Samba. Et eventyr i Brasilien af Henrik Stanger indledes med ordene: ”Carnaval! Farvel, Kød!” (l. 1 s. 5), hvorefter læseren bliver kastet ind i det kaos, som man senere bliver oplyst om, er forberedelserne til Karnevallet i Brasilien i det forrige århundrede. Den kaotiske start skyldes brugen af den effekt, man kalder in medias ræs. Læseren bliver kastet direkte ind i en beskrivelse af hvor voldsomt, det går til under forberedelserne til karnevallet. Beskrivelsen bliver beskrevet i nutid, hvilket giver en følelse af, at man som læser, er tiltede under forberedelserne til karnevallet. I andet afsnit (l. 10 s. 5) bliver en ellers hidtil eksplicit fortæller implicit med sætningen: ”Vi er med ét tilbage i Brasilien i det forrige århundrede…” (l. 10 s. 5). Læseren bliver hevet ud af den direkte beskrivelse af hvordan forberedelserne til karnevallet foregår, og over i en historisk beskrivelse af, hvordan forberedelserne til Karnevallet foregik i det forrige århundrede. Den historiske beskrivelse flyder gennem andet afsnit tilbage til beskrivelsen læseren i starten af andet afsnit blev hevet ud af.
I tredje (l. 20 s. 5), fjerde (l. 31 s. 5) og femte afsnit (l. 41 s. 6) er man igen tilbage under forberedelserne, hvor fortælleren igen bliver eksplicit. I de tre afsnit fortsættes beskrivelsen, hvor den blev sluppet i første afsnit. Det bliver i tredje afsnit beskrevet, hvordan alle er med og har det godt – selv de gamle mænd og transvestitterne. I fjerde og femte afsnit beskrives, hvordan alle går op til specialtoget, som skal køre dem til selv Karnevallet i Rio. I sjette afsnit (l. 51 s. 6) gør fortælleren igen opmærksom på sig selv, blot ved at sige: ”Vi kører med” (l. 51 s. 6), hvorefter han igen forsvinder i resten af afsnittet, hvor togturen mod Rio bliver beskrevet. I Syvende afsnit (l. 59 s. 6) træder fortælleren i karakter. Han beskriver, at han sidder i et S-tog fra Nørreport til Hvidovre. Man får at vide, at han sidder og dagdrømmer og efter at have konkluderet, at alt i den virkelige verden er gråt og trist, så lukker han igen øjnene og drømmer sig tilbage til karnevallet.
Måden som teksten er skrevet på, hvor fortælleren skifter mellem at være eksplicit og implicit er et stilistisk virkemiddel, som sætter fokus på fortælleren – selvom han rent linjemæssigt kun udgør en brøkdel af den samlede tekst.
Det eneste vi dog får at vide om fortælleren er, at han kører i et S-tog, hvor han dagdrømmer samt hans replik: ”… Alt er gråt og trist…” (l. 60 s. 6). Det indikerer, at han er en gennemsnitlig dansker, da han kører med S-tog fra Nørreport til Hvidovre. Når han beskriver sin verden som trist og grå samt, at han drømmer sig til steder, hvor der er ”gang i den”, signalerer det, at hans eget liv ikke er særlig spændende. Eftersom fokus ligger på fortælleren, og karnevallet er fortællerens dagdrøm, så må drømmen om karnevallet være et billede på fortællerens ønske om flugten fra den danske dagligdag.
Det er derfor ikke tilfældigt valgt, at Henrik Stangerup har valgt karnevallet, som det sted, hvor fortælleren drømmer sig hen, ligesom det heller ikke er tilfældigt valgt, at netop dette uddrag, starter med ordene: ”Carnaval! Farvel, Kød!” (l.
Skildringen af karnevallet i Samba. Et eventyr i Brasilien stemmer altså overens med Mikhail Bakthins: Det er det rene anarki, hvor folk kaster med mel og koblod efter hinanden, der er ingen ranghierarkier og normer, hvilket kan ses udfra, at gamle mænd bare drikker sig fulde, og at transvestitter velsigner verden med forgyldte træpeniser. Derudover beskrives ønsket om flugten fra de trange kår også i teksten: ”Op af det bundløse mudder, ud af fattigdommen, snavset og den daglige kamp for at overleve…” (l. 35 s. 5).
Novellen er skrevet i 1982 og kan gå under betegnelsen eksistenslitteratur – det vil jeg begrunde senere. Som tidligere nævnt er fortællerens drøm om karnevallet et billede på en drøm om flugten fra sit eget dagligdagsliv, hvilket bliver udtrykt endnu mere klart, da karnevallet i sig selv er en flugt fra hverdagslivet. Det virker dog ikke logisk, at fortælleren drømmer om de love, der regerede under et karneval som Rio i 1800-tallet, hvor formålet var at glemme de trange kår, fordi fortælleren lever i Danmark, som er et af de rigeste lande i verden.
Meningen med livet og med karnevallet har begge ændret sig meget fra 1800-tallet til 1982. I 1800-tallet var sekulariseringen af kristendommen stadig ikke udbredt blandt almindelige folk, og livet havde derfor et formål. Som det ses på billedet på side 12, af Wilhelm Marstrand Moccoli-aftenen på Corsoen i Rom fra ca. 1848, var karnevallet, som tidligere nævnt, en fest, hvor ranghierarkiet blev glemt. Det var en midlertidig pause fra hverdagen. På billedet Karneval i København af Helge Conradsen fra 2005 ses et moderne karneval. I dag er karnevallet ikke mere en flugt fra de trange kår, men stadig et afbræk i hverdagen. Ligesom alle andre ekstraordinære begivenheder, så er karnevallet noget, som er med til at givet livet værdi i en verden, hvor den almene opfattelse ikke mere er, at livet blot er en mellemstadie til himlen. I stedet er den almene opfattelse, at det enkelte menneske skal finde sin egen mening i livet. Det er derfor en udbredt talemåde: ”at man skal nyde livet, mens man har det”.
Fortælleren i Samba. Et eventyr i Brasilien drømmer sig væk fra den kedelige grå og triste dagligdag, hvor livet mangler farver og mening. Fortælleren er, som førhen nævnt, en gennemsnitlig dansker, som drømmer sig væk fra sit eget hverdagsliv og over i et liv med mening. Den eksistentialistiske tankegang grundsten er, at det enkelte menneske vælger og handler frit og derfor alene er ansvarlig for udformningen af sin eksistens. Derfor kan tekstuddraget af Samba. Et eventyr i Brasilien ses som eksistentialistisk litteratur, hvor Henrik Stangerup appellerer til selvransagelse.
Opslag
