Nutidens ungdom mangler i høj grad dannelse, og sikkert i samme grad som fortidens ungdom gjorde det. Min generation er blevet opfostret til at være enere, vi har fået det ind med modermælken, at vi kan hvad vi vil, og blive til det vi vil. Dette emne vil jeg senere udspecificere. Manglen på dannelse er bestemt ikke et nyt modefænomen, som er sprunget ud i nyere tid. Jeg skal ikke sidde og være gammelklog og berette hvordan dannelsesbegrebet blev indledt i romantikken, om H.C. Andersens dannelsesrejse til Italien, eller Bertel Thorvaldsens for den sags skyld, det er der skrevet mere end rigeligt om. Jeg vil derimod forsøge at give et mere nuanceret blik på, hvad moderne dannelse vil sige, og hvem der skal stå for denne.
I en artikel i Weekendavisen beretter Thomas Ziehe, professor i pædagogik, om hvilke problemer den nutidige generation står med. Et fænomen han arbejder med, er det han kalder ”relevanskorridor”, som er et begreb, der dækker over unges evne til, kun at vælge hvad der netop passer bedst til dem. Altså en utrolig snæver referenceramme, som med hensyn til indlæringsmæssige sammenhænge, skal rammes præcist. Dette fænomen spænder fint over med betegnelserne, som vores generation har fået tildelt; ”generation x”, ”generation fucked-up” og hvilke mærkater de ellers har kunnet finde på at påklistre os med. Altså betegnelser, der skulle beskrive os som en generation af ligeglade børn, der ikke har noget større mål i livet. Og selvom jeg nok falder ind under disse kategorier, føler jeg mig stadig i stand til at give dem, og Thomas Ziehe, ret på dette punkt. Selvcentrering og egoisme trives i allerbedste velgående i den vestlige verdens ungdom, og holdes tilmed i live af de mange massemedier og tordnende budskaber, vi dagligt bliver bombarderet med. ”Mennesket er til for at erkende ordenen og bringe sig i orden” (Meïr Aron Goldsmith), og nu da vi har erkendt ordnen, er det vel kun rimeligt at flytte fokus på sig selv – egocentrien længe leve? Tja, det hedder ofte ”mig, mig, mig”, og i alt hvad man gør, og foretager sig, uanset om det handler om uddannelse, job, karriere, familie, så er man altid selv i centrum. Superegoet, der føler det er berettiget at få et barn som 60-årig, velvidende at barnet nok ikke vil kende sin mor eller far mere end et par og tyve år, unge studiner med rundsave på albuerne, som først og fremmest tænker på eget forgodtbefindende og fralægger sig ethvert socialt ansvar. Men at sige at egoismen kun trives iblandt unge vil være decideret forkert, og usandt. Et tegn på dette er den, desværre, meget udbredte fremmedfjendskhed som blomstrer i hele befolkningen, men, måske endda, især blandt ældre generationer. Påstande såsom; ”vi har opbygget samfundet, og nu kommer de og nasser” er hørt før. Og hvis ikke vores generation bliver skolet i social ansvarlighed og tolerance, vil fremtidens ældregenerationer utvivlsom komme med omtrent de samme obskure påstande. Med hensyn til ungdommens indskrænkethed mener Thomas Ziehe, at en løsning skal findes i skolen og skolens lærere. De skal ”åbne andre horisonter for de unge”, som han siger. Dette er da også et meget fint, om end populistisk, budskab som jeg dog har svært ved at tilslutte. Pædagoger skal selvsagt være med til at vise eleven i den retning, der ville være dannende; retningen mod nye horisonter. Men at forældrene på den måde skulle kunne fralægge sig ethvert ansvar er ganske enkelt uhørt. Hvis familien ikke er med på ideen om at ændre horisonten, og ungens referenceramme, og her kan især henvises til indvandrerfamilier, hvor omvæltninger er en sjældenhed, da de ofte vil stride imod kulturelle og religiøse dogmer, ender det bare op med endnu et tilfælde a la ”Dead Poets Society”, altså en lærer der overtræder sine beføjelser og leder en elev til at følge sine (skuespil)drømme, velvidende at familien er imod det.
Et andet kritikpunkt som Ziehe kommer med, er det faktum, som jeg også har nævnt tidligere, at referencerammen skal rammes, og også på et sådant niveau, at der skal kunne relateres til den unge selv og til livet. Dette mener jeg dog heller ikke er helt sandt. Der bør, efter min mening, altid være en del af det teoretiske der nu engang skal læres, der skal kunne sættes i perspektiv til det egentligt konkrete. Dette er også af hensyn til læringsmæssige forhold, hvis det der skal læres ikke sættes i en form for kontekst, men svæver frit, vil indlæringen sænkes drastisk. Reformpædagogikken, som kom frem i de frigjorte 60’ere, og som prædikede frigørelse fra gamle doktriner, frihed i undervisningen, antiautoritær pædagogik, og først og fremmest; eleven i centrum, er ifølge Ziehe ”… blevet en naturlig del af elevernes mentale udrustning…”, og især på to punkter; nemlig mantraet om, at man skal lære hvad man har lyst til, som hænger sammen med det andet budskab, som er; ”du kan, hvad du vil”. Dette er to budskaber, som for længst burde være slettet og smidt på porten. Et lyslevende eksempel på at det sidstnævnte budskab stadig er fæstnet til manges sind, og som skaber store samfundsmæssige problemer, kan ses i uddannelsesverdenen, navnlig de videregående uddannelser: På mange af fakulteterne er der frafaldsprocenter på om imod 50 %, hvilket vidner om, at alt for mange tror, at de kan hvad de vil, og at de bare skal gøre det de har lyst til. Dog skal jeg nævne, at jeg ikke mener, uddannelsernes indlæringsmetoder og pædagogiske værktøjer skal bombes helt tilbage til middelalderens latinskoler. Man skal eksempelvis ikke fortælle sin knægt, der ”åh så gerne vil være astronaut”, at sandsynligheden for at det sker, er omtrent det samme som at månen skulle styrte sammen – det kan ske, men gør det nok ikke. Jeg mener blot, at der på visse områder bør justeres en smule. En ”bevidstgørelse om vejen mod målet”, som Thomas Ziehe forklarer det, er et godt sted at starte. Livet, i alle dets facetter, er bestemt ikke nogen evig og lyksalig dans på roser. Det er til tider smertefuldt, og hvis man går igennem livet uden fiaskoer, tvivler jeg på, at vedkommende har oplevet succeser. Et konkret eksempel på ”bevidstgørelse[n] om vejen mod målet” kunne være studievejlederen, som, når eleven med et snit under den pæne middelgrænse, gerne vil være læge, bør sige fra, og fortælle om den konkrete virkelighed i det enkelte eksempel. Igen med hensyn til skolens rolle, mener Ziehe, og dette budskab kan jeg bedre tilslutte mig, at skolen bør tilbyde et alternativ til den egodyrkende massekultur som omgiver os, den skal, så at sige, tilbyde anderledeshed. En anderledeshed kunne bestå i, at vise eleven det, den ikke troede den kunne. Dette er selvfølgelig meget bredt formuleret, men succesoplevelser på forskellige områder, heriblandt skolesammenhænge, kan være et kæmpe plus i ethvert menneskes selvbevidsthed og selvopfattelse. Ziehe vil ydermere ikke lade sig forarge over ungdommen: Nok har den sine problemer, mangler og vanskeligheder, men der er også mange lyspunkter, og historisk set kan der vel ikke findes en ungdomsgeneration der er fejlfri, hvad dette begreb så end dækker over. Ungdommen mangler blot en smule dannelse og et skub i den rigtige retning, og så skal det alt sammen nok gå.
Hvad dækker begrebet ”dannelse” så over? Hvis man, for en kort stund, ser på begrebet i et historisk lys, og betragter Platons hulelignelse, som jeg indledte med, er dette eksemplet på en klassisk dannelsesmyte. Myten er billedet på, hvordan både det enkelte menneske, i kraft af sit eget virke, kan tilegne sig en dybere indsigt i forskellige etiske dilemmaer, men også hvordan menneskene i fællesskab kan opnå indsigt, og frigøre sig fra doktrinære tankesæt og gudstro. Således vil dannelse sige, at man tilegner sig en række upersonlige, mere eller mindre universelle principper, der kan strukturere og skabe sammenhæng, ud fra begrebet om ”det gode” og ”det rigtige”. At være et dannet menneske vil tilmed sige, at man har fundet sig selv, i kraft af, at man har fundet sin tilværelse. Hvorvidt denne definition stadig er gældende, vil jeg svare ”ja”. Et dannet menneske kan opveje argumenter, sætte andres behov før sine egne, tilegne sig ny viden, som ifølge Ziehe burde ligge uden for egen referenceramme, træffe beslutninger, og al dette med begrebet og billedet på ”det gode” i baghovedet. Skolens rolle i al dette må, med et moderne udtryk, være at give de unge redskaberne til at realisere dette. Hvis vi holder fast i hulelignelsen, kan lærernes og skolens rolle være, at frigøre eleverne fra de lænker der fastholder deres blik i en autoritetstro og indskrænket retning – vise dem vejen til selvstændig overvejelse. Jeg mener blot, at der opstår et centralt stridspunkt, hvis lærerrollen bliver skiftet ud med mentorrollen, altså hvor eleven ikke blot, billedligt, bliver frigjort fra lænkerne, men også bliver taget i hånden og ledt op i lyset. Dette må være den unges eget ansvar – og i en hvis udstrækning forældrenes og baglandets. Hvis ikke der bliver undervist i selvstændig tanke, men at underviseren påtager sig rollen som den prædikende, vil ét sæt livsanskuende briller blot blive udskiftet med et andet, og den selvstændige stillingtagen vil være foruden.
Hvordan dannelsen, på institutionelt plan, rent konkret skulle foregå, kommer Ziehe ikke med noget bud på. Om man skulle kopiere dannelsesrejsekonceptet, og lave en version 2.0, vil jeg lade stå ubesvaret. Jeg vil mene, at dannelsesbegrebet opererer på tre hovedområder: Almen dannelse, personlighedsudvikling og uddannelse. Det første begreb, er det gymnasiet har taget til sig som sin hovedopgave. Den almene dannelse består således i, at eleverne bliver bekendt med en række områder, der måske ligger uden for deres vante referenceramme. Personlighedsudviklingen er ikke et enkelt trin, men en trappe med mange faser, som spænder over det meste af liver. Heri ligger den almene dannelse, og en senere mere specifik dannelse, som er knyttet tæt sammen med det sidste punkt; uddannelsen og det personlige valg af denne. Det er især her, man danner sig selv, og skaber en identitet gennem de valg, man træffer, og de valg man ikke træffer. De værktøjer jeg tidligere nævnte skulle overdrages til den unge, som formentlig vil befinde sig i den første kasse, den almene dannelse, kunne vel være indsigt. Indsigt i ældre kulturer, både vores egen og den fra fremmede steder, indsigt i gammel litteratur, kunst, videnskab og tro. Det er essentielt at kende sine rødder, og at have et begreb om, hvad det vil sige at være dansk og at være verdensborger. Især i denne tid hvor definitionen af ”det at være dansk” er et meget omdiskuteret emne. Dog skal det, at kende sine rødder, ikke lede til uforbeholdent nationalfølelse og stolthed, fremmedfjendskhed og usolidarisk opførsel, blot fordi man mener, at græsset er grønnere på vores side af hegnet. Men det andet aspekt af den traditionelle dannelse, det at kende til fremmede kulturer, er omtrent det samme som 1800 tallets intellektuelle tilegnede sig på deres dannelsesrejser. Indsigt, både den hjemlige, den fra fremmede kulturer, den selverhvervede, og den skriftligt tilegnede, giver alt sammen viden, som igen kan bruges til at træffe de valg, der unægtelig vil skulle træffes. I denne ugennemsigtige jungle af informationer, inputs og forsøg på manipulation skal skolen, sammen med forældre og eleven selv, forsøge at give den unge indsigt i, hvilke muligheder der er, og lede op til det selvstændige valg, et valg hvor den unge, forhåbentligt, vil have ideen om ”det gode” i tankerne, og således handle ud fra disse overordnede, universelle principper, og tilegne sig indsigt til udsigt. Det kan man i al fald nære håb om, og et ønske kunne også være, at den herskende tanke gik fra ”mig, mig, mig” til at være ”mig, mig, og andre”.
Opslag
