Motion, kondital og iltoptagelse

Kondition og kondital:

Kondition er et udtryk for kroppen evne til at optage, transportere og udnytte ilt. Kondital er derfor et mål for, hvor meget ilt kroppen kan optage per kg. legemsvægt per minut. Det betyder, at der i konditallet bliver taget højde for hvor mange kg. legemsvægt, den optagede ilt bliver fordelt over. Det vil sige, at små personer ikke behøver ligeså meget ilt som store personer, for at have samme kondital.

 

Iltoptagelse:

Musklerne skal bruge energi ved fysisk udfoldelse. Den energi fremkommer ved en aerob proces, som kaldes respirationsprocessen, hvor ilt er en nødvendig faktor. Det er derfor nødvendigt, at musklerne får tilført ilt, når de skal arbejde. Ilten kommer ind i kroppen via luftveje fra næse og mund og ned i lungerne. I lungernes mindste forgreninger, som kaldes alveolerne, diffundere ilten over i blodet, som løber ned i venstre for - og hjertekammer, hvor det bliver pumpet ud i kroppen til hver eneste celle. Cellevæggene er semipermeable, hvilket betyder, at små molekyler som ilt og kuldioxid kan diffundere frit fra og til blodet og hver enkel celle. Når ilten bliver brugt i cellerne under respirationsprocessen fremkommer der kuldioxid. På den måde bliver ilten brugt til at lave energi til kroppen, og der bliver et overskud af kuldioxid i cellerne ved forbrændingen, som bliver ført tilbage med blodet til lungerne, hvor det igen bliver udskiftet med ilt.

 

Når man er i god form, kan man hurtigere få transporteret ilten ud til musklerne. Det skyldes større lungekapacitet, større slagvolumen, samt mængden af røde blodlegemer. Man kan derfor måle, hvor god form en person er i ved at måle den mængde ilt, som bliver indåndet og udåndet. Det kaldes en direkte konditest. For at lave sådan en test, skal man bruge en masse udstyr, som er dyrt. Man har derfor udarbejdet en masse forskellige indirekte konditests, for at man kan danne sig et billede af ens kondital.

 

Vi har i vores forsøg arbejdet med tre forskellige konditest:

 

Cooper-test

Bib-test

2-punkts-test

 

Cooper-testen og Bib-testen er begge baseret på empiri. Som der står på vores forsøgsvejledning til bib-testen, har man ved videnskabelige forsøg klarlagt en sammenhæng mellem hvor langt, man kan løbe i bib-testen og ens kondital. I hverken bib-testen eller Cooper-testen tages der højde for udøverens vægt, dog tages der højde for køn i Cooper-testen. Pga. disse begrundelser er min hypotese, at testresultaterne fra de to tests ikke er særlig præcise og kan afvige meget fra det egentlige kondital.

 

I 2-punkts-testen tages der både højde for udøverens alder, vægt og puls ved forskelligt arbejde. Man kan beregne udøverens max. arbejdsbelastning, ved at antage personens maxpuls er 208 – 0,7*alder, og at pulsen stiger proportionelt med belastningen. Man kan dernæst omregne max-arbejdesbelastningen til iltoptagelse via antagelsen om nyttevirkning (23 %), iltens energetiske værdi (21,1 kJ pr. liter ilt) samt hvilestofskiftet (0,25 liter ilt pr. minut). Da denne test både tager højde for udøverens vægt og indirekte måler, hvor meget ilt man bruger, er min hypotese, at denne test vil være langt mere præcis end de to andre.