"Schopenhauer tog udgangspunkt i at alt levende synes at være drevet af drifter og vilje, og konkluderede at der bagved den stabile, tilsyneladende meningsfulde verden er en metafysisk vilje, som er det egentligt værende, mens den verden vi umiddelbart kan se er en illusion, en ydre manifestation af viljen. Derfor havde hans absolutte hovedværk titlen Verden som vilje og forestilling (Die Welt als Wille und Vorstellung) - et værk som første gang udkom i 1819, men som han fortsatte med at redigere og udvide i årtier fremover." Fra Wikipedia
Ethvert opnået mål er samtidig begyndelsen til en ny stræben, og således bliver det ved i en uendelighed.
Enhver forestilling, af hvilken art den end måtte være, ethvert objekt, er fremtrædelse. Kun viljen er ting i sig selv.
Døden er filosofiens inspirerende genius. Hvis døden ikke fandtes, ville ingen beskæftige sig med filosofi.
Ensomhed er alle store ånders skæbne. En skæbne, som indimellem beklages, men som alligevel altid vælges som det mindste af to onder.
Høflighed er som luftpude: selv om der ikke er noget i den, så dæmpes livets stød.
Liv uden smerte - har ingen mening.
Hvis man ikke lever et helt liv, men derimod lever livet halvt, kunne man lige så godt ikke leve.
Den, som ikke synes om ensomhed, vil ikke elske friheden.
Mennesket har en tendens til at betragte sine egne grænser som universets grænser.
At leve er at lide.
Religion er ligesom ildfluer. De kræver mørke for at lyse.
Enhver sandhed passerer gennem tre stadier, før den erkendes:
Først latterliggøres den, så modarbejdes den voldsomt, dernæst anses den for indlysende.
Barmhjertighed mod dyr er så nært forbundet med karakterens godhed, at man kan være fuldstændig sikker på, at den, som er grusom mod dyr, ikke kan være et godt menneske.
Den kristelige moral bærer på den store og essentielle ufuldkommenhed, at den alene tager mennesket i betragtning og lader hele dyreverdenen tilbage uden rettigheder.
Ingenting er så foragteligt, som når man diskuterer med et menneske og gør alt for at overbevise ham - da pludselig mærker man, at man ikke har med hans forstand at gøre, men med hans vilje; han VIL ikke forstå.
Hvad folk kalder skæbne er som regel deres egne dumheder.
Når folk står ganske alene, er det man opdager, om man synes om sig selv.
En filosofi hvor man ikke kan høre tårerne, skrigene, tændernes klapren og den forfærdelige larm fra de almene gensidige myrderier, er ingen filosofi.
Opslag
