De Sorte Nætter

Novellen er fra Tøger Torkels novellesamling "Nætter i Prag" udgivet på forlaget Jotunheim

Min sommerferie har været utrolig kedelig. Badeferie på Bornholm er ikke lige hvad en mand på 41 år ønsker.  Højdepunktet var en film jeg så på TV2. Den hed ”De sorte nætter”. Men den var til gengæld helt fantastisk, den bedste krimi jeg nogensinde har set. Jeg kunne ikke lade være med at leve mig ind i den; gyset det løb ned af ryggen, sveden dryppende fra min pande og alle chokkene hvor jeg sprang op fra stolen. Hvis bare min sommerferie havde været lige så spændende. Der var kun ét højdepunkt:

Ilden dansede i pejsen. Den kastede et varmt rødt skær på kaminhylden, hvor de nu støvede pokaler fra Wien sidste år havde deres plads. Den sidste sætning var nu skrevet, og udkastet var klart. Kaffen var Cubansk og smagte faktisk ikke så godt, men det var lige meget, for endelig var bogen klar til indskrivning. Der manglede bare initialerne: J. C Harrielson. Fugle fløj forbi i store flokke udenfor. Jack rejste sig fra sin brede kongeblå kontorstol, og sit vinylbelagte skrivebord. Han hev den lange glasskydedør til side og trådte ud på terrassen. Fra den kunne man se ud over hele det smukke bjerglandskab i North Carolina. I det fjerne kunne han skimte de øde, tørre sump- og ørkenområder i Death Valley. I det samme kørte en Landrover op ad de lange snoede grusstier. En røgsky steg op fra bagdækkene, og Jack var nu klar over, at der kom besøg. Han forlod terrassen, gik igennem pejsestuen, ned ad den massive egetræstrappe, gennem entreen og ud til fordøren. I samme sekund som han åbnede døren, kom drejede Landroveren skarpt rundt om hjørnet, og ud trådte Matthew Lance.

     De gik igennem hytten og op til den lille pejsestue. Ilden var ved at brænde ud. Matthew gik stille og roligt hen mod skrivebordet og trak lydløst den store kontorstol ud for at sætte sig. Tankerne for rundt i Jacks hoved. Mit mesterværk, mit og kun mit.  Han vidste godt, at Matthew havde set udkastet til bogen.

     Matthew kiggede op på Jack. Han vidste med det samme hvad der var los. Uden at mægle et ord, rejste han sig og gik ud på terrassen. De havde været venner længe, så var de blevet forfattere sammen og nu var Jack begyndt på en ny bog uden Matthew. Jack kom ud på terrassen og gik hen ved siden af ham. Der var pinlig tavshed mellem dem. Man kunne kun høre vinden i træerne. Matthew trådte et skridt væk. Hvorfor er han sådan? Hvad har jeg gjort ham? Det skal han bøde for. Alle de gange jeg har hjulpet ham, været der for ham! Han skylder mig, efter alle de gange jeg har taget hans parti. Han gik stille ind i hytten, velvidende at han måtte gøre noget.

     Om aftenen under middagen sad de og talte om gamle forfattere, spurgte Matthew til hans bog. Jack var ved at få maden i den gale hals. Han vidste ikke hvad han skulle svare- ét forkert ord og det hele ville gå galt. Hans livsværk ville gå tabt, og en strålende solo karriere med. Han fik endelig fremstammet, at det ikke var en bog på den måde, men mere en slags opslagsværk, hvor han skrev ideer ned til andre bøger. Han vidste godt, at Matthew ikke ville hoppe på den, men det var da forsøget værd!

     Matthew rejse sig op:”Jeg har tit tænkt på en solo karriere, du ved, ved siden af, vi kunne jo stadig skrive bøger sammen alligevel.” Matthew gik hen bag Jack og begyndte at massere hans skuldre. Det var nu det helt rigtige tidspunkt var kommet. Nu manglede han bare at gøre det. Masser af smerte skulle ramme Jack. Der voksede et had, det var blussende varmt, lige som pejsen havde været. Matthews hænder bevægede sig længere og længere op ad Jacks hals. Pludselig tog de et fast greb. Jack fik et chok og forsøgte at få Matthews hænder væk, men de sad fast. Jack blev mere og mere violet i hovedet, han kæmpede for sit liv. Han vidste, at hans sidste time var kommet.

   

 

 

 Matthew så ynkværdigt på Jacks blodsprængte  blålige ansigt og sagde hånligt: ” Intet varer evigt Jack Harrielson, min ven, intet varer evigt!” Så lo han for sig selv, men blev pludselig alvorlig. Han løb ud på terrassen og kiggede på den sene aftensol, mørket faldt snart på. Det der skulle gøres, skulle gøres nu. Han skimtede hen imod pejsen. Ind i de betagende alt ædende flammer… Han skød tanken ud af hovedet. Næh..som krimiforfatter har man vel et par fif. Han ville hænge et reb op i køkkenet, danne en løkke, placere Jacks hoved i den og hejse ham op under loftet. Derefter ville han læse manuskriptet til bogen, ændre initialerne til M.L, og ringe til politiet. Det var jo ikke Matthews skyld, at hans gode ven var så trist over hans solo bog, at han begik selvmord..vel? Ingen levende sjæl ville beskylde ham for noget.

Alt var planlagt, han skulle bare lige læse den sidste side af udkastet. Natten var endnu ung, og der var lang vej hjem, men det var lige meget nu, for hans karriere var reddet. Han ville være tilbage til palæet og den rolig atmosfære på Arlington Road snart. Han sad så opslugt af sine egne tanker, at han næsten overså svinget, og de kraftige ”biløjne” der stirrede på ham. Han steg ud af bilen. ”Hvad fanden..” Matthew løb hen til den mystiske bil, der synes at gå i ét med mørket. Bilen holdt nærmest på tværs af en sumpet grussti, så han ikke havde mulighed for at komme forbi. Han var fanget.. sveden løb koldt ned af ryggen på ham, da han med en aggressiv håndbevægelse åbnede bildøren. ”Hvorfor i himlens navn parkerer De Deres bil så uhensigtsmæssigt? Er de klar over, at de kunne have slået mig ihjel? Og jeg syne-” Matthew blev afbrudt af en tør kvindestemme: ”Åhh, jeg er så forfærdelig ked af det, men jeg er faret vild, min bil er punkteret, og jeg er så bange.. Vil De ikke nok hjælpe mig?” Matthew så på det kvindeansigt der langsomt kom til syne i billygternes skær. Hun var meget tiltrækkende. ”Jeg kunne tilbyde dig et lift, men jeg ønsker ikke selskab”. Hun steg elegant ud af bilen og gik roligt hen mod ham. ”Vil De ikke nok Hr.?” sagde hun med et bedende blik, mens hun viste lidt kavalergang. Han trak sig langsomt tilbage til bilen og han kastede et blik mod manuskriptet der lå på bagsædet. Han så hen på den nydelige unge kvinde, og sagde så: ”Ja, så tag da med.”  Da de havde siddet i bilen i et stykke tid, lagde Matthew mærke til, at kvinden skævede over til bagsædet og udkastet.

”Hvad er det for nogle papirer De har liggende på bagsædet?” spurgte hun med en blød stemme. ”Det er bare noget arbejde. Ikke noget særligt.” svarede Matthew, og tilføjede: ”Og hvilken interesse har De i det?”

”Det må De meget undskylde, men jeg har det ikke så godt. Jeg er vist lidt køresyg. De kunne vel ikke være så venlig at holde ind til siden et sekund?” Matthew kørte ind til siden, og kvinden spurgte om han havde noget vand hun måtte få. Matthew gik om til bagagerummet for at tage vandet. I mellemtiden havde kvinden stillet sig hen til en skrænt. Matthew løb hen til hende og gav hende vandet. ”Ikke for at være påtrængende, men kunne De ikke holde mit hår væk fra mit ansigt?” Matthew sukkede, men adlød og tog fat om det lange blonde hår. Men til hans store overraskelse røg håret af. Det var en paryk. Matthew mærkede to kolde hænder på sine skuldre og et kraftigt stød. Han fløj som han aldrig havde gjort før, forsvandt ned i sumpens dyb. Kvinden gik hen mod bilen, åbnede bildøren tog manuskriptet og tænkte: Endelig. Endelig kan jeg få den succes, jeg hele mit liv har fortjent.

 

Okay, som du måske kunne regne ud var det her ikke min sommerferie episode. Men hvorfor kan alle sommerferier ikke være lige så spændende som en krimi? Drama er da meget mere spændende end en badeferie med familien på Bornholm!