Dette er et bilag til en forelæsning jeg gav i december 2008.
I opgaven vil jeg redegøre for den skiftende opfattelse af øjeblikket i de tre billeder i opgavehæftet. Jeg vil understøtte min redegørelse med iagttagelser af billederne og uddrage karakteristiske stiltræk for de perioder malerierne er malet i. Jeg vil til sidst sammenholde de tre forskellige perioders opfattelse af øjeblikket.
Det første billede hedder Kridtklint på Rügen og er malet af Caspar David Friedrich i 1818-19. På billeder ser man tre mennesker som er omgivet af utrolige naturomgivelser. I forgrunden, hvor menneskene står, er der træer og græs. Græsset og træerne danner en lysegrøn ramme om kridtklinten i mellemgrunden. Kridtklinten er spids og stejl og har et gulligt skær i solen. I baggrunden går havet i et med himmelen. Stemningen i billedet er idyllisk fordi solen skinner, og i og med træerne har blade kan det ses at det er sommer. Det markante skift mellem forgrund og mellemgrund skaber uro i billedet pga. det markante farveskift samt at de spidse og kanter der er på kridtklinten. Uroen skaber ikke kontrast i billedet, fordi kridtklinterne er oplyst af solen.. Havet og himmelen, som går i et, giver en uendelig dybde i billedet. De tre personer fylder størrelsesmæssigt ikke så meget i billedet, hvilket lægger mere vigtighed over på det de observere. De står på kanten mellem den idylliske og fredelige natur og den farlige natur. Man kan se, at de ser ud på noget, som er større end dem selv, som man ikke kan nå og hvis de kommer der ud er de ikke selv herre over hvad der sker.
De gyldne farver, den overvældende natur, og de små personer, som blot kan prøve at studere det der er større end dem selv, giver billedet et panteistisk udtryk. Dette sammen med længselen efter det uendelige og naturen er et af de karakteristiske stiltræk i romantikken. Desuden kommer det nationalbevidste, som også er et romantisk stiltræk, til udtryk ved at det forestiller kridtklinterne på Rügen som er et af Tysklands flotteste naturområder.
Det andet billede hedder Rue Lafayette og er malet af Edvard Munch i 1891. På billedet står en mand på en balkon og kigger ned på en gade. Balkonens rækværk deler billedet i to mellem den dynamiske gade og den rolige balkon. Roen på balkonen bliver skabt, fordi der ikke er andet end manden, der kan bevæge sig på balkonen. I modsætning til gaden er der ikke brugt små korte penselstrøg, men i stedet lange linier, som er ortogonale på penselstrøgen fra gaden.Nede på gaden er alting utydeligt. Det eneste man kan se er, at der går der mennesker rundt og der kører hestevogne. Selvom det ikke er detaljeret, så giver det bevægelse på gaden, at hestevognene går på tæt og menneskene går rundt ude på gaden. Det giver bevægelse og dynamik i billedet at alt det, som manden på balkonen kigger på, er malet med pletagtige penselstrøg, der alle sammen går i cirka samme retning. Der er intet fokus på noget, hvilket resulterer i, at det virker utrolig kaotisk nede på gaden, hvor alle har travlt.
Edvard Munk forsøger at give et indtryk af gadens uoverskuelighed og kaos, hvilket er et impressionistisk stiltræk, hvor kunstneren prøver at fastholde et øjebliksindtryk. Rue Lafayette er, udover at være titlen på maleriet, en kendt gade i Paris. Motiverne i tidlig impressionisme var oftest gade, cafeer og bygninger i Paris, og maleteknikken med små pletagtige penselstrøg er også karakteristisk for impressionistisk malerkunst.
Det tredje billede hedder Boksning og er malet af Gunnar Bay i 1985. Billedet forestiller en person, som ser det afgørende øjeblik i en boksekamp, lige akkurat der hvor den ene bokser bliver slået knockout. Man ser knockouten som spejlbillede i observatørens solbriller. Alt, hvad der bliver spejlet i solbrillerne, er sort/hvid på nær blodet fra den tabene bokser, hvilket understreger øjeblikkets afgørende betydning for kampen. Billedet virker koldt pga. farvesammensætningen og at observatøren blot tager et sug på sin cigaret og nyder synet af en mand, der bliver slået ned. Belægget for at sige, at observatøren nyder at se det, er at der ikke bliver fortrukket nogen væmmelsesminer i ansigtet men i stedet bliver afslappet af cigaretten, nok endda tilfredsstillet. Det er tydeligt at de ideologier om, hvad der er æstetisk er forsvundet. Selvom observatøren har neglelak på og ryger feminint, så falder tankerne alligevel ikke uden overvejelse på en kvinde. I stedet bliver ens tanker ledt forbi både punkere, transvestitter, sadister og masochist og jeg må indrømme, at jeg selv hele tiden tænker på Michael Jackson, når jeg ser der. Ikke desto mindre er alle de nævnte grupper lidt skæve typer, som har haft identitetsproblemer. Identiteten og ideologien om æstetik og etik er i krise, hvilke begge er karakteristiske modernistiske og postmodernistiske stiltræk. Dette kan indskrænkes ved, at forskellen mellem den klassiske modernisme og postmodernismen er, at det i postmodernismen ikke længere forbindes med et tab, men i stedet hverdagsagtigt eller som en mulighed. Observatøren oplever to tilfredsstillelse i det øjeblik, at man bliver slået knockout og at tage et sug på en cigaret. Det begge dele er i den moderne verden tilfredsstillelse man kan få ad libitum. Det er en mulighed som de lidt skæve identiteter har fået i samfundet efter at helte og idealer er døde sammen med ”de store historier”. Ved at lade selve handlingen i billedet spejle sig i obsavatørens solbriller flyttes den objektive obsavtørrolle over til et subjektivt syn, hvor observatøren bliver det interessante. Det er en metode som Gunnar Bay bruger meget og han har malet mange billeder, hvor handlingen foregår i solbrillers spejling.
De tre billeder har alle tilfælles, at de har en eller flere observatører, men det de observere har kortere og kortere ”levetid” jo yngre billedet er. På det romantiske billede er øjeblikket en årstid, fordi naturen skifter udseende efter årstiden, hvorimod øjeblikket på det impressionistiske billede er blevet forkortet til få timer, hvor der er myldretid i Paris’ gader. Øjeblikket på det postmodernistiske billede kunne ikke rykkes bare et sekund. Identitet og idealer har gennem tiden været store emner inde for kunst, selvom opfattelsen af emnerne har ændret sig meget. Det kan også se på billederne. De små personer på billedet fra romantikken, som sammen oplever et utroligt natursyn bevidner om en opfattelse af, at der er noget som er større end mennesket og at alle mennesker er i Guds hænder. I impressionisme er identitetskrise begyndt og idealerne er smuldret. Der bliver arbejdet med at beskrive indtryk fra hverdagen. Observatøren på billedet fra postmodernismen, der har en større rolle end på de tidligere fastslår, at man er nået en tid, hvor man fuldstændig selv er herre over sit eget liv, og hvor man kan gøre præcis, hvad man har lyst til. Det ses at holdningen til at møde ”det store øjeblik” med tiden har ændret sig fra at være overvældende, hvilket kan ses på det romantiske billede, hvor observatørene er helt ude for at røre, til at det er en del er hverdagen der bare bliver taget for givet og det bare er en daglig dosis af den egoistiske tilfredsstillelse. Det er skiftet fra at man i romantikken ved Guds hjælp kunne opleve ”det store øjeblik” til at man i postmodernismen kan finde det selv ved at sætte sig et bestemt sted og vente på øjeblikket og tilfredsstillelsen bliver serveret.
Opslag
