Opdragelsen er i høj grad med til at skabe identitet og personlighed. Har man fået en god opdragelse, så man er høflig og behagelig at omgås, er man utrolig vellidt. Dette er sammen med en stærk selvtillid med til at danne rammen for en god personlighed. Det er i overgangen fra barn til voksen, at personligheden skabes, og det er derfor der, hvor opdragelsen skal finde sted. Fordi skabelsen af en personlighed er så vigtig for resten af livet, er der et af de mest brugte motiver indenfor alt så slags kunst – men især litteratur. I Besøg i fængslet er det også denne overgang fra barn til voksen, som er i centrum.
Novellen Besøg i fængslet af Ignazio Silone handler om en mand, der tænker tilbage på nogle vigtige episoder, han har oplevet som dreng, som har sat sig i ham for livet og derfor præget hans opvækst. Der er i alt tre episoder med nogle års mellemrum. Det er en 1. personsfortælling, og da han ser tilbage, kan det konkluderes, at der er altså bagudsyn. Fortælleren kommer med nogle vurderende udsagn, som gør læseren opmærksom på, hvad han har følt ved de forskellige episoder, f.eks. ”For mig var det en vigtig begivenhed, da min far, nogle år senere, for første…” (l.49 s. 15).
I den første episode (l. 1 - l. 48) sidder fortælleren i døren til deres hus med en stavebog, da han ser en arresteret mand blive fulgt forbi af to gendarmer. Han synes, den arresterede mand ser sjov ud, og han griner af ham. Til sin store forbavselse synes hans fader ikke, at det er sjovt, og han bliver skældt ud, hvilket synes ham uforståeligt. Om aftenen tager hans far ham med til byen og opsøger dommeren for at spørge ham, hvad den arresterede mand har gjort. I episoden er fortælleren omkring syv-otte år gammel, hvilket kan begrundes med, at han ”kæmp[er] sine første kampe med vokaler og konsonanter” (l. 12 s. 14) – dvs. at han øver sig i at stave. Det kan også se ved, at han ikke er kommet til det stadie, hvor han ved, at man ikke griner af folk, der er i ulykke. Han mangler medfølelse. Som det er en faders pligt, skælder han fortælleren ud for at opdrage ham. Det ses, at faderen tager opdragelsen af sin søn utrolig alvorligt, da han, udover at skælde ham ud, også opsøger dommeren, som kan fortælle, hvad den arresterede manden har gjort. Faderen fremstår som en rollemodel for fortælleren. Fortælleren ser op til sin fader, hvilket kan læses ved f.eks.: ”Aldrig før havde han været så utilfreds med mig” (l. 19 s. 14). Her fremgår det, af især ordet utilfreds, at det er fortællerens ønske at gøre sin fader tilfreds med sig.
I den anden episode (l. 49 – l. 167) får fortælleren for første gang lov til at tage med sin fader ud til deres marker i Fucino. Da de er draget af sted, opdager faderen, at han har glemt sin tobak derhjemme, men det er for sent at vende om. Det giver drengen skyldfølelse, fordi hans fader ellers aldrig glemmer sin tobak. Da de ankommer til deres marker giver faderen sin søn nogle penge og beder sønnen om at skaffe noget tobak. Der er ingen mennesker på vejene og fortælleren er lige ved at opgive, da en meget fattig bonde kommer forbi. Han tilbyder ham både penge og sin frokost i bytte for en halv cigar, som er det eneste den fattige bonde har, men han vil ikke bytte sin halve cigar væk. Til fortællerens store overraskelse, giver den fattige bonde ham pludselig den halve cigar, som fortælleren så giver til faderen. Der står i teksten, at ”[det var] nogle år senere” (l. 49 s. 15) – i forhold til første episode. Den anden episode udspiller sig altså nogle år efter, og derfor er fortælleren nok omring 12 år på dette tidspunkt. Han siger selv: ”for mig var det en vigtig begivenhed”, og han omtaler hanens galen som rituel, som han nævner blandt en masse ting, som han opfatter som et tegn på ”alvoren i livet” (l. 66 s. 15). Det er altså denne episode, som fortælleren ser som sin overgang fra barn til voksen. Undervejs opstår problemet, at faderen har glemt sin tobak. Det er fortælleren, som bliver sat til at løse problemet. På vejen til at løse problemet, er han ved at opgive, men så kommer der en fattig mand. Den fattige mand vil ikke sælge fortælleren sin halve cigar for penge – måske fordi det virker nedladende. Fortælleren, som stadig blot er i overgangen fra barn til voksen, har stadig ikke lært, hvordan man skal gebærde sig overfor andre. Men i sin frustration over, at den fattige mand ikke vil sælge ham den halve cigar, tilbyder han den fattige mand al sin mad. Også dette afslår den fattige mand, men den fattige mand får medlidenhed med fortælleren, som han forærer den halve cigar. Fortælleren får altså løst problemet på egen hånd, og skynder sig stolt hen til sin fader, og som der står i teksten ”jeg havde alt for travlt med at komme hen og gøre en god figur hos min far” (l. 163 s. 17). Det fremgår her, at han stadig forsøger på at gøre sin fader tilfreds, og det lykkes.
I den tredje episode (l. 168 – l. 208) ser fortælleren den fattige mand, som gav ham den halve cigar, igen. Han er blevet arresteret. Fortælleren føler et stød i hjertet, og skynder sig ind til sin far, men han er ikke hjemme! Fortælleren finder ham i stalden, og næste dag går de til dommeren, for at høre hvilken forbrydelse, den fattige mand har begået. Hos dommeren får de at vide, at den fattige mand har stjålet, men de får tilladelse til at besøge ham i fængslet. Sammen tager faderen og fortælleren til fængslet, hvor de besøger den fattige mand og forærer ham en cigar. Novellen afsluttes med, at fortælleren siger ”hvor det glædede mig, da han straks, ved først blik, kendte mig igen” (l. 208 s.18). Ligesom fra første til anden episode er fortælleren igen blevet nogle år ældre fra anden til tredje episode. Han sidder det samme sted som i episode et, hvor akkurat den samme hændelse sker, med en mand, der er blevet arresteret af gendarmerne. Men i modsætning til første episode, sidder han nu og læser Phædrus’ Fabler, og han føler medlidenhed med den arresterede mand, som desuden er manden, som hjalp ham med at løse hans problem med at skaffe tobak til sin far. Da han vil finde sin fader og fortælle ham, hvad der er sket, er faderen ikke hjemme. Da han finder faderen, spørger faderen ham: ”Om der [er] sket en ulykke i familien” (l. 177 s. 18), og selvom der ikke er sket en ulykke, så svarer fortælleren alligevel ja, hvilket er lidt underligt, men det skal nok ses som et udtryk for hans ophidselse. Da de får lov til at besøge fængslet af dommeren, skriver dommeren også fortællerens navn på den seddel, som giver dem adgang til fængslet. Det er et udtryk for, at fortælleren er blevet voksen, og at han ikke mere kan gå under faderens navn – han har faet sin egen identitet. Da han er nu blevet i sine egne øjne er blevet voksen, foreslår han, at de skal give den fattige mand en cigar, når de besøger ham. Som en anerkendelse på, i første omgang fortællerens forslag, men i et større perspektiv, at fortælleren nu har fået sin egen personlighed og identitet, svare faderen: ”glimrende idé” (l. 199 s. 18).
Novellens motiv er altså overgangen fra barn til voksen, hvor fortælleren i første episode er barn, og i tredje episode er blevet voksen, hvor han har skabt sin egen personlighed. Anden episode er overgangsriten, hvor personligheden skabes. Da faderen i tredje episode finder ud af, at fortælleren har medlidenhed med den fattige mand, bliver han stolt af, at hans søn er nået det stadie, hvor han har fundet ind til sine egne følelser og fundet sin personlighed. For at vise sin søn frem, tager faderen ham med op til dommeren, som smilende hører på fortælleren beretning om den fattige mand. Fortælleren opdager først selv, at han har fået sin egen identitet og ikke mere er en del af hans far, da dommeren ikke kun skriver hans faders navn på papiret men også hans eget. Gennem hele novellen fremstår faderen som et perfekt eksempel på, hvordan en fader skal være rollemodel for sin dreng. Faderens opdragelse lykkes, hvilket kan ses i lyset af, at han i første episode griner af en arresterede og i tredje episode føler medlidenhed. Efter at sønnen har opdaget, at han har fået sin egen identitet, er han lykkelig. Det er også derfor, at han siger ”det glædede mig, da han straks, ved første blik, kendte mig igen” (l. 208 s.18). Han bliver glad over sin ”ny vundne” personlighed, som den fattige mand understreger, at han har fået ved at kunne genkende ham i fængslet.
Dannelsen som fortælleren gennemgår i novellen, kan siges at være tidsløs, for man bliver ikke født med en identitet og personlighed, og er derfor nød til at skabe den. For at guide børn, som skal skabe deres egen identitet og personlighed, har der altid været rollemodeller. I oldtiden gik man som barn rundt sammen med en lærer, i middelalderen blev man væbner for en ridder osv. Men alligevel har faderen næsten altid skulle fremstå som en rollemodel for sin søn. Dog er børnene under nogle totalitære regimer blevet helt afskåret fra deres forældre som rollemodeller i et forsøg på at hjernevaske børnene. Eksempler på dette er f.eks. under det nazistiske regime i Tyskland og det fascistiske regime i Italien. Novellen Besøg i fængslet er oprindeligt på italiensk og udkom få år efter, at det fascistiske regime faldt, hvor alle tog afstand fra denne styreform. Novellen kan derfor ses som en opfordring til forældre om, at være gode rollemodeller for deres børn. Titlen Besøg i fængslet kan derfor i ses som, det at besøge et fængsel, er en del af en god opdragelse, hvor børn kan se, hvordan man ikke skal begå sig. Hvis fængslet ses som et udtryk for det fascistiske regime, kan det i høj grad også være en opfordring til at tage afstand fra fascismen og det tidligere styre i Italien.
Opslag
