Kina før 1949
Kina har, som et samlet rige, eksisteret siden 1700 f.kr. Dette er længere end noget andet af historiens andre store riger[1]. Kineserne opfattede landet som ”riget i midten” og andre lande som ubetydelige barbarstater. Derfor så de kejseren som såvel Kinas som hele verdens eneste hersker. Hans opgave, at opretholde den naturlige harmoni mellem mennesket og universet, var tildelt af himlen[2]. Dette system med en enevældig kejser eksisterer helt frem til 1912[3]. Kineserne har altså gennem tusinder af år haft en ophøjet, guddommelig og enevældig leder.
I kejserdømmet Kina var hovedparten af befolkning henholdsvis selvejer- og fæstebønder. Begge var underlagt en nærliggende godsejer, som kunne finde på at opkræve op til 50 % af høsten i skatter. Samtidig kunne bønderne, til hver en tid, indkaldes til et stort byggeprojekt som fx. Den kinesiske mur. Denne underklasse levede altså et hårdt liv, som forværredes af mindre og mindre jordlodder, som følge af en fordobling af befolkningstallet mellem 1750 og 1850. Som kontrast til denne klasse, med en levestandard milevidt højere end bøndernes, var overklassen, som bestod af godsejerne og mandariner, kinesiske embedsmænd.[4] Den store kløft mellem disse to klasser skabte grobund for de oprør som ses i nyere kinesisk historie. I 1853 Nianoprøret, i 1855 og 1862 muslimske oprør i henholdsvis syd- og vest Kina og i 1851 Taipingoprøret, som er en af verdenshistoriens blodigste konflikter, hvor mange millioner mennesker dør[5]. Alle disse oprør bliver dog slået ned af dynastiet, som først bukker under i 1911 ved et oprør ledet af Sun Yat-sen. Derved opstår Republikken Kina. Demokrati bliver det dog ikke til, for Yuan Shih-kai, en militærmand, som er blevet udnævnt til provisoriske præsident, erklærer Kuomintang-partiet, som netop har fået betydeligt flertal efter Kinas første parlamentsvalg i 1913, ulovligt. Yuan Shih-kais død i 1916 bliver begyndelsen på den såkaldte ”krigsherreperiode”, hvor lokale generalers kampe om magten splitter landet. Denne periode slutter først 22 år senere[6].
Kinas kommunistiske parti (KKP) bliver, af bl.a. Mao Tsu-tung, grundlagt i 1921. Fra Moskva får Den Kommunistiske Internationale (Komintern), i 1922, KKP til at indlede et samarbejde med Kumintang-partiet. Idéen med dette samarbejde er først at få de imperialistiske magter ud af Kina med en national revolution, dernæst at gennemføre en kommunistisk revolution[7]. Da Chiang Kai-Shek i 1925 bliver leder af Kumitang, tager partiet en voldsom højredrejning, og i 1927, kort efter han har erobret Peking og har hovedparten af Kina under sig, bryder han med KKP[8]. Kommunister bliver fordrevet fra byerne ud på landet, hvor de opretter en række sovjetrepublikker. En af disse, Kiangsi, med Mao og Chu Te i ledelsen[9]. Men da Chiang Kai-Shek, i 1934, indleder et voldsomt angreb, er kommunisterne nød til at opgive deres nystartede republikker. De begynder den lange march, som fører dem til Yenan, gennem 10.000km af Kinas mest ufremkommelige bjerge. Den styrke, som starter marchen, bliver formindsket med 80-90 % inden de når målet et år efter[10]. Her får Mao, som bliver udnævnt til KKPs partiformand, mulighed for at afprøve nogle af sine politiske, sociale og økonomiske modeller i praksis. Samtidig har den lange march ført til større sympati med KKP blandt befolkningen, idet flere bønder hører om kommunisternes jordreformpolitik. Den kommunistiske hær viser sig samtidig disciplineret og hæderligt til forskel fra dens modstandere. I 1936 bliver Chiang Kai-Shek tvunget til at afblæse offensiven mod kommunisterne, da han indser at den eneste måde, han kan slå de invaderende japanere tilbage, er ved en samlet offensiv med både Kumitang og KKP. I de områder kommunisterne befrier indfører de deres reformer og får på den måde stor opbakning bag sig. Da krigen slutter i 1945, ser mange kinesere dem som befriere, og de rider med på den nationalistiske bølge, der bevæger sig over Kina. Denne store opbakning blandt befolkningen leder kommunisterne til endelig sejr over Chiang Kai-Shek, og Den Kinesiske Folkerepublik oprettes i 1949[11].
1949 Folkerepublikken oprettelse
Mellem 1949 og 1955 vokser antallet af medlemmer i KKP med over det dobbelte til 10 mio. Partiet bliver nød til at skaffe et stort antal nye medlemmer til at styre det store land. Mange af de tidligere embedsmænd bliver også på deres poster for at holde nogenlunde orden i tingene. Dette resulterer i mange nye partimedlemmer, som egentligt ikke er kommunister, men bare har meldt sig ind for at få del i de fordele, det bærer med sig. Senere, ved udrensningskampagner, udstødes mange af disse medlemmer. For at holde sammen på landet venter partiet også med mange alt for socialistiske reformer.[12] Kinas politik i genopbygningsperioden var at få økonomien og fødevareproduktionen i gang inden indledningen af for store strukturændringer. Dog elimineres godsejerklassen og kommunisternes jordreformer fra borgerkrigen, årene optil, bliver gennemført over hele Kina. Jorden bliver udstykket til de lokale bønder, som så ejer deres egne marker. Dette holder dog ikke længe, for med den første femårsplan (1953-1957) går landbrugene over til landbrugskollektiver[13].
KKP opbygning
Partiet er bygget op som en pyramide[14] med Den Nationale Partikongres øverst. Hvert trin i denne pyramide består af en partikomite, som vælges af en partikongres eller på et partimøde. Komiteen vælger så en partisekretær, som dog skal være godkendt oppefra. Den Nationale Partikongres består af over 1000 medlemmer, som bliver valgt i en 5årig periode af de forskellige provinskongresser. Partikongressen skal formelt mødes én gang om året, dette bliver dog ikke overholdt. Indtil midten af 1980erne er der ikke forgået nogen faktisk diskussion i denne store forsamling, som i realiteten ingen magt har. Centralkomiteen (som formelt vælges af Partikongressen, der består af omkring 100 medlemmer), vælger Politbureauet, som består af mellem 12 og 24 medlemmer. Det er dette politbureau, der har den virkelige magt i partiet og derfor i Kina. I 1956 oprettes der i politbureauet et stående udvalg, som samler magten hos sig. Dette udvalg bestod af Mao, fire viceformænd i partiet og Deng Xiaoping. Senere kommer Lin Biao også med i dette udvalg. De beslutninger, som tages af politbureauet og det stående udvalg, føres ud i livet gennem Sekretariatet[15].
Den første femårsplan
Idéen med en femårsplan havde kineserne fået fra Sovjetunionen, som selv havde gennemført sådanne planer helt tilbage i 1920’erne. Indholdet af kinesernes første femårsplan var da også stærkt inspireret af den stalinistiske udviklingsstrategi. Ligesom i Sovjet skulle der indføres et planøkonomisk system, hvor kontrollen af produktionen lå hos regeringen. Det handlede om at få industrien i gang. Og med russisk hjælp lykkedes det da også at få produktionen til at stige med 130 %. Selvom der bliver kollektivisering i landbruget, stiger produktionen her dog kun med gennemsnitlig 3,8 % pr år mellem 1953 og 1957[16].
Lad 100 blomster blomstre
I 1956 udtaler Mao ”Lad 100 blomster blomstre, lad 100 tankeskoler kappes”. Partiets tanke er, at de intellektuelle bør have mere frihed til at udtrykke deres holdninger. Det er meningen at kunstnere og forskere skal udtrykke deres meninger om fejl og mangler i systemet, som så på den måde senere kan udbedres. Men situationen løber løbsk, og der bliver rejst krav om politiske partiers uafhængighed fra KKP. Maos tanker bliver kritiseret, og partiet bliver kritiseret for deres kontrol over universiteternes akademiske arbejde. Dette resulterer i anti-højre kampagnen, indledt af partiet, som stempler ca. 550.000 intellektuelle som ”højreafvigere”. Mange af disse højreafvigere tilhører partiet, og da mange af dem bliver sendt på landet eller forflyttet, bliver kampagnen udnyttet af andre partimedlemmer til at stige i hierarkiet. Blandt befolkningen er mange positivt stemt overfor forfølgelsen af de intellektuelle[17].
Det store spring fremad
Den første femårsplan havde forøget produktionen i industrien betydeligt, men landbruget haltede efter. Indenfor var partiet der to forskellige holdninger om, hvordan dette problem kunne løses. Den ene, mere moderate, gik ud på større investeringer i kunstgødningsanlæg og landbrugsmaskiner. Den anden, som Mao og Lin Biao støttede op om, var mere radikal. Mao mente ikke, at den sovjetiske model med topstyring var ideel, og han gik ind for større decentralisering. Samtidig var han imponeret over den vellykkede kollektivisering, der var blevet indført årene forinden. Maos plan gik ud på at reorganisere landbruget i større enheder og på den måde skabe en større produktion. Samtidig gik han ind for at industrien skulle fordeles ud i hele landet, og at alle skulle tage del i produktionen.[18]
Anti højre kampagnen, som var på sit højeste netop da beslutningen om hvilken model man skulle vælge for fremtiden, fik mange i partiet til, af frygt for at blive stemplet som højreafvigere, at støtte op om Maos model. Og i 1958 indledtes decentraliseringen af industrien og en stærkere kollektivisering i landbruget. Der oprettedes såkaldte folkekommuner, bestående af gennemsnitlig 5000 husstande, over hele Kina. I disse folkekommuner oprettedes vuggestuer, børnehaver og fælles kantiner. Befolkningen blev, efter militært mønster, organiseret i produktionshold. Mange mente, at familierne var et levn fra fortiden, børn skulle anbringes på institutioner og skoler. Det store spring fremad var begyndelsen på et kommunistisk samfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov[19].
Over hele Kina blev bønder organiseret til gigantiske overrislingsprojektor og i 1958 havde 100 millioner bønder angiveligt gjort 7,8 millioner hektar landbrugsjord frugtbar. Landbrugsproduktionen så også ud til at stige urealistisk meget. Produktionen af korn faldt fra de indberettede 375 millioner tons til næsten det halve. Dette skyldtes at alle indberettede en meget større produktion, end det var muligt, af frygt for at blive dømt som højreafvigere[20]. Samtidig knoklede mange kinesere, uafhængigt af hvad de ellers arbejdede med, med selvbyggede højovne til fremstilling af jern. Dette jern viser sig senere at være af så dårlig kvalitet, at det ikke kan bruges til noget. Konsekvensen af det store spring fremad blev en gigantisk hungersnød, som hovedsageligt ramte landbefolkningen, hvor omkring 20 millioner kinesere døde. Mao ville ikke indrømme sine fejl i det store spring fremad og da Peng Dehuai kritiserede ham for det, anklagede Mao ham for at være højre-opportunist og fik ham afsat som forsvarsminister. Lin Biao overtog hans plads. Men situationen forværredes, og Maos støtte i partiet blev mindre. I 1959 blev han tvunget til at afgive præsidentposten til Liu Shaoqi. Han blev dog siddende som formand for partiet.[21]
Liu Shaoqi prøver på at få landet på ret kurs igen ved at standse mange af de projekter, der blev indført under det store spring fremad. Den centrale administration får igen større kontrol over udviklingen, private jordlodder genindføres, de mange små lokale industriproduktioner, som højovnene, bliver lagt på hylden og i stedet for massemobiliseringer bliver der lagt mere vægt på videnskabelige metoder til at øge landbrugsproduktionen.[22]
Kulturrevolutionen
I 1964 nedsætter partiledelsen med Liu Shaoqi og Deng Xiaoping i spidsen, presset af Mao, en såkaldt femmandsgruppe, ledet af Pekings overborgmester Peng Zhen, til at koordinere indsatsen i den forstående Store Proletariske Kulturrevolution.[23] I november 1956 angriber Mao, gennem en Shanghai-journalist ved navn Yao Wenyuan, forfatteren Wu Han. Wu Han har skrevet et skuespil som, efter Maos opfattelse, er en kritik af hans afsættelse af forsvarsministeren Peng Dehuai i 1959. Ud over at være forfatter er Wu Han også viceborgmester i Peking og en nær ven og kollega af lederen af femmandsgruppen Peng Zhen. Maos angreb på Wu Han er ikke et isoleret angreb på en forfatter men et angreb på femmandsgruppen.[24] Gennem Centralkomiteen lykkes det Mao, at udsende et cirkulære, hvor femmandsgruppen bliver afsat, og der bliver dannet en ny gruppe til videreførelsen af kulturrevolutionen. Denne gruppe, Mao-gruppen, består bl.a. af Maos sekretær Chen Boda, Keng Sheng og Maos kone Jiang Qing. De får hurtigt overtaget i massemedierne, og deres voldsomme kampagne for kulturrevolutionen spreder sig til universiteter og mellemskoler.
I maj 1966 sætter en filosofiprofessor, som sympatiserer med Mao, en vægavis op på universitetet i Peking. Den angriber administrationen på universitet. Da Deng Xiaoping og Liu Shaoqi sætter ”arbejdshold” ind for at kvæle uroen, har det den modsatte virkning, og flere og flere radikale lærere og studenter vender sig mod partimedlemmerne. Mao får plakatens indhold offentliggjort, og uroen breder sig til andre universiteter og mellemskoler[25]. Overalt på læreanstalterne dannes der såkaldte røde Garder, som ”vil forsvare Mao og hans tænkning mod alle fjender?”[26]. Centralkomiteen udsender i august samme år et direktiv med 16 punkter om kulturrevolutionen. Dette direktiv opfodrer til årvågenhed over for dem, som vil forsøge at undergrave revolutionen indefra, men prøver samtidig at stabilisere situationen ved opfordringen til at vise ”særlige hensyn” til videnskabsmænd og teknisk personale, og til at debatten føres på ord frem for vold. Men rødgardistbevægelsen vokser, og i august arrangerer Mao enorme parader i den forbudte by i Peking, hvor de unge gardister kan møde deres ”store lærer, store leder, store øverstkommanderende og store rorgænger.” Disse gigantiske massemobiliseringer organiseres, gennem Lin Biao, af militæret. Ved årets afslutning er situationen højest ustabil. Alle skoler og universiteter er lukket, og ungdommen opfordres til ødelæggelse af gamle bygninger, templer og kunstgenstande og til at angribe lærere, skoleledere, partiledere og forældre. Dette resulterer i at, ofte uskyldige, anklages for at være feudale eller reaktionære og ved store møder tortureres, indtil de erklærer sig skyldige. Mange tusinde bliver tævet ihjel eller begår selvmord under disse møder. Møderne foregår også på højeste plan, og på denne måde udrenses både Liu Shaoqi og Deng Xiaping fra partiet.[27] Da de er ude, indsættes Jiang Qing, Zhang Chunqiao og Yao Wenyan, som alle hører til den kulturrevolutionære gruppe, i Politbureauet. Ved samme lejlighed rykkes Lin Biao op i hierarkiet til nummer to i bureauet[28]. De forskellige rødgardistgrupper begynder nu at bekrige hinanden, og selvom Mao i 1967 prøver at stoppe dem, blusser kampene igen op i 1968. Våbendepoter bliver plyndret, og hæren får modstridende ordrer om, hvem de skal støtte. De kræfter, Mao har sluppet løs, viser sig ikke at kunne styres. I nogle byer udvikler der sig regulær krig mellem de forskellige rødgardistfraktioner.[29] Situationen er ikke holdbar, og i 1968 giver Mao ordre til at opløse rødgardistgrupperne. Rødgardisterne bliver sendt ud på landet for, i led med deres uddannelse, at arbejde som bønder. Hærens folk bliver nu i større grad sat ind i administrationen på alle niveauer. I april 1969, på den 9. Partikongres, erklæres Kulturrevolutionen for gennemført. Men de kulturrevolutionære sidder stadig på vigtige nøglepositioner, deriblandt Politbureauet og propagandaapparatet, hvorfra de gang på gang iværksætter kampagner. I 1971 forsvinder Lin Biao pludselig fra aviser og nyhedsmeddelelser efter angiveligt at have dannet en sammensværgelse, som ved et kup i september ville myrde Mao og indsætte Lin Biao som ny hersker af Kina. Planen bliver afsløret, og Lin Biao prøver at flygte til Sovjetunionen med fly. Han styrter ned over Mongoliet og dør.[30] Zhou Enlai, som stadig sidder som leder af regeringen, får i 1973 Deng Xiaoping rehabiliteret og genindsat som vicepremierminister. Og selvom den kulturrevolutionære gruppe, med Jiang Qing som frontfigur, stadig sidder på propagandaapparatet lykkes det Zhou Enlai at rehabilitere et stort antal kadre. Mao selv lider af parkinsons og hjerteanfald og er i store perioder sat ud af spillet. Samtidig mister gruppen omkring kulturrevolutionen mere og mere terræn til Zhou Enlai og Deng Xiaoping, som ved den 4. Nationale Folkekongres i januar 1975 offentliggør et program, hvori der indgår: modernisering inden for landbrug, industri, forsvar og videnskab. Oven i det vedtages en ny forfatning, hvori bønderne får ret til private jordlodder, bibeskæftigelse og salg på det frie marked. I 1976 dør Zhou Enlai. Hua Guofeng, der er et kompromis mellem de moderate og de radikale, bliver sat ind som premierminister. Den 9. september 1976 dør Mao, og den 6. oktober bliver Jiang Qing og hendes gruppe anholdt. De bliver kaldt firebanden og får skylden for alt ondt, der er hændt i de sidste 10 år[31].
Maos hensigter med kulturrevolutionen
Efter fiaskoen med det store spring fremad blev Maos politik kørt ud på et sidespor. Massemobiliseringer, decentralisering, folkekommuner, kollektiv landbrugsdrift og fælleskantiner blev langsomt opgivet, og ting, som private jordlodder, blev igen indført. Selvom Mao stadig har noget at skulle have sagt, er hans rolle nu mest som en galionsfigur for regimet, magten ligger nu hos Deng Xiaoping, Liu Shaoqi og Zhou Enlai. Maos officielle mening med kulturrevolution var at gennemføre en revolution i hvad marxistisk teori kalder overbygningen. Revolutionen var i 1956 gennemført i økonomien, som teorien kalder basis, men nu skulle den altså udvides til overbygningen, som er kultur og politik. Mao mente, at et socialistisk samfund ikke bare opstår, fordi et kommunistisk parti er opstået. Gamle værdier og traditioner vil fortsat eksistere. Mao understreger den revolutionære udvikling mellem to linier, han henholdsvis kalder den centralistiske, bureaukratiske og revisionistiske linje, som lægger hovedvægt på ekspertise og økonomisk vækst, og den revolutionære masselinie som handler om massernes initiativ og politiske bevidstgørelse[32]. Han mener, at efter det store spring fremad er vægten blevet lagt på den første, og det er noget af det, han vil gøre op med i kulturrevolutionen. Maos alder kan også have spillet ind – i 1966 fylder han 73 og kan have ment, at hvis han skulle nå at gøre noget inden sin død, var det på høje tid.
Mao vidste, at han havde det kinesiske folk og, gennem Lin Biao, hæren med sig. Årene op til var hans popularitet vokset enormt, næsten til det guddommelige. Han blev beskrevet som ”den røde, røde sol i vores hjerter[33]” og i en typisk kinesisk landsby, Chen, gik man så langt som at holde en slags gudstjeneste, inden hvert måltid, til ære for Mao. Her reciterede man denne lille bøn:
”Vi udtrykker respektfuldt vort ønske om et langt liv til den rødeste sol i vore hjerter, den store leder Formand Mao. Og ligeså Næstformand Lin Biao: måtte han bevare et godt helbred for altid. Vi er blevet befriet af jordreformer og vil aldrig glemme det kommunistiske parti. Vi vil altid følge Formand Mao på revolutionens vej![34]”
Befolkningen mener altså, at Mao er en form for overmenneske og ufejlbarlig. Det er dette Mao bruger, gennem kulturrevolutionen, til at få elimineret sine modstandere, gennemført sin politik og sætte sig selv i magtens centrum. Maos handlinger tyder på, at han ikke havde nogen skrupler ved at bruge så store masser i hans politiske kampe. Og selvom mange blev tortureret og dræbt i kaoset skabt af rødgardisterne, tror jeg, at Mao så tilbage på kulturrevolutionen som en sejr. Da kulturrevolutionen i 1969 erklæres gennemført, sidder Mao og hans tilhængere på de ledende poster i partiet.
Konsekvenser af kulturrevolutionen
Fra 1966 til Maos død i 1976, som vi i dag definerer årene for kulturrevolutionen, døde 3. millioner mennesker som konsekvens af Maos handlinger. Yderligere 100 millioner, eller en niendedel af befolkningen, blev udsat for lidelser under en eller anden form[35]. De kunne blive anklaget for at være reaktionære og blive offentligt ydmyget og tortureret for forseelser som at være uddannede eller på anden møde ”bedre” end andre.
En måned efter Maos død anholdes den såkaldte ”Firebande”, som bestod af Jiang Qing og tre af hendes nærmeste støtter. Og i løbet af de kommende år bliver flere og flere politikere, som blev fordømt under kulturrevolutionen, rehabiliteret. Sammen med firebanden bliver mange andre politikere, som steg i hierarkiet under kulturrevolutionen, skubbet bort af folk som Deng Xiaoping. I løbet af de næste år bliver mange af de reformer, som opstod under kulturrevolutionen, droppet, og en ny politik, som opgav kollektiviseringen af landbruget, gav fabrikslederne mere selvstændighed og liberaliserede kulturlivet, indført[36].
I det såkaldte program for Kulturrevolutionen, som blev udsendt af Centralkomiteen, lyder det om bl.a. undervisning og kultur:
”...I øjeblikket er det vort mål at kæmpe mod og knuse de personer med myndighed, der er slået ind på den kapitalistiske vej, at kritisere og gendrive de reaktionære borgerlige, akademiske ”autoriteter” og bourgeoisiets og alle andre udbytterklassers ideologi og at omforme undervisning, litteratur og kunst og alle andre dele af overbygningen, der ikke svarer til den socialistiske økonomiske basis..” –Centralkomiteens beslutning om Kulturrevolutionen, 8. august 1966[37]
I de 10 år kulturrevolutionen varede blev så godt som alle uddannelses institutioner lukket, og mange lærere og intellektuelle sendt i arbejdslejre. Da Mao får stoppet rødgardistbevægelsen, sender han samtidig næsten hele Kinas ungdom væk fra skolerne ud på landet. Dette resulterer i, at vi i dag har en generation i Kina, hvor næsten ingen har en uddannelse.
Under paroler om at angribe de ”fire gamle” (gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammeldags tænkemåde), lagde rødgardisterne historiske bygninger i ruiner. Hvis det ikke havde været for hæren ville den forbudte by sikkert ikke eksistere i dag. Sammen med bygninger, blev mængder af kunstgenstande, bøger, plader og alt andet, der kunne symbolisere fortiden, ødelagt. Store dele af kinesernes uerstattelige kulturarv gik under i disse år.
I 1980 indledes en retssag mod firebanden, som beskyldes for at have ”rettet mistanke mod og forfulgt 729.511 mennesker” og forfulgt 34.800 ”med døden til følge”.[38] Alle bliver dømt skyldige. På denne måde kan man beskytte Maos person ved at give skylden for alt ondt, der er hændt, til en firepersoners stor bande. Den dag i dag er Kinas officielle holdning til Mao, at 70 % af hvad han gjorde var godt og 30 % dårligt[39]. Med de 70 % refereres til det store arbejde, han gjorde op til folkerepublikken oprettelse i 1949. Mens de 30 % refererer til hans rolle i det store spring fremad og kulturrevolutionen. Denne opdeling gør, at partiet på en gang kan kritisere kulturrevolutionen og hylde Mao. Officiel kinesisk historieskrivning viser også denne opdeling af Maos liv. Hvis du besøger Mao-museet i Shaoshan, bliver du introduceret for hver en lille detalje indtil år 1963, hvor der derefter intet er frem til hans død[40]. Det samme vil du opdage, hvis du kigger i en kinesisk skolebog i historie. Her er de samme forfærdelige ting, der skete med Kina under Mao, også undladt[41]. Grunden til at partiet på denne måde fortier de forfærdelige ting, der skete under Mao, kan være, at uden ham mister regeringen sin legalitet. Hvis partiet indrømmer, Maos ideologi var forkert, kan de ikke undgå også at indrømme, at grundlaget for deres eksistens er forkert. Derfor er det så smart med opdelingen i to ”Maoer”, en god, der skabte ideologien og grundlagde republikken og en mindre god, som gjorde nogle dumme ting i 60-70erne og ellers kan forties. Det er grunden til Maos kultdyrkelse, som stadig eksisterer i Kina, og det er grunden til, at du, hvis du besøger den himmelske fredsplads i Peking, stadig vil se et stort maleri af Formand Mao og en kø af kinesere, der venter på at se hans balsamerede legeme.
Kulturrevolutionen set fra vesten
Under kulturrevolutionen ophører kinesisk udenrigspolitik og diplomati med at fungere normalt. Udenrigsministeriet i Peking blev besat af rødgardister og er i store perioder lammet. Ambassaderne rundt i verden bruges nu mest til at udsprede propaganda om det nye socialistiske Kina[42]. Imens raserer Vietnam-krigen, hvor Kina bakker op om Viet Cong, ikke langt væk. Propagandaen og den store afsky for USA’s deltagelse i Vietnam får mange i vesten, fortrinsvis på venstrefløjen, til at se på Kina med positive øjne. Her er et land, som vælger en helt anden vej end det kapitalistiske og ser ud til at klare sig godt. Verdenssundhedsorganisationen og Verdensbanken udtaler sig begge positivt om Kinas præstationer, og i 1973 udtrykker den danske udenrigsminister, efter et officielt besøg i Kina, beundring overfor landets sociale fremskridt.[43] Det er ”in” at holde med kineserne. I Danmark skyder foreninger som ”Foreningen Venskab med Kina” og ”Selskabet for Kulturel Forbindelse med Kina” (den senere venskabsforening) op. Alle solidariserer de sig med kulturrevolutionen og Kina. På venstrefløjen i Danmark opstår der to poler: den maoistiske og den sovjetkommunistiske. Mens opmærksomheden på krigen i Vietnam vokser, begynder flere og flere at se den maoistiske model, med væbnet revolution, mere relevant end sovjetkommunisternes idé om fredelig sameksistens[44].
Under kulturrevolutionen bliver der i Danmark udgivet mange rejseberetninger. Her beskriver danskere, der med selvsyn har observeret revolutionen, deres oplevelser. De fleste af disse bøger idylliserer Kina stærkt, og det kan der være flere grunde til. Kina er i denne periode et meget lukket land, og det er meget svært at få indrejsetilladelse til det. Derfor kan kineserne meget præcist styre, hvem de vil lukke ind, og hvem der må blive væk. På denne måde undgår de den gruppe mennesker, der i forvejen har udtrykt sig kritisk om styret. Samtidig ved de personer, der kommer ind i landet godt, at hvis de senere udgiver noget, der udtrykker sig for negativt om, hvad de har oplevet, vil de simpelthen ikke kunne besøge landet igen. Når de besøgende ankom til landet, blev de præsenteret for de storslåede operaer, fik serveret overdådige festmåltider og boede på de fineste hoteller. Hele deres besøg var nøje planlagt, og der var ingen plads til noget som helst improviseret. Man blev plantet i en bus og skulle så gennem et hektisk program med børnehaver og folkekøkkener. De institutioner, man blev præsenteret for, hævede sig højt over standarden, men blev ofte brugt i de senere beretninger som et generelt billede af Kina. Disse rejseberetninger bliver en af de vigtigste informationskilder den almindelige danske befolkning har til kulturrevolutionen, og da disse beskrivelser er så positive over for styret, bliver den generelle holdning ligeså[45]. Et udtryk for dette kan man se, da det berømte Svanemøllekollektiv i Hellerup i 1970 skifter navn til Maos lyst. Et andet eksempel på den idealisering, der er om Mao og kulturrevolutionen, er da der i en tre sider lang nekrolog for Mao i information, omkredset af en sørgerand står: ”Nu er Maos arbejde afsluttet, måske det mægtigste i vort århundrede,[46].
Først med Lin Biaos fald i 1971 og i særdeleshed med arrestationen af firebanden 1976 begynder mange vesterlændinge at kunne se, at de drømme og den ideologi deres opfattelse af Kina byggede på, har meget lidt at gøre med realiteterne.
[1] k.2 s.8 [2] k.3 s.5 [3] k.2 s.8 [4] k.2 s.10 [5] k.3 siger ca. 20 mio. (s.7) mens k.5 siger op imod 30. mio. [6] k.3 s.10 [7] k.2 s.13 [8] k.2 s.14 [9] k.5 s.7 [10] k.5 (s.7) og k.3 (s.15) siger omtrent 20 % mens k.6 (s.442) siger 11 % [11] k.5 s.7-8 [12] k.2 s.18 [13] k.3 s.16 [14] se bilag 1 [15] k.2 s.19 [16] Hele afsnit k.2 s.23-24 & k.5 s.9 [17] Hele afsnit k.2 s.28 [18] Hele afsnit k.2 s. 39-40 [19] hele afsnit (før) k.2 s.40-41 og k.5 s.10 [20] k.6 s.600 [21] Til sidste k.5 s.10 og k.2 s.42-45 [22] Hele afsnit k.5 s.10 [23] k.2 s.58 & 60 [24] k.2 s.61 og k.6 s.623 [25] Til sidst. k.2 s.61 og k.6 s.39-40 [26] k.2 s.61 [27] Til sidste k.6 s.626-627 [28] Til sidste. k.2 s.62 [29] Fra sidste k.2 s. 64-65 [30] Til sidste k.2 s.65-67 og k.6 s.636 [31] Til sidste k.2 s.68-69 [32] Alt det med Mao teoretiske mening k.1 s.1 & k.2 s.58.59 [33] k.7 s.14 [34] k.6 s.635 [35] k.8 s.621 [36] k.2 s.95-96 [37] k.2 s.84-85 [38] k.9 s.226 [39] k.10 [40] k.10 [41] k.11 [42] Fra start k.2 s.77.78 [43] k.11 s.1 [44] k.11 s.1 og k.12 [45] de konkrete informationer i helt afsnit: k.11 s.1-22 [46] k.14
Opslag
