Vesterbrogade
Foto: Henrik Sendelbach
Hvordan kan man planløse sig igennem en forvandling af København?
Man kunne passende starte med Professor Sig L. Anderssons forslag om at flytte Tivoli til Ørestaden, og så i stedet på grunden byggede en miniby, under jorden, med frodig skov oven på. Sådan! Så har man sendt et særdeles kraftigt signal om, at Danmark, og især København, vil gå langt for miljøet, og dette er vigtigt da Danmark ikke længere er så langt fremme i skoene, og da vi jo skal være vært for klimatopmødet i 2009. At forslaget så i mine øjne mest er en provokation er så en anden sag – der blev skabt fokus på området, et område som der ellers ikke er meget røre i, hvis det ikke er for disse provokationer og anderledes tiltag. Men fokus blev alligevel rykket væk fra hele ideen om planløsning, og kom i stedet til at handle om tesen, at man ikke bare flytter nationalklenodier, en skam, for der er såmænd mange gode tanker og intentioner bag forslagets natur. Altså at man i stedet for at lave små halve løsninger, bør udarbejde en visionær plan, som både kunne indeholde forslag til overbygningen af toggraven ved Vesterport, og ”hullet” foran Københavns hovedbanegård, en skamplet uden lige, som tilmed er det første mange udlændinge og turister møder. Havde han pointeret disse steder i stedet for, ville folk kunne se bort for provokationen, og set det fornuftige i at lave samlede grønne løsninger. For det er jo netop ideen som folk ville synes om; at skabe flere grønne arealer, færre biler på gaderne (som kunne klares med nedlagte veje, og klar udbygning af den offentlige trafik, og bompenge), og at hive naturen tilbage til byen, som man blandt andet gjorde da man rensede havnen, og oprettede friluftsbade.
Opslag
