Jeg har valgt novellesamlingen, ”Jeg er stadigvæk bange for Casper Michael Pedersen” og jeg vil analysere novellen, ”spøgelset på Ottemachauer Steig”.
Novellen er delt op i 12 afsnit, og den er bygget op som et brev. Jeg har valgt at kalde forfatteren af brevet, det vil sige historiens fortæller for ”B”, da han ikke er navngivet. I brevet fortæller han om en række forfærdelige hændelser – anfald – han har haft i forbindelse med et studieophold i Berlin, hvor han skulle skrive sit afsluttende speciale.
I første afsnit bliver man introduceret til B samt modtageren af brevet, som han betegner A. Her siger B, at han ved at skrive dette brev bringer den følelse, som han ellers troede var borte, op igen. Han siger dog også, at han er på sikker afstand nu. Han fortæller om den manglende kontrol, han havde, og det førte ham længere mod afgrunden. Her bliver man som læser gebet af mystikken om, hvad han har gennem levet. ”Jeg er i fuld gang med endnu en metamorfose, og bevidstheden søger derfor tilbage til det der var ” (s. 439 linie 17-19). Dette viser, at han har gennemgået en ændring men også, at han er i gang med en ny.
B fortæller om en ven, Ib, han havde en gang. Ib var en hypokondrisk ung mand, der ikke havde haft fysisk kontakt med en kvinde og alligevel blev testet for aids. ”Og den ene pointe i denne historie er, at Ib så syner… Den anden er, at Ib så sandelig fik aids og døde under de værste pinsler kort tid efter testen. Lægerne havde brugt en inficeret nål til blodprøven” (s.442-443 linie 33-39). Herefter siger B, at historien om Ib er en parabel på Bs skæbnesvangre ophold i Berlin. Jeg vil konkludere, at B enten i overført betydning har været død eller har oplevet døden ud fra, at Ib er død og så syner. B siger i starten ”De sidste mange år har jeg jo været hinsides..” (s.438 linie 15-16) Da ”hinsides” betyder ”på den anden side af livet”, må han på en eller anden måde have været død.
I andet afsnit tager B til Berlin, fordi han har vundet et legat til at skrive sit speciale der. Han vil gerne isolere sig fuldstændig et år for at starte forfra. Han har meget høje forventningen til sig selv og tvivler ikke på, at han i en hver henseende er brillant. Så det vil gå ham godt.
I Berlin flytter han ind i et idyllisk kvarter hos en gammel dame ved navn fru Schmidt. Nogle dage efter indflytningen prøver hans underbevidsthed at fortælle ham noget ”Flygt! Gå din vej! Du må for alt i verden ikke blive boende her”. B er klar over, at det er en stemme fra hans underbevidsthed. Her begynder konfliktoptrapningen. Da han skal begynde sine studier, føler han et utrolig ubehag ”Der gik ikke en dag uden noget gjorde mig opmærksom på, at jeg for alt i verden måtte væk” (s. 449 linie14-16).
I tredje afsnit er der en tydelig sammenhæng mellem hans ubehag og specialet. Dette ses, da han får det første angstanfald, han får i fjerde afsnit, efter at have snakket med nogle lærer om sit speciale. Da han går hjem gennem en skov, er der igen en stemme, der siger noget til ham, ”Gå! Gå din vej! Stik af! Det er ikke godt for dig at være her” (s. 453 linie 29-30). Det er den samme stemme som han første gang var klar over kom fra hans underbevidsthed. Forskellen fra første gang er, at han nu ikke kan identificere stemmen og mener, det er ting, der taler til ham ”Tingene begyndte at give lyde fra sig..” (s. 453 linie 28). Skoven gik til angreb på ham, og han kravlede med nød og næppe ind under et tornekrat. Da en padde kravlede op i hans hånd, stoppede angrebene. Padden havde et smykke om sig, og han tog det af, hvorefter noget rørte ved ham, og han løb ud fra tornekrattet. Men lige meget hvor han flygtede hen, kunne han ikke få ro. Således ses sammenhængen mellem specialestudiet og angst, da han får et anfald umiddelbart efter at have diskuteret specialet.
Da han endelig kom hjem, begyndte han at sove. Da han vågnede, besvimede han med det samme. Her kan det være væsentligt at inddrage noget, han tidligere har sagt. Han fortalte, at Ib så syner, og at deres historier ligner hinanden. Dette kan betyde, at han sandsynligvis ikke bliver angrebet, men at han får et angstanfald. Hans psyke spiller ham et pus. Bs underbevidsthed bliver symboliseret ved skoven, som han ikke kan genkende. Konflikten består i, at han ikke ved, at det er hans underbevidsthed – det fortrængte – som angriber ham. Angrebene tager til i takt med, at B begynder på sin specialeafhandling og en psykisk lidelse begynder at vise sig. Han kan ikke længere skelne mellem virkelighed og forestilling.
Det andet angstanfald sker i femte afsnit midt i en time, hvor et fnug bliver til en orm og kravler op i lærerens øre. Ingen af de andre elever ser dette, og det undrer ham. Da han kommer hjem, bliver det smykke, han har fundet i skoven, til en orm og kravler op i næsen på ham. ”… og jeg greb panisk ud efter en lille skarp papirsaks som altid lå på bordet. Hvis ikke fru Schmidt tilfældigvis var kommet ind i dét øjeblik, ville jeg have hugget til og klippet min næse midt over” (s.461 linie15-17). Dette tyder på, at hans sygdom er ved at tage til i styrke, og han bliver selvdestruktiv.
Hele det tredje angstanfald, som er en del af det sjette afsnit, er skrevet i nutid og kursiveret som det eneste i novellen. Her begynder et nyt syn på Bs mentale lidelse at træde frem. Han går ned af en gade og ser sit spejlbillede, som vender sig, så han kan se sin ryg. En klovn kommer frem og skærer hans ryg op, og det vælter ud med slanger, edderkopper og salamandere. Dette kan tolkes som en begyndende skizofreni. Det fjerde angstanfald, i det syvende afsnit, underbygger tolkningen om skizofreni. Her sidder han hjemme og høre et skrig, som han ikke kan lokalisere. Det skal vise sig at være en mand, der skriger og løber rundt i dyb afmagt. Det viser sig at være B selv. (”For det var mig selv” (s.463 linie 28) ). B forsøger at hjælpe manden, men han undviger. Efter nogle timer lykkes det B at snige sig ind på manden, som bliver ved med at kysse noget, der ligner et smykke. B forsøger at trøste ham ved at lægge en hånd på ham. Det resulterer i, at manden flygter. Manden styrter hjem og lægger sig til at sove. Herefter bliver manden og B én igen og sover atter tre døgn i træk, før han igen besvimer og går i koma. Det er meget tydeligt, at han er syg, og en side af ham ved det godt. Det kan ses, da han beskriver manden ”Han løb op og ned af gaden, mens han skreg langtrukkent, hæsligt og vedholdende, i absolut dødsangst – som en undvegen sindssyg” (s.463 linie17-19). Dette anfald er det sammen som det første, der forekom i skoven, bare set fra to forskellige sider af B. Den første gang hvor han er den sindssyge, der kravler i ly under et krat, og den anden gang hvor han ser på og forsøger at trøste den anden side af sig selv.
Hans skizofreni begynder nu at vise sig tydeligt i ottende afsnit. B har en teologistuderende på besøg og, de opdager, at Bs bøger er fuldstændig identiske med den teologistuderendes barndomsbøger ”da han af nysgerrighed kiggede nærmere efter, så han de samme dedikationer og ekslibriser, som han huskede fra sit barndomshjem, ja, de var uden tvivl nøjagtig de samme bøger. Men vi vidste begge at jeg aldrig havde haft lejlighed for at stjæle dem, for jeg havde aldrig besøgt ham eller hans forældre” (s 465 linie 26-30). Hans mor er også meget forarget over, at han havde været i København uden at kontakte hende. Men han er sikker på, at han ikke har forladt tyskland. ”Hun troede ikke et ord, for hun havde jo selv set mig, på Lyngby Hovedgade og ude i Søborg, i nærheden af, hvor Gudrun bor” (s.466 linie7-8). Han har sandsynligvis selv taget bøgerne og været i København. Han ved tilsyneladende ikke, hvad han gør og har ikke kontrol over sin krop.
Det femte anfald sker i det niende afsnit, ved at han vågner og bliver slået i hoved med noget hårdt, så alle hans tænder falder ud. Denne begivenhed kan ikke har på den måde fæste i virkeligheden, da han efterfølgende går til tandlægen, og får sit tandsæt repareret. Hændelse er efter alt at dømme en vrangforestilling. Han er ikke blevet slået men sikkert faldet og har slået tænderne ud. Det kan ses hvis man ser nærmere på disse to citater: ”Der var flænger i tøjet, for han faldt gentagende gange ned på asfalten eller ind tjørnehækkene, med ansigtet først” (s.463 linie 21-23) Dette citat er fra Bs første fysiske møde sin skizofrene side, hvor han ser sig selv løbe rund ude på gaderne. ”Øjeblikket efter blev jeg ramt af en regn af kogler, og fra et sted i nærheden fløj der en tung gren ud og ramte mig lige i brystet så jeg blev væltet omkuld” (s.454 linie 13-15) Dette er et citat fra det samme angsttilfælde i skoven, hvor B er den sindssyge, der prøver at flygte. Det vidner om, at Bs forestilling ikke stemmer over ens med, hvad der egentlig sker.
B finder ud af i det tiende afsnit, at eneste middel han kan bruge mod disse ”angreb” er at bedøve sig selv med alkohol, stoffer og techno. Han mener ikke, at ”de” (dem der jagter og angriber ham) kan finde ham, når han opholdt sig på diskoteker, høj af stoffer og fuld af alkohol. ”Når jeg opholdt mig på disse nye ironiske, perfide diskoteker, kunne intet røre mig, for så eksisterer jeg næsten ikke” (s.468 linie 27-28). At bedøve sig selv er hans måde at gemme sig for angsten.
Alle disse anfald er optakten til det endelige anfald, som finder sted i det elvte afsnit, klimaks, natten mellem årsskiftet 1991/1992. Han er alene i julen, og bedøver sig godt med alkohol fra starten. Han begynder at skrive indledningen, på sin meget betydningsfulde afhandling om æstetik og oplysning. Da begynder anfaldet.
Det starter som en dunken, og han falder ned i en endeløs afgrund og ligger paralyseret på gulvet. Han prøver at mave sig ud til badeværelset. Det tager ham lang tid at rejse sig op til håndvasken, men da han ser i spejlet, er han ikke andet end et kranium. Et kor begynder at grine af ham. Og han siger ”Skal I da slå mig helt ihjel?” (s. 471 linie 30-31) og stemmerne svarer ”Ja, vi skal, ja, vi skal” (s. 471 linie 30-31). Dette er stemmerne i hans hoved. Han taler med sig selv. Herefter bliver hans indvolde tømt ud på gulvet. ”I hastig rækkefølge passerede billeder forbi af mennesker, jeg havde hadet eller foragtet, af steder jeg ikke havde brudt mig om, af fester jeg havde glædet mig alt for meget til, af eksamener jeg var dumpet i, af piger jeg havde elsket ensidigt, jeg mærkede min krop gå i forrådnelse og blive til muld, og der var orme, og fra organistens sæde så jeg ned over min egen begravelse i Trinitatis Kirke” (s.472 linie 7-12). Det han tænker på, kan være alt det han har fortrængt og flygtet fra. Dette er tilsyneladende årsagen til hans angst og derfor også hans sygdom.
Det er også her han ”dør”, men bliver redet af noget, der først ikke har en egentlig skikkelse, men som viser sig som et spøgelse. Det står bare stille, iskoldt og gennemsigtigt. Det heler hans sår på sjæl og krop et for et. Det vikler sig om ham og lader ham opleve en permafrost. Denne oplevelse kan han kun beskrive med ordet ”Wizzelethorpe”. Og herefter bliver han forandret. Spøgelset repræsentere noget religiøst, man kan trække en parallel til Jesus, der kan heale. ”Jeg lagde mig på sengen, og som alle nætter siden da drømte jeg kun om harmoni og kærlighed. Hvad det end havde været var det ovre nu” (s.474 linie 2-3). Her er der noget, der ikke passer sammen. En permafrost er en permanent frost, som må betyde, at han er permanent følelsesdød. Jeg har prøvet at slå ordet ”Wizzlethorpe” op, men det findes ikke i ordbøger. Efter at have prøvet via google fandt jeg frem til denne web-adresse: http://www.shoestringradio.net/transcript17.txt. Jeg har skimmet det første. Teksten Wizzlethorpe med begreber som, overfald, paranoia, hypnose og manipulation af følelser. Alle sammen ord man kan relatere til former for sindssyge. Så ud fra det, vil jeg konkludere, at B bliver sindssyg.
Til sidste afslutter B brevet i det tolvte. Han fortæller modtageren, A, at dette hændelsesforløb er grunden til, at han ikke har kontaktet A i så lang tid. Han giver sig selv en ophøjet, nærmest gudestatus ”De mystiske hændelser har forandret mig, så jeg blev i stand til at se alt mere klart. Fra en ophøjet distance kan jeg nu betragte alt, som det virkeligt er… Jeg er langt væk nu, og intet kan ramme mig – og intet kan bringe mig tilbage til det, der indebar så mange ulykker i sin tid” (s. 474 linie7-11). Han slutter af med at sige, at han har forandret sig så radikalt, at A nok ikke vil kunne genkende B, når vi mødes. ”Men du må for himlens skyld ikke misforstå mig. Du må tro på, at alt er anderledes nu. Stol på mig! Jeg hinsides godt og ondt. Når jeg henvender mig, er der i princippet kun af én grund: at jeg på længere sigt vil dig det bedste. Med de kærligste hilsner din … ” (s.474 linie 17-20)
Denne slutning kan være svær at tolke, da B er så sindssyg, så mange af tingene i brevet tilsyneladende ikke passer sammen. Han fortæller selv at, det er 17 år siden A sidst har hør fra ham ”du har nu ikke hørt fra mig i mere end 17 år..” (s. 438 linie 1). Dvs. at de havde den sidste kontakt i 1986. ”Du har gættet, at jeg taler om efteråret 1991 da jeg ankom til Berlin” (s. 440 linie 21). Dette citat viser, for at kunne gætte det må de have haft en eller anden form for kontakt i 1991. Altså kan det ikke være 17 år siden den sidste kontakt. På afsender adressen der står øverst på første side i brevet står der: Goa, Brixton, Heidelberg, d 23. december 2003. De tre afsendersteder ligger i henholdsvis, Indien, England og Tyskland.
Jeg har slået op i Høst og søns Psykologi leksikonet hvorledes skizofreni defineres: En psykiater ved navn Bleuler, beskrev lidelsen med de fire berømte ”A’er”. Autisme, associationsforstyrrelser, ambivalens, affektive forstyrrelser. B har betegnet sin modtaget A. Da han lider af skizofreni tyder det på at han skriver brevet til sig selv.
Forfatteren af brevet beskriver sig selv meget selvsikkert, og man får et indtryk af at han er velbegavet. Han føler sig meget ophøjet både af det han har gennemlevet, men også generelt ”At du fra tid til anden tolker mine ord helt forkert. Måske har jeg glemt at korrigere for det faktum, at jeg befinder mig på et højere plan end dig” (s. 439 linie 1-3). Han er sikker på at alt hvad han røre ved, bliver til noget godt. ”Det ville gå mig godt, for jeg var jo brillant i en hver henseende, min store opgave ville uden tvivl blive bedømt som et mesterværk” (s.441 linie 18-20). Han har tænkt sig at tilbringe året i Tyskland i isolation, så han kan koncertere sig om sig selv og sin tænkning. Det er med meget overdreven selvtillid og naivt at tro, at man kan klare et år i isolation (hvilket han heller ikke kan). B siger noget meget essentielt, da han møde spøgelset ”I hastig rækkefølge passerede billeder forbi af mennesker, jeg havde hadet eller foragtet, af steder jeg ikke havde brudt mig om, af fester jeg havde glædet mig alt for meget til, af eksamener jeg var dumpet i, af piger jeg havde elsket ensidigt…” (s.472 linie 7-10) Det tyder på, at han ikke er så selvsikker igen, men at han er flygtet fra de oplevelser og nederlag han tidligere har haft. Han siger, selv at han så brændende ønskede at forandrer sig. ”For det lykkedes jo, jeg blev rent faktisk en anden…” (s.474 linie13-14). Han blev forandret, det lykkedes ham at flygte fra sin fortid, men han ender som et følelsesløst sindssygt menneske. ”Jeg er langt væk nu, og intet kan ramme mig – og intet kan bringe mig tilbage til det der indebar så mange ulykker i sin tid. Men jeg er ikke trist. Jeg savner intet” (s.474 linie 9-11). B virker til sidst følesløs.
Den ældre kvinde som B lever hos i Berlin hedder fru Schmidt. Først beskriver han hende og hendes omgivelser, som noget der mindede om Hans og Grete. ”Det lignede pandekagehuset i Hans og Grete” (s.447 25-26). Fru Schmidt har ikke nogle stor rolle i novellen, men når hun endelig bliver nævnt, har hun en positiv indflydelse på Bs anfald. Som tidligere nævnt forhindrer hun B, midt i et angstanfald at klippe sin næse i stykker. Hun symboliserer den eneste kærlighed, han har at holde fast i. ”Hvis det ikke havde været latterligt, havde jeg forelsket mig i hende” (s.450 linie 1-2). Den kontakt han har med hende, som det eneste menneske, er det eneste der afholder ham fra total sindssyge. Da hun rejser i julen, er B mere alene end nogen sinde før. Det er her han oplever sit sidste og største angstanfald.
Denne novelle bliver fortalt af en jeg-fortæller, hvilket gør det svært at stole på virkeligheden i fortællingen, da fortælleren er sindssyg. Der er en indre synsvinkel på jeg-fortælleren som gør novellen endnu mere surrealistisk, fordi alle hændelserne ses gennem Bs øjne.
Jeg mener at Jan Sonnergaard gerne vil ødelægge de mange glansbilleder af vores liv og samfund, som han synes lyver om den verden, vi lever i. Hans noveller er meget konkrete i deres beskrivelser af nederlag og håbløshed. Jan Sonnergaard driller sin læser ved at overraske, når det hverdagsagtige blandes med det utrolige. I næsten alle sine noveller overrasker han ved at bryde hverdagen med en overdrevet og radikal ændring af novellernes afslutning. Jan Sonnergaard udtrykker at vi lever i et klassedelt samfund. Underklassen, som er beskrevet i den første novellesamling ”Radiator”, middelklassen, som er beskrevet i novellen ”Sidste søndag i oktober” og overklassen, som er beskrevet i den sidste novellesamling ”Jeg er stadigvæk bange for Casper Michael Pedersen”. Novellesamlingen ”Jeg er stadigvæk bange for Casper Michael Pedersen” handler om de nyrige, de som tjener penge gennem IT og reklame branchen. Dvs. folk som måske ikke har et egentligt talent, men kommer frem alligevel f.eks. novellen ”Vi skriver 1995… og det bliver bedre endnu”. Novellen handler om en mand, der opnår succes i reklamebranchen ved at træde på andre. Sonnergaards personer er ofte sølle, selvmedlidende eller simpelthen kyniske, de kan ikke relatere til hverken kærlighed eller familie. Alle hans noveller handler om status, vold, sex og stoffer. ”Jeg synes, at i historierne i den bog, drev jeg det langt ud over det socialrealistiske - næsten surrealistisk. På den måde kan det godt blive mere realistisk: Ved at køre den så langt ud, synes jeg bedre, jeg kunne vise, hvilken tilværelse folk har, en tilværelse, hvor mennesker gennemgående forsumper og er kyniske” (citat fra et interview med Jan Sonnergaard i Sentura) Dette citat kunne være et samlet udtryk for det generelle tema i stort set alle novellerne i trilogien ”radiator”.
Opslag
