Bladlus og grantræer

Bladlus er små 1-6 mm lange, insekter der lever af at suge plantesaft, de tilhører gruppen af dyr der kaldes invertebrater, som er en opdeling af dyr den franske biolog Jean Baptiste Pierre Antoine de Monet Lamarck stod for. At de er invertebrater betyder at de ingen rygrad har, hvilket ikke gør dem unikke da 97 % af alle dyr tilhører denne gruppe (modsætningen er vertebrater som fisk, krybdyr, padder, fugle og pattedyr tilhører).  Bladlusene lever på planter og kan optræde i kolossale mængder, hvor de regnes som skadedyr, som det kunne være tilfældet i vores opgave. Bladlus har et kompliceret generationsskifte, der kan minde meget om dafniers, hvor hunnen uden befrugtning sommeren over føder levende hunner (kloner). Sidste generation inden efteråret består imidlertid af både hunner og hanner. De nye hunner kan dermed få deres æg befrugtede. Æggene klækker næste forår og bliver til nye stammødrer. Bladlusenes indgår i mange symbioser og fødekæder som følge af deres afføring (honningdug) der er meget sukkerholdigt bl.a. kan myrere, mariehøns, svirrefluelarver og snyltehvepse nævnes.

Normannsgran, Abies nordmanniana, som vel nok er danskernes foretrukne grantræ til jul, bliver let angrebet af bladlus. Men for ikke Danmarks juletræsproduktion (som er en meget stort marked) skal lide unødvendig overlast sprøjtes der med insekticider, og iblandt disse indgår syntetiske pyrethroider. Hvordan dette stof fungerer, vil jeg komme ind på senere, men for at klarlægge hvilken skade bladlus kan gøre på træet, vil jeg kort gennemgå træers (og andre planters) vigtigste botaniske fysiologiske træk. Planteceller har såvel som menneskeceller brug for energi til en række vitale formål, såsom vækst, vedligeholdelse og andre intracellulære processer. (man må forvente et ekstra stort energibehov om foråret, også for stedsegrønne, da de her har en meget stor vækst). Energien til disse førnævnte processer kommer fra spaltningen af adenosintrifosfat til adenosindifosfat (ATP→ADP), men først skal denne ATP dannes, og det sker som i alle andre celler ved respiration; en biokemisk proces der gennem omdannelse af glukose og ilt til vand og kuldioxid frigør energi (her i afstemt form):

C6H12O6 + 6O2 > 6CO2 + 6H2O + 30 ATP

Måden fotoautotrofe planter skaffer sig denne glukose sker

ved fotosyntese, som er en for livet på Jorden helt grundliggende proces at grønne planter vha. solens lys kan omdanne kuldioxid og vand til ilt og sukker. Fotosyntesen kan ses som den modsatte proces af respiration. Fotosyntesen er en yderst kompliceret kemisk proces som opdeles i to hovedfaser: lysfasen hvor lysenergien omdannes til kemisk energi, og mørkefasen hvor dannelsen af kulhydrater foregår. Men man kan skrive en tilnærmelse af disse processer ved denne ligning:

K 5% XN/N-font-style:italic'>som vel nok er danskernes foretrukne grantræ til jul, bliver let angrebet af bladlus. Men for ikke Danmarks juletræsproduktion (som er en meget stort marked) skal lide unødvendig overlast sprøjtes der med insekticider, og iblandt disse indgår syntetiske pyrethroider. Hvordan dette stof fungerer, vil jeg komme ind på senere, men for at klarlægge hvilken skade bladlus kan gøre på træet, vil jeg kort gennemgå træers (og andre planters) vigtigste botaniske fysiologiske træk. Planteceller har såvel som menneskeceller brug for energi til en række vitale formål, såsom vækst, vedligeholdelse og andre intracellulære processer. (man må forvente et ekstra stort energibehov om foråret, også for stedsegrønne, da de her har en meget stor vækst). Energien til disse førnævnte processer kommer fra spaltningen af adenosintrifosfat til adenosindifosfat (ATP→ADP), men først skal denne ATP dannes, og det sker som i alle andre celler ved respiration; en biokemisk proces der gennem omdannelse af glukose og ilt til vand og kuldioxid frigør energi (her i afstemt form):

6CO2 + 6H2O +E(lys) > 6O2 + C6H12O6 (glykose)

Den del af fotosyntese, hvor sollys omdanner vand og kuldioxid til glukose og ilt, sker i grønkornene, som er et organel kun planter (og alger) har. Det specielle ved grønkorn er, at de indeholder klorofyl, som er et farvestof der giver plantedele deres farve[1], det kan både være grønt og rødt som eksempelvis blodbøg De røde pigmenter hedder bare ikke klorofyl, men det kan f.eks. være carotenoider. Klorofyl fungerer som katalysator ved fotosyntesen hvor lysenergien absorberes af farvestoffet og omdannes til kemisk energi som i fotosyntesen forbruges ved assimilationen af kuldioxid. Altså omdannelsen af uorganiske materiale til organisk. Nu mangler vi blot at få tilført vand og kuldioxid. Kuldioxid optager planter gennem spalteåbninger på undersiden af bladene. Mens vandet (og også de næringssalte der bliver optaget gennem rodnettet) bliver transporteret til bladene/nålene gennem et rørsystem; vedkar. Vandet bliver hevet op gennem xylem (vedkar) pga. det osmotiske tryk der bliver skabt i træets top. Grunden til at vandet ikke falder ned (som følge af Newtons 1. lov[2]) er at indersiden af vedkarne er "beklædt" med brintbindinger. Men at dette rørsystem er ensrettet betyder nødvendigvis, at der må være endnu et system, som kan transportere den førnævnte glukose ud til resten af træets celler (eksempelvis rødderne hvor der konstant er et stort energibehov som følge af stor vækst). Det andet system hedder sikar (phloem), og her transporteres glukosen som en opløsning af succrose. Det bladlusen gør for at få fat i denne meget energirige væske er, at den stikker sin snabel ind gennem træets blad/nål, og når ind til sikaret og suger væsken ud (samme princip som en stikmyg Culicidae) En enkelt bladlus vil ikke gøre den store skade på et træ, men i store flokke vil de kunne rykke substantielt ved træets energikredsløb: Al den energi træet producerer som følge af fotosyntese kaldes BPP (Brutto Primær Produktion) Når træet har trukket energi fra til respiration ®, er der et energiniveau tilbage som kaldes NPP (Netto Primær Produktion) denne pulje af energi skal træet bruge primært til vækst og formering, men hvis horder af bladlus angriber træet vil denne pulje blive mindre og mindre, dvs. at træet ikke har energioverskud til vækst. Som følge af dette bliver juletræerne grimme og små, og en stor dansk eksportindtægt mangler. Som følge af bladlusens energirige fødekilde, er de et meget eftertragtet dyr. Mariehøner elsker at spise dem, og myrerne lever i symbiose med dem, hvor myrerne beskytter dem, og så får de lov at spise deres ekskrementer (honningdug, ej at forveksle med meldug)

Som nævnt har bladlusene den effekt at træerne bliver beskadiget og uattraktive for julekunder, og hvis angrebet er alvorligt nok kan træet dø. Så for at undgå dette, bliver mange af plantagerne sprøjtet til med insekticider. Pyrethroider er et middel som bliver brugt. Det stoffet bland andet gør, er at blokere for Na+ kanalen, hvilket gør bladlusen ude af stand til at sende nervesignaler.  Når en blokering af disse kanaler finder sted, kan der ikke blive send et aktionspotentiale. Dette kan der ikke da der ikke kan ske en ændring i membranpotentialet (dvs. spændingen vil befinde sig under tærskelværdien). I hvile er natriumkanalen ikke gennemtrængelig, da aktiveringsklappen er lukket. Når der sker en depolarisering åbner aktiveringsklappen og Na+ vil normalt strømme ind i cellen, men her går stoffet pyrethroid ind og blokerer, så selvom klappen åbner kan Na+ altså ikke komme ind. Når bladlusene ikke kan sende signagler, dør de hurtigt, da de ikke kan sende signal til eksempelvis hjernen etc. Stoffet i sin naturlige form stammer oprindeligt fra planter i Chrysantemumfamilien, og er derfor nært beslægtet med denne plantes eget giftstof pyrethrin. En fare der altid er forbundet med brugen af pesticider er, at den uønskede organisme kan udvikle resistans over for stoffet (især hos et dyr som bladlus der har en høj reproduktionsevne) En måde jeg, som den gode økologiske landmand jeg nu engang ville være J, ville komme bladlusene til livs på, ville være ved at bruge et biologisk bekæmpelsesmiddel: Mariehøns! Enkelt, effektivt og billigt.


[1] Det vil med andre ord sige, at den farve som planten har, repræsenterer den del af sollysets spektrum som bladet ikke opfanger, men som den derimod reflekterer.

[2] (inertiens lov) siger at et legeme forbliver i sin tilstand af hvile eller retlinjet bevægelse med konstant fart så længe det ikke påvirkes af en ydre kraft, som eksempelvis tyngdekraft Ft.