Jeg blev til en forelæsning på Prags Universitet (Karlsuniversitetet), Hussittisk-teologisk fakultet, spurgt om oplysningstiden stadig er her. Jeg blev tavs, noget der normalt falder mig fjernt, og sagde at jeg ville tænke over det. Og her er svaret. (Tak til Pavel Miladóv for spørgsmålet.)
Oplysningstiden bygger på en kombination af rationalisme og empirisme. Rationalister sætter fornuften som udgangspunkt for opfattelsen af verden, mens empirister mener at det er erfaringer og sansninger der er udgangspunktet. Oplysningstiden mente, at mennesket er født med en grundlæggende fornuft, som det skal bruge sammen med sine erfaringer. Et andet hovedtræk fra oplysningstiden er, at al sikker viden, har fornuften eller erfaringen som kilde. Enhver påstand skal kunne begrundes logisk eller empirisk, da mennesket er et rationelt væsen og dermed i stand til at ræsonnere og argumentere for egne synspunkter og respektere andres. Man troede også på det frie og uafhængige menneske. Menneskets fornuft spillede især en vigtig rolle i oplysningstiden. Med blandt andet den, forsvandt en del overtro (for eksempel hekseprocesser).
Man kan også sige, at oplysningstiden er en reaktion på barokkens enevælde og kirkens pomp og pragt. I det hele taget bunder oplysningstiden i en masse af de tidligere perioder. Renæssancens fokus på det enkelte individ og rationalismen. Den fortsætter renæssancens opbrud fra den middelalderlige tankegang. Også det moderne gennembrud mindede om oplysningstiden. Nogle forfattere, især Georg Brandes, mente, at det moderne gennembrud var oplysningstidens genvækkelse.
Oplysningstidens filosoffer mente, at alle er født lige, fordi alle har en medfødt fornuft. Denne fornuft skal vi bruge til at dømme hvad der er ondt og godt, rigtigt og forkert. På den måde mente de, mennesket ville klare sig godt i samfundet. Menneskets fornuft kunne dog påvirkes af dårlig opdragelse eller dårlige vaner.
Oplysningstidens filosoffer meget positivt på mennesket- det var godt, fornuftigt og ansvarligt. De så også meget positivt på fremtiden. Leibniz[1] mente, at mennesket kunne gøre sig til herre over naturen, og derved gøre verden til et godt sted.
Oplysningstiden begyndte i England, og forsatte derefter til Frankrig og videre derfra. Den dannede idegrundlag for de nordamerikanske stater, og var også grundlag for den amerikanske uafhængighedserklæring, der blev skrevet i 1776, samt den franske revolutions idealer (alle er født lige og har ens rettigheder, uanset baggrund og social placering).
Oplysningstiden tog også religion op til debat. Den kritiserede kirkens magtmisbrug og mente, at den menneskelige fornuft skulle gøres til den højeste autoritet. Det betyder dog ikke, at de ikke anerkendte Gud, men anerkender mere deismen- altså troen på en Gud der ikke blander sig, efter at have skabt verden. Deismen bliver kaldt for den naturlige religion, da den kan forstås via fornuften.
En anden grund til man begynder at miste troen på kirken er, at der kommer nye forklaringer på naturfænomener. Videnskaben gjorde store fremskridt under oplysningstiden, og dette inspirerede tidens forfattere og filosoffer. Oplysningstidens mest kendte videnskabsmænd er Newton (1643-1727) og Decartes (-1650).
Oplysningstiden havde også stor indflydelse på samfundet. Der blev dannet landboreformer og i 1788 ophæves stavnsbåndet. Under oplysningstiden mistede adelen mange af sine privilegier. Han kommer i gæld og måtte sælge ud af sine godser. Derfor blev jordbesiddelsen nu et spørgsmål om formue, og ikke fine titler. På denne måde bliver der skabt store klasseforskelle. Levestandarden var lav, og forholdende er stærkt præget af lavkonjuktur. Grundet denne lavkonjuktur tog kongen lån hos handelsborgerskabet, som dermed skaffede sig indflydelse. Dette var første gang borgerskabet fik indflydelse på Danmarks økonomiske og sociale situation. Den almene borger blev mere dannet, da han begyndte at få offentlige aviser, tidsskrifter og selskaber. Dog var der en hvis censur. Samtlige manuskripter skulle godkendes af en professor eller kongens folk. Folk begynder at gøre oprør mod censuren, derfor ophævede Struensee[2] den i 1770.
Det var svært at være forfatter under oplysningstiden. Ludvig Holberg (1684-1754) blev for eksempel nødt til at undervise på universitetet, og P.A. Heiberg[3] blev landsforvist. Men selve sproget udviklede sig meget i 1700-tallet. Forfatterne begyndte at skrive rejseromaner, hvilket informerede borgerne om koloniseringen af de fremmede verdensdele. Især Daniel Defoe´s[4]: Robinson Crusoe, blev meget kendt, og er det stadigvæk den dag i dag. Herhjemme i Danmark var det mest Ludvig Holberg der informerede folket ved hjælp af sine komedier. Han ville oplyse folk og få dem til at tænke selv.
Oplysningstiden har haft stor indflydelse på det samfund vi lever i i dag. Man er stadigvæk enig i, at mennesket kan opdrages til fornuft. Hver gang en teenager laver ballade, går man straks i gang med at diskutere, om personen nu er blevet opdraget ordentligt.
Menneskers rettigheder er også stadigvæk en del af vores samfund. Dette blev især gjort klart da man i 1948 lavede menneskerettighedserklæringen. Den minder meget om den erklæring om menneskets og borgerens rettigheder man lavede i 1789. Begge erklæringer handler om det enkelte individs ret til religionsfrihed, ytringsfrihed og ret til at deltage i lovgivning. Retten til at deltage i lovgivning er blandt andet grunden til vores demokrati i dag.
Vores samfund i dag, er også bygget op, ved hjælp af Montesquieus magtinddeling fra 1748. Den består af den lovgivende- (folketinget), udøvende- (regeringen) samt den dømmende magt.(domstolene). Grunden til Montesquieus lavede denne magtinddeling var for at beskytte folket. Han ville ikke have at de forskellige magter rottede sig sammen til deres egen fordel. Grundet denne opdeling vil alle blive behandlet retfærdigt.
Reformer er også noget vi kender fra oplysningstiden. Allerede i starten af 1700-tallet og frem til 1840´erne var der reformer på forskellige områder- for eksempel landbruget, skolerne og for de fattige. Det var ret exceptionelt, at der fra statens side blev taget hånd om de svagere, hvilket vi stadigvæk gør den dag i dag. Vi går ind og støtter de studerende med SU, de arbejdsløse med dagpenge og de fattige med bistandshjælp.
Sammenligner man Danmark, og andre lande der har oplevet oplysningstiden med for eksempel Østen, kan man tydeligt mærke at vi er præget af dette. I Østen er de stadigvæk meget styret af deres religion. De har ikke demokrati, og folket har ikke de samme rettigheder som vi har herhjemme. Dette synes mange er tåbeligt, og mener, at folket må føle sig undertrykt og have et dårligt liv. Men man kan så diskutere, om de ikke tænker det samme som os. De synes sikkert at vi har dårlige liv, da vi har så mange overfald, høj skat og mange andre ting som de ikke kender til fra deres kultur. Havde Danmark ikke oplevet oplysningstiden ville vi sikkert leve under de samme vilkår som de gør i mange østlige lande.
Uden oplysningstiden ville vi slet ikke være det samme samfund. Vi ville ikke være lige så dannede, og ikke have lige så meget tanke for vores medmennesker. Vi ville sikkert også vægte Gud højere, og måske stadigvæk være underlagt kirkens magt. Men måske er vi det allerede, idet vi stadigvæk betaler kirkeskat, uden egentlig at dukke op til andet end det der involverer os selv som personer? Måske har kirken stadigvæk taget om os. Oplysningstiden har begravet sine rødder dybt i det danske samfund.
[1] Gottfried Wilhelm Leibniz (1. juli 1646 - 14. november 1716), tysk filosof, matematiker og politisk rådgiver.
[2] Johann Friedrich Struensee er født i Halle, Tyskland i 1737 og døde i 1772. Christian d.7 livslæge.
[3] P.A Heiberg. Forfatter, dramatiker, translatør. 1799 landsforvist for sine skrifters revolutionære tendenser.
[4] Daniel Defoe født 1660, død 1731. Var engelsk forfatter, mest kendt for romanen Robinson Crusoe.
Opslag
