Jeg havde forleden en ophøjet debat med en professorkollega fra universitetet i Prag, om hvorvidt mennesket følger evolutionen og dennes karakteristika, eller om vi så at sige har tilsidesat den? Jeg var, og er, af den overbevisning at mennesket som sådan følger evolutionen i den forstand, at vi tænker på at videreføre vores/artens gener, men at vi derudover er i stand til, i flere tilfælde, at tilsidesætte dette. Skulle vi fuldstændig tilsidesætte det dyriske krav om at føre slægten videre ville vi hurtigt være en saga blot, men som sagt mener jeg, at vi kan udføre handlinger der er enten så irrationelle eller obskure at de ikke kan føres til det formål at eksempelvis skaffe mad, som er et essentielt middel t til at sætte afkom i verdenen, og dermed føre sine gener videre, eller at vi kan melde os ud af evolutionen ved simpelthen ikke at få børn. Bare den sidste tanke adskiller sig fundamentalt fra dyrenes verden. Man ser ikke dyr der ikke prøver at få afkom. Så dermed kom jeg frem til min tanke og holdning, det er vel i bund og grund et holdningsspørgsmål, at vi da til en hvis grad følger evolutions ”love”, men at vi i forhold til dyrene har langt flere parametre end blot at være god til at skaffe føde. Og at vi blot ved at kunne stille spørgsmålstegn ved idéen om at få børn hopper et niveau over dyrisk evolution. Som eksempel tog jeg det faktum at vi i dag redder tusinde mennesker, som i dyrenes verden ikke ville overleve. På den måde sikrer vi ikke blot de bedste gener, men også de ”svage” og ikke overlevelsesdygtige gener. Min opponent mener at dette muligvis kunne være en fordel for arten som sådan, og at vi derfor, underbevidst, alligevel følger naturmæssige love. Hvor jeg mener at vi har sat os over evolutionens ræs, og kan bruge resurser på ting som ikke fremmer vores arts overlevelse og udbredelse, som eksempelvis at hjælpe de syge, lave kunst, tænke abstrakt og meget andet.
Jeg vil nu komme med et lille tankeeksperiment: Man har en velfungerende, intelligent, ung og fødedygtig kvinde. Var hun ikke en kvinde, men derimod et marsvin, ville hun hurtigst muligt finde sig en mage og få noget afkom. Men hun er ikke et marsvin, og har dermed en udvidet bevidsthed (må vi formode). Hun træffer så det valg at hun ikke vil få børn, men i stedet vil hellige sig tommelfingertrilleri, så hun flytter ud i den dybe sibiriske skov og triller tommelfingre til sin dages ende. Dette er ikke utænkeligt, sært, men ikke desto mindre sandsynligt. Hvordan skulle denne kvindes valg, og fravalg af at føre sine udmærkede gener videre, kunne begunstige arten Homo sapiens sapiens (som for i øvrigt betyder ”det vidende/tænkende menneske”)?
Vi kom ikke frem til enighed, men stod ved hver vores standpunkt. Jeg menende at mennesket med sin bevidsthed har sat sig over eller udenfor evolutionens mønstre, og min modstander at alt hvad vi gør i sidste ende gøres for at sikre arten.
Opslag
