Værnepligten kalder

Dette indlæg blev bragt, i en forkortet udgave, i Politiken 2. sektion s. 9, d. 5. december, under overskriften "Man lærer faktisk noget brugbart ved militæret".

Jeg har netop afsluttet min værnepligt ved Aalborg kaserner. Fire, på alle måder, overraskende måneder, med et hav af forskellige indtryk. Nogle gode, nogle mindre gode. Det første var en umiddelbar klar ide om, at jeg ikke ville overleve det. Vi lagde hårdt ud med vækning klokken fem om morgenen, dernæst rengøring, personlig hygiejne, morgenmad og det obligatoriske stueeftersyn. Ikke nogen rar morgen for en der netop var færdig med sommerferien i det langsommelige tempos domæne, og før det, et mere roligt liv i gymnasiet. Jeg gik og overvejede hvordan jeg mon kunne slippe ud, jeg kunne fingere en skade, sige at jeg ikke magtede det psykisk, eller en mere alternativ vej som at påstå jeg røg hash eller tissede i sengen, alle muligheder der ville garantere en billet til friheden på den anden side af ”hegnet”. Men midt i min tankestrøm slog det mig, at hvis jeg gennemførte dette, selvom det ikke var det bedste jeg vidste af, ville jeg garanteret komme stærkere ud på den anden side. Så jeg hang i, til trods for min militære skepsis.
Nu da jeg så er færdig kan jeg skue tilbage, og danne mig et mere klart billede af, hvad værnepligten er for en størrelse, om den er værd at bevare og hvad den giver os unge mennesker der skal igennem den. Først til størrelsen: Værnepligten er et mægtigt apparat, som nødvendigvis må koste dyrt. Tag bare min kaserne som eksempel, fem hundrede værnepligtige plus et antal befalingsmænd og officerer. Værnepligtslønnen er på ca. 6.500 kr. brutto, og dertil 160 skattefrie kostpenge om dagen. Sammenlagt giver det omkring 22,5 millioner i lønninger – på fire måneder, og dette er kun for én kaserne. Dertil kommer en masse ekstra udgifter som materiel; et løst skud koster ca. 3 kroner, og dem skød vi gerne hundrede af på en feltøvelse, som vi havde 7 af, alle 500 mand! Regn selv. Og det mærkelige ved værnepligten, og det danske forsvar som opererer med de menige, er, at de ikke producerer noget som helst, men kun konsumerer. Hvis man så bare kunne sætte os til at lave noget konstruktivt!
Dette var en masse talgymnastik, som er til at tage og føle på, men samtidig har værnepligten også givet mig, og forhåbentligt de 499 andre unge mænd og kvinder, noget mere end det. Jeg vil da mene, at jeg i forløbet har lært en række brugbare egenskaber, som jeg kan tage med mig. Eksempelvis har vi alle gennemgået et længere forløb med førstehjælp på højt uddannelsesniveau, således at jeg har bevis på det fra Dansk Førstehjælpsråd, noget som jeg mener alle burde igennem. Vi har også haft et forløb med ”Brand, miljø og redning” som gav os en række færdigheder i at bekæmpe brænde, afstive bygninger, lave simple dæmninger og redde liv, igen egenskaber som er relevante i det daglige liv. Militæret har dog også ændret, eller givet inputs, til sindet. Mit kompagnis motto var (på godt jysk) ”Bli’ ve’”, og det er da noget man kan huske, og hvis man kan leve op til det, kan man komme langt. Derudover var der en række kernedyder som vi blev undervist i: samarbejde, høflighed, punktlighed, arbejdsomhed og en række andre menneskelige egenskaber.
Nå jeg så skal vurdere om det har været en sådan oplevelse, at jeg gerne så andre få den må jeg svare delvist ja. Der er selvfølgelig en masse sure ting ved at være værnepligtig; man vil ofte være langt væk, man skal leve sammen med en masse mennesker man ikke kender, og ikke nødvendigvis bryder sig om, man skal lære at rette sig efter sine overordnede osv. Men samtidig lærer det en, en masse, ikke mindst om sig selv, og et citat lyder jo også ”Det søde er ikke helt så sødt, uden det sure”.