Moderne kunst er et meget omdiskuteret emne. Alle har en mening om det, og holdningerne er forskellige. Dette vil der især være fokus på i min opgave, da jeg vil arbejde med to modstridende tekster. Den ene, Glem grisen, er skrevet af Lars Movin. Han er helt tydeligt for moderne kunst, hvorimod Hitler i en tale omtaler den moderne kunst som en fejl i menneskeheden.
I denne opgave vil jeg bryde de to teksters struktur op, for at kunne danne et bedre overblik over deres forfatteres meninger og argumenter.
Glem grisen af Lars Movin:
Glem grisen er en artikel af Lars Movin. Den blev udgivet i månedsbladet Press i juli/august 1988. Artiklen omhandler moderne kunst, og hvordan vi forstår og tolker på den. Ifølge Lars Movin handler moderne kunst om at kunne se på kunsten, uden at skulle kunne genkende og identificere sig med den. Folk i dag er vant til at alt hvad vi ser, skal ligne noget. Vores hverdag er fyldt med billeder. Billeder vi bliver fortalt hvordan vi skal opfatte og forstå. Dette gør, at vi ikke selv danner vores egne indtryk, men får det derimod serveret på et sølvfad. Dette strider imod Lars Movin´s holdning til hvordan vi skal tolke kunst. ”Kunsten er en ny virkelighed – ikke bearbejdet virkelighed”[1], her mener Lars Movin, at vi selv skal tolke på hvad vi ser, så vi selv vælger vores informationer, og danner vores egen virkelighed. Der er ikke nogen tolkning der er mere rigtig end den anden, alle har ret til at danne deres egen tolkning, men ved vores ønske om, at kunsten skal ligne noget, ødelægger vi vores egne muligheder med kunsten. Ifølge Lars Movin sprogliggør kunst også sig selv - dog taler den et andet sprog, uden ord; den taler til os ved hjælp af farver og strukturer. Det er ikke meningen vi skal forsøge at oversætte dette sprog til ord, men det skal derimod hjælpe os til at forstå kunsten. Det er ikke altid nødvendigt at fortolke og forstå.
Om moderne kunst af Adolf Hitler:
Om moderne kunst er et uddrag fra en tale, Adolf Hitler holdt i 1937, ved åbningen af et kunstmuseum i München. Adolf Hitler er ikke en stor beundrer af moderne kunst. Han mener at moderne kunst er en skam for det tyske folk, da den blot er en gengivelse af kunst fra før stenalderen. Kunstnerne kunne lige så godt have været børnehavebørn, da den ikke ligger op til nogen form for tolkning eller forståelse. Adolf Hitler ser den moderne kunst som en kunstart, der støttes af en arrogance og frækhed som kun små grupper støtter. Nogle mennesker ser anderledes på tingene, hvilket Hitler mener, er en synsforstyrrelse. Han er ikke klar over hvorvidt disse mennesker vitterligt opfatter tingene på denne anderledes måde, eller om de blot ønsker at præge befolkningen med deres bedrageri. Ligegyldigt hvad, mener Adolf Hitler, at det er hans pligt at redde den tyske befolkning fra disse menneskers kunst - enten ved hjælp af domstolene, eller ved at stoppe deres mulighed for at fortsætte deres familie. Ved at stoppe og udrydde disse mennesker og deres kunst mener Adolf Hitler, at han sikrer det tyske folks fornuft og instinkter.
Diskussion af synspunkter fra Glem grisen og Moderne kunst:
Der er en stor forskel på synspunkterne i de to tekster. Det er tydeligt, at Lars Movin og Adolf Hitler har levet/lever i to vidt forskellige tidsperioder, og ikke deler de samme meninger. I den tid vi lever i nu, er det in med moderne kunst. Det er populært, også blandt unge, at gå på kunstmuseer. Man behøver ikke kunne forstå kunsten, for at danne sig en mening om hvorvidt man kan lide den eller ej. Man kan bygge sine meninger ud fra farver og de andre sanseudtryk vi får fra kunsten.
Lars Movin har et meget mere moderne syn på den moderne kunst i forhold til Hitler. Lars Movin ligger meget vægt på, at det ikke er nødvendigt at kunne identificere sig med kunsten. Et andet synspunkt kunne dog være, at det at kunne identificere sig med kunsten, ville gøre det nemmere at kunne forstå og fortolke den. Ved at få kunsten til at ligne noget ville vi måske bedre kunne relatere os til den, og derved danne vores egne meninger. Som Lars Movin også siger; ”Der er ikke nogen tolkning der er mere rigtig end den anden”.
Både Lars Movin og Adolf Hitler forstår at bruge de sproglige midler. Lars Movin får fremlagt sine pointer på en meget forståelig måde, og man får vagt sin interesse for moderne kunst. Adolf Hitler har også et inspirerende sprog. Han forstår at formulere sig så provokerende, at man ikke kan gøre andet end at sætte sig imod ham.
Lars Movin indleder sin artikel med: ”Kender du fornemmelsen af at mangle ord? Fornemmelsen af at have oplevet noget, som ikke kan sættes ord på?”[2]. Dette kunne man mene de fleste mennesker gør. Men hvorfor skal der også sættes ord på alt, hvad vi oplever? Dette kunne man mene ikke var en nødvendighed. Nogle mennesker vælger at lytte til en speciel musik, når de er i stor sorg eller er meget lykkelige. Andre vil måske vælge at male et maleri. Hvis man føler noget meget stærkt, vil det være forkert, at skulle være afhængig af, at skulle male et specielt motiv. Nogle linjers og punkters sammenspil, blandet med et væld af farver eller måske helt modsat, grå og skyggefulde toner, vil give et langt større indtryk. Det er nærmest umuligt at udtrykke sig på samme måde ved at male faste motiver. En kunstner bør dog have lov til at udtrykke sine følelser, som han lyster. Dette oplever vi også i andre former for kunst. En komponist, for eksempel, udtrykker sig gennem toner og klange. Når han er forelsket, skriver han et smukt og langsomt stykke for en enkelt violin. Der er lange og svage toner, efterfulgt af en pludselig pause, hvorefter han fortsætter med en række hurtige ryk i buen. Er dette ikke kunst? Det er en blanding af farver, melodier og følelser.
På samme måde har lyrik altid benyttet sig af abstrakte sætninger og virkemidler. En moderne lyriker skriver i metaforer. En brusende bølge symboliserer en voldsom følelse, og et tikkende ur symboliserer tidens gang eller måske uendeligheden. Dette er også kunst. Selvfølgelig skal en maler på samme måde have lov til at udtrykke sig via metaforer. Selvfølgelig skal han have lov til at male tingene på andre måder end sådan, som de lige ser ud.
Adolf Hitler mener, at moderne kunst er noget vrøvl: ”Arkitekter og håndværkere har ikke arbejdet for at huse lærreder, der er klattet til i løbet af fem timer, fordi malerne tror, at deres frække priser vil sikre, at billederne bliver hilst som aldeles strålende, geniale værker”[3]. Men det ville ikke have været muligt for moderne kunst, at have overlevet i så mange år, hvis det kun solgte på grund af deres pris og omtale. Desuden er moderne kunst respekteret af kritikere verden over, og bliver vurderet på niveau med al anden kunst.
Adolf Hitler har som sagt et meget strengt forhold til moderne kunst. Hans udtalelser om den moderne kunst kan nemt relateres til det politiske program, han førte. Det der var anderledes og ikke hørte til skulle udryddes.
Moderne kunst sætter emner til debat, og forstår at provokere folk. Der har været mange eksempler gennem tiderne på folk, der har forstået at provokere og sætte en debat i gang. Næsten alle har hørt om kunstneren, der puttede guldfisk i en blender, og lod folk have muligheden for at trykke på en knap, for at sende fiskene i døden. Han lod det være op til deres egen moral at gøre sig til herre over liv og død. Mange mennesker undrer sig over dette. De mener, at enhver kan putte en guldfisk i en blender. Men kunstneren har tænkt kreativt og provokerende ved at mishandle de små guldfisk. Det er en form for kunst, der klart sætter tankerne i gang. Det lykkedes kunstneren at få andre til at udføre sit værk, og derved skabe sin egen pointe!
Opslag
