En film om det overnaturlige, det hinsides og det okkulte taler vel ikke til det største publikum. Eller gør den? Denne film handler netop om de emner, og lever i bedste velgående på filmens egne præmisser, så længe man kan affinde sig med det. Og netop denne film adskiller sig fra andre (amerikanske) gysere ved at undlade splattersiden, og at have så mange andre facetter den kan trække frem og stråle sig ved.
De flotte mørke billeder er kendetegnende for "El Orfanato", og netop gyserelementerne med glemte børn og mærkelige forskruede masker synes at være evigt gældende. Foto: Camera Film
El Orfanato handler om en lille familie, Laura, hendes mand og deres adopterede søn, Simon. De vender tilbage til det hus, som tidligere var det børnehjem Laura boede på. Her har de tænkt sig, at lave et hjem for børn med særlige problemer. Der sker dog ting og sager i det gamle smukke hus, og på den dag hvor parret holder åbningsfest for de mulige indflyttere, forsvinder hendes egen søn, efter et skænderi tidligere, udløst af, at Simon har fundet ud af, at han er adopteret og tilmed har en dødelig sygdom - han er HIV positiv. Forud har huset fået besøg af en gammel socialarbejder, Begnita, som tidligere har arbejdet på stedet, og som roder godt og grundigt op i tingene, og hun skal vise sig at være et vigtigt led i historiens veldrejede handling. Efter hendes søns forsvinden nægter Laura at opgive håbet, langt tid efter både politiet og hendes mand har gjort det. Hun føler at han er et sted i huset, og at han, eller nogle af hans ”usynlige” venner prøver at kommunikere til hende. I denne del af filmen ligger essensen: Lauras (og Simons) vilje til livet overtrumfer alle de tegn der er på at sønnen er død, og hendes rejse fører hende ud på den anden side af fornuftens, dødens, tidens og forstandens grænser. Det klassiske skisma om at man ikke skal se for at tro, men tro for at se. Ren Peter Pan tematik, som der også er mange direkte referencer til.
Så rent historiemæssigt fungerer Børnehjemmet ufatteligt godt, og man bliver overbevist om, at Laura ikke er sindssyg, men blot er i kontakt med sin søns livlige fantasi - og ingen steder knækker filmen, man bliver aldrig overladt til banaliteter, eller overdreven filmskrivning. At det er en regulær chokgyser er man ikke i tvivl om, de voldsomme angstskrig fra biografsalens publikum den aften var hyppige, og popcorn fløj rundt som følge af ejermandens voldsomme angstfremkaldte spjæt. Men det er netop fordi filmen er mere en blot en række chok at den adskiller sig fra så mange andre film i sin genre; der er en fantastisk historie, som på alle måder er troværdig, fabelagtige skuespilpræstationer af især Laura (spillet af Belén Rueda) men også af den unge Roger Princep (Simon), flotte dystre billeder, med overraskende visualiseringer, som det besynderlige fugleperspektiv inde i huset, en vidunderlig dyster lydside - alle disse parametre gør filmen til mere end en god gyser, det er blevet til en god film, og en rigtig god en for den sags skyld.
Opslag
