Jeg har spillet accordeon i snart 28 år og har hørt meget om Leif Kayser samt spillet flere af hans kompositioner og arrangementer, deriblandt: 1. Symfoni, Priere, Fantasy og Nøddeknækkeren for accordeonorkester samt satser fra Arabesques og Konfetti for soloaccordeon. Jeg synes, det er flot og interessant musik, og jeg har derfor valgt at skrive om Leif Kayser og hans Arabesques.
I min opgave vil jeg give en kort biografi om Leif Kayser, hvor jeg vil lægge særlig vægt på hans tilknytning til accordeonen samt komme ind på baggrundshistorien for Arabesques. Jeg har interviewet Peter Anders Nielsen, æresmedlem i Dansk Accordeonlærer Union (DAU) og tidligere formand, for at kunne gøre rede for historien om Kaysers tilknytning til accordeon og hans Arabesques. Efter biografien vil jeg analysere 1. og 7. sats med henblik på at kunne gøre rede for karakteristiske stilelementer i Leif Kaysers kompositioner. Til sidst vil jeg placere Leif Kayser som komponist i hans samtid.
Leif Kayser blev født i 1919 i København. Her voksede han op og kom som 17-årig ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han læste fagene klaver, orgel, musikteori og instrumentation. Han bestod sin organisteksamen og fik klaverdebut i 1941. Blandt hans lærere kan nævnes Poul Schierbeck (komponist), Tor Mann (dirigent) og H. Rosenberg (komponist). Hans musikalske evner var ekstraordinære, og han skulle efter sigende kunne spille firestemmige orgelsatser i fire forskellige nøgler efter blad. I hans studietid skrev han i 1938 sit første store værk, 1. Symfoni, som blev opført af Tor Mann under en festkoncert i Göteborg. Det blev en kæmpe succes, og han blev spået til at komme op blandt de helt store komponister. Men efter at have færdiggjort sit studie rejste han i 1942 til Rom, hvor han studerede teologi og filosofi. I 1949 blev han katolsk præsteviet i Rom, hvorefter han tog hjem og på samme tid virkede som både præst og organist i Sct. Ansgars kirke i København fra 1949-1964. I 1964 blev han docent på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han underviste i instrumentation og direktion. På hans første direktionshold var store navne som Thomas Koppel, Elvi Henriksen og Tom Vinkel. I de næste mange år underviste og komponerede Kayser. Han blev i 1989 bedt om at komponere korværket til Roskilde Domkirke, da paven i 1989 besøgte Danmark. Det var omkring dette tidspunkt, han fik konstateret Parkinsons sygdom; bivirkningerne fra behandlingen hindrede hans komponering. Sygdommen progredierede og den 15. juni 2001 døde Leif Kayser.
Blandt de store navne, som Kayser havde på sit første direktionshold i 1964, var manden Peter Anders Nielsen. Han havde for kort forinden afsluttet sit studie i accordeon på Statskonservatorium Trossingen i Tyskland og var derefter blevet dirigent for det eneste danske accordeonorkester på det tidspunkt.
”Jeg havde søgt ind som dirigent på konservatoriet, men havde ikke regnet med at komme ind, så jeg blev noget overrasket, da jeg opdagede, at jeg var blevet optaget. Under vores første direktionstime sad vi om et stort rundt bord, hvor Kayser spurgte os hvilke instrumenter vi spillede. Jeg var meget nervøs, da det blev min tur, fordi accordeon på det tidspunkt blev regnet for et proletarinstrument. Jeg hviskede nærmest, da jeg blev spurgt, men blev lettet da Kayser svarede: ”Nej, hvor spændende” – for Kayser handlede det ikke om, hvad man spillede, men hvordan man spillede. Jeg var ung og entusiastisk og spurgte ham efter timen, om han ikke ville skrive noget for accordeonorkester. Kayser mødte op til en af vores orkesterprøver et par måneder senere for at lytte til vores orkester. Efter prøven lovede Kayser at arrangere et stykke musik for accordeonorkester. To uger senere havde han lavet en transskription af Priere af Cesar Frank. Værket blev en stor succes i accordeonkredse, fordi det var så godt arrangeret. Al musik for accordeonorkestre havde da indtil været skruet sammen således, at 1. og 2. stemmen havde melodien og resten af orkestret havde akkorder, og det var netop det, Kayser brød med ved at give alle stemmerne lov til at spille melodien, så alle følte de var med til at bære orkesteret.” (fra interview med Peter Anders Nielsen)
I 1970 blev instrumentet indført som studieretning på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men der manglede elever, der havde færdighederne til studiet. Desuden manglede der let musik, som kunne skærpe accordeonspillernes færdigheder allerede på musikskolerne. Derfor blev samlingen "Arabesques" til på bestilling fra Dansk Accordeonlærer Union (DAU) i 1974.
” Kayser var meget motiveret og gik straks i gang. Han sendte snart de første stykker til accordeonisten Mogens Ellegaard. Nogle dage senere ringede Leif Kayser så til Mogens Ellegaard, der måtte sige, at det var dejlig accordeonmusik, om end stykkerne var blevet noget sværere end DAU havde forestillet sig. Kayser svarede: "Det var ikke så godt, for jeg har lige skrevet 3 stykker til. Mogens synes dog bestemt, at Kayser skulle fortsætte med at komponere accordeonstykker, og i de følgende måneder komponerede Kayser flere og flere stykker, i nært samarbejde med Mogens. Sådan blev de 10 arabesker til.” (fra interview med Peter Anders Nielsen)
Arabesques blev uropført af de konservatoriestuderende i København i foråret 1975, og Kayser udgav dem på eget forlag.
”Der var en del accordeonstykker, som var til overs i den forstand, at de ikke kom med i samlingen Arabesques. 15 af disse stykker blev mange år senere udgivet i samlingen ”Konfetti".” (fra interview med Peter Anders Nielsen)
Analyse af Leif Kaysers Arabeske nr. 1
Arabeske nr. 1 starter med en eksposition i form af to bølger på hver tre takter, som begge bevæger sig op til et højdepunkt og dør hen. Bølgerne efterfølges af et mellemspil, hvor det er svært som tilhører at skabe sig en tonikafornemmelse – dette giver et diffust præg. Herefter kommer der en reprise, der ligesom ekspositionen består af to bølger, som vokser op og falder til ro. Til sidst spilles en epilog, hvor musikken er i ro og klinger ud. Man kan opstille en oversigt over stykket således:
Eksposition (takt 1 – 6)
Mellemspil (takt 6 – 17)
Reprise (takt 18 – 23)
Epilog (takt 24 – 25)
Skalamønsteret har mange navne: Komponister kalder det ”Messiaens 2. modus”; jazzmusikere kalder det ”8-tone skalaen” eller ”dim-skalaen”, hvor det bruges, når man improviserer over en 7b9 akkord eller en dim-akkord. Fig. 1 viser en skala, som f.eks. kan bruges ved improvisation over E7b9 eller over G#dim (da G# er en E7b9 uden grundtone).
Analyse af Leif Kayser Arabeske nr. 7
Arabeske nr. 7 kaldes også for julearabesken. Det skyldes, at Leif Kayser har skrevet denne arabeske over ”in dulci jubilo” – en gammel gregoriansk julesalme. Salmen, der er oversat til dansk, hedder ”En sød og liflig klang” og står i den danske koralbog (se bilag 1). Salmen står i F-dur. Kayser derimod bruger F-lydisk som grundskalaen, da der ikke er b for H. Satsen er på 61 takter og kan inddeles ved hjælp af julemelodien. Salmen er 16 takter lang, og det er også i de første 16 takter af Arabeske nr. 7, julemelodien høres i venstrehånden. Efter de 16 takter afrundes julemelodien fra takt 17-19 med en takts pause og derefter kommer en gentagelse af takt 15-16. Derpå kommer der et mellemspil fra takt 20-31, hvor især den første takt af julemelodien spilles i forskellige tonearter i venstrehånden, mens højrehåndens ornamentering følger med rundt i virvaret af forskellige tonearter. I takt 31 falder reprisen. Her gentages julemelodien og slutter i takt 47. Fra takt 48 til takt 61 afsluttes satsen med variationer over nogle motiver, som vil blive fremhævet senere i analysen.
Man kan derfor allerede nu opstille en oversigt over Arabeske nr. 7:
Tema (takt 1-18)
Overgang 1 (takt 19-21)
Mellemspil (takt 22-30)
Reprise (takt 30-47)
Overgang 2 (takt 48-50)
Epilog (takt 51-62)
Julemelodien har Leif Kayser ornamenteret i højre hånden. Ornamenteringerne kan beskrives som bølger, der bevæger hurtigt op og ned over mere end to oktaver (helt præcist fra et lille A i takt 2 til et trestreget F i takt 31). På kun en halv takt bevæger bølgerne sig ofte næsten to oktaver, hvilket giver den bølgende fornemmelse, idet der bliver spillet op til højdepunkterne.
Leif Kayser er kendt for, at man kan høre hver enkelt tone i alle hans kompositioner (iflg. Peter Anders Nielsen). Når man lytter til Arabesques nr. 1 og 7 kan man tydeligt høre, at hver enkelt tone står utroligt klart (på trods af den gamle og dårlige indspilning). Det hænger blandt andet sammen med, at Kayser ikke benytter ”fede” akkorder, hvilket man heller ikke støder på i Arabeske nr. 1 og 7.
Musikken kan beskrives som bølger, da musikken starter svagt og bygger sig op til højdepunkterne for til sidst at falde til ro igen. De mange ornamenteringer der er i musikken, kan minde om arabesker, og det er derfor heller ikke underligt, at værket har fået sit navn. Leif Kaysers Arabesques er ikke det første værk, der hedder sådan. Debussy skrev i 1888 et værk af samme navn (se bilag 2). Det er tydeligt, når man ser på noderne, at der er mange lighedstræk mellem dem, i form af fraseringer med mange legatobuer og en bølge/arabeske lignende struktur. Når man hører musikken, lyder den dog langt fra ens, eftersom Debussy og Kayser arbejder med to vidt forskellige tonaliteter. Debussy var impressionist og med til at bryde med dur/mol-tonaliteten. Kayser komponerede 100 år senere og på dette tidspunkt var alt tonalitet brudt ved bl.a. via tolvtonemusikken. Kayser arbejder med en udvidet tonalitet, som man møder i hans Arabesques, hvor han f.eks. bruger en skala som dim-skalaen.
Det er karakteristisk for de ti satser i Arabesques, at Kayser starter hver sats med at introducere motiver, som han derpå leger med ved at transponere og variere dem. I arabeskerne er der ikke tale om en dur eller mol tonalitet, men snarere en udvidet tonalitet. Det er dog typisk for Kayser at have en grundtone og en grundskala. Som nævnt i analysen, har arabeske nr. 1 E som grundtone, og den er bygget op over dim-skalaerne. Arabeske nr. 7 har F som grundtone og er bygget op over en lydisk-skala. Begge satser har nogenlunde samme opbygning: Eksposition/tema, mellemspil, reprise og epilog, hvor mellemspillet har en anden karakter end resten, fordi Kayser udvider tonaliteten og fornemmelsen for grundtonen forsvinder. Når reprisen indtræder genfindes tonikafornemmelsen. Rent layout mæssigt findes der også et stilelement hos Kayser. Hans noder er meget flotte og meget let læselige, hvilket gør dem behagelige at spille efter. Der er ingen faste fortegn i nogen af de Arabeskerne. Jeg tror, Kayser har valgt at notere det således, for at spilleren ikke skal glemme de faste fortegn i den store mængde af løse fortegn, der forekommer, pga. den manglende dur/mol tonalitet.
Den gamle gregorianske julemelodi ”In dulci jubilo”, som man hører i Arabeske nr. 7, er langt fra den eneste gregorianske melodi Kayser har inddraget i sine kompositioner. I Gads musikleksikon står følgende:
”En hovedåre i hans [Kaysers] produktion er kirke- og orgelmusik og korværker, hvori han ofte forbinder traditionens dybe kilde (gregoriansk ol.) med moderat flydende strømme i nutidsmusikkens, som er karakteristisk for hans velplejede stil; Variationer over ”In Dulci Jubilo”, Meditationer over Requiem, ”Parafrase over gregorianske motiver”…” (Gads Musikleksikon, 1988)
Jeg kan af overstående uddrage, at Kayser var meget inspireret af gammel klassisk musik. Han har komponeret mange værker, som blander det gamle klassiske musik med en ny udvidet tonalitet.
Ud fra de stilelementer, som er blevet fremhævet, virker det passende at placere Leif Kayser som repræsentant for neoklassicismen.
Som repræsentanter for neoklassicismen kan nævnes Stravinskij og Hindemith
”Neoklassicisme er i musikken en stilretning, der opstod som reaktion mod senromantikkens stærke følelsesladethed i begyndelsen af 1900-tallet. Neoklassicisme forsøger at kombinere et moderne tonesprog med barokken og endnu tidligere musikalske former… Neoklassicisme er ved siden af tolvtonemusikken den vigtigste stilretning i dette århundredes første halvdel og har samtidig mange repræsentanter blandt nutidens musikere” (Gyldendals Tibinds Leksikon, 1977)
Blandt andre danske komponister, der bruger samme tonesprog som Kayser kan nævnes Niels Viggo Bentzon og Ib Nørholm, der begge også har skrevet musik for accordeon.
Leif Kayser var musiker og komponist. Han har skrevet meget musik for orgel, kor, symfoniorkester og accordeon. Hans mest kendte værk for accordeon er Arabesques – for Free Bass Accordion, som er 10 satser moderne musik for accordeon, som blev skrevet til musikskoleelever. Værket blev desværre alt for svært, og spilles derfor i dag af konservatorieelever. I Arabesques høres mange snørklede mønstre, der bevæger sig op og ned i tonehøjderne og der gøres brug af en udvidet tonalitet uden, at der er tale om atonal musik, fordi der er tonika-fornemmelse. Skrivestilen i Arabesques kan beskrives som neoklassicistisk og jeg vil derfor placere Kayser som neoklassicist.
Opslag
