Den Russiske Revolution

Indledning

Den russiske revolutions rødder strækker sig helt tilbage i 1800-tallet, med Krimkrigen og ophævelsen af livegenskabet. I min redegørelse vil jeg starte herfra og arbejde mig op igennem historien til revolutionerne i 1917. Jeg vil diskutere de omstændigheder der forårsager zarens fald i februar. Og vurdere hvorfor den provisoriske regering ikke kan holde magten, der bliver overtaget af bolsjevikkerne i oktober samme år.

 

1856 – Krimkrigen og ophævelse af livsegenskabet

I 1856 slutter Krimkrigen med et nederlag til Rusland. Dette får regeringen til at indse at reformer af det russiske samfund er nødvendige. I 1861 bliver livegenskabet ophævet. Dette betød at bønderne ikke mere behøvet at arbejde for godsejere, som før havde ret til at behandle dem som slaver. Dette har dog ikke den store indflydelse på levevilkårene da bønderne næsten ingen jord får, og derfor ikke opnår økonomisk uafhængighed af godsejerne. Samtidig skal de betale store afgifter.3-s.1 og k.10-s3).

Befolkningstilvæksten i Europæisk Rusland var stor: I 1860erne var der ca. 50 mio. mennesker, i 1900 ca. 86 mio. Kun 10-15 % kunne opsuges af byerne.10-s.3-l.12). Dette resulterer i fødevaremangel. Omkring år 1900 bor 9 ud af 10 russere i landsbyer, til sammenligning bor 80 % af englænderne i byen.

Bønderne, var gustne og magre med et hårdt ansigtsudtryk… - amerikansk militærattaché.

De bliver kendt som ”det mørke folk”(k.10 – s.35 og 38). Bønderne lever altså en kummerlig tilværelse og det er også indirekte med til at vælte zaren 17 år senere.

I 1860’erne udbygges infrastrukturen med mange kilometer jernbane, dette er, hovedsageligt 30 år senere, med til at starte industrialiseringen som indtræffer sent i Rusland. Da industrien så pludseligt kommer frem flytter store mængder af bønder ind til byen og skaber en ny form for borger- arbejderen. I modsætning til Vesteuropa kommer der i Rusland ingen egentlig borger eller middelklasse som kunne have udgjort en økonomisk eller politisk magtfaktor (k.3-s.1). Langt størstedelen af borgerne af stadig bønder, men den mindre gruppe arbejdere skal vise sig at have stor betydning for historien.

I februar 1904 angriber den japanske flåde den russiske ud for Port Arthur. Den russiske flåde lider det ene nederlag efter det andet og taber krigen. (k.8-s51 og 52).

 

Zaren

Rusland var her regeret af den enevældige zar. Han havde det sidste ord i enhver sammenhæng. Han havde dog ministre, men kunne på et hvert tidspunkt overtrumfe deres beslutninger. De fleste russere accepteret dog denne styreform helt op til århundredeskiftet. Her begynder den brede modstand mod styret. En årsag til dette var Zar Nikolaj d.2s inkompetente lederstil. Han interesserede sig ikke for generelle samfunds problemer, alligevel brugte han fra tid til anden sin magt til at trumfe afgørelser på sager igennem som ikke syntes videre retfærdige (k.11-s.9). Oven i det var zaren, igennem zarinaen, styret af en bonde ved navn Rasputin, som øjensynligt skulle have magiske evner. Alt dette er medvirkende til folkets stigende vrede mod zaren, og dannelsen af politiske partier.

 

Partierne

På landet, blandt størstedelen af Ruslands befolkning, dannes to partier som generelt fører samme politik: Trudovikpartiet og det Social-Revolutionære parti. De kræver jord til bønderne, en fri forfatning, afskaffelse af autokratiet og indførelse af et republikansk styre(k.11-s.11).

I 1905 danner, hovedsagligt godsejere, fabrikanter og folk i liberale erhverv, Kadet-partiet (De Konstitutionelle Demokrater)(k.1-s3). De kræver en fri forfatning med indskrænket monarki som det ses i Europa(k.11-s.11).

Det socialdemokratiske parti, vis vælgere hovedsagligt består af arbejdere, bliver i 1903 (k.11 siger 1905, men både k.3 og k.14 siger 1903) delt i to fløje: bolsjevikkerne og mensjevikkerne(k.3-s.1).  Dette sker pga. uenigheder om hvem der skal have adgang til partiet. Lenin og bolsjevikkerne mener at et medlem af partiet ”er en der godtager dets program, og støtter det både materielt og ved personlig deltagelse i en af dets organisationer”, mens mensjevikkerne gik ind for en blødere version(k.14-s2). Fælles for de to grupperinger er at de, i henhold til den marxistiske teori, anser arbejderklassen for at være et vigtigt element i revolutionen(k.3-s.1).

 

1905 - Generalprøven

Begivenhederne, eller revolutionen, i 1905 omtales ofte som generalprøven til hændelserne i 1917.

Arbejderne på Putilov-maskinfabriken i Skt. Petersborg går, pga. af fyring af 4 kollegaer, i strejke den 4. januar. De krævede nedsættelse af arbejdstiden, forbedringer af de sanitære forhold og lægehjælp. Snart følger andre af Skt. Petersborgs arbejdere deres eksempel, og diskussionen kommer også til at omhandle begreber som frihed, frie valg, ytringsfrihed og stop for censur. Dette føre til at 200.000 arbejdere(k.8 mener 100.000), den 9. januar, marchere til Vinterpaladset. I spidsen for folkemængden er en præst ved navn Gapon(alt dette k. 1). Gapon er indsat af regeringen tidligere for at få kontrol over arbejderne, det opnår han dog ikke og er fanget som leder af bevægelsen(k.11-s.11). Han medbringer et brev han vil overrække til zaren. I brevet står bla.:

Vi arbejdere i byen St. Petersborg, vore koner, børn og hjælpeløse gamle forældre er kommet til dig, herre, for at søge retfærdighed og beskyttelse. Vi er forarmet, undertrykt, overbebyrdet med arbejde; man forhåner os; man betragter os ikke som mennesker. Man behandler os som slaver. Vi tåler alt dette; men man støder os længere og længere ud i fattigdommens sump, ud i retsløshed og uvidenhed. Vi kvæles i despoti og vilkårlighed. Vore kræfter svigter, herre; vor tålmodighed er udtømt. Vi er kommet til det øjeblik, da døden er mere velkommen end fortsættelse af de uudholdelige pinsler ... Befal og sværg, at du vil opfylde vore ønsker, og du vil gøre Rusland lykkeligt og berømmeligt. Dit navn vil for evigt være indskrevet i vore og vore efterkommeres hjerter. Befaler du det ikke, så dør vi her på denne plads foran dit slot. (k.5)

I teksten falder arbejderen på knæ for zaren. Endnu betragtes han som en velgører og beskytter, og arbejderne mener at vis bare zaren får kendskab til deres problemer vil han hjælpe (k.2-s.1-a.5). De medbringer religiøse faner og billeder af zaren og zarinaen(k.6-s.31). Men zaren opholder sig ikke på Vinterpaladset denne dag. Han befinder sig 40 km væk på Aleksanderslottet (k.8-s.52-l.27). Tilbage i Skt. Petersborg bliver der åbnet ild mod folkemængden. Der er forskellige opfattelser af hvor mange der dør: k.1.: 1000, k.6.: flere hundrede, k.7: formentlig mellem 1000 og 4000, k.10: over 100. Men hovedsagen er at det er en nedslagtning af ubevæbnede civile. Fra denne dag falder befolkningens tro på zaren. Fader Georgij Gapon udtaler:

”Vi har ingen tsar længere. En flod af blod skiller tsaren fra folket. Længe leve kampen for friheden!”(k.9-a.4)

Uroen breder sig til andre provinser. Alt dette resulterede i øget politisk aktivitet. De liberale samler sig i det konstitutionelle demokratiske parti (kadetpartiet), de socialrevolutionære øges i landdistrikterne og i Skt. Petersborg danner industriarbejderne en sovjet (k.10-s.4-l.5).

For at stabilisere situationen udsender zaren ”oktobermanifestet”, her garanteres folket borgerlige og politiske rettigheder og oprettelse af et folkevalgt regeringsorgan. Der bliver oprettet et statsråd, hvis medlemmer bliver udvalgt af zaren, adelen og kirken, og en statsduma hvis medlemmer bliver udpeget af folket. Det afhænger dog af hvor meget jord du ejer hvor meget din stemme vægter. Dumaen har ingen real magt og har egentligt kun en vejledende rolle overfor zaren. Der bliver også lovet ytringsfrihed, dette bliver dog ikke indfriet. Rusland gennemgår en modernisering af landbruget, efter en række politiske reformer. Alt dette medvirker til at zaren igen opnår kontrol med landet (k.3-s.2). I perioden 1909 til 1913 stiger industriproduktionen med 50 % og kornproduktionen med 25 %. Prisen på landbrugsvarer stiger og bønderne bliver en smule rigere. Men arbejdernes lønninger følger ikke med. I februar 1912 bliver strejkende arbejder, der forlanger mere i løn, dræbt ved Lenafloden i Sibirien. Dette udløser en bølge af strækker der først hører op ved begyndelsen til Ruslands kamp i 1. verdenskrig(k.11-s.13).

 

Krigen

Strækkerne får en bred slutning ved Ruslands indtrædning i 1. verdenskrig, hvor Rusland med sine allierede Frankrig og Storbritannien står over for Tyskland og Østrig-Ungarn. Tusinde af arbejdere samler sig foran zarens palads og råber ”Gud Bevare Zaren”(k.6-s.81). Overalt støtter folket op om zaren. Det samler folket om den ydre fjende Tyskland. Fra 1913 til 1916 forøges hæren fra 1.3 mio. til 14 mio. mænd(k.11-s.14). Industrien bliver lagt om til at producere våben, men der er stadig ikke nok(k.15-s.44-l.17). Der bliver sendt folk i krig som først får et gevær når en af deres kamerater er døde. Som følge af knaphed på våben, ammunition, tøj, tæpper og fødevare går ikke godt for hæren i krigen. Fødevare manglen breder sig til de store industri- og byområder. Stemningen vender og ”Gud Bevare Zaren” bliver til ”Ned med Autokratiet og Krigen”(k.11-s.15). Zaren rejser selv til fronten for at lede hæren, men da det ikke har den store succes er det med til yderligere at svække zarens autoritet, da ansvaret falder på ham personligt.. Atmosfæren er eksplosiv, revolutionen kan bryde ud hvert øjeblik, der mangler bare en begivenhed til at sætte folk i bevægelse. Dette ville ikke være et organiseret kup, da alle de revolutionære enten er i eksil, i fængsel eller i udlandet, men en bred folkelig bevægelse(k.6-s.92). Dumaen kræver, for at imødekomme kravene om demokratisering, at udnævne en regering der har befolkningens tillid. Dette overhører zaren(k.15-s.44). Februar 1917 drikker Rodzjanko, en indflydelsesrig leder af dumaens centerparti, te med zaren. Han siger at vis ikke der bliver dannet en ansvarlig regering ”bliver resultatet revolution og anarki, som ingen vil være i stand til at kontrollere”(k.6-s.92).

 

Februarrevolutionen

De mange strækker blandt Petrograds (Navnet Skt. Petersborg var blevet skiftet ud med det mindre tysk klingende navn) arbejdere i vinteren 1916-1917 kulminerede i februar. De strækkende krævede brød. Den militære øverstkommanderende sætter militæret ind mod arbejderne men hele afdelinger nægter at tage imod ordre og mange soldater går med de demonstrerende(k.15-s.46).

(…) I dag har agitationen antaget et endnu større omfang, og det er allerede muligt at lokalisere de ledende centre, hvorfra direktiverne bliver modtaget. Tilsyneladende har det ledende centralorgan ikke partikarakter(…)

Jeg skal meddele, at mellem de militære enheder, der er indkaldt med det formål at undertrykke urolighederne, må man notere sig flere tilfælde af fraternisering med demonstranterne. Nogle enheder udtrykker (oven i købet) dertil tilnærmelser ved at opmuntre pøbelen. De siger: ”Skub kraftigere.”… d. 25/2 1917 – Telefonindberetning til det hemmelige politis hovedkvarter (k.11-s.22). 

Opstanden forgår altså uden de revolutionære politiske ledere, da styret havde søret for at få dem af vejen. Strejkerne bliver styret af en sovjet bestående af arbejdere og soldater(k.15-s.46). Da dumaen bønfalder zaren om de må indsætte en ny regering, der kan vinde tillid i befolkningen, opløser han den.  Dumaen forbliver dog samlet for at erklære at den gamle regering er afsat og at den nedsætter en komité der foreløbig skal varetage regeringsmagten. Zaren har ingen anden mulighed end at træde tilbage. Det skal dog bemærkes her at dumaen nok kun greb til så drastiske midler da de troede at magten ellers ville gå til de revolutionære partier. Dette kunne få Rusland til at ende i kaos og opløsning og landet ville være forsvarsløs overfor fjenderne Østrig-Ungarn og Tyskland (k.15-s.46).

 

Dobbeltmagten

Dumaen har nu officielt magten. Sovjetten udsender sin første ordre, første marts 1917:

Til garnisonerne i Petrograd militærdistirkt. Til alle soldater fra hæren, garden, artilleriet og flåden og til orientering for indbyggerne i Petrograd. Følgende skal øjeblikkeligt udføres og efterleves:

Sovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter har besluttet at.

(…) 4. Ordrer fra dumaens Militærkomite skal kun efterleves i de tilfælde, hvor de ikke strider mod ordrer og afgørelser, der er truffet af Sovjetten af arbejder- og Soldaterrepræsentanter(…) – 1/3 marts-1917. Udsendt ordre fra sovjetten (k.11-s.32).

Sovjetten siger altså at de er den øverste magt instans, højere en dumaen. Dumaen mener det modsatte. Soldaternes ønske om fred og bøndernes ønske om jord bliver ikke indfriet. Modstanden mod den, hovedsagligt borgerlige provisoriske regering, vokser og de sovjetter som befolkningen, i hele landet, organiserede under revolutionen, bliver ved med at fungere (k.16-s.9).

Midt i juni mødes repræsentanter for alle sovjetterne til den første alrussiske sovjetkongres. Sovjetterne erklærer at det er dens pligt at sikre at revolutionen udmønter sig i et demokratisk samfund. Den provisoriske regering at gennemføre demokratiske reformer, det hemmelige politi bliver afskaffet, men den står stadig med store problemer som at løse bøndernes jordfordelings problemer og skaffe tilstrækkeligt med brød. Dette er meget svært at løse midt under en storkrig. Regeringen mener at denne krig må føres videre. Alternativet vil være en fred helt på fjendens betingelser. Sovjetterne støtter krigen så længe den har karakter som en forsvarskrig (k.15-s.48). Mensjevikkerne leder de første måneder sovjetten. De første frie valg forgår i maj-juni 1917, det var valgene til by og distriktsdumaer. De socialrevolutionære vinder samlet valgene stort de får de 58 % mod kadetternes 17 %, mensjevikkerne 12 % og bolsjevikkernes 12 %. Men allerede i august-september har bolsjevikkerne indhentet de socialrevolutionære i flere byer(k.17-s.7). Bolsjevikkerne, styret Trotskij og den at hjemvente Lenin, opnår i efteråret 1917 flertal i vigtige sovjetter, heriblandt Petrograd og Moskva(k.4-s.2).

 

Oktoberrevolutionen

I midten af september siger Lenin at ”folkets flertal er på vor side”, og at bolsjevikkerne ikke kan vente på ”en formel majoritet” da tiden er knap pga. Kerenskijs (socialrevolutionær leder af dumaen) planer om at overgive Petrograd til tysken. Lenin foreslår et ”oprør… behandlet som kunst”, altså en anden opfattelse end hvad bolsjevikkerne tidligere tankegang som sagde at et oprør ikke kan planlægges men skabes(k.17-s.9). Den 25. oktober, Under parolen ”Al magt til sovjetterne”, stormer bolsjevikkerne Vinterpaladset hvor regeringen holder til. Dermed var magten overgået til sovjetterne (k.15-s.51).Samme dag som gennemførslen af kuppet, mødes den alrussiske sovjetkongres. Bolsjevikkerne har 46 % af pladserne. I protest mod kuppet forlader mensjevikkerne, og den socialrevolutionære højrefløj, kongressen. Da der ikke er mange andre end bolsjevikker tilbage bliver Lenins regering, folkekommissærernes råd, godkendt. Tre uger senere afholdes der valg til den grundlovgivende forsamling. Bolsjevikkerne får 25 %, de social revolutionære 58 %, mensjevikkerne 4 % og de borgerlige partier 13 %. Det for dog ingen betydning for da forsamlingen holder sit første møde i januar 1918, bliver den lukket af den bolsjevikiske regering. Etpartisystemet er nu en realitet. (k.15-s.51).

 

Årsagerne til februar revolutionen.

 

De årsager jeg vil kigge på tager sin start i 1861. Det begynder ellers positivt med ophævelsen af livsegenskabet. Men jorden er stadig eget af herremænd og den smule bønderne selv har, er voldsomt beskattet. Så de lever altså stadig som om de var slaver. Samtidig er der en voldsom befolkningstilvækst. Da byerne ikke kan opsluse så store dele af denne forøgelse ender det med at der bliver flere bønder til den samme jord. Dette resulterer i sult. Samtidig prøver zaren at nedtone og undertrykke information om hungersnød. En konkret eksempel er da et område, nær Volga, i 1871 og to år frem, er ramt af sult og epidemisygdomme, hedder det at ”Der findes ikke hungersnød i Rusland, Men høsten har svigtet i visse dele af landet”.Titusinde af mennesker dør (k.6-s.18). Dette gavner ikke ligefrem zarens anseelse blandt bønderne, som er langt den største befolkningsgruppe i Rusland.

Ruslands skattepolitik byggede på at beskatte almindelige fødevare. Dette førte til at de fattige betalte en meget højere procent i skat end de rige (k.15-s.30). Disse tunge skatter, jordmanglen, elendige levevilkår, brutalitet og foragt for de bedre stillede klasser gjorde bondebefolkningen politisk ustabil og dette udgør en stor faktor i revolutionen.

Da industrialiseringen kommer til Rusland oprettes fabrikkerne i de store byer, deriblandt Skt. Petersborg. Dette betyder meget for revolutionen da mange statsapparater også ligger her. Resultatet er at en lille mængde oprørske arbejdere har meget let adgang til magten. Og arbejderne havde god grund til at være oprørske: Arbejdstiden var på 11½ time, men denne grænse blev sjældent overholdt. Lønnen var sjælden stor nok til man kunne købe din egen lejlighed, mange sov i barakker tilknyttet fabrikken(k.15-s.31 & 32).

 

Ydmygelsen af den russiske flåde i 1904 får mange russere til at miste den tro de havde på styret som uovervindeligt.

 

Da zaren, som befolkning samtidig mistænker for at være styret af ”munken” Rasputin, øjensynligt beordre åbnet ild mod en fredelig folkemængde, er det for mange russere dråben der får bærret til at flyde over. Han beholder kun med nød og næppe sin post og bliver nød til at overlade magt til dumaen. Samtidig udsender hanoktobermanifestet, dette får befolkningen til at falde til ro. Men da mange af zarens løfter i manifestet ikke bliver overholdt og dumaen real ikke har nogen magt er alt ved det gamle. Da folk indser dette ulmer oprøret igen.

 

Peter Durnovo som var en trofast, reaktionær tilhænger af styret advarede imod en krig mod Tyskland. Dette ville med sikkerhed ende med et nederlag og føre til en ”social revolution i den mest ekstreme form”(k.6-s.72). Men som i mange andre tilfælde, som fx før omtalte Rodzjanko(skriv hvor), vælger zaren ikke at høre på sine støtter. Dette vil senere komme til at koste ham dyrt.

Som Peter Durnovo forudsagde, lider Rusland stribevis af nederlag på vestfronten og fødevare mangel på fronten, såvel som i byerne at resultere i den demonstration for at for brød som senere udvikler sig til den opstand der vælter zaren.

”Til regeringschefen, fyrst Golizyn.

På baggrund af de specielle forhold som er opstået, befaler Vi i overensstemmelse med grundlovens artikel 99, at Dumaens nuværende samling skal indstilles. Senest i april skal en ny dag for arbejdets genoptagelse fastsættes.

Regeringen skal ufortøvet gennemføre denne ordre..

Nikolaj” – d. 27/2 1917 (k.11-s.26)

Da Dumaen kommer med forslaget om en ny regering, som folket vil have tillid til, vælger zaren at opløse den. Han vil ikke afgive nogen magt, men med denne taktik ender det paradoksalt nok med at han mister al magt.

 

Kort kan det siges at årsagen til februar revolutionen ligger i: lang tids amatøragtig ledelse af folket, dårlige levevilkår og urbanisering og industrialisering (folket kan lettere organisere sig og er oven i købet tæt på magtens centrum).

 

Årsager til at Den provisoriske regering mister magten til bolsjevikkerne

 

Den provisoriske regering bestod først af borgerlige partier. Senere kom der også mensjevikker og socialrevolutionære med. Regeringen havde fra dens oprettelse kørt et magtspil med sovjetter, som mente de havde det sidste ord i nogle sager. Hovedparten af arbejderne og soldaterne foretrak også sovjetterne frem for den borgerlige regering. Da regeringen ikke løste landbefolkningens jordfordelingsproblem begynder de selv at beslaglægge jord og brænde herregårde ned(k.15-s.48). Regeringens afmagt får ikke just befolkningen til at tro på dem frem for sovjetterne, og det at partierne, i hvert fald ikke i starten, afspejler befolkningens synspunkter hjælper med til at bolsjevikkernes holdninger og kampråbet ”Al magt til sovjetterne” har sådan en stor indflydelse på folk.

 

Regeringen holdt fast ved at overholde sine forpligtelser overfor sine allierede i krigen, og mente at med USA's indtrædelse ville enden være nær for tyskerne. Men den almene befolkning havde fået nok af krigen, hæren var i opløsning og tusindvis af soldater deserterede. Hovedparten af almuen var, ligesom bolsjevikkerne, imod krigen. Dette får befolkningen til at støtte op om bolsjevikkerne og fordømme den provisoriske regering yderligere.

 

Her følger en appel fra Lenin til masserne, skrevet mellem 14. - 20. oktober 1917:

”Til arbejdere, bønder og soldater!

Kammerater! Det socialrevolutionære parti, hvortil Kerensky hører, appellerer til jer om ”at være tålmodige”.(…)

Kammerater! Se jer om, se hvad der sker i landsbyen, hvad der sker i hæren, og I vil forstå, at bønderne og soldaterne ikke vil finde sig i det længere. Over hele Rusland svulmer som en bred flod opstande, rejst af de bønder, der ved svindel er blevet unddraget jord. Bønderne vil ikke finde sig i det længere, Kerensky sender tropper ud for at undertrykke bønderne og forsvare godsejerne. Kerensky er igen kommet til en aftale med kornilovistgeneraler og officerer, der støtter godsejerne.” 

Lenin talte til landbefolkningen, som ellers var det socialrevolutionære partis kernevælgere. Dette er samtidig langt den største befolkningsgruppe i Rusland og derfor også i hæren. Med denne manøvre får bolsjevikkerne både den brede befolknings opbakning og en masse soldaters, sidstnævnte er vigtigt vis de vil foretage en vellykket revolution uden at blive holdt tilbage af hæren. Han forsætter:

               ”Hvis magten er i hænderne på sovjetterne senest d. 25. okt. – så

Vil en retfærdig fred blive tilbudt alle krigsførende. Der vil være en arbejder- og bonderegering i Rusland, den vil omgående uden at spilde én eneste dag, tilbyde de krigsførende folk en retfærdig fred. Så skal folk se, hvem der ønsker den uretfærdige krig. Så vil folk bestemme i den grundlovgivende forsamling. Hvis magten er i hænderne på sovjetterne, så vil godsejernes jord omgående blive erklæret for hele folkets ejendom og arv.(…) Al magt til arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet!” (k.10-s.13 & 14)

Lenin forsikrer at han ville stoppe krigen. Samtidig lover han retfærdighed, mht. jordfordeling, og demokrati.

 

Et andet stort problem i mellemrevolutions tid er fødevare situationen, som er umuligt at løse i den kaotiske tid landet befandt sig i. Bolsjevikkernes slagord ”brød, jord og fred” falder derfor på et ømt punkt for regeringen.

 

Det, at både mensjevikkerne, de socialrevolutionære og kadetpartiet deltager i den provisoriske regering, gør at bolsjevikkerne bliver det eneste alternativ dette øger deres opbakning: i juni 1917 har 13 % af de delegerede mens de i oktober har 46 % (k.15-s.50).

 

Selvom store dele af landbefolkningen begyndte at støtte op om bolsjevikkerner var de socialrevolutionære stadig det største parti mange steder på landet. Men da regeringens institutioner befinder sig i byer, som Moskva og i høj grad Petrograd, betyder dette ikke at den bolsjevikiske revolution ikke kunne gennemføres. For bolsjevikkerne var klart det største parti, blandt arbejderne i byerne, op til revolutionen.

De overordnede grunde til at den provisoriske regering mister magten må altså være at de ikke får rette hurtigt nok op på problemerne, samtidig med at alternativet (bolsjevikkerne) arbejder taktisk klogt og får store masser, vigtigst soldaterne, over på deres side. Regeringen fik ikke løst problemet med dobbeltmagten med sovjetterne, de fik ikke løst jordfordelingsproblemet og de forsatte krigen. Samtidig taler bolsjevikkerne bønder, soldater og arbejdernes sag og får flere og flere over på deres side. De lover en løsning på jordfordelingsproblemet, lover demokrati, lover et stop for krigen, lover fødevarer og er det eneste reale alternativ til regeringen. Selve revolutionen er planlagt og gennemtænkt, selvom den dog ikke går helt efter planen, og de har militæret og arbejdernes, der befinder sig tæt på magteinstanserne, støtte.