Konfliktens anatomi

Dette indlæg indeholder blot strøtanker om et emne der interesserer mig: Spørgsmålet om, hvorfor krig og konflikt eksisterer. Konfliktteori eller konfliktlære er læren om, hvordan man kan ordne konflikter, om hvordan konflikter opstår, udvikler sig og eventuelt løses. Jeg vil komme med nogle teorier om hvorfor, konflikter finder sted, og forklare det ud fra forskellige synsvinkler, således videnskabeligt og psykologisk. Og afslutningsvis vil jeg fremføre en teori, der skal kunne forklare, hvad der skal til før konflikter kan stoppes, og om dette overhoved er muligt.

Først vil jeg definere begrebet konflikt, som, formentligt, er roden til mange krige, stridigheder, drab og hvad der ellers kan falde ud af skabet. Ordet konflikt stammer fra det latinske conflictus, som ganske simpelt betyder ”at støde sammen”. En konflikt må så være en stridighed mellem to eller flere parter om et givent emne. Konflikter har, som alle ved, fundet sted fra tidernes morgen, i alle tilfælde, den ”menneskelige morgen”. Når jeg i dette indlæg beskriver konflikter, er det på menneskenes vegne. Konflikter i dyreriget, fraregnet os, kan være nok så interessante at diskutere, og det skal da ikke udelukkes at jeg senere vil redegøre for disse, men samtidig er de væsentligt forskellige fra de konflikter menneskene oplever og lever med. Mennesket som vi kender det, os, homo sapiens sapiens, blev en selvstændig art for omkring 30.000 år siden. Og det der skiller vores konflikter fra andre dyrs er, at vores kan være værdiladede. Vi har moral, og en medfødt fornuft. Dyrene kan have nok så mange territorielle, seksuelle, eller fødemæssige konflikter, ligesom mennesket, men en konflikt om ret og retfærdighed, klasser, race, religion eller noget helt sjette, eksisterer simpelthen ikke. Punktum. Den værdibaserede konflikt opstår således hos mennesket når to sæt værdier er uforenelige, og de to eller flere parter stiller sig på hver sin side af værdiskillelinjen. En konflikt er opstået, og forløbet mellem konfliktoptrapning, konfliktstart, og en eventuel konfliktaftrapning kan være lang, og kan tage mange snoede veje (krig, vold, diskussioner, debatter etc.) og behøver ikke at være forsonlige i sidste ende - i mange tilfælde er resultatet af en konflikt en urokkelig stædighed.

Man kan opdele konflikter på mange måder, men en væsentlig opdeling er det værdigrundlag som konflikten udspringer fra; om der er tale om en manifesteret eller en latent konflikt. Man kan tale om at udviklingen i en konflikt altid vil gå fra den latente til den manifesterede, således at eksempelvis konflikten mellem Sovjetunionen og USA var latent i meget lang tid (og kom så på standby under anden verdenskrig) men blev mere eller mindre manifesteret under en række doktriner fra begge parter. Man kan derfor ikke sige, at der ikke var en konflikt mellem de to parter før USA’s 33. præsident Harry S. Truman forpligtede USA gennem i Trumandoktrinen til at støtte lande der var truet af fremmede magter (læs: kommunismen), men at konflikten på dette tidspunkt blev symbolsk synliggjort.

At komme med et entydigt svar på, hvorfor der findes konflikter vil være tæt på umuligt, og et forsøg vil i alle henseende være vulgært. Men jeg vil alligevel gøre mit bedste. Konfliktteorien har i lang tid forsøgt at skaffe en enkelt grund til konflikt. Freud så, kort fortalt, konflikter som værende medfødt og iboende i ethvert individ og at denne konflikt så er blevet/bliver projiceret over på større samfundsrelaterede emner. For Marx forholder det sig anderledes, nærmest modsat. Her var det enkelte menneskes indre konflikter et resultat af den evige klassekamp, altså samfundest problemer, der bliver overført til menneskets sind. Disse to forsøg på at beskrive konflikters anatomi ud fra én enkelt grund er totalt utilstrækkelige. Dermed ikke sagt at de er deciderede forkerte, men utilstrækkeligheden består i, at der er så mange forskellige parametre man undlader at drage ind i diskussionen, og at alt blot koges ned til en enkelt sætning, altså reduktionisme. En kombination af de to teorier, samt supplering fra andre grene vil give et mere fyldestgørende billede. Som Freud beskrev er konflikten et naturligt element i menneskets psyke. Uforeneligheden kommer til udtryk flere gange i det vi til dagligt kalder dilemmaer. Dilemma er græsk og betyder dobbeltsætning, altså at der er to eller flere ting der skal tages stilling til. Og netop heri ligger den iboende konflikt, at vi ikke bare vælger a frem for b, men at vi overvejer dem begge, og tager et standpunkt. Konflikten i eksemplet er at vi, ofte, ikke både kan få a og b, den ene fravælger den anden. Hvorfor det så er sådan, at konflikten er iboende vil jeg nu forsøge, efter bedste evne, at forklare. At mennesket er konfliktfyldt, og sindet til tider uforeneligt, hænger sammen med vores plads som det øverste biologiske væsen i naturens hierarki. Menneskets sind og væren er væsentligt mere komplekst end andre skabningers. Vi skal ikke blot tage stilling til, om der kommer mad på bordet, om jeg får sat afkom i verden, og om jeg finder den bedst egnede mage. Dog kan man nævne, at de førnævnte spørgsmål, mere eller mindre var de eneste gældende for vores forfædre, spørgsmål som også kan udløse konflikter, men konflikter på ”dyrestadiet”: Konflikt: Kommer der mad på bordet? Svar: Ikke hvis den anden stamme hugger maden før os. Løsning: Vi slår den anden stamme ihjel. Og sådanne eksempler kan man lave med de andre spørgsmål. Men i vores nutidige verden er problemstillingerne blevet af mere kompleks karakter, således at konflikterne ligeledes er blevet mere komplekse. Derfor er løsningerne også tilsvarende komplekse. Derfor vil vores plads i naturen være truet, hvis ikke vi hele tiden træffer de bedste valg, og til at træffe disse valg må vi ofte se på flere sider af sagen, og dermed afgøre, hvad der i sidste ende er mest fordelagtigt. De bedste løsninger på længere sigt, kan til tider vise sig, at medføre mindre problemer og komplikationer i begyndelsen. Ser man igen på hulemandstilfældet, vil en enkel løsning på konflikten være, sammen at skaffe mere mad, eller at en af de to parter måtte flytte. Så enkle løsninger findes der sjældent i dag. Jeg nævnte tidligere at konflikter hænger sammen med vores biologiske væsens plads, og dette er også sandt. Men hvis vi ser os selv som værende direkte sammenhørige med den almene evolution bliver billedet meget mere rodet, i et sådant tilfælde ville alle konflikter opstå af den ene grund, som var det enkelte individs behov for forplantning. Er dette sandt? Umiddelbart vil jeg svare nej – mennesket er i dets væsens kompleksitet og evne til at træffe beslutninger der bygger på andet end instinkt, såsom moral, følelser, perspektiv osv. sat over den almene evolution, hvilket vil sige, at det ikke blot er den stærkeste (fysisk) der overlever, men at der er en for lang række parametre der gør udfaldet til, at vores nedarving og forplantning kan beskrives så relativt simpelt.

Konflikter kan løses på mange måder, og mange af disse såkaldte løsninger, vil ikke af alle høste anerkendelse. De fleste går vel men ideen om et konfliktløst samfund. Et utopi af fryd og fred. Denne idé kan komme til udtryk på forskellige måder; som Marx’s ”Store revolution”, som Nazitysklands ”Endlösnung”, som CEPOS’s ultraliberalistiske frihandelssamfund eller i form af andre idéer og teorier. Overordnet kan man sige at der er to former for konfliktløsninger; den ene hvor det er selve uforeneligheden der skal løses, eller den anden, hvor det er aktørerne der er problemet. Den første form for konfliktløsning er ofte den der vil blive betragtet som en egentlig succesfuld løsning. Ved ”Den store revolution” skulle konflikten mellem arbejdere og arbejdsgivere løses, en gang for alle, ved at arbejderne i fællesskab ejede produktionsmidlerne, og på den måde afskaffede giverne. Ved CEPOS’s ide løses konflikten mellem industri- og udviklingslande automatisk ved indførelse af frihandel og nedlægning af diverse toldbarrierer. Ved denne løsningsform fremspringer der noget nyt, det uforenelige er opløst og noget ”nyt” er skabt. Der er således ikke en direkte vindende part. Disse løsninger skaber også dynamik i samfundet, da det vil blive præsenteret for konflikter, og tvunget til at løse dem på konfliktens præmisser. Den anden ”løsning”, som går på aktørernes præmisser er af en anden karakter. Et eksempel som jeg nævnte er ”Endlösnung”, og dette repræsenterer den aktørbaserede konfliktløsning. Her var det den anden aktør der var selve konflikten/problemet; jøderne. Og der blev fundet en ”løsning” ved et simpelt forsøg på, i første omgang at deportere dem, og i anden omgang at aflive et helt folkeslag. Denne form for løsning er den der typisk kommer til udtryk i krig, vold og terror.

Min egen teori om, hvordan konflikter kan løses hænger sammen med det faktum, at mennesket er et nyttevæsen, og pragmatiker. Jeg vil nu bede læseren følge dette lille tankeeksperiment, som vil forklare min teori: En person har en række problemer/konflikter: Han kan ikke lide at konen hakker på ham, blandt andet fordi han ikke kan lide deres nye nabo, og søger at finde en løsning på dette problem. Han kan ikke forsones med sin nyindflyttede nabo, som er fra en anden kultur, som vores person ikke kan acceptere. Han vil nu i denne tid gå og sysle med de to problemer, og rangere dem efter vigtigheden. Han prioriter ud fra følgende mønster: Hvis han forsøger udelukkende at løse problem a vil han stå med det nye problem, at en løsning af a afhænger af en løsning af b, han vil derfor være nødsaget til at løse nabostridigheden før han kan tage sig af den interne konflikt. Forestil dig nu, at hans by bliver angrebet af en fremmed magt (en anden by, andet land, rumvæsener etc.) Nu vil vores person stå med tre dilemmaer: Naboen, konen og den indtrængende magt. Nu skal han omprioritere: Før hakkeriet kan ophøre, må nabostridigheden lægges, men før denne kan lægges må der være fred i gaden (han gider ikke risikere sit liv ved at gå over til naboen). I denne ufredelige tid, må naboen og konen lave samme prioritering; problemet med rumvæsenet må løses først, så kan vi tage de andre problemer senere. De tre parter vil således danne fællesfront, og for en stund glemme den andre, og mindre vigtige, konflikter. Tankeeksperimentet ophører. Dette er selvfølgelig ikke taget ud af den blå luft, men bygger på det fænomen som er set mange gange, og som man passende kunne tildele det populært klingende navn ”Independence day fænomenet”. Man så det i filmen af samme navn (og ikke at filmen rummer nogen åbenlyse kvaliteter ud over at indholdet passer som fod i hose til min teori) at verdenen stod sammen om at bekæmpe de indtrængende væsener, og for en stund lagde ældre konflikter bag sig. Nu bygger min teoretiske løsning af verdens samlede konflikter ikke på sandsynligheden for, at jorden bliver angrebet af små grønne mænd, i så fald burde jeg være i spænde. Men at overføre det fælles truende begreb fra rumvæsener til noget andet og mere menneskeligt, såsom et moralsk dilemma. Eksempelvis global opvarmning og de følger det får. Meget kan man sige om debatten, som er mere end levende, men de få konsekvenser vi indtil nu har set, er desværre ikke nok til at rykke mange sind, ikke nok til at man kunne se ”Independence day fænomenet”. Men hvis konsekvenserne var malet med meget større pensler, er det ikke umuligt, at dette større problem, ville opprioriteres således at andre konflikter ville gå i skyggen. Jeg ved naturligvis også godt, at dette ikke er en permanent løsning – endnu. Men at den kunne lede til et utopisk fredsrige er ikke utænkeligt. Hvis nu menneskene gik sammen og gjorde noget reelt ved global opvarmning i fællesskab, ville der være lagt et solidt grundlag for en meget bredere konfliktløsning på globalt plan.