Den menneskelige fæstning

Hvilken størrelse er dette fænomen - masken? Man kan diskutere maskens betydning og størrelse på mange, vidt forskellige planer; kulturelt betinget brug af masken som en fællesnævner, historiske begivenheder, det private kontra det offentlige brug, hvor masken bruges til at ændre form og personlighed. Der er også grund til undren over fænomenet og til spørgsmålsstilling om maskens eksistensgrundlag og berettigelse i et moderne samfund.
Masken bruges til at lade bæreren ses i et andet lys, eller i alle tilfælde til at udtrykke det man vil være, sådan som man kunne ønske man var: Den onde bærer den godes maske, den gode den ondes, den gamle generation iklæder sig ungdommens ham, ungdommen den vises og sådan kunne man blive ved. Ligeledes er masken historisk set blevet brugt til vidt forskellige ting; karnevalets maske som blev brugt, og stadig bruges til at signalerer at alle på netop denne ene aften i året er lige – ejermand og slave er ligeværdige, oftest er rollerne endda skiftet, således at ejermanden opvarter slaven, masken som bæres under maskebal, hvor det er identiteten der skjules for partneren, og spørgsmålet må her være, om man kan genkende vedkommen, hvis det er bærende på en maske? Men først og fremmest er masken blevet brugt i det daglige liv, hvor det kan bruges som en kappe til at ændre ens personlighed. Eksempler på denne brug af masken kan vi blandt mange eksempler finde i litteraturens verden, i romanen ”American psycko” af den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis hvis hovedperson, Patrick Bateman, bruger et velfungerende ydre liv, hvor han arbejder på Wall Street, går i dyrt tøj, og i det hele taget dyrker en nøje kalkuleret stil, som maske i det daglige til at skjule sin yderst dystre side som natlig og narcissistisk seriemorder. Her bruges masken, fordi samfundet ikke accepterer personens indre; den bestialske nattemorder der slår sig løs på samfundets tabere: Hjemløse, prostituerede og narkomaner. Det bliver således nødvendigt, hvis eksistensen skal opretholdes, at skabe en maske af løgn. Men her bliver masken dog altopslugende og umulig at lægge til siden. Løgnen indhenter løgneren og opsluger denne.
Da jeg mener, at brugen af masker i det daglige liv er den største, hænger det tilsyneladende sammen med det faktum at det ofte er en usynlig maske. I alle de andre tilfælde er det masken i sig selv, der er det bærende element; karneval uden pynt og masker ville blot være en spektakulær form for gadeuorden – hvis demonstranterne ved rydningen af Ungdomshuset havde båret kostymer med store fjer, festlige små kjoler og farvestrålende og glimtende masker, havde forargelsen og opmærksomheden nok været betydelig mindre, og det ville måske endda kunne fremtvinge et smil på læben, maskebal uden det mystiske element ville blot være en triviel dans med kendte partnere, men masken som bruges i det daglige har en mere skyggefuld tilværelse. Den bæres, når noget skal fortrænges, gemmes væk eller når noget andet end det man er, skal stilles til skue. Lene Henningsen skriver i teksten ”Hvorfor er masken så fascinerende” om forskellige temaer vedrørende masken: Om masken er et våben, en ændring af persona, en tilbagetrækning eller om den har det mere positive formål at fungere som en menneskelig puppe – et sted hvor mennesket kan udvikles til noget smukkere og mere rent, som en sommerfugls fuldkomne udvikling fra modbydelig og indadvendt larve til en smuk og farvefuld sommerfugl, et laboratorium hvor menneskets sind ændres? Masken er i mine øjne ikke en puppe – så er det slået fast. Der udvikles sjældent noget smukt i en menneskelig puppe; isolation fremmer blot det isolationen isolerer fra. Masken som et gemmested er ikke af det gode. Skulle man blive opdaget i glemslens mørke afkrog vil det ikke være en selv der bliver fundet, men den skabning man har skabt for sig selv og af sig selv. Det mest naturlige, og for den sags skyld rene, for et menneske er ikke at bære en maske: Det nyfødte barn eller det vilde dyr bærer maske.
Spørgsmålet er for menneskets vedkommende, om masken er en tilegnet egenskab, det opøver gennem erfaring? Jeg er tilbøjelig til at se sådan på masken. Som en menneskelig betinget forsvarsmekanisme, der fungerer som et værn mod andre mennesker. Menneskets væsen er som grundprincip egoistisk og derfor kynisk. Mennesket har rent mentalt ikke ændret sig siden vores oprindelse små hundrede tusinde år siden, vi er stadig i samme mentale tilstand, som vi var dengang der kun var to betydningsfulde ting i livet: Overlevelse og forplantning. Det er de samme to grundinstinkter, der gør mennesket til det vi er; driftsdyr. Dette kommer til udtryk i vores kynisme, som igen blot er et overlevelsesinstinkt. ”Survival of the fittest” har Darwins ven, skotten George Maxwell, engang formuleret - dette gælder så sandelig også for mennesker og i alle vores henseender. Så hvor dyr ikke behøver masken, har det andre former for panser og forsvar: Skildpadden med sit mægtige skjold og tykke hud, bukken med dens yndefulde hurtighed – men disse forsvarsmetoder er mere direkte orienteret: Skjoldet beskytter mod klør og næb, hurtigheden beskytter mod mindre hurtige jægere, men menneskets fjender er os selv og vores egen art, og det er sjældent at vi har brug for panser eller hurtighed, den menneskelige skade der bliver forvoldt er af en anden art; ondskab, løgn, falskhed og psykiske overgreb, er de fællesmenneskelige laster. Som jeg nævnte før bærer det spæde barn ikke maske, men hvorfor så det? Jeg kan kun se det i forlængelse af, at barnet som sådan ikke har nogen fjender. Moderen skal nok beskytte barnet, give det mad når det er sultent, lægge det i seng når det er træt og lægge klæde om det når det fryser, og derudover er der ingen naturlige farer. Således har barnet, ligesom det voksne menneske, ikke brug for beskyttelse. Barnets sind og mentale tilstand er tabula rasa, en ren tavle som skal fyldes med indtryk og udtryk. Barnet ser på verden med friske øjne og uskyldighed. Det oplever ikke den menneskelige konkurrence, der foregår omkring det: Forældrenes strid om myndigheden over det, kampen om adoptionen, de overgreb der venter om hjørnet og alle de andre strabadser et menneske skal igennem. Jeg mener jo også, at masken er betinget af erfaringer, hvilke et nyfødt barn ikke bærer på. Er opvæksten for dette barn nær perfektion; sikkerhed, sundhed, familiær nærhed og tryghed, da vil masken blot være en lille og mindre betydelig del, men er barndommen hård og brutal; seksuelle overgreb, tæv og misrøgt, kan masken være det eneste forsvarsværk det vil skabe. Her vil der være tale om en menneskelig puppe, som blot vil føre til skabelsen af noget værre, en menneskelig mentalitetsnedgradering.
Men masken bruges ikke nødvendigvis kun som forsvar. Den kan i lige så høj grad bruges til angreb, ”et våben”, som Lene Henningsen formulerer det. Den anden af de førnævnte menneskelige drifter er at sætte afkom i verden. Og til dette skal hannen bruge en mage, og her går den menneskelige kamp i gang igen. Men igen adskiller vi os væsentligt fra dyrene; vi kan ikke blot få en hun ved at have den største fjerpragt med de mest fantasifulde farver, og ren muskelstyrke i overdrevne dimensioner er heller ikke nok, der skal noget andet til. Og her kommer masken endnu engang ind i billedet. Den bæres for at imponere, og oftest skal der imponeres med noget bæreren af masken ikke er i forvejen: Den intellektuelle maske, som kommer i en pakkeløsning: Hornbriller, rullekrave, pibe og besøg på Paludan, ledermasken som består i at være urokkelig selv i de mest rokkende situationer og at have overblik i uoverskuelige situationer, den revolutionerende unge med Che Guevara printet på trøjen, sort hår og piercinger, den gode faderskikkelse hvis personlighed kommer til udtryk i omsorg, god pensionsopsparing og et parcelhus fra helvede. Men vi er heller ikke blege for at imponeres. Vi forventer disse egenskaber af ”typen”, og indfries de ikke gider vi ikke have en debat, gider ikke stemme på vedkommende, tiljuble den revolutionerende eller at gifte os med manden. Dette skaber et pres som tynger alle, et forventningspres som kan fremtvinge brugen af masken – frembringe den betingede forsvarsmenneskelige egenskab som masken er.
Lene Henningsen betragter masken som virkningsløs, hvis den bliver en integreret del af mennesket, og det er til dels sandt. Masken som selvbærende element bliver ugyldig, og eksempelvis ville karnevalets maske ikke være ekstraordinær hvis den blev båret årets 364 andre dage, maskeballets magi ville være nedbrudt, hvis det var kutyme at danse med maske, så på den måde er det korrekt. Men masken ændrer blot form, så snart vi bevæger os over i den privatmenneskelige sfære. Masken som usynlig genstand er stadig en maske, og transformationen består i at den er ukendt - måske endda for bæreren selv. At kraften skulle bestå i at være to steder på en gang, er rettet mod den gængse betydning af masken; masken som kostume. Men bliver masken båret dagligt, er der stadig to sider, dog ligger kraften her i at det fungerer som et spejl, hvor beskueren ser det vedkommende er forvænt med at se, mens bæreren ser begge sider.
Men hvilken rolle skal masken have i et samfund? Og findes der eksistensgrundlag for en tilværelse uden masker? Og i hvilken grad er masken acceptabel? Jeg vil forsøge at besvare disse tre spørgsmål i omvendt rækkefølge. Der findes mange forskellige masker, de åbenlyse er de fysiske masker, som karnevalets maske der udstråler festlighed, frihed og glæde, sminkens maske der dækker over en uperfekthed, minoriteters til tider overdrevne udsmykning i nationaldragt og den autonomes maske der skjuler identiteten når det er bekvemt. Disse masker er efter min opfattelse ikke sådan lige til at aflive – naturligvis ville det være utopi, hvis masken fuldstændigt kunne fralægges, og alle ville kendes ved deres indre, alle være lige, men vi lever nu engang i et samfund hvor mennesket altid vil indordne sig, og i en vis grad vil forsøge at assimilere sig, og en ligeså stor gruppe vil gå den anden vej og differentiere sig fra resten. De mindre åbenlyse masker er de masker, som iklædes når man vil forandres. Det er svært at generalisere på dette område, men da jeg ser det som menneskeligt betinget, er det svært at forbyde eller på andre måde forhindre. Og samtidig ligger der også en fascination i denne maskebæring. Lene Henningsen omtaler det som ”… Når man lægger masken, lægger man så det civiliserede jeg, eller lægger man angsten for genkendelse? … Ville det være til at holde ud? [det at leve uden masker].” Fascinationen består i betydningen af masken – og livet uden masker, hvilket også leder mig til mit næste spørgsmål: Kan der være eksistens uden masker? Nej – masken er både menneskeligt og historisk betinget: Da de første mennesker videreudviklede sig fra aberne bestod masken i, ligesom hos aberne, at være den største, den stærkeste og den mest frygtløse, det var ikke andet man kunne være. Og var man ikke dette, måtte man agere derpå efter bedste evne, man opstillede en facade. I vores tid er masken den menneskelige fæstning, den er en betingelse for overlevelse, på samme måde som det var for hulemanden, spillereglerne er blot ændret. Mit sidste spørgsmål vil jeg til dels lade stå ubesvaret hen, da jeg kun kan svare for mig selv. Masken spiller den rolle i samfundet, at den er genstand for mellemmenneskelig kontakt. Hvis alle bærer masker er maskens væsen og selvbestandig værdi ophævet. Men tager masken overhånd, og er bæreren ude af stand til at skelne maske fra det indre, er det et sidespor – vi vil helst ikke se for mange Patrick Batemans fare rundt på gader og stræder. Samfundet skal give plads til masken, da samfundet ikke er eksisterende foruden. Men om et samfund uden masker ikke ville være bedre kan jeg kun gisne om. Jeg mener ikke, at man kan tilsidesætte menneskelige impulser i forsøget på at skabe et utopisk samfund. Det er før blevet afprøvet, men uden held. Eksempelvis det kommunistiske styre med fælleseje. Et menneskeligt instinkt er at eje og rage til sig. Fejlen og nederlaget i denne form for samfund kom til udtryk i, at korruptionen og menneskeudnyttelsen blomstrede. ”I smile when I’m angry, I cheat and I lie” (Leonard Cohen). Dette citat af Leonard Cohen opsumerer hele min pointe. Mennesket er et driftsvæsen, som er styret af overlevelsesinstinkter. Denne driftsstyring gør os i stand til at iføre os masker og lyve når det er nødvendigt, snyde når der er grundt til det, og at forfalske sine følelser ved modsætningen i at smile når vreden blusser i en. Alle disse egenskaber er skabt af den menneskelige overlevelses-konkurrence, et rotteræs som igen er opskudt af vores eksistensgrundlag, og som berettiger det.