Klaus Rifbjerg blev født i 1931, og er en af danmarkshistoriens største forfattere.Han voksede op på Amager og debuterede med digtsamlingen ”Under vejr med mig selv” i 1956. Denne titel ”Under vejr med mig selv” betyder at finde ud af, hvem man selv er og hvorfor. Ud over at være forfatter, har Rifbjerg været redaktør og dernæst chefredaktør for Gyldendal. De fleste af Klaus Rifbjergs fortællinger omhandler unge mennesker, der vil overskride grænser. Han hører til under den skriverstil der hedder modernistiske forfattere. Disse forfattere gør
Et af Klaus Rifbjergs hovedværk er er den ”Den kroniske uskyld”, der udkom i 1958. Den handler om kærlighed og venskab. En dreng ved navn Janus er fortælleren. Han møder en dreng ved navn Tore, og de bliver gode venner. Tore forelsker sig i en pige, der hedder Helle, og alt er som det skal være – Bortset fra at Helle ikke vil i seng med Tore. Dette resultere i at Helles mor forfører Tore. Helle begår selvmord og Tore bliver indlagt på den lukkede afdeling.
Klaus Rifbjergs måske mest kendte citat:
”At blive voksen betyder jo ikke bare, at
man bliver højere og tykkere og måske får
job og en familie. Det betyder også, at
man udvikler sig og bliver en anden”.
Elveskud handler om en mand ved navn Oluf. Han skal i visen giftes den efterfølgende dag. Han rider ud en tur og møder her på vejen elverkongens døtre, elverpigerne. De byder ham op til dans, og lover ham alverdens gaver, hvis han blot vil danse med dem. Til trods for dette afslår han tilbudet om dansen. Elverpigerne bliver gale over han vender dem ryggen, og sender en forbandelse over ham. Han bliver ramt af forbandelsen mellem hans skuldreblade. Efter dette bliver han sat op på sin hest, af elverpigerne, og rider tilbage til hans borg. Ved borgens port står hans moder og venter ham. Han fortæller hende om elverpigerne, og hun opdager, at han er blevet elverskudt, da han kort efter, ved borg porten, falder dø om. Forbandelsen elverpigerne har kastet over Oluf gør, at ”sot og sygdom” vil følge ham. Den næste morgen, hvor brylluppet skulle have været, finder bruden Oluf. Olufs forbandelse kræver tre døde. Bruden dør lige efter hun har opdaget, at Oluf er død, og moderen død kort efter pga. sorgen over Olufs død.
Elveskud er en tryllevise. Man kan karateristere Elveskud som en tryllevise, fordi den opfylder mange krav for en. Elverpigerne er overnaturlige væsner, som pludseligt kommer ind i hans liv. De kommer ind i hans liv på et ganske bestemt tidspunkt. Oluf skal snart giftes. Hans skal tage et stort skridt. Han skal gå fra at være en ung dreng, hvor familien passer på ham, til at blive en selvstændig mand, med sin egen familie. Det er ofte denne del af et menneskes liv trylleviser beskæftiger sig med. Et andet karakteristisk træk for en trylleviser er den tragiske udgang på vise. Til trods for Oluf modstår elverpigerne, går det ham dårligt og han dør, sammen med hans brud og moder.
Man kan dele trylleviser ind i faser, efter en generel 3 fase model. I første fase bliver hovedpersonerne præsenteret og konflikten varsles. I anden fase finder konflikten og opgøret med de overnaturlige væsner sted. Hovedpersonen bliver ofte udsat for nogle prøvelser i denne fase. I tredje fase bliver konflikten afrundet, der kommer en løsning på problemet. Løsningen kan både falde ud til hovedpersonens og de overnaturlige væsners side. Dette afhænger af hovedpersonens handlinger, og hvilken tid visen er skrevet i . De ældste trylleviser har tilbøjelighed til at ende tragisk, set fra hovedpersonens perspektiv.
Jeg vil dele Elveskud ind i følgende faser:
Første faser er 1.-2. strofe. I disse strofer bliver man præsenteret for Oluf og får at vide han skal giftes. Omkvædet, som er efter første strofe, sætter stemningen. Man finder ud af der foregår noget mystisk i lunden. I anden strofe finder man ud af, det har noget med elverpiger at gøre. I tredje strofe starter dialogen imellem Oluf og elverpigerne, derfor vil jeg sige, at det tilhører starten af konflikten.
Anden fase er 3.-13. strofe. Her forløber konflikten. Man bliver introduceret for overnaturlige væsner, i form af elverpiger. Her bliver Oluf udsat for en prøvelse. Kan han modstå elverpigerne eller ej? I strofe 14 rider han hjem igen. Dvs. han er kommet hjem fra prøvelsen, han er i faste rammer, og er derfor ikke længere udsat for en prøvelsen. Prøvelsen har fundet sted. Olufs fremtid er blevet bestemt.
Tredje fase er 14.-25. strofe. Her vender Oluf, som sagt, hjem igen. Han har været udsat for en prøvelse. Disse strofer vil jeg tage med i afslutningens fasen, fordi man bliver klar over han har modtager sin staf i strofe 13. Det er her man finder ud af, hvilken frygtelig skæbne han vil komme til at lide. Fra 14-25, bliver straffen afviklet. Her får han sin straf at føle. Dette er afslutningen på hans besøg hos elverpigerne, nemlig døden.
Oluf er ung og uerfaren. Han har højst sandsynligt boet hjemme hos sin familie hele hans liv, hvilket de fleste, i hans gifteklare, alder har. Han er frygter for hans fremtid. Hans ved ikke hvad den vil bring. Han viser en styrke, fordi han formår at modstår elverpigerne, til trods for hans tvivlen på fremtiden.
I visen bliver Olufs brud på intet tidspunkt beskrevet, hverken som værende smuk eller klog. Dette kunne tyde på, at Oluf ikke finder hende særlig interessant og tiltrækkende. På denne tid var det ikke kærlighed, som afgjorde hvorvidt de unge mennesker skulle giftes eller ej, men det var mere de praktiske årsager, som spillede ind. Men at han gifter sig med hende af pligt. (dette er et svagt tegn, hvis det med fed ikke er sandt) Oluf viser trofasthed, fordi han på så spinkle en tro, på en god fremtid, vender elverpigerne ryggen.
Jeg vil mene, at Elveskud tilhører de ældre trylleviser pga. dens sørgelige og urimelige slutning. Elvepigerne symbolisere konflikten inde i ham selv
Er du til frisk luft, natur og familiehygge? Så er camping lige noget for dig og hele din familie. Camping er en rigtig livsbekræftende beskæftigelse hvor alle kan være med, unge som gamle. Camping i Danmark bygger på en lang række af traditioner, og et par uskrevne campingregler. Det første man skal huske på er, at campingferien skal være sjovt for alle. Spørg derfor, før i kører af sted, hvilke forventninger familien har til ferien. Skal der fart over feltet? eller skal der fokuseres mere på den så kendte lune danske hygge? Eller skal det måske være en kombination af de to? Der er sikkert mange forskellige forventninger der skal indfries, og for at det hele skal gå op i en højere enhed, følger her et par gode råd og fifs:
Først skal I overveje hvordan I vil campere? Skal det være i campingvogn eller det gammeldages telt? Her skal I overveje hvor meget bagage I har med, en campingvogn kan rumme meget, men kan også forringe mulighederne for at nyde naturen fra første parket.
Dernæst skal I finde ud af hvor ferien skal gå til? Danmark og resten af Skandinavien er stadig populære og pragtfulde campingdestinationer, med faciliteterne i orden, mens sydens sol byder på mere eksotiske oplevelser. Derudover udpeger mange anerkendte rejseeksperter Hviderusland som det nye hotte "in-sted" inden for trailercamping, med flotte naturområder, spændende kultur og et pragtfuldt dyreliv.
Så skulle der vist være styr på den ferie!
Her følger nogle links, med inspiration og praktisk "knowhow":
'
Funktionsmæssigt inddeles nervesystemet i et somatisk nervesystem der er underlagt viljens kontrol og styrer funktioner som bevægelse, sansefornemmelse, tankevirksomhed og tale, og et autonomt nervesystem der er upåvirket af viljen og regulerer de indre organers funktioner. Et neuron kan inddeles i forskellige dele: Soma som er cellens krop, dvs. den indeholder nucleus, og andre organeller. Ud fra soma udløber axoner som er en slags ”ledninger” dvs. de viderefører elektriske signaler, og disse bliver ledt ud i dendritterne der kan videresende signalet til andre nerveceller. Axonet er dækket af myelinskeder der sikrer isolation af strømmen, og som øger hastigheden af signalet. Neuronens cellemembran er selektiv permeabel, således at ladede ioner som Na+, Cl- og K+ ikke kan diffundere gennem, men trænger ind gennem proteinkanaler, og denne transport kan både være passiv og aktiv. O2 og CO2 kan frit diffundere da de er små og spændingsneutrale. I hvile er der som følge af forskellige ladningskoncentrationer et potentiale over membranen på -70mV, dette er essentielt, da cellen hvis den ikke har denne forskel i spænding, ikke kan sende eller modtage signaler. Når en sancecelle bliver påvirket af et stimuli, ændres potentialet i axonet, Denne respons kaldes et aktionspotential.
Ved -55mV ligger den såkaldte tærskelværdi. Hvis denne overskrides bliver signalet videresendt ved at natriumkanaler åbnes, og der herefter strømmer Na+ ind i cellen. Dvs. at spændingen i cellen øges i positiv retning op til ca. 30mV. Diffunderingen af natrium ind i cellen sker som følge af en spændingsforskel fra intracellulært miljø til ekstracellulært miljø. Når potentialet når det førnævnte peak vil kanalerne lukkes igen (efter <0,5milisek).>+ kanaler åbnes, hvilket medfører at membranpotentialet repolariseres, og falder ned på -70mV. Umiddelbart efter et aktionspotentiale vil der ske en hyperpolarisering (”undershoot”), hvor membranpotentialet kommer under -70mV, dette sker fordi både natriumkanalen og kaliumkanalen lukkes, i dette tilfælde sættes Na-K-pumen i gang og genopretter hvilemembranpotentialet; et nyt signal kan startes.
Bladlus er små 1-
Normannsgran, Abies nordmanniana, som vel nok er danskernes foretrukne grantræ til jul, bliver let angrebet af bladlus. Men for ikke Danmarks juletræsproduktion (som er en meget stort marked) skal lide unødvendig overlast sprøjtes der med insekticider, og iblandt disse indgår syntetiske pyrethroider. Hvordan dette stof fungerer, vil jeg komme ind på senere, men for at klarlægge hvilken skade bladlus kan gøre på træet, vil jeg kort gennemgå træers (og andre planters) vigtigste botaniske fysiologiske træk. Planteceller har såvel som menneskeceller brug for energi til en række vitale formål, såsom vækst, vedligeholdelse og andre intracellulære processer. (man må forvente et ekstra stort energibehov om foråret, også for stedsegrønne, da de her har en meget stor vækst). Energien til disse førnævnte processer kommer fra spaltningen af adenosintrifosfat til adenosindifosfat (ATP→ADP), men først skal denne ATP dannes, og det sker som i alle andre celler ved respiration; en biokemisk proces der gennem omdannelse af glukose og ilt til vand og kuldioxid frigør energi (her i afstemt form):
C6H12O6 + 6O2 > 6CO2 + 6H2O + 30 ATP
Måden fotoautotrofe planter skaffer sig denne glukose sker
ved fotosyntese, som er en for livet på Jorden helt grundliggende proces at grønne planter vha. solens lys kan omdanne kuldioxid og vand til ilt og sukker. Fotosyntesen kan ses som den modsatte proces af respiration. Fotosyntesen er en yderst kompliceret kemisk proces som opdeles i to hovedfaser: lysfasen hvor lysenergien omdannes til kemisk energi, og mørkefasen hvor dannelsen af kulhydrater foregår. Men man kan skrive en tilnærmelse af disse processer ved denne ligning:
K 5% XN/N-font-style:italic'>som vel nok er danskernes foretrukne grantræ til jul, bliver let angrebet af bladlus. Men for ikke Danmarks juletræsproduktion (som er en meget stort marked) skal lide unødvendig overlast sprøjtes der med insekticider, og iblandt disse indgår syntetiske pyrethroider. Hvordan dette stof fungerer, vil jeg komme ind på senere, men for at klarlægge hvilken skade bladlus kan gøre på træet, vil jeg kort gennemgå træers (og andre planters) vigtigste botaniske fysiologiske træk. Planteceller har såvel som menneskeceller brug for energi til en række vitale formål, såsom vækst, vedligeholdelse og andre intracellulære processer. (man må forvente et ekstra stort energibehov om foråret, også for stedsegrønne, da de her har en meget stor vækst). Energien til disse førnævnte processer kommer fra spaltningen af adenosintrifosfat til adenosindifosfat (ATP→ADP), men først skal denne ATP dannes, og det sker som i alle andre celler ved respiration; en biokemisk proces der gennem omdannelse af glukose og ilt til vand og kuldioxid frigør energi (her i afstemt form):6CO2 + 6H2O +E(lys) > 6O2 + C6H12O6 (glykose)
Den del af fotosyntese, hvor sollys omdanner vand og kuldioxid til glukose og ilt, sker i grønkornene, som er et organel kun planter (og alger) har. Det specielle ved grønkorn er, at de indeholder klorofyl, som er et farvestof der giver plantedele deres farve[1], det kan både være grønt og rødt som eksempelvis blodbøg De røde pigmenter hedder bare ikke klorofyl, men det kan f.eks. være carotenoider. Klorofyl fungerer som katalysator ved fotosyntesen hvor lysenergien absorberes af farvestoffet og omdannes til kemisk energi som i fotosyntesen forbruges ved assimilationen af kuldioxid. Altså omdannelsen af uorganiske materiale til organisk. Nu mangler vi blot at få tilført vand og kuldioxid. Kuldioxid optager planter gennem spalteåbninger på undersiden af bladene. Mens vandet (og også de næringssalte der bliver optaget gennem rodnettet) bliver transporteret til bladene/nålene gennem et rørsystem; vedkar. Vandet bliver hevet op gennem xylem (vedkar) pga. det osmotiske tryk der bliver skabt i træets top. Grunden til at vandet ikke falder ned (som følge af Newtons 1. lov[2]) er at indersiden af vedkarne er "beklædt" med brintbindinger. Men at dette rørsystem er ensrettet betyder nødvendigvis, at der må være endnu et system, som kan transportere den førnævnte glukose ud til resten af træets celler (eksempelvis rødderne hvor der konstant er et stort energibehov som følge af stor vækst). Det andet system hedder sikar (phloem), og her transporteres glukosen som en opløsning af succrose. Det bladlusen gør for at få fat i denne meget energirige væske er, at den stikker sin snabel ind gennem træets blad/nål, og når ind til sikaret og suger væsken ud (samme princip som en stikmyg Culicidae) En enkelt bladlus vil ikke gøre den store skade på et træ, men i store flokke vil de kunne rykke substantielt ved træets energikredsløb: Al den energi træet producerer som følge af fotosyntese kaldes BPP (Brutto Primær Produktion) Når træet har trukket energi fra til respiration ®, er der et energiniveau tilbage som kaldes NPP (Netto Primær Produktion) denne pulje af energi skal træet bruge primært til vækst og formering, men hvis horder af bladlus angriber træet vil denne pulje blive mindre og mindre, dvs. at træet ikke har energioverskud til vækst. Som følge af dette bliver juletræerne grimme og små, og en stor dansk eksportindtægt mangler. Som følge af bladlusens energirige fødekilde, er de et meget eftertragtet dyr. Mariehøner elsker at spise dem, og myrerne lever i symbiose med dem, hvor myrerne beskytter dem, og så får de lov at spise deres ekskrementer (honningdug, ej at forveksle med meldug)
Som nævnt har bladlusene den effekt at træerne bliver beskadiget og uattraktive for julekunder, og hvis angrebet er alvorligt nok kan træet dø. Så for at undgå dette, bliver mange af plantagerne sprøjtet til med insekticider. Pyrethroider er et middel som bliver brugt. Det stoffet bland andet gør, er at blokere for Na+ kanalen, hvilket gør bladlusen ude af stand til at sende nervesignaler. Når en blokering af disse kanaler finder sted, kan der ikke blive send et aktionspotentiale. Dette kan der ikke da der ikke kan ske en ændring i membranpotentialet (dvs. spændingen vil befinde sig under tærskelværdien). I hvile er natriumkanalen ikke gennemtrængelig, da aktiveringsklappen er lukket. Når der sker en depolarisering åbner aktiveringsklappen og Na+ vil normalt strømme ind i cellen, men her går stoffet pyrethroid ind og blokerer, så selvom klappen åbner kan Na+ altså ikke komme ind. Når bladlusene ikke kan sende signagler, dør de hurtigt, da de ikke kan sende signal til eksempelvis hjernen etc. Stoffet i sin naturlige form stammer oprindeligt fra planter i Chrysantemumfamilien, og er derfor nært beslægtet med denne plantes eget giftstof pyrethrin. En fare der altid er forbundet med brugen af pesticider er, at den uønskede organisme kan udvikle resistans over for stoffet (især hos et dyr som bladlus der har en høj reproduktionsevne) En måde jeg, som den gode økologiske landmand jeg nu engang ville være J, ville komme bladlusene til livs på, ville være ved at bruge et biologisk bekæmpelsesmiddel: Mariehøns! Enkelt, effektivt og billigt.
[1] Det vil med andre ord sige, at den farve som planten har, repræsenterer den del af sollysets spektrum som bladet ikke opfanger, men som den derimod reflekterer.
[2] (inertiens lov) siger at et legeme forbliver i sin tilstand af hvile eller retlinjet bevægelse med konstant fart så længe det ikke påvirkes af en ydre kraft, som eksempelvis tyngdekraft Ft.
Immunforsvaret er det system som beskytter vores krop mod fremmede og ofte skadelige organismer såsom parasitter, vira, svampe og bakterier, dog er det ikke kun mikroorganismer men også uorganiske partikler, såvel som ødelagte celler og rester af nedbrudte celler der bliver bekæmpet. Dette er med til at sikre os imod en lang række sygdomme og andre invasioner. I første omgang sørger vores immunforsvar for, at den indtrængende organisme bekæmpes, men på længere sig oparbejder kroppen en modstandskraft for den fremmede indtrænger – immunitet. Selve immunforsvaret inddelinger og mekanismer vil blive beskrevet senere.
Måden vores immunsystem kan genkende fremmede organismer fra kroppens egne sker ifølge figur 1 ved at lymfocytten Th (T-hjælper) kan genkende strukturen på de proteiner (antigener) der er på kroppens egne vævsceller (og alle andre celler for den sags skyld), og med denne genkendelse følger ikke en reaktion. Kan Th derimod ikke genkende antigenet vil der blive slået alarm, da det nye transplanterede organ vil blive betragtet som en indtrængende organisme. Måden denne genkendelse eller mangel på samme fungerer på, er ved forskellige molekylære komplekser. De transplanterede celler vil have et tilfældigt antigen (illustreret ved en firkantet kasse på figuren kaldt MHC II) denne vil danne et kompleks med Th-cellens TCR protein og CD8, og med den nye celles eget MHCI og antigen. Da dette antigen og MHCI receptoren vil være fremmede for kroppen, og for Th, vil det nye væv blive klassificeret som værende fremmedartet, og i sagens natur ondartet (det ville naturligvis være smart hvis immunforsvaret derefter kunne skelne om den indtrængende organisme også var skadelig for kroppen, da en frastødning af organer kunne undgås, men således er vores system ikke indrettet).
Opgave b:
Når det indsatte organ/væv i første omgang ikke bliver accepteret som kroppens eget, vil en lang kæde af reaktioner gå i gang, som har til formål at afstøde og destruere det indsatte væv/organ. Først vil jeg dog beskrive de forskellige mekanismer immunsystemet består af. Som nævnt tidligere er vores immunsystem inddelt i forskellige grupper, som her følger:
· Det ydre forsvar
· Et uspecifikt, medfødt forsvar
· Et specifik, tilegnet forsvar
Det første af de tre forsvarsmekanismer, det ydre passive forsvar, er for denne opgave irrelevant at beskrive nærmere, da man ved kirurgisk indgreb har passeret denne barriere, som ellers består af en lang række mere eller mindre uigennemtrængelige fysiske barrierer; hud, slimhinder, dannelsen af ugunstige miljøer for indtrængende organismer her eksempelvis lav pH eller slim. De organismer man selv indtager gennem føden bliver oftest nedbrudt i den stærke syre i mavesækken, og skulle de overleve er mavesækkens slimhinden beklædt med et tykt slimlag, og de vil også blive angrebet af forskellige fordøjelsesenzymer.
Den anden kategori er det uspecifikke forsvar, som er medfødt. Dette forsvar vil altid være den første reelle reaktion på en invasion, og systemet vil kunne genkende fremmede stoffer, som er nævnt tidligere i opgaven. Skulle en mikroorganisme eller andet alligevel trænge igennem det passive forsvar og bevæge sig ind i kroppen (tarmkanalen regnes ikke som en del af den indre krop (endoderm) men som en del af kroppens ydre (ektoderm) vil kroppens umiddelbare reaktion bestå i en bekæmpelse af den indtrængende. Denne bekæmpelse vil primært foregå ved at mikroorganismen bliver indlemmet i endocytose på en makrofag (fagocyt) og herinde vil organismen blive opløst Kunne beskrives mere præcist: Sammensmeltning med lysosom…... Bekæmpelsen kan også foregå ved en række processer, hvor mikroorganismens overflade angribes af forskellige stoffer fra immunforsvaret, som for eksempel kan være giftige for mikroorganismen eller mærke den så andre dele af immunforsvaret kan genkende den og herefter slå den ihjel. En tredje måde en fremmed mikroorganisme også kan tilintetgøres er vha. komplementærsystemet. I kroppen findes en række proteiner, som deltager i udryddelsen af mikroorganismer. En del af disse proteiner udgør tilsammen det nævnte "komplementsystem", som findes i blodplasma eller på cellers overflade. Nogle af proteinerne i komplementsystemet er i stand til at lave proteinkanaler i mikroorganismernes cellemembraner. Gennem disse kanaler strømmer der vand ind i mikroorganismen pga. det osmotiske tryk, som derfor vil gå til grunde/sprænges ( når en celle sprænger hedder det med et flot ord at den lyserer).
Dog er det vigtigste våben fagocytterne som der reelt findes der tre slags af; neutrofile granulocytter, makrofager og monocytter, men den ene er en udvikling af den anden:
Mikroorganismer kan indlemmes af begge slags celler, som herefter vil bevæge sig med lymfevæsken hen til lymfeknuderne. Det uspecifikke forsvar er i sig selv ikke nok til at bekæmpe fremmede invasioner, men spiller dog en vigtig brik i aktiveringen af det næste niveau i immunforsvaret; det specifikke forsvar
Visse mikroorganismer, især specielle former for virus, kan undgå det uspecifikke immunforsvar. De fleste af disse mikroorganismer nedkæmpes af det tillærte, eller specifikke, immunforsvar. Således er det også tilfældet med indsatte organer som ikke accepteres af kroppen. Da disse vævsceller vil blive betragtet som invasive, vil kroppen reagere som ved en hver anden indtrængning. Og denne reaktion vil forløbe omtrent således, som det også er beskrevet i fig. 1:
Som det fremgår af figur 2 er det en illustration af en familie med en mor, en far og fire børn. Gener for disse proteiner er her illustreret som værende recessive og der er co-dominans da alle gener er beskrevet med små bogstaver: a, b, c og d. Hvis man skal vurdere hvor der vil være størst sandsynlighed for vævstypelighed, må det i dette specifikke tilfælde være blandt børnene. Der er illustreret fire gener for vævstypen, og forældrene deler ingen af disse, således vil børnene kun kunne have ét gen fra hver af forældrene, hvorimod der er 25 % chance for lighed med en søskende (da der kun kan dannes fire forskellige sammensætninger). Dog er der også risikoen for, at ingen af generne er de samme (eksempelvis barn ac med barn bd), denne risiko er ligeledes på 25 %, dette er ikke tilfældet med en transplantation fra forældrene, hvor man altid vil dele et gen. Dog kunne man forestille sig en situation med et andet forældrepar:
Muligt afkom:
Umiddelbart vil jeg ikke tro, at ciclosporin i de mængder der bliver doseret er i stand til at hæmme immunforsvaret fuldstændigt, da dette ville fatalt, og kunne medføre at man ville dø af de mest almindelige sygdomme, og denne situation ville minde om en person smittet med HIV virus, da HIV virussen og AIDS også angriber Th cellen, således at værten dør af ellers helbredelige sygdomme som forkølelse. Hvis dette var tilfældet med ciclosporin ville konsekvenserne være meget uheldige, jeg går derfor også ud fra, at doseringen er den minimale. Et andet problem ved denne form for medicinering er også, at så snart man stopper med det, vil kroppen igen sætte gang i en frastødning af det transplanterede organ, det er derfor nødvendigt med livslang medicinering.
Man bruger også ciclosporin i sammenhæng med leddegigt, som er en ledsygdom, hvor det er kroppens egne celler der bliver angrebet af T-dræber, bremsningen af denne sygdom foregår på samme måde som ved bremsningen af frastødning af et nyt organ.
Den umiddelbare reaktion ved brugen af ciclosporin må være et nedsat immunforsvar, og den yderligere konsekvens af dette vil være hyppigere sygdom. Da kroppens immunforsvar er hæmmet, vil forskellige mikroorganismer såsom vira og svampe lettere kunne leve i kroppen og angribe deres målceller, som eksempelvis forkølelsesvirus der angriber slimproducerende celler i næse- og halsregionen. Denne reaktion ville forekomme da Th ikke er specifikke overfor frastødning af organvæv, men over for alle indtrængende organismer.
Problemet med organdonation er som omtalt tidligere at vævstypeligheden ofte er for forskellig, således at man må medicinere, med de bivirkninger der følger med, resten af patientens liv. En måde at løse dette problem ville være, hvis alle havde en enægget tvillingebror eller søster, men da det er ganske få der har det, er dette ikke en reel mulighed. Men alligevel er der en anden vej, som er i lighed med ovenstående forslag: stamceller. Stamceller er celler som er i stand til at udvikle sig til alt menneskeligt væv, og det specielle ved stamceller er at de indeholder det eksakt samme arvemateriale som en selv. Ideen er at man skulle udtage stamceller fra ens egen navlestreng eller blod, og holde dette nedfrossent til en eventuel organdonation skulle foretages. Lad os antage af en person x, har fået frosset stamceller ned. Han kommer ud for en ulykke, og hans lever beskadiges kraftigt. Her vil man så kunne indsætte nogle sunde og friske stamceller i x, og de vil således formere sig, indtil leveren er genskabt. Immunsystemet vil ikke reagere da generne vil komme til udtryk med de samme membranproteiner som de eksisterende celler i kroppen (det er især MHCI receptorerne der kan genkendes). På denne måde ville x kunne helbredes for en række sygdomme og ulykker, såsom muskelskader, skader på rygsøjlen, hjerneskader mm.
Nu kunne man så spørge sig selv om, hvorfor der ikke har været en meget større brug af stamceller. Men grunden til dette skyldes to ting vil jeg mene: Til dels er der altid i den brede del af befolkningen en hvis mistro og skepsis til forskere og deres resultater (historien har lært os, at ikke alt der er udviklet af folk i hvide kitler er godt af den grund), og derudover har især den katolske kirke, med sine over 1 milliard medlemmer, trukket kraftigt i håndbremsen[1], og fordømt alt der har med stamcelleforskning at gøre (det bør også nævnes at de andre to store religioner; jødedom og islam, aldrig har haft kontroverser med stamcelleforskning). Deres argument er, at evnen til at kunne skabe liv, og tage liv, ligger i Guds hænder, og det er ikke menneskets mening at skulle ændre på Guds vilje. Et andet problem med stamcelleforskning er, at tidligere har disse celler stammet fra fostre (eller oftere fra en et embryon) (en blastocyst i begyndelsen, omkring 4-5 dage, som består af omtrent 100-150 celler) som man bliver nød til at slå ihjel[2] og da den katolske kirke er imod abort, er de dermed også imod denne form for stamcelleforskning. Nedenfor har jeg opstillet de forskellige argumenter for og imod stamcelleforskning:
· Argumenter imod stamcelleforskning (især embryonisk):
o En embryote er også liv, og hvis man ikke deler denne betragtning kan man da sige, at en embryote er forstadiet til liv, hvilket vil sige at man slår liv ihjel for at redde liv, og dette syn kan ikke forsvares etisk.
o Man skal hellere forske på andre områder af stamcellegrenen (eksempelvis ved celler fra navlestrengen eller fra fedtvæv)
· Argumenter for stamcelleforskning
o Hvis man ser på det ud fra et utilitaristisk[3] synspunkt vejer nytteværdien tungest i forskernes skål: effekten af stamcelleforskingen er langt større en de omkostninger der er involveret ved udtagelse af stamceller (også fra embryoner)
o Et embryon er ikke det samme som et menneske, det er ikke liv i sig selv, men kan kun danne grundlag for liv
o Groft sagt kan man sige at målet helligere midlet (en strengere version end det utilitaristiske synspunkt)
o Embryoniske stamceller er dokumenteret til at egne sig bedre end stamceller fra blodet eller fedtvæv (bruges som modargument mod ideen om øget forskning på dette område)
Personligt ville jeg sige at man bør se utilitaristisk på denne sag, således at man vægter hvilke omkostninger det vil have at få gjort transplantation med stamceller tilgængeligt, og hvilke fordele det vil have. Jeg mener at fordele er langt større, og at ideen om at kunne helbrede liv ikke bør være en kontrovers i nogen religion. Derimod kan jeg til dels tilslutte mig argumentet om, at brugen af fostre bør undgås (uanset hvornår man regner med at det er et menneske), jeg mener ikke at helbredelse berettiger drab af fostre for egen nytte. Så hvis det er lykkedes forskere at isolere stamceller fra fedtvæv, og hvis øget forskning kan gøre disse stamceller lige så gode som stamceller fra embryoner, er dette en særdeles positiv nyhed.
En anden, og mere mørk side ved organdonation man kunne undgå ved stamcelleforskning, er ulovlig organtransplantation: velstillede personer der på mindre lovlige måder for købt sig til organer, fra mindre velstillede mennesker, eller i grovere tilfælde slår ihjel for at få organer, er noget af det mest foragtelige der finder sted. Kunne man komme dette sorte marked til livs, ville det være til gavn for hele menneskeheden.
[1] Eksempelvis har USA’s nuværende præsident George W. Bush, som dog ikke tilhører den katolske kirke, indført en lov i USA om, at penge fra staten ikke må bruges til stamcelleforskning, hvilket har været et stort slag imod stamcelleforskning.
[2] Dog er der blevet udført forsøg, hvor man har taget stamceller fra et museembryon, uden at dræbe denne. (Forskere fra Advanced Cell Technology of Worcester)
[3] Utilitarisme er en filosofisk retning der mener at alle handlinger skal bedømmes efter deres nytteværdi
Opslag
Alle kommentarer
