fødeindtagelsen er omvendt proportional med temperaturen, forstået på den måde, at når det er koldt (samme vintermåneder som os, pga. samme breddegrad) spiser hunden mere for at isolere sin krop og for at generere mere varme, men dens vægt forøges dog ikke. Dette hænger sammen med hundens totale stofskifte, og diverse dertil afhængige faktorer.

Hundens basalstofskifte er konstant, dvs. det energibehov hunden har som minimum for at kunne overleve og vedligeholde sin krop og alle de basale fysiologiske forhold er opnået her. Alt det som der derudover kræves, kommes i den boks med den lyseblå farve. Men i dette tilfælde har vi ikke så meget at komme i kassen. Vi ved at de ikke er/kan være drægtige, de udfører ingen fysisk aktivitet (lade stakler), og selvom det ikke oplyses, må vi gå ud fra, at ingen af hundene har været syge, da dette ligesom drægtighed ville kræve en øget energiproduktion, så det eneste vi har tilbage til at komme i kassen, er reguleringen af kropstemperatur. Men det vi ser af resultaterne er, at denne faktor også har megen stor indvirkning på dyrets fødeindtag og dermed vægt.

 Hvis man først hører om et forsøg, involverende ubegrænsede mængder mad, ville det være logisk at antage, at dyrets vægt i forhold til tiden ville se ud som på fig.1, men dette vil vise sig ikke at være sandt.  Selv hvis man fjernede den faktor med temperatur (hvilket ville gøre boksen med ”ekstra” meget lille) ville kurven nærmere se ud som fig.2, dette skyldes de komplekse hormonelle indvirkninger på fødereguleringen.

Vi må antage, at den mængde føde de indtager i april og juni ligger nær deres basalstofskifte, da der her ikke skal reguleres meget på kropstemperaturen, og ud fra denne antagelse kan vi se, at fødeindtagelse målt i kJ, bliver tæt på fordoblet i de koldeste måneder (november, december), hvilket selvfølgelig skyldes, at hundene vil opretholde en tilpas varm kropstemperatur, og denne øgede varmedannelse kræver selvsagt energi. Måden dyrene her skaffer sig varme på, er ved små muskelsammentrækninger, som giver friktion og dermed varme. Ligesom når vi mennesker ryster af kulde. Det man dog også ser, er at de i de varmeste måneder, selvom de indtager lidt energi, stadig forøger deres vægt, vi kan så ikke sige om deres vægt er for lille i de andre måneder, eller om den er for høj i denne, men et bud kunne være, at fødeforbruget kontra fødebehovet er forskudt i disse måneder, således at dyret tager på i disse måneder.

Parasitter, stære og bænkebiddere

En parasit er et dyr, en plante eller en mikroorganisme som lever i, eller på et andet levende væsen og ernærer sig af dens vært. En typisk parasit i et dyr kunne være en bændelorm, som lever indvendigt, eller lopper som lever udvendigt, og af planter kunne man nævne misteltenen. Parasitter deles blandt planter op i halvsnyltere der tager vand, næringssalte og vitaminer fra værtsplanten, og helsnyltere der får al næring fra værtsplanten. Blandt dyr er de opdelt i endo- og ektoparasitter, som lever henholdsvis indeni og udenpå. Parasitter adskiller sig fra organismer, der lever i forhold som er symbiotiske eller kommensalistiske (den ene får en fordel uden at skade den anden). Mange parasitter har komplicerede livsforløb og flere værter igennem deres livscyklus. Den, vi skal kigge på, er ingen undtagelse. Den hedder Plogiorhynchus cylindraceus, og tilhører familien af fladorme, hvis latinske navn er Platyhelminthes, og som omfatter ca. 5600 arter. I parasittens første fase skal den leve inde i en stær, derefter skal den ud af stæren, via afføring, og ind i en bænkebider, som er mellemvært. Derfra skal den over i sit tredje stadie, som er tilbage i stæren, og for at komme dertil skal den spises af stæren, og det er dette værtsskifte, som har en ret speciel udviklingsmåde.

I det forsøg vi har resultater fra, observerede man bænkebidere som var blevet inficeret med parasitten, og bænkebidere som ikke var inficerede. Man undersøgte deres færden, i deres forsøgskammer. Bænkebidere består af flere familier af landlevende krebsdyr tilhørende isopoderne, som er den ”store” familie som også omfatter små krebsdyr i vand, eksempelvis tanglopper. Det er små, grå, ovale og fladtrykte dyr med leddelt rygskjold som lever på fugtige steder, i kældere, under sten og rådden bark, og det er netop disse leveforhold for bænkebideren som er interessante, set i forhold til parasitten og forsøget.

 

Det spændende man kan se ud fra resultaterne af observationen, er at parasitterne går ind og påvirker bænkebideren, sådan at den ændrer sit adfærdsmønster. Hvor den før instinktivt ville søge i ly, som er det skjulte, fugtige og mørke sted, befinder den sig nu oftere i det modsatte spekter. Nemlig ikke i skjul, ikke fugtigt og på lys baggrund. Alle disse tre faktorer er med til at få stæren til at opdage den, og dermed gøre den til et nemt bytte. Men det er netop denne udvikling parasitten ønsker, da den skal bruge dette værtsskifte.

 

Ser man situationen ud fra et evolutionsmæssigt sammenhæng, vil man straks se, at ud af de tre led i denne cyklus, om man vil kalde det, kan man dele de tre spillere ind i tre kategorier. Den er den som har fordel af det, parasitten, den som er neutral (eller har en lille fordel, pga. lettere tilgængelighed til mad); stæren, og endelig, den som har en klar ulempe ved dette, nemlig bænkebideren.

     Starter vi med at kigge på stæren, vil der ikke her være noget selektionspres, vi får i hvert fald ikke at vide at parasitten skulle have nogen negativ effekt på sin vært, hvilket de sjældent har. Så umiddelbart må vi gå ud fra, at den ikke på længere sigt vil forandres pga. parasitten. Mere spændende bliver det, når vi kigger på de to andre. Bænkebideren og parasitten vil være i et evolutionært racerløb. Bænkebideren vil forsøge at mindske effekten fra parasitten, eller helt undslippe den hvis muligt. Og parasitten vil prøve at følge med i bænkebiderens forandring, og tilpasse sig dennes forsvarsmekanismer.

     En mulig opståen for denne cyklus, og ændrede adfærd, kan forklares ved at parasitten i tidernes morgen, ikke har kunnet ændre på bænkebiderens adfærd, men bare ventet på at den eventuelt skulle blive spist af netop en stær, hvilket der må have været en meget lille sandsynlighed for, da bænkebidere lever i skjul. Der er så sket en mutation hos parasitten, som gør at denne nu kan ændre på bænkebiderens adfærd, og få den til at søge ud i det åbne, og dette til det bedre, da vil disse individer med den nye egenskab simpelthen have bedre overlevelsesmuligheder end de parasitter som ikke havde disse egenskaber. ”Survival of the fittest” (ikke ord fra Darwin, men fra en økonom, H. Spencer). Og fra det øjeblik mutationen, og senere selektionen indtraf, har der været selektionspres på bænkebideren, for at forandre sig, så på den måde har vi fået sat dette kapløb i gang, som muligvis, har ændret en betydelig del på begge arter. 

TBT: Stoffer med hormonlignende virkning

TBT model fra Wikipedia.org

Tri-butyl-tin (TBT) er en betegnelse for en række kemiske stoffer der alle har strukturen tri-n-butyltin, som er tetravalent tin med tre kovalent bundne n-butyl-grupper. Den sidste frie plads på tin-atomet (Atomtegn Sn af navnet stannum, atomnr. 50) kan enten være optaget af en anion eller en anden organisk forbindelse. TBT har en meget kraftig toksisk effekt, og det er denne der udnyttes når det bekæmpes begroning af diverse organismer (fæstnede alger, rurer, muslinger mm.). Dog har stoffet ud over sine direkte giftige formål også andre økologiske uønskede effekter; det forårsager nemlig hyppige kønsændringer hos mange snegle.

Når TBT nedbrydes i havmiljøet, sker det ved en trinvis fraspaltning af hver af butylgrupperne via di-butyltin og monobutyltin til uorganisk tin. Hvis det ikke nedbrydes direkte vil det binde sig til forskellige organiske molekyler, og dermed synke til bunds og blive til aflejringer af TBT-holdige sedimenter, og her går nedbrydningen meget langsomt. Og undersøger man dette, finder man ud af, at den biologiske halveringstid, eller bionedbrydningen som det også kaldes, altså er afhængig af mængden af ilt tilstede (da der generelt set ikke er megen ilt ved havbunden). Og dette bevirker at TBT ikke bliver nedbrudt til de mindre giftige stoffer di-butyltin og monobutyltin. Selve nedbrydningen må primært foregå i bundsedimentet, og jeg kunne forestille mig at det var en biologisk nedbrydning med bakterier og svampe som de primære, dette begrunder jeg med, at biologisk nedbrydning, modsat abiotisk, som hovedregel er den vigtigste nedbrydningsform. At TBT ikke bliver nedbrudt i sedimentet kunne frembringe den konklusion at det ikke er så skadeligt, da det lettere optages af havets organismer hvis det er frit i vandet, men konkluderer man dette overser man en vigtig detalje; nemlig at dette går specielt ud over de typer snegle og muslinger der netop lever af det organiske bundmateriale som eksempelvis konksneglen gør det. En anden faktor som gør TBT ekstra problematisk, udspringer som følge af sine omgivelser, er aflejringen i havne som må forventes at være meget stor. Og netop i havne er der en kunstig opdæmning af havstrømme og dønninger, som yderligere bevirker at der ingen omrøring i vandet er, og dermed ingen ilt tilstede. Det kan også nævnes at forskellige dyr, ikke er lige hurtige til at nedbryde de samme stoffer. Jeg kunne godt forestille mig, at muslinger og andre bløddyr (Mollusca), der er en meget gammel familie af organismer, ikke er specielt god til nedbrydningen, da det kunne forestilles at kræve en række unikke enzymer.

Når giftige stoffer, herunder TBT frigøres fra bådenes undersider, har det både nogle direkte og nogle indirekte konsekvenser for miljøet. De direkte effekter er skader på celler, arter og samfund i vandet og på havbunden. Generelt gør det skade på plante- og dyreplanktonets artsrigdom og artssammensætning. Men en anden, mere eller mindre indirekte, effekt fra disse frigørelser af TBT er som tidligere nævnt kønsændringer hos forskellige snegle (i vores tilfælde konk-sneglen Buccinum undatum). Man må gå ud fra at denne proces er irreversibel, således at fænomenet udvikles som en meget specifik respons på TBT forurening, og at forandringen ikke går tilbage til stadiet før forureningen ved fraværet af TBT. Kigger man på grafen ser man en gradindikator op ad andenaksen, hvor 0 er normale hunner, og 6 er klimaksstadiet med blokerede ægleder, pseudopenis og sædleder, altså en kvalitativ skala. Og ud ad førsteaksen har vi mængden af TBT pr. liter havvand. Derudover kan man se, at der reelt ikke skal meget mere end et enkelt nanogram, altså en milliardtedel af et gram, TBT pr. liter havvand til at forårsage udvikling af hanlige kønskarakterer hos hunsneglene. (hvilket fortæller os, at konksneglen er særkønnet i modsætning til mange andre snegle), dette indikerer, at TBT er et utroligt kraftigt giftstof. Og man kan tilmed se at stort set alle de observerede snegle (hvis jeg talte korrekt drejede det sig om 25 stk.) når op på grad 5-6 allerede efter 5 ng. Grafen stiger meget hurtigt i starten, hvorefter den asymptotisk flader ud.

Når konksneglen rammes af denne form for imposex, altså at der dannes hanlige kønstræk, primært penis og sædleder, som også kaldes pseudotvekønnethed da de udviklede kønsorganer ikke kan bruges til formering, må det umiddelbart skyldes at TBT har en hormonforstyrrende effekt. Enten fungerer det direkte som hanlige kønshormoner, eller øger produktionen af sneglens egne, og på den måde for undertrykt de hunlige kønshormoner, således at der bliver udviklet en penis og sædleder. Vævet fra disse organer går direkte ind og blokerer for æglederen, og forårsager derfor at sneglen bliver steril, og at æggene ikke kan udskilles fra æglederen. Hvis man skal sammenligne stofferne TBT og testosteron (som det primære mandlige kønshormon), må man kigge på hvilke grupper molekylet består af, og se om der er nogen slående ligheder og umiddelbart kan jeg ikke se nogen slående ligheder, da testosteron primært er opbygget af cykliske ringe, og dem besidder TBT ingen af. Derimod ligner TBT mere kolesterol, men udover at steroidhormonet kolesterol er byggeklods for syntesen for testosteron kan jeg ikke se nogen tydelig forbindelse. Men alligevel må man konkludere at der er en del af TBT molekylet som kan binde sig til testosteronreceptorer og på den måde påvirke hormonbalancen, eller på anden vis skabe ubalance. Dog kan man forestille sig, at konksnegle ikke har testosteron men et andet kønshormon, dette kunne også forklare de manglende synlige ligheder.

Som udgangspunkt er antibegroningsmidlet TBT ikke tænkt som et hormonforstyrrende stof. Det er designet til at have en toksisk virkning på organismer som fæstner sig på bunden af skibe, stoffet må derfor have en anden og mere direkte, og tilmed mere effektiv måde, at slå organismerne ihjel, enten ved at ødelægge deres respiration, immunforsvar eller andet vitalt. Generelt kan man sige, at selvom netop TBT er specielt rettet mod organismer som en del af deres liv lever frit i vandet, og en anden del hæfter sig på faste objekter (undersiden af et skib), vil det have en stor betydning for hele det maritime økosystem, i og med hver enkelt led hænger tæt sammen i en større fødekæde. Fra de mindste ultraplankton videre til pico-, nano-, mikro-, mesoplankton, som spises af små fiskelarver, som bliver spist af større rovfisk, som igen bliver spist af dem i toppen af den danske maritime fødekæde, nemlig marsvinet Phocoenidae sp. og andre fiskefugle (skarv Phalacrocoracidae sp., måge Laridae sp. etc.) Dette ses også tydeligt af figur 3, som viser forskellige maritime dyrs koncentration af butyltin, der måles som ng tin/g tørvægt. Og her fremgår det, at jo højere op i fødekæden vi bevæger os, desto større er indholdet af stoffet. Man siger TBT bioakkumulerer, kort fortalt: En musling lever af at filtrere vandet for organisk materiale, som her indeholder TBT, den skal spise en masse organisk materiale for at få dækket sit energibehov (man regner med et forhold på 1:10, dvs. en tipotens gennem hvert led i fødekæden (matematisk kan det skrives 10^x, hvor x repræsenterer antallet led i fødekæden, som i vores eksempel vil være 4)), så bliver denne spist af skrubben, som igen skal spise en masse muslinger. Indtil vi kommer op i toppen af fødekæden hvor marsvinet befinder sig, og denne har så ikke kun spist fisk, men i og med fisken har spist dyr længere nede i fødekæden, har den reelt spist en stor masse organisk materiale. Hvorfor dyrene ikke kan udskille stoffet tyder på, at stoffet er fedtopløsligt, hydrofobt, da disse stoffer har sværere ved at udskilles, men typisk lagres i lever og fedtvæv.

                      Udover alle de viste effekter TBT har på det maritime miljø, har det også en effekt på mennesker. Da vi er ultimativt i toppen af den maritime, såvel som alle andre, fødekæde, vil vi spise mange af havets skabninger såsom østers, blåmuslinger, skrubber osv. (måske ikke lige konksnegle, edderfugle eller marsvin), og på den måde vil vi også få store mængder TBT ind i kroppen, og TBT er jo fremstillet som et giftstof for levende celler, altså tæt på at være de samme celler som findes i menneskekroppen. Har man stoffet i tilstrækkeligt store mængder kan det også gå ind og forstyrre den hormonelle balance, ligesom det er tilfældet med konksneglen.

Et plasmid er et selvstændigt, ringformet dna-molekyle som ikke er knyttet til et kromosom. Plasmid findes især hos bakterier (Prokaryotae). Plasmidet kan overføres mere eller mindre kontrolleret fra bakterie til bakterie hvilket er baggrunden for at resistens mod mange forskellige stoffer såsom diverse pesticider og antibiotika har kunnet sprede sig meget hurtigt (se tegning til venstre). Det er denne cellulære egenskab man udnytter. Man er i stand til at indsætte forskellige plasmider i cellen (gærceller Saccharomycetacea), og denne deler sig så et mangefold, og alle de nye celler vil, ligesom modercellen, indeholde de to indsatte plasmider: et plasmid der koder for den humane østrogenreceptor (da gærceller ikke indeholder østrogenreceptorer). Og et andet der koder for et markørenzym. Det første plasmid vil fungere akkurat som hvis det var cellens eget genmateriale, dvs. den vil lave proteinsyntese, og få det protein genet koder for ud, i vores tilfælde vil der blive produceret den humane østrogenreceptor, som vil blive transporteret ud i cytoplasma, ligesom det ville i menneskelige celler.

Hvis et stof besidder hormonlignende egenskaber har det vidtrækkende konsekvenser. Et centralt aspekt er, at vidt forskellige stoffer, som måske tidligere er blevet blåstemplet, kan simulere kønshormonernes egenskaber, eller gå ind og hæmme disses funktioner, altså direkte eller indirekte lave ravage i den så fint vægtede hormonbalance. I vores hverdag hvor vi konstant er omgivet med flere tusinde kemiske stoffer, lige fra den cellofan vi pakker vores mad ind i, til den shampo vi vasker vores hår med, er det essentielt at kunne identificere disse stoffer, og klargøre deres effekter, således at forbrugeren kan blive bekendt med de sundhedsmæssige risici der er forbundet med varen, og i sidste ende få forbudt de skadelige stoffer. Det der tidligere gjorde de hormonlignende stoffer svære at identificere er, at effekten ofte kommer til udtryk i afkommets senere liv, som eksempelvis kan komme til udtryk i dårlig sædkvalitet, impotens, tvekønnethed (vil dog opdages med det samme), infertilitet, kryptorkisme, hypospadi, testikelkræft mm. Grunden til det er specielt vigtigt at undersøge om et stof har kønshormonlignende i maritimt miljø er, at der ikke er nogen fysiske barrierer for et stofs vandring i dette medium. Det vil med andre ord sige, at vi i Danmark nok kan lave restriktioner mod brugen af TBT i skibsmaling, men at lande som Polen, og andre baltiske lande der har grænser til Østersøen, muligvis ikke har de samme strenge krav til miljøbeskyttelse. Deres forurening kan således ramme os. Mennesker kan optage TBT og andre butyltin-forbindelser fra fisk, muslinger og anden føde fra havet. Og jeg kunne forestille mig, at havene omkring Danmark er særligt belastede, netop fordi arealet er relativt småt, og vi har en stor trafik af både fra de før omtalte lande. Derudover er den gennemsnitlige dybde ganske lav. Det vil sige, at der er lidt vand i forhold til den store mængde både der passerer. En anden ulempe ved TBT og andre hormonlignende stoffer i det maritime miljø er det faktum at forureningen ikke er en punktforurening, som det ofte ville være på land (eksempelvis ville et lokalt udslip af giftstof, være relativt simpelt at afgrænse), men derimod en fladeforurening. Stoffet kan som sagt frit flyde rundt, og gør derfor en rensning af stofferne i havene umulig. Og hvis stoffernes nedbrydningstid er meget langsom, vil konsekvenserne af tidligere års uhæmmet brug af det givne stof blot fortsætte, selv om et eventuelt forbud mod stoffet skulle indtræde.

Bakteriers vækst

Salmonella, fra United States Department of Health and Human Services

Ordet bakterie kommer af det græske baktêrion som betyder lille stav. Dette sælsomme navn er den givet af den tyske biolog Christian Gottfried Ehrenberg i 1828, men selve bakterien blev opdaget meget før, af den hollandske naturforsker, Antony van Leeuwenhoek allerede i 1676. Navnet skyldes formen på en af de type bakterier der findes, som man også i dag kalder stavformede. Men kort sagt er en bakterie en oftest encellet mikroorganisme uden cellekerne. De findes overalt, i luft, jord og vand. Nogle arter er sygdomsfremkaldende, andre er nødvendige i naturens kredsløb ved bl.a. at nedbryde organisk materiale. Bakterier regnes sammen med blågrønalger for et selvstændigt rige, Prokaryotae (før cellekerne). De kan have størrelser af stor variation, nogle er så små som en halv μm, mens andre kan man se med det blotte øje. Bakterier forplanter sig ved celledeling, således at en modercelle deler sig, og bliver til to nye datterceller, så derfor er det naturligt at antage at populationen af bakterier ville blive fordoblet hver gang, og det ville den i princippet også, men det skal dog nævnes, at ikke alle bakterierne overlever, og væksten er kun tilnærmelsesvist eksponentiel i starten.

En typisk cyklus for en bakteriepopulation:

A:     Er den indledende fase. Denne fase er karakteriseret ved at bakterierne tilvænner sig miljøet og gør sig klar til celledeling.

B:     Er den eksponentielle eller logaritmiske fase, altså en så kraftig tilvækst som muligt i populationen som følge af stor tilgang til energi.

C:     Stationære fase, altså ingen eller lille tilvækst/fald i populationen, som følge af stabil tilgang til energi, og hvor al energien er udnyttet/okkuperet.

D:                  Slutfasen, altså kraftigt fald i populationen, som følge af udtømte energidepoter/føde.

Hvis man starter med at se på forholdene for bakterierne som lever aerobt, kan man se den tydelige kraftige vækst i populationen, og væksten stopper ikke hvor grafen slutter, der var simpelthen for mange bakterier til at laboranterne magtede at tælle hver og én. Dette tyder på, at vi endnu befinder os i fase B, hvilket betyder at der endnu ikke er nogen begrænsninger på deres vækst, dog kunne man forestille sig, at på et tidspunkt ville reagensglasset blive fyldt med bakterier, altså ville vækstpladsen være eneste begrænsning. Kigger man derimod på bakterierne uden ilt bliver det straks mere interessant. Her kan man se, at der ved omkring 300 og 360 mg glukose sker en ændring. Kurven for bakteriernes vækst, som steg i starten, men slet ikke så eksplosivt som dem med ilt, flader ud, og vi nærmer os et stadie der minder om fase C. Jeg har defineret denne fase som en tilstand hvor energiniveauet er stabilt, altså at der lige netop er nok til at vedligeholde populationen – dette passer bare ikke i dette specifikke tilfælde – her var målelige mængder sukker tilbage. Det betyder at den begrænsning der måtte være på bakteriens vækst ikke kan være adgang til næring. På den anden side, kan det vel heller ikke være mangel på mangel af ilt, og skulle man forestille sig, at netop ilt (altså at der blev produceret ilt under nedbrydningen af sukker) var grunden til den manglende vækst, hvilket ville være antageligt da visse bakterier kun kan leve anaerobt, da ville denne forestilling ikke holde, da vi ved at Klebsilla aerogenes klarer sig fint i aerobe forhold. Så det eneste jeg kunne forestille mig som en hæmmer, er det restprodukt der udkommer af den anaerobe nedbrydning, om det måtte være alkohol (ethanol), en form for syre, eventuelt mælkesyre eller et andet giftigt substrat. Dette ville ikke være noget ukendt fænomen, eksempelvis findes der masser af bakterier på vinstokkens (Vitis vinifera) druer. Når disse (druerne/glukosen) gærer, kan bakterierne, som netop står for denne naturlige gæringsproces, og som danner alkohol, kun overleve ved alkoholniveauer på omkring 10-15 %, hvilket vil sige, at den anaerobe nedbrydning af druens sukker stopper, hvis alkoholmængden bliver for stor. Så i dette tilfælde, såvel som i vores, ville der her stadig være målelige mængder af sukker tilbage – men alkoholen, som er en gift for de fleste celler, er hæmmeren for bakteriernes vækst.

Følger mennesket evolutionen?

Jeg havde forleden en ophøjet debat med en professorkollega fra universitetet i Prag, om hvorvidt mennesket følger evolutionen og dennes karakteristika, eller om vi så at sige har tilsidesat den? Jeg var, og er, af den overbevisning at mennesket som sådan følger evolutionen i den forstand, at vi tænker på at videreføre vores/artens gener, men at vi derudover er i stand til, i flere tilfælde, at tilsidesætte dette. Skulle vi fuldstændig tilsidesætte det dyriske krav om at føre slægten videre ville vi hurtigt være en saga blot, men som sagt mener jeg, at vi kan udføre handlinger der er enten så irrationelle eller obskure at de ikke kan føres til det formål at eksempelvis skaffe mad, som er et essentielt middel t til at sætte afkom i verdenen, og dermed føre sine gener videre, eller at vi kan melde os ud af evolutionen ved simpelthen ikke at få børn. Bare den sidste tanke adskiller sig fundamentalt fra dyrenes verden. Man ser ikke dyr der ikke prøver at få afkom. Så dermed kom jeg frem til min tanke og holdning, det er vel i bund og grund et holdningsspørgsmål, at vi da til en hvis grad følger evolutions ”love”, men at vi i forhold til dyrene har langt flere parametre end blot at være god til at skaffe føde. Og at vi blot ved at kunne stille spørgsmålstegn ved idéen om at få børn hopper et niveau over dyrisk evolution. Som eksempel tog jeg det faktum at vi i dag redder tusinde mennesker, som i dyrenes verden ikke ville overleve. På den måde sikrer vi ikke blot de bedste gener, men også de ”svage” og ikke overlevelsesdygtige gener. Min opponent mener at dette muligvis kunne være en fordel for arten som sådan, og at vi derfor, underbevidst, alligevel følger naturmæssige love. Hvor jeg mener at vi har sat os over evolutionens ræs, og kan bruge resurser på ting som ikke fremmer vores arts overlevelse og udbredelse, som eksempelvis at hjælpe de syge, lave kunst, tænke abstrakt og meget andet.

Jeg vil nu komme med et lille tankeeksperiment: Man har en velfungerende, intelligent, ung og fødedygtig kvinde. Var hun ikke en kvinde, men derimod et marsvin, ville hun hurtigst muligt finde sig en mage og få noget afkom. Men hun er ikke et marsvin, og har dermed en udvidet bevidsthed (må vi formode). Hun træffer så det valg at hun ikke vil få børn, men i stedet vil hellige sig tommelfingertrilleri, så hun flytter ud i den dybe sibiriske skov og triller tommelfingre til sin dages ende. Dette er ikke utænkeligt, sært, men ikke desto mindre sandsynligt. Hvordan skulle denne kvindes valg, og fravalg af at føre sine udmærkede gener videre, kunne begunstige arten Homo sapiens sapiens (som for i øvrigt betyder ”det vidende/tænkende menneske”)?

Vi kom ikke frem til enighed, men stod ved hver vores standpunkt. Jeg menende at mennesket med sin bevidsthed har sat sig over eller udenfor evolutionens mønstre, og min modstander at alt hvad vi gør i sidste ende gøres for at sikre arten.

Lidt om: Alkohol

Indtag af alkohol og den beruselse, der følger med, er i nogle lande ikke tilladt. Det skyldes, at der er forskellige kulturelle og religiøse indstillinger til alkoholpåvirkning. For eksempel er det ifølge Koranen ikke tilladt at indtage alkohol sandsynligvis fordi, man i beruset tilstand kan have svært ved at styre sin adfærd. I modsætning til de muslimske lande har man i Rusland en alkoholkultur, som er generelt accepterer indtag af f.eks. vodka. Der drikkes ofte større mængder spiritus ved festlige lejligheder, og Rusland har et af de største alkoholforbrug per indbygger i verden. I den vestlige verden, inklusiv Danmark, gøres der anstrengelser for at nedbringe forbruget af alkohol. For eksempel er det helt almindeligt at indtag af øl, vin og spiritusforbudt på arbejdspladser. Årsagen til ønsket om at nedbringe forbruget af alkohol er i den vestlige verden begrundet i de helbredsmæssige skader ved for stort alkoholindtag.

 

I gamle dage blev alkohol brugt som et bedøvelsesmiddel. Det var dog ikke optimalt til kirurgiske indgreb, fordi den koncentration af alkohol i blodet, der fjerner smerten totalt, er dødelig. Anvendelse af alkohol som bedøvelsesmiddel var derfor en balance mellem graden af fjernelse af smerter og risikoen for en dødelig dosis. I dag er alkohol som bedøvelsesmiddel erstattet af andre kemiske forbindelser.

 

Alkohol anvendes som desinfektionsmiddel, fordi alkoholen har en denaturerende virkning. Som nævnt, har alkohol en denaturerende effekt på fedtmembraner men også på proteiner. Denaturering betyder ændring af et stof, så det mister sine naturlige egenskaber. Fedtmembraner er livsvigtige for bl.a. mikroorganismer og på den måde kan man fjerne infektionsrisikoen ved f.eks. at tørre håndtag på toiletter af med alkohol. I mange sammenhænge er alkohol nu blevet erstattet af andre stoffer som er desinficerende.

 

Man skulle tro at alkohol er ved at være yt, da alkoholforbruget til konsumering og de tekniske anvendelser er på retur. Det forholder sig faktisk lige modsat. Man har i mange år vist, at alkohol kunne bruges som brændstof, men at det var for dyrt i forhold til benzin, som fremstilles ud fra olie. Afbrænding af fossile brændstoffer giver et større og større indhold af CO₂ i atmosfæren, hvilket ser ud til at give en global opvarmning som følge af drivhuseffekten. Alkohol kan fremstilles ved gæringsprocesser med korn og andre planter i stedet for glukose. Der efterhånden et udbredt ønske om brændstoffer, som er det, man kalder CO₂ neutrale. Det vil sige, at der optages CO₂ når planterne dyrkes hvorefter den samme CO₂ frigives, når planterne gæres og alkoholen brændes af. Oven i købet er stiger prisen på olie meget, så alkohol fremstillet ved gæring måske snart kan konkurrere med benzin.

 

Planter indeholder cellulose og andre polymere, som gær har svært ved at nedbryde. Den danske fabrik Novozymes udvikler og fremstiller enzymer til processer til omdannelse af plantemateriale til alkohol. Mange europæiske lande og USA fokuserer på udvikling af avancerede bioprocesser til fremstilling af alkohol som biobrændsel. Den danske regering har ikke givet et helt klart signal om satsning på biobrændsler, men Novozymes har i samarbejde med Dong Energy, Energistyrelsens energiforskningsprogram og Danmarks Tekniske Universitet fået etableret et pilotanlæg til fremstilling af ethanol via avancerede processer. 

Svend Åge Madsen - "Udenfor"

Novellen ”Udenfor” af Svend Åge Madsen handler om Anne Grethe, en teenager, som bliver så ulykkelig at hun begår selvmord. Der er en masse mennesker, som ser at Anne Grethe begår selvmord, men de prøver ikke at stoppe hende. De sidder bare og ser det ske. Når man har læst novellen, sidder man som læser tilbage med spørgsmålet om, hvorfor Svend Åge Madsen, afslutter historien på den måde. Det vil jeg i en analyse og fortolkning prøve at besvare.

Jeg tror, at novellen foregår i Århus, hvilket jeg begrundet ved, at fortælleren og hans venner begynder at spille fodbold, fordi AGF har vundet danmarksmesterskabet. Derudover foregår utrolig mange af Svend Åge Madsens historier i Århus. Når man læser novellen, får man et indtryk af, at handlingen foregår for mange år siden, da de fleste familier boede i små lejligheder. Det eneste anden indikation af, hvilken tid det foregår i er, at begge børn i familien Kurtsen har dobbeltnavne, hvilket er gammeldags. Derfor tror jeg historien foregår i 50’erne. Novellen handler om en dreng, som sammen med sine venner beskuer en families liv gennem et vindue ind til familiens lejlighed. Jeg går ud fra, at familien bor i en lejlighed, da man normalt kun har en baggård, hvis man bor i lejlighed. I lejligheden bor familien Kurtsen, som ikke har særlig mange penge, hvilket beskrives i novellen ved: ”[familien] sad småt i det” (ln.22 s 4). I familien er der to børn, som hedder Niels Henning og Anne Grethe. Niels Henning er en dreng, som er nogle år ældre end fortælleren. Han kommer sammen med nogle ballademagere, som er halvkriminelle. Niels Henning er det eneste familiemedlem, som er klar over, at hans familie bliver beluret. I stedet for at jage belurerne væk, vælger Niels Henning at komme og opkræve penge for at blive beluret. Ifølge fortælleren går pengene til mad og inventar til familien, og måske sågar til en kjole til Anne Grethe. Anne Grethe er nogenlunde på alder med fortælleren, for hun begynder at komme sammen med ham i en kort periode. Fortælleren beskriver Anne Grethe som ”et ganske normalt menneske.” (s. 6 ln. 105). Når man tager det i betragtning og, at hun til slut begår selvmord, kan der ikke være nogen tvivl om, der er noget helt galt. Man kan derfor overordnet sige, at forældrene hr. og fru Kurtsen ikke har et godt forhold til deres børn.

Fortælleren, der er hovedperson i novellen, bliver ikke beskrevet direkte, men gennem den måde han observerer handlingen på, og hvordan han beskriver den, får man som læser et billede af ham. Man kan sige, at handlingen bliver beskrevet som en film, som hovedpersonen ser. Det gør derfor noget af analysen lettere at beskrive, hvis man snakker om, at handlingen foregår i en biograf. Filmen bliver mere og mere tillokkende handlingsmæssigt, fordi børnene kommer ud på et skråplan, og forældrene ikke tager sig af dem. I sammenhæng med det, bliver biografen ”udbygget”. Lærredet bliver bedre, da der bliver skiftet gardiner. Da det bliver sommer og trækvinduerne bliver åbnet, kommer der lyd på filmen, som der også står i novellen: ” [det] var næsten ligeså stor en opfindelse, som dengang man begyndte at lave talefilm.” (s. 5 ln. 66). Til sidst bliver tilskuerpladserne udbygget i form af, at stakittet bliver revet ned og der bliver bygget en cementtrappe i stede.

Forfatteren har bygget novellen op, så man som læser selv føler, at man sidder på tilskuerrækkerne og overværer filmen. Pludselig bliver fortælleren selv inddraget i handlingen, da han ved en fejl kommer til at hilse på Anne Grethe, fordi han tror, han kender hende. Det fører til, at han kommer på besøg i huset, som han ellers kun har set udefra, hvilket han synes er ret spændende. Det første fortælleren beskriver, da han kommer indenfor i huset, har intet med Anne Grethe at gøre, men derimod med, hvor spændende det er at røre ved de ting, han kender så godt. Da Anne Grethe slår op med fortælleren, er hendes begrundelse, at ”det slet ikke er hende [fortælleren] er interesseret i” (s. 6 ln.125). Det, at Anne Grethe siger sådan, og fortællerens første beskrivelse om hans besøg hos Anne Grethe, handler om huset inventar og ikke Anne Grethe, giver læseren et indtryk af, at fortælleren egentlig slet ikke er interesseret i Anne Grethe, men kun at ville være inde i huset. Det ender derfor med, at fortælleren igen må stå udenfor, og kigge ind på Anne Grethe og resten af familien.

Udefra ser fortælleren, hvordan Grethe først forsøger på at begå selvmord, hvor det ikke lykkes, og at hun derefter forsøger igen, hvor det lykkes. Det er helt absurd, at en flok mennesker blot står og kigger på, mens Anne Grethe to gange forsøger at begå selvmord, uden at nogen måde at gribe ind. Fortælleren siger endda: ”På en måde følte jeg mig lidt skyldig [over Anne Grethe sad med en pistol], for jeg havde aldrig rigtig gjort noget, for at blive venner med hende igen efter vores skænderi. Og jeg tror også nok der var andre af os, der stod derude og havde det på samme måde.” (s.7 ln.158). Det indikerer, at de godt kunne gribe ind og hjælpe Anne Grethe, hvis de ville. I stedet vælger de at stå udenfor og kigge ind, for at se om Anne Grethe forsøger igen. Da det sker, sidder fortælleren og håber på en anden afslutning på selvmordforsøget end første gang, og som han udtrykker det: ”Det lå ligesom i luften, at der skulle noget nyt til hver gang. Sådan for at tilfredsstille os. Det er noget af det mest spændende jeg har oplevet. Da hun trykkede af skete der virkelig noget nyt. Hun sank sammen” (s. 8 ln. 193). Ser man på det udefra, finder man nok selvmord for tragisk og ikke spændende. Når fortælleren ser på det som spændende, skal det nok ses som et udtryk for, at han slet ikke har den opfattelse af begivenhederne. Han ser det som en film, som er bedre, jo mere spænding der er.

Fortælleren lever sit liv gennem familien Kurtsen, hvor han bare følger med i, hvad der sker. Novellen får en postmodernistisk drejning, da Niels Henning træder ud af filmen og ”sælger” billetter. Det kommer et endnu mere markant postmodernistisk knæk, da fortælleren lige pludselig bliver blandet ind i filmen, og kort efter bliver kylet ud igen. Denne effekt giver et glimt af et svar på det spørgsmål, man sidder tilbage med, og som jeg indledte med – hvorfor begik Anne Grethe selvmord? Fortælleren begrunder selvmordet med, at Anne Grethe havde haft en dårlig exame, at forældre ikke tog sig af hende bagefter, og at hendes kæreste forsvandt. Det interessante er hvorfor Svend Åge Madsen afslutter sin historie, som han gør. Jeg tror Svend Åge Madsen lader Anne Grethe begå selvmord, for at vise en grotesk situation, hvor en masse mennesker nyder et andet menneskes tragiske skæbner.

Det er noget, man ser ofte i dagens Danmark. Folk er ligeglade med, hvordan andre mennesker har det, hvis de bare bliver underholdt, så er det ligegyldigt, om dem der underholder os, har det godt eller ej. I novellen bliver det absurde gjort ekstremt, da der bliver klappet første gang Anne Grethe forsøger at begå selvmord, og tilskuerne så forventer, at der sker noget andet anden gang, de sidder og overværer Anne Grethes forsøg på selvmord. Fortællerens kommentar, da hun er død, er som tidligere skrevet, at det er noget af det mest spændende, han nogensinde har oplevet. Det får læseren til at klø sig i nakken og tænke, at det var en mærkelig opfattelse af et selvmord. Men det er jo noget lignende man ser, når folk stimler sammen for at se en brand eller en færdselsulykke. Det er makabert, og det vækker både uhygge og spænding i alle. Jeg tror det er den fascination, som Svend Åge Madsen har beskrevet i novellen. Han prøve at skildre, hvordan mennesker opføre sig i ulykkessituationer.