Vietnamkrigen er en af de bedst dokumenterede krige. Dette skyldes til dels krigens mange kanter og modsætninger, hvor en af de største var den forsøgte hemmelige krig og så den åbenlyse, og til tider paradoksale, tilstedeværelse af journalister og kameramænd. Og netop det faktum, at USA i flere tilfælde prøvede at holde krigens mange mørke sider skjult fra offentligheden, var med til at krigen gik så galt som den gjorde. ”You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you can’t fool all the people all the time” Dette citat er af den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln, og det beskriver nøjagtigt hvad de amerikanske præsidenter havde glemt under Vietnamkrigen - men måske skyldes det netop det, at der aldrig tidligere havde været journalister på stedet.
USA var før 2. Verdenskrig på randen af nationalt bankerot. Franklin Delano Roosevelt fik delvist reddet landet ud af denne krise, og i hans 13 år lange præsidentperiode klarede han også landet igennem selve krigen. USA kom ud af krigen stærkere end nogen sinde, og med en ukuelig optimisme.[1] Og blot to år efter havde USA engageret sig i den kolde krig. England støttede det Britisk ledede monarki i Grækenland, mod kommunismen, men havde ikke råd til at opretholde støtten, så da briterne spurgte præsident Truman (efter Roosevelt) om støtte, mobiliserede han det amerikanske folk i en storslået tale - det der senere blev kendt som Truman-doktrien. USA skulle støtte lande mod totalitære styrer, og Sovjetunionen skulle presses indtil det enten ”… brød sammen eller gradvist mildnedes”.[2]I årene 1953-1961 var Dwight D. Eisenhower præsident. I denne og den næste tid var der konstant kapløb mellem stormagterne USA og Sovjet, og de kæmpede ikke direkte mod hinanden, men udkæmpede mange kampe rundt om i verdenen for at genere hinanden mest muligt[3]. Så på baggrund af det, og med moralsk støtte fra Truman-doktrien fremlagde Eisenhower en teori som gik under navnet ”Domino-teorien”. Den gik i sin enkelhed ud på, at hvis et land i Indokina faldt til kommunismen, ville resten ligeså falde, som dominobrikker[4].USA havde hele tiden været negativt indstillet til Genéve-aftalen[5], og underskrev den derfor ikke. Det politiske bagland i USA frygtede de konsekvenser det ville få at underskrive en aftale om overdragelsen af 13 millioner mennesker til kommunistisk herredømme, de ønskede i stedet at stå frit med hensyn til fremtidige løsninger. Allerede i 1954 var den amerikanske regering i færd med at planlægge en politik som skulle sikre Indokina efter en model hvor Ho Chi Minh[6] fik det nordlige Vietnam. Vietnam var som helhed i en svær position, landet kunne på den ene side blive indhyllet i kommunismens favn, eller være en vigtig nøgleposition for en amerikansk allieret - og dermed en potentiel base for de amerikanske styrker. I mellemtiden var sydvietnameseren Ngo Dinh Diem blevet premierminister i Sydvietnam, og USA knyttede tætte bånd med ham, og stod for opbygningen af et vaklende regime.I 1961 hed USA’s førstemand John Fitzgerrald Kennedy. Han var, og er stadig, den yngste præsident der er blevet indsat, han var katolik og demokrat, og blev af mange set som en idealistisk og fremsynet frelserskikkelse. Vidunderdrengen er han tilmed blevet kaldt af mange. Kennedy var stor tilhænger af Truman, og forstod også realiteten og betydningen af Eisenhowers dominoteori. Men Kennedy var ikke meget for at gå aktivt ind i en krig, som ville trække store nationer som Sovjet og Kina med. Så i stedet for at sende soldater til Vietnam, sendte han penge og militærrådgivere. Sydvietnameserne skulle militært set kunne klare sig selv. Og planen virkede. Både Diems vaklende støtte fra befolkningen og tabstallene hos FNL[7] steg drastisk. Men tabstallene hos FNL betød at gengældelsesangrebene blev flere og mere brutale. Og dette førte til forøget støtte i form af våben, finansielle midler og personel. I årene 1961-63 voksede antallet af rådgivere fra ca. 2.000 til ca. 14.000[8]Den 1. november 1963 blev Diem fjernet fra magten ved et kup, ikke af FNL, men af det sydvietnamesiske militær, som fjernede både Diem og hans bror, og myrdede dem brutalt. I det følgende år havde Sydvietnam 7 forskellige militære ”præsidenter” hvilket skabte stor ustabilitet i landet, da disse nye ledere ikke havde folkets støtte men USA’s støtte havde de dog. Efter Diems død var valgmulighederne klare for Kennedy. Han kunne enten optrappe med regulere militære styrker, eller trække rådgiverne ud og indlede fredsforhandlinger. Kennedy nåede aldrig at træffe sit valg. Blot 21 dage efter Diem var myrdet blev han selv skudt på åben gade i Texas. Indtil for ikke så mange år siden vidste man ikke hvad USA’s førstemand ville have gjort, men Robert S. McNamara[9] gør det klart i sine erindringer hvad han mener Kennedy ville have gjort: ”I think it highly probable that, had President Kennedy lived, he would have pulled us out of Vietnam. He would have concluded that the South Vietnamese were incapable of defending themselves [og derfor ikke værd at ofre amerikanske liv på et andet lands krig]…”[10]Som vicepræsident under Kennedy var det Lyndon Baines Johnson der overtog det varme præsidentsæde. Johnson blev selv genvalgt kort tid efter ved valget i 64, med et af Amerikas højeste stemmetal nogensinde, mere end 60 %. Havde det ikke været for Vietnamkrigens blakkede eftermægle var Johnson gået over i historien som en af USA’s bedste præsidenter.[11] Men det er ikke hans mange reformer der gjorde ham kendt, det var som sagt hans fortsættelse af Vietnamkrigen. Johnson var godt klar over, at Sydvietnam, og dermed USA, ville tabe krigen hvis der ikke blev taget beslutninger. Johnson havde to hoveddilemmaer. Enten ville han lade hele Vietnam blive kommunistisk - hvilket han ikke ønskede da han principielt var tilhænger af McCarthys ideer[12], men på den anden side turde han ikke forøge de amerikanske styrker[13] da dette ville give modstand blandt den amerikanske befolkning. Så han gik til valg med løftet om at fortsætte Kennedys populistiske politik med kun at støtte med ikke kampmæssige styrker. Han vandt som skrevet overstående, men det der foregik i Vietnam var en hel anden historie som var ukendt for befolkningen og pressen. I 1965 besluttede Johnson at optrappe antallet af amerikanske styrker i Vietnam, den såkaldte amerikanisering, i første omgang blev omkring 185.000[14] mand udstationeret. Dette skete som en erkendelse af at Operation Rolling Thunder[15] ikke kunne stoppe forsyninger langs Ho Chi Minh stien[16], og at krigen generelt ikke gik som de ønskede. Dette skulle blive et af vendepunkterne i krigen, da ansvaret for krigsførelsen nu lå på amerikanske skuldre. Umiddelbart efter udstationeringen rejste McNamara til Vietnam for at vurdere mulighederne og fremtiden. Ikke alle var enige i hans resultater: ”…”viser, at vi vinder krigen.” Det sagde han faktisk. Min opfattelse var imidlertid, at intet af, hvad jeg havde oplevet […] tydede på, at vi var ved at slå Vietcong. […] McNamaras regnestok-krigere måtte have udtænkt præcise indekstal, hvormed man kunne måle det umålelige”[17]. I årene frem til 1968 blev de amerikanske styrker kraftigt optrappet, og havde sit klimaks i 1968, hvor over 550.000 amerikanere var udstationeret. Men amerikanerne var ikke af den grund tættere på at vinde, som Ho Chi Minh udtrykte det: "If the Tiger does not stop fighting the Elephant, the Elephant will die of exhaustion."[18]Hvilket indikerer, at de blot ville kæmpe videre, selv om den store amerikanske styrke var tilstede, og at de til sidst, hvis de ikke kunne slå det amerikanske velsmurte militærapparat, blot ville trætte det tilstrækkeligt. Det viste sig senere at han skulle få ret, og det selv om han ikke var der til at opleve det.[19]
[1] Gyldendals USA historie, Erling Bjøl, s. 498[2] Efter udtalelse af diplomaten George F. Kennans[3] USA satte massive tropper på den Dominikanske Republik (65) og Sovjet knuste en reformbevægelse i Tjekkoslovakiet (68).[4] Amerikanske præsidenter, s. 285f.[5] En aftale som forsøgte at finde en fredelig løsning i Indokina (fransk) og Korea.[6] Ho Chí Minh 1890-1969, kommunistisk leder af Nordvietnam[7] Nordvietnams sydlige hær, forkortelse for Front National de Liberation, fransk og betyder Landets Befrielsesfront, Nordvietnams anden regulære hær hed PAVN Peoples Army of Vietnam. Fællesnavn for begge: Vietcong (US)[8] Vietnam - fra drage til tiger, s. 58[9] Robert Strange McNamara f. 1916, amerikansk administrator og politiker (forsvarsminister), og god ven af Kennedy[10] In retrospect, Robert S. McNamara, s. 96[11] Amerikanske præsidenter, s. 295[12] Forskellige kilder: Nudansk leksikon, Gyldendals USA-historie[13] Der var tale om en regulær forøgelse af styrker da Kennedy i hemmelighed havde indsat 1.000 marinesoldater.[14] Vietnam - fra drage til tiger, s. 71f.[15] Luftkrig mod nordlige Vietnam, med tæppebombardementer, indledt på baggrund af angrebet på den amerikanske base i Pleiku som dræbte ni amerikanere.[16] FNL’s vigtige forsyningssti som gik syd gennem Vietnam, og tilmed ind i Laos og Cambodja[17] En streg i sandet, Colin Powell, s. 99[18] Wikiquote – del af Wikipedia[19] Ho Chi Minh døde i året 1969.
Gennemgang af Tet-offensivens forløb
I årene op til 1968 så krigen værre ud end nogensinde, som nævnt før var mandskabet blevet forøget kraftigt, til over en halv million unge amerikanere[1], men situationen var stadig ude af kontrol og med episoder med ren civil nedslagtning som eksempelvis fandt sted i byen My Lai, faldt støtten til krigen, til et uset lavt niveau. Og i USA såvel som i resten af verdenen begyndte folk at demonstrere mod krigen. Og det skulle ikke blive bedre. Officielle kilder fra forsvaret havde forsikret den amerikanske befolkning om at krigen snart ville ende. Især General William Westmoreland var sikker på, at USA om et år eller to kunne overlade krigen til Sydvietnameserne selv[2].Den 31. januar faldt det vietnamesiske måneårs nytår, på vietnamesisk hedder dette Tét Nguyên Ðán, ofte kaldt Tet. Nord og syd havde i denne af vietnamesernes (både syd og nord) vigtigste helligdag etableret en våbenhvile, Tet-truce. Men den blev dog ikke overholdt af de nordvietnamesiske styrker. De indledte på festdagen voldsomme angreb på over 100 byer i Sydvietnam. Amerikanerne kendte kun til FNL’s guerillakrig i skoven og på landet, og regnede derfor generelt byerne for sikkert område, men på denne dag angreb over 85.000 mænd, arrangeret i små grupper med godt udstyr. Dette var helt nyt for USA – men de amerikanske styrker formåede dog alligevel at få nedkæmpet angrebene efter få timer de fleste steder. Det der dog rystede amerikanerne mest, var at se optagelser af angrebene i Saigons gader, og de efterfølgende offentlige henrettelser af Vietcong partisaner. Amerikanerne måtte gemme sig i deres ambassade, og kampene i selve byen Saigon varede hele tre dage.Generalen for de nord-vietnamesiske styrker, Vo Ngyen Giap, havde som hovedformål at vække en regulær folkerejsning, således at hele Vietnam samlet ville kæmpe mod USA. Dette lykkedes dog ikke, men han beviste derimod at hans tropper ikke var stærke nok til at holde nogen af de byer de havde angrebet, og samtidig led de store tab – det anslås at over 50.000 mistede livet, mod USA’s 1.500. Dog sagde Ho Chi Minh følgende: "You can kill 10 of my men for every one I kill of yours, yet even at those odds, you will lose and I will win." [3]En Sydvietnamesisk rapporter var til stede I byen Saigon, og overværede angrebet, hendes beretning til en engelsk avis lyder som følgende (efter Vietcongstyrkerne er i Saigon): ”… åbnede de dem [lukkede døre] op med magt og beordrede, at der skulle laves mad til dem […] da vietnamesiske elitestyrker, jægersoldater og marineinfanterister, gik til modangreb, gravede Vietcong skyttegrave inde i folks hjem, og tvang dem til at blive […] kvinder blev med magt tvunget til at bære de sårede ud […] brændte de husene for at dække deres tilbagetog”[4] Her har vi en øjensynligt pålidelig kilde, da hun selv var til stede, dog er jeg en smule skeptisk. Hun er sydvietnameser og ønsker derfor USA skal blive, så derfor kunne man med begrundet mistanke, tro hun ville dramatisere en smule på historien, for at skabe sympati for sit folk.
Begge parter så Tet-offensiven som en sejr. Amerikanerne erkendte, at de var blevet taget på sengen, men begrundede det med, at der trods alt var en underskrevet fredsaftale for dagen. Men til trods for dette, viste de sig i stand til at nedkæmpe angriberne. Nordvietnam så det også som en sejr, da de viste at USA ikke havde styr på landområderne – dog må vi nu sige, at det primært var en fiasko, da de mistede mange styrker, og samtidig ikke fik vakt den folkerevolution til live de havde håbet. Det skal dog siges, at Tet-offensiven i de amerikanske medier blev beskrevet som et nederlag for USA, og at det indikerede starten på deres endelige og uundgåelige nederlag.Samtidig var opbakningen faldet yderligere, og nu begyndte det politiske liv også at kræve, at de amerikanske troppe blev trukket ud. Dette, og de manglende militære resultater fik Lyndon B. Johnson til i en Tv-tale d. 31. marts, at meddele, at blandt andet Operation Rolling Thunder skulle stoppes, og at der skulle indledes fredsforhandlinger. Han meddelte samtidig, og til manges overraskelse, at han ikke ville stille op til præsidentvalget i næste år (1969).
Præsidentvalg – skifter tiderne?
Som nævnt tidligere stillede Johnson ikke op til genvalg, demokraterne var rådvilde. De havde to kandidater, deres trumfkort var Robert Kennedy, J.F. Kennedys bror. Han var en forkæmper for de sortes rettigheder, men kort tid efter det blev kendt, at han ville stille op, blev han skudt på et valgmøde i Californien.[5] Så deres kandidat blev Johnsons tidligere vicepræsident, Hubert Humphrey, og han appellerede til folket med sin venlige personlighed og det faktum, at han havde været vicepræsident. Republikanerne genopstillede Richard Milhous Nixon, der mindede folket om, at han havde været vicepræsident i en periode på 8 år, uden amerikansk deltagelse i krig (under Eisenhower). Og med en særdeles velsmurt kampagne vand han valget, med en kneben sejr. 43,4 % mod 42,7 %.[6] Efter min mening, tabte Humphrey kun fordi han ikke formåede at tage tilstrækkelig afstand til Johnsons krigsførelse i Vietnam.Nixon gik også til valg på at nedtrappe amerikanernes aktivitet i Vietnam, hans såkaldte vietnamiseringspolitik[7] skulle føres ud i livet. Det vigtigste for Nixon var, ikke at trække sig ud af krigen så de ville tabe ansigt til omverdenen, og således deres position som supermagt ville blive betvivlet i fremtiden. Men ligesom Johnson tidligere havde gjort det, holdt han ikke helt sine valgløfter, men havde en hemmelig plan, som, ligesom så meget andet, blev holdt hemmelig for pressen: ”I call it the Madman Theory. I want the North Vietnamese to believe I've reached the point where I might do anything to stop the war. We'll just slip the word to them that; for God's sake, you know Nixon is obsessed about Communism. We can't restrain him when he's angry - and he has his hand on the nuclear button - and Ho Chi Minh himself will be in Paris in two days begging for peace”.[8] Nixon gjorde altså det samme som Eisenhower havde gjort i Korea - en direkte trussel med atomvåben. Denne plan blev dog aldrig realiseret, til dels takket være Henry Kissinger, Nixons sikkerhedsrådgiver. Men som nævnt ville Nixon gøre meget for at kunne trække sig ud, uden at tabe ansigt. Så han beordrede hemmelige luftbombardementer af det neutrale Cambodja, hvor man mente Ho Chi Minh stien gik igennem - dette skulle til dels gøres for at stoppe forsyninger, men også så USA kunne trække sig ud, mens pressen fokuserede på en række angreb. Dette var ingen succes og kunne heller ikke holdes hemmeligt for pressen. Derefter indsatte han landstyrker i både Laos og igen Cambodja, hvilket endnu engang udløste massive demonstrationer - men denne gang kostede en demonstration i Ohio fire studerende livet. Efter Cambodja-offensiven erklærede Nixon, at USA ville trække sig ud af Vietnam, og at sydvietnamesiske tropper skulle overtage den egentlige krigstjeneste. Og denne gang holdt han sit løfte. Ved udgangen af 1971 var antallet af soldater nedbragt til 140.000[9], det laveste antal i syv år.
Samtidig blev der i hemmelighed, og i parallelt med de intetgivende parisiske fredsaftaler, foretaget afgørende fredsforhandlinger mellem Kissinger og nordvietnameseren Le Duc Tho[10], og Nixon selv aflagde historiske besøg i Peking og Moskva, og fik ved disse møder, de to kommunistiske stormagter til at mindske deres støtte til Nordvietnam, og dette fik nordvietnameserne til forhandlingsbordet i Paris. Og USA og Nordvietnam kom frem til en fredsaftale, men Sydvietnams præsident Thieu ville ikke gå med til aftalen. Dette gjorde situationen meget værre. Dette vil være den perfekte måde for USA at trække sig ud af krigen, og på den måde ikke stå som taberen i krigen, men også fordi Nixon gerne ville have en fredsaftale han kunne bruge under den nært forestående valgkamp. Dette fik Nixon til at beordre de hidtil kraftigste bombardementer af Nordvietnam, julebombardementerne - ”Operation Rolling Thunder” var genoptaget - og han gik også specifikt efter storbyen Hanoi. Dette medførte store civile såvel som militære tab for NFL, hvilket tvang dem til det parisiske forhandlingsbordet igen, og her blev en aftale endelig underskrevet, d. 23. januar 1973.Den 13. august forlod de sidste amerikanske soldater landet, som nu skulle klare sig selv. Men selv om fredsaftaler var underskrevet ville ingen af parterne overgive sig uden kamp. I året 1974 blev det til en regulær borgerkrig, og det blev meddelt at begge parter havde overtrådt våbenhvilen.[11] NFL satte sin sidste offensiv ind, Ho Chi Minh-kampagnen, som på bare 45 dage [12]tilendebragte den over 30 år lange krig, datoen var den 30. april 1975. Landet blev forenet med samlet kommunistisk styre, med hovedsæde i Saigon, som skiftede navn til Ho Chi Minh City.
[1] Gennemsnitsalderen for en amerikansk soldat var på blot 19 år. Vietnam - fra drage til tiger, s. 74[2] The New York Times, "The 'Wobble on the War on Capitol Hill," 17 Dec. 1967[3] Wikiquote - del af Wikipedia[4] Vietnam - fra drage til tiger, tekst 32, s. 82f.[5] Nudansk Leksikon[6] Amerikanske præsidenter, s. 310. Gyldendals USA-historie, s.592f.[7] Politik hvorved kampbyrden gradvist skulle gives til SV selv, der skulle tages 150.000 soldater ud med det samme, og omkring 20.000 hver måned de følgende år.[8] Wikiquote – del af Wikipedia[9] Gyldendals USA-historie, s. 594[10] De fik begge to senere Nobels Fredspris for deres arbejde[11] Konkluderet af den internationale kontrolkomite, nedsat som følge af Parisaftalerne[12] Den korte tid skyldes bl.a. at den sydvietnamesiske hær var i moralsk opløsning.
Diskussion af USA’s tilstedeværelse, og senere krig i Vietnam
Nu da krigen var gjort forbi, krævede amerikanerne regningen: Tredve år var gået fra Truman-doktiren til krigen endelig kunne slutte - den længste krig USA nogensinde havde været med i. Seks præsidenter havde landet haft, heraf en dræbt, og en anden måtte som den første i amerikansk historie[1] gå af før tid. 58.191 amerikanere havde mistet livet, heraf mere end 25.000 i perioden efter 1968. Et andet, dramatisk tal var antallet af sårede amerikanere, 153.303 - der ligesom resten af krigen var en utrolig stor økonomisk såvel som social byrde for eftertiden. Tre millioner amerikanere gjorde tjeneste i Vietnam. Noget helt andet, der i modsætning til de sociale tab og problemer, lettere kunne gøres op, var prisen på krigen: 120 milliarder dollars blev den anslået til at koste. Men det var alligevel et substantielt beløb for Amerika, og egentlig ville landet have haft råd til krigen, men dette ville have krævet at præsident Johnson havde træffet vigtige økonomiske reformer for hjemlandet - han manglede modet. Eftermælet for denne dyre krig sås i slutningen af 70’erne, hvor inflationen rullede, og dollaren blev svækket kraftigt. Resultatet blev, at der blev tæret kraftigt på de amerikanske guldreserver, og underskuddet på betalingsbalancen nåede rekorden med 30 milliarder dollars.[2]
Spørgsmålet om USA’s tilstedeværelse, og senere regulære krigsførelse, er et meget omdiskuteret emne i amerikansk politik. Hele affæren skal naturligvis ses i sammenhæng med Den Kolde Krig, og den amerikanske frygt for kommunismens udbredelse og hegemoni. Men et aspekt som også er essentielt i spørgsmålet, er amerikanernes manglende indsigt i asiatisk politik, og generel indsigt i de kommunistiske styrer. En alvorlig fejl, og måske endda en central grund til, at krigen gik så galt som den gjorde. Denne manglende indsigt var en direkte følge af Joseph McCarthys kommunistforfølgelse, eller som han ville have sagt det, forfølgelse af ”uamerikansk virksomhed” [3]. I perioden efter 2. Verdenskrig blev mange amerikanske officerer uddannet som ”kommunisteksperter”, men disse blev senere skræmt væk, således at USA manglede efterretninger og viden. Og dette var bare startskuddet til mange fejl. Blandt andet var der bred enighed i Kennedys administration om, at de to kommunistiske kæmper, Sovjet og Kina, begge ville arbejde sammen om at styrke Nordvietnam i deres kamp for indførelse af kommunistisk styre. Dette var ikke korrekt. Sovjet og Kina så på hinanden som fjender på lige fod med USA. Grunden til denne forskellighed skyldes de to styres syn på hinanden. Kommunismen i Sovjet var blevet indført på meget kort tid, og byggede sit fundament på arbejdere. I Kina var det anderledes, her var kommunismen blevet indført efter årtiers kamp, og havde sine rødder hos bønderne. Derfor var der en intern magtkamp mellem de to om at støtte Nordvietnam, men samtidig, og i lige så høj grad genere nabolandet. Nordvietnam gjorde det kloge i at prøve at balancere dette magtspil, således at det nød godt af begge landes støtte. Men havde USA været diplomatiske fra starten, og drøftet situationen med Sovjet og Kina kunne hele affæren måske været undgået.[4] Et andet fatalt emne som ikke blev undersøgt, var det åbne spørgsmål om, hvorvidt det var samme form for kommunisme Nordvietnam søgte, som var repræsenteret hos Sovjet eller Kina? Nationalisme blev af USA mange steder mistolket som reel kommunisme.Som angivet i mit første citat af Colin Powell, blev der givet udtryk for, at USA kæmpede denne krig for at beskytte hjemlandet, og generelt for ”frihedselskende mennesker overalt”. Hvis man kigger væk fra det synspunkt, og den strategiske fordel i at have en tæt allieret i et ellers kommunistisk domineret område, er der reelt ikke mange grunde til at indlede en så massiv krig som Vietnamkrigen endte med at blive. Der er meget få naturlige rigdomme i landet, altså, ingen mineraler, brændstoffer mm. Så som udgangspunkt må man konstatere at frygten for kommunistisk udbredelse var oprigtig.Men der er som sagt meget delte meninger om krigen. Mange fremtrædende politikere i USA mener den dag i dag, at sagen var begrundet. De konkluderer, at havde det ikke været for USA’s indgriben ville Sovjet og Kina have spredt sig til resten af Asien og Indien, og muligvis til mellemøsten hvor de ville forsøge at få kontrol over olieproducerende lande. Vi ved dog ikke meget om, hvorvidt sådanne planer har eksisteret, da mange af det tidligere Sovjets arkiver stadig er hemmelige for offentligheden.Set i bagklogskabens lys er det let at være dømmende og sige hvad der blev gjort forkert: Manglen på et egentligt fastlagt mål for krigen, efterretninger, manglende indsats for at vinde ”Hearts and mind” hos befolkningen, undervurderingen af nationalismen etc.. Men derpå rejser spørgsmålet sig; kan vi bruge denne viden om Vietnamkrigens fejl til noget i dag? Og svaret må øjensynligt være ja, og den blev tilmed brugt. I den første Irakkrig satte USA sig for ikke at gentage de samme fejl, det var den første deciderede amerikanske krigsførelse siden netop Vietnamkrigen, og ingen af de samme fejl måtte gentage sig. Derfor blev målene klart fastlagt, der blev fra starten indsat substantielle styrker, og hele operationen begyndte 17. januar med luftangreb, og da landstyrkerne blev sat ind, trak Irak sig ud af Kuwait blot to dage senere[5]. Men i dag vender vi blikket mod Irak endnu engang. Endnu en krig mellem Irak og USA, og det begynder mere og mere at ligne Vietnam om igen. I perioden op til Saddams tilfangetagen gik operationen som smurt, den store del af befolkningen bakkede op og der var styr på det. Men efter målet med operationen var lykkedes stod mange af de resterende tropper tilbage uden egentligt mål, hvilket blot pustede til ekstremisternes ild om at USA skulle ud af Irak. Så i denne krig begås mange af de samme fejl som blev begået under Vietnamkrigen.
[1] Amerikanske præsidenter, s. 309[2] Gyldendals USA-historie, s. 595ff.[3] Nudansk Leksikon[4] Kilder fra forskellige steder, primært Robert S. McNamara, In Retrospect, kap. 11: ”The lessons of Vietnam”[5] Nudansk Leksikon
USA som verdens politibetjent?
”We do not have the God-given right to shape every nation in our own image or as we choose”[1]Men alligevel er det netop hvad USA gør i store dele af verden, især i senere postkoldkrigstider. Dette skyldes til dels, at USA, selvom velvidende at den kolde krig reelt var slut i midt 80’erne, har haft svært ved at omstille sig. Dengang var det frygten for udbredelsen af kommunismen, nu er det terrorismen og diktaturer rundt om i verden der står for skud.Grunden til at USA var så frembrusende som de var i perioden efter 2. Verdenskrig var, at de som en af de få nationer kom ud af krigen med en styrket økonomi, og verdens største militærapparat, og de mente at de skulle bruge denne magt til at forme verdenen til et bedre sted. De gjorde det altså til dels fordi de var i stand til det, dog skal man også huske på, at mange af de steder USA har involveret sig i, har været reelle interesseområder. Og det er vel også hvad vi i dag til dels søger at opnå i EU, en magt til at influere vores omgivelser, og med Maastrichttraktaten[2] er vi blot rykket tættere på denne tankegang - vi vil gerne se os selv som et alternativ til den amerikanske hegemoni på supermagtområdet, om vi så ville være en bedre en, skal stå ubesvaret fra min side.
Det har generelt været svært for europæere at forstå USA’s senimperialistiske politik, og søgen efter at lege ”internationalt politi”. Efter vores opfattelse, som senere er blevet styrket under Bushs nuværende regering, ser mange amerikanere verden i sorthvid. Godt og ondt. ”You are either with us or you are against us”[3]. Men dermed opstår et centralt problem i debatten om USA’s indgriben i verdens kaos. Vi vil som udgangspunkt ikke have dem som vores beskyttere, og mener godt vi i blandt andet EU kan klare os selv og håndtere internationale konflikter, men samtidig, når det virkelig står slemt, til retter vi vores blik mod vest, og regner med USA’s intervention som vi har gjort det så mange gange før. Eksempelvis da Irak angreb Kuwait, borgerkrigen i Jugoslavien, Somalia (se det filmiske billede øverst), Haiti, Burundi, Armenien og listen fortsætter[4]. Det er disse krige og uroligheder som til dels blev overskygget af den kolde krig, men som fortsatte uden verdens blikke rettet mod dem, og det er krige og opstande som disse i den tredje verden der har kostet 40 millioner døde[5] i de sidste 45 år. Og det er i konflikter som disse NATO især har rettet blikket mod USA. Med dette mener jeg ikke det altid er retfærdigt og begrundet, men vi skal bare i vores kritik af USA’s imperialisme huske, at det ofte er os selv der har bedt dem være vore beskyttere.
[1] Robert S. McNamara, In Retrospect, s. 323[2] Politik om general ensartethed i europæisk tankegang, eks. mht. sikkerhedspolitiske synspunkter.[3] George Walker Bush, State of the Union Address (21. september, 2001)[4] Leksikon.org[5] Robert S. McNamara, In Retrospect, s. 324
Tet-offensiven som var Nordvietnams overraskelsesangreb på over 100 større byer i centrale og sydlige Vietnam, og næsten samtlige militære baser kontrolleret af amerikanske eller sydvietnamesiske styrker, i vinteren 1969. offensiven var en afgørende styrkeprøve for begge parter, og må ses som en, ikke omkostningsfri, sejr for den nordvietnamesiske befrielsesbevægelse. Angrebet havde ikke den store indflydelse i selve krigsområdet, tabene for USA var begrænsede, men det unikke var den betydning slaget fik i hjemlandet. Billederne af kampe i Saigons gader rystede regeringen, og fik Lyndon B. Johnson til at trække sig som kandidatemne ved det forestående valg. Det rystede ved hele billedet af, at USA var tæt på sejr, en sejr som var blevet lovet af mange amerikanske officielle og generaler. Episoden var med til at tvinge USA til forhandlingsbordet, og blev af mange set som begyndelses til enden på krigen. Men jeg vil ikke lægge for meget betydning i angrebet alene, efter min mening skal det ses sammen med de nyttesløse bombninger under ”Operation Rolling Thunder” og mange andre episoder, som summeret fik Nixon til at indføre vietnamiseringspolitikken, og på den måde muliggjorde en ende på krigen.
Krigen i Vietnam blev fra amerikansk side delvist fejltolket som en krig mellem dem og kommunismen, men i dag skal vi nok mere se det som en selvstændig nationalistisk aktion uden den store tilknytning til Sovjet eller Kina. Da Sydvietnam allierede sig med USA, indså Nordvietnam at de måtte få hjælp udefra, og der stod Sovjet og Kina parat. Og hvis man ser på bevæggrundene for den, må man som nævnt tidligere oprigtigt tro på deres hensigt; at redde verden fra kommunismens hegemoni og udbredelse.
"Amerikanske præsidenter" - Frank Esmann - 2001 - Aschehough. "En streg i sandet" - Colin Powell (selvbiografi) - 1995 - Holkenfeldt. "Gyldendals USA-historie" - Erling Bjøl - 2002 - Gyldendal. "In retrospect" - Robert S. McNamara (eng.) - 1995 - Times Books. "Vietnam - fra drage til tiger" - Peter Frederiksen - 1996 - Systime. "Politikens nudansk leksikon" - redaktion - 2002 - Politikens forlag
Opslag
