Der har i længere tid været en sund debat om, hvorvidt der skal bygges højhuse i Københavns centrum. Og med højhuse refereres der oftest til huse over Københavns Rådhus, dvs. huse over 100 meter. Tilhængere af højhusprojektet taler for at København kan ”brande” sig på denne måde, og at byen vil få en stærk international profil. Modstandere påpeger at det vil skæmme byen, og dennes øvrige arkitektur. Før jeg vil komme ind i diskussionen vil jeg blot rejse spørgsmålet; er der brug for flere lejligheder i København? Så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, går det ganske trægt med salget af alle de mange nybyggede ejendomme i Ørestaden (som for tiden er noget af det mest triste og stagnerede billede man kan få af moderne arkitektur.)
Jeg vil ganske kort ridse Københavns historie op. Byen opstod omkring landsbyen Havn som biskop Absalon fra 1167 lod befæste, og i 1416 gjorde Erik af Pommern København til Danmarks hovedstad. Senere, under Christian d. 4.s styre, i 1479, blev byområdet udvidet og en række monumentalbygninger blev opført. Byen led dog store skader under de store brande i hhv. 1728 og 1795, disse brande stod for ødelæggelse af det meste af den gamle middelalderby; desuden kom der store skader ved det britiske brandbombebombardement i 1807.
Hvis man så sammenligner med de byer hvor højhuse, og skyskrabere dominerer, må vi kaste blikket mod USA. Her skød skyskrabere op i stor stil omkring 30’erne med en pioner og frontmand i skikkelse af Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969), som var professor i Chicago i 1938-52. USA havde reelt set ikke pladsmangel, men man byggede i højden for at imponere og vise sin kunnen for resten af verden, det var således en måde at markere sig selv, og samle sin befolkning om en fælles ide om den nye fagre verden og dens tekniske kunnen. Danmark har haft den samme ide, dog mange hundrede år tidligere og igennem forskellige arkitektoniske faser. Men igennem denne periode mener jeg at København har markeret og profileret sig som et billede på typisk europæisk klassicistisk byplanlægning og arkitektur. Danmark har ikke bryg for enkelte enorme højhuse. Hvis man i samme åndedrag ser på de byer, hvor kun nogle få højhuse står, burde disse nemt kunne omdannes til skræmmekampagner. Man skal ikke kaste mange blikke på nabobyen Malmö for at se hvad jeg mener. En by med en relativ lav profil, og så et enkelt meget smalt højhus: malplacering af bedste skuffe. Der skal i København være rig plads til spændende og udfordrende arkitektur – på dette område burde vi hellere ”brande” os, men at bygge et enkelt højhus ville virke malplaceret og ude af proportion. Nu håber jeg, at jeg har givet det indtryk, at jeg er stor fan af højhuse, de kan være utroligt æstetiske, dramatiske og elegante, men de hører bare hjemme i klaser. I metropolcentrummer. Ikke i en klassisk by, som i stedet kan markere sig med moderne, utraditionel arkitektur, i rimelige højder.
Jeg vil ganske kort ridse Københavns historie op. Byen opstod omkring landsbyen Havn som biskop Absalon fra 1167 lod befæste, og i 1416 gjorde Erik af Pommern København til Danmarks hovedstad. Senere, under Christian d. 4.s styre, i 1479, blev byområdet udvidet og en række monumentalbygninger blev opført. Byen led dog store skader under de store brande i hhv. 1728 og 1795, disse brande stod for ødelæggelse af det meste af den gamle middelalderby; desuden kom der store skader ved det britiske brandbombebombardement i 1807.
Hvis man så sammenligner med de byer hvor højhuse, og skyskrabere dominerer, må vi kaste blikket mod USA. Her skød skyskrabere op i stor stil omkring 30’erne med en pioner og frontmand i skikkelse af Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969), som var professor i Chicago i 1938-52. USA havde reelt set ikke pladsmangel, men man byggede i højden for at imponere og vise sin kunnen for resten af verden, det var således en måde at markere sig selv, og samle sin befolkning om en fælles ide om den nye fagre verden og dens tekniske kunnen. Danmark har haft den samme ide, dog mange hundrede år tidligere og igennem forskellige arkitektoniske faser. Men igennem denne periode mener jeg at København har markeret og profileret sig som et billede på typisk europæisk klassicistisk byplanlægning og arkitektur. Danmark har ikke bryg for enkelte enorme højhuse. Hvis man i samme åndedrag ser på de byer, hvor kun nogle få højhuse står, burde disse nemt kunne omdannes til skræmmekampagner. Man skal ikke kaste mange blikke på nabobyen Malmö for at se hvad jeg mener. En by med en relativ lav profil, og så et enkelt meget smalt højhus: malplacering af bedste skuffe. Der skal i København være rig plads til spændende og udfordrende arkitektur – på dette område burde vi hellere ”brande” os, men at bygge et enkelt højhus ville virke malplaceret og ude af proportion. Nu håber jeg, at jeg har givet det indtryk, at jeg er stor fan af højhuse, de kan være utroligt æstetiske, dramatiske og elegante, men de hører bare hjemme i klaser. I metropolcentrummer. Ikke i en klassisk by, som i stedet kan markere sig med moderne, utraditionel arkitektur, i rimelige højder.
Det andet eksempel vil jeg ikke sige så meget om, men blot lade billederne tale for sig selv. Her er tale om arkitektur i den tunge liga, det er Frank Gehrys sære former, og abstrakte dekonstruktivisme der er på spil – nærmere bestemt Guggenheim museet i Bilbao. En arkitektur som ikke markerer sig i blot ved højden, men som gør det på en langt mere raffineret måde.
Opslag
